Den 24-årige Caligula charmerede alle ved sin indsættelse som kejser. Han elskede gladiatorkampe og forstod samtidig den politiske vigtighed af at holde folket underholdt. Det havde hans upopulære forgænger forsømt.

© Scanpix/AKG Images

Kejser Caligula stod bag grotesk terror-regime

Caligula var populær hos de brede masser, som han sørgede for blev underholdt med gladiatorkampe, henrettelser og hestevæddeløb. Han stillede sig også ofte på Basilica Julia og kastede penge ud til romerne. Men bag den perfekte facade lurede ondskaben.

20. februar 2019 af Jannich Kofoed

"Vores lys! Vores barn!” Sådan lyder råbene fra tusinder af romerske borgere, som har taget opstilling langs Via Appia for at få et glimt af den høje unge mand, de forventer skal bringe dem ud af et langt mørke.

 Fakler og offerbål oplyser vejen fra havnebyen Misenum op til Rom, som er målet for Gaius Julius Cæsar Germanicus, kendt under navnet Caligula. Han er på vej til hovedstaden for at tage magten over verdens største og stærkeste imperium.

Som tegn på sorg er Caligula iklædt en mørk, simpel toga, for i sit følge medbringer han liget af kejser Tiberius, som er død knap to uger forinden – den 16. marts år 37 e.Kr. Men om ham råber romerne: “Tiberius i Tiberen!”

Caligulas vej til magten er banet af Quintus Macro, chefen for den kejser-lige livgarde – prætorianergarden. Straks efter Tiberius' død tilbagelagde han de knap 200 km fra kejserresidensen på øen Capri til Rom og begyndte at bearbejde senatet for at få Caligula udpeget som ny kejser. 

Imens sikrede Macros udsendinge opbakning til Caligula fra generaler og guvernører i provinserne. Så da Caligula nåede frem til Rom den 28. marts, var alt beredt for ham. Få timer efter sin ankomst trådte han frem for senatorerne, holdt en imponerende tale og blev hyldet som kejser.

Født til magt og rigdom

Caligula var en meget ung kejser – kun 24 år gammel. Han havde overhovedet ingen erfaring som feltherre eller politiker, men han var født ind i den julisk-claudiske slægt, som kom til magten med Julius Cæsar og leverede Roms første kejser, Augustus.

Caligulas far og mor, Germanicus og Agrippina, var henholdsvis grandnevø og barnebarn af Augustus. Tilsammen var de et magtfuldt par. Germanicus var en fremragende hærfører, som havde høstet stor hæder og folkelig popularitet. Han var adoptivsøn af kejser Tiberius og blev betragtet som dennes mest oplagte efterfølger.

Agrippina havde tæft for intrigerne i Rom, og med sine ni børnefødsler havde hun vist sig leveringsdygtig i kandidater til en ledig kejserpost.

Caligula havde lige fra toårsalderen været på farten sammen med sine forældre under Germanicus' felttog mod de germanske stammer. 

Agrippina klædte sin søn ud som en lille centurion, og derfor gav soldaterne ham kælenavnet Caligula – “lille soldatersandal” – efter legionærernes fodbeklædning.

En romersk general havde normalt ikke sin hustru med i felten, men Agrippina kunne lide at være i centrum af dramatiske begivenheder. Historikerne beretter, hvordan hun engang – med

lille Caligula på armen – fik dæmpet panikken hos de romerske soldater under et tilbagetog over Rhinen. 

Familien var også med Germanicus i Lilleasien, hvor generalen pludseligt døde under mystiske omstændigheder i Antioch i Syrien. Rygterne ville vide, at kejser Tiberius af politiske årsager havde fået ham forgivet.

Agrippina sejlede tilbage til Italien, hvor hun på en meget synlig og demonstrativ måde gik i land i havnebyen Brindisium med sin mands urne i favnen og børnene omkring sig. Hun var fast besluttet på, at en af hendes sønner skulle blive Roms næste kejser.

Det Rom, familien vendte tilbage til, var en ren ormegård af sammensværgelser, bagvaskelse, giftmord, sidespring, forhør, tortur, skueprocesser og nødtvungne selvmord.

Agrippina holdt sig ikke tilbage i intrigemageriet, men kæmpede indædt for at bringe sine sønner i position til kejsermagten, selvom den aldrende Tiberius begyndte at forfølge hendes venner og forbundsfæller.

Til sidst besluttede Tiberius at sætte Agrippinas tillid til ham på en prøve. Efter en middag ved kejserhoffet rakte han hende et æble, som hun pure afviste at sætte tænderne i. Agrippina blev aldrig inviteret igen og hævdede bagefter, at Tiberius havde villet forgive hende.

I år 29 blev Agrippina og Caligulas to ældre brødre anholdt og stillet for retten på temmelig tynde anklager om sammensværgelse.

Agrippina blev sendt i fangenskab på den lille ø Pandateria, en skæbne, hun modsatte sig så voldsomt, at en centurion fik ordre til at piske hende til lydighed, hvorved hun mistede et øje. 

Agrippina nægtede at spise, og selvom hendes vogtere forsøgte at tvinge mad i hende, døde hun af sult i år 33. På det tidspunkt var Caligulas brødre, Drusus og Nero, allerede døde i fangenskabet.

Caligulas mor mistænkte kejser Tiberius for at stå bag sin mands mystiske død i Syrien. Hun bragte meget demonstrativt hans urne og børnene i land i Italien.

© Scala Picture Library

Adopteret af familiens plageånd

Selvom Caligula så sine brødre og sin mor blive knust af Tiberius, adlød han, da Tiberius kaldte ham til kejserhoffet på Capri i år 31.

Den aldrende kejser havde mistet sin søn og stod uden arving. Han foretog et højst overraskende træk ved at gøre Caligula til sin adoptivsøn og dermed potentiel arving til kejsertronen – side om side med sit eget barnebarn, Gemellus, som endnu var for ung til at bestride kejserembedet.

Caligula bragte aldrig sin families skæbne på bane over for Tiberius. De to mænd talte sammen, som om intet var hændt. Længe efter Tiberius' død fortalte Caligula selv, at han engang havde sneget sig ind på den sovende Tiberius med en daggert, men havde opgivet at myrde ham.

På Capri fik Caligula en uddannelse, som passede sig for et medlem af den romerske elite, og udviklede stærke tale-gaver. Tiberius roste ham for hans “pligtfølelse” og “gode karakter”. Caligula på sin side udtalte senere sin beundring for Tiberius’ intellektuelle niveau.

Under det seks år lange ophold ved hoffet på Capri kunne Caligula udleve sin passion for poesi og teater. Han optrådte en i række forestillinger og elskede være i centrum for publikums opmærksomhed.

Livet ved hoffet introducerede også Caligula til seksuelle udskejelser. Historikerne beretter om de vilde sexorgier, Tiberius fik arrangeret. Ifølge dem havde kejseren et helt korps af meget unge piger og drenge, hvis eneste opgave var at holde ham seksuelt tilfredsstillet.

Også Caligula udviste en stor erotisk appetit og havde forhold til flere kvinder – gifte såvel som ugifte.

Den nye kejser charmerede alle

Ingen ville have bebrejdet Caligula det mindste, hvis han efter sin udråbelse til kejser havde tilsværtet Tiberius' minde, som hævn for sin mors og sine brødres lidelser. Men det gjorde han ikke. Caligula viste behørig respekt for Tiberius og fik straks den afdøde kejsers urne anbragt i Augustus' mausoleum.

Til gengæld brød Caligula med de upopulære dele af den tidligere kejsers politik. Han tog senatet med storm, da han offentligt afbrændte alle sagsakterne fra de forræderisager, Tiberius havde ført mod sande såvel som indbildte modstandere. 

Overalt i Romerriget drog overklassen et lettelsens suk. Imperiet havde åbenbart fået en kejser, som ønskede tavlen visket ren.

Også den jævne befolkning havde grund til glæde. Omkring 200.000 romere fik gaver i en eller anden form i de første dage efter Caligulas indsættelse, som også blev fejret med de hidtil største hestevæddeløb og pompøse cirkusforestillinger, hvor 400 bjørne, løver og andre rovdyr blev dræbt.

Den sparsommelige Tiberius, somalligevel aldrig opholdt sig i hovedstaden, havde skåret voldsomt ned på den offentlige underholdning, men med Caligulas tiltræden begyndte en ny og sorgløs tid, mente romerne.

Caligula erklærede, at han også ville genoptage de byggeprojekter, som kejser Augustus havde påbegyndt, men den påholdende Tiberius standset igen. Foreløbig var penge ikke noget problem, og Caligula fik hurtigt sat gang i byggeriet af veje, akvædukter og havneanlæg.

Til gengæld frabad den nye kejser sig beskedent, at offentlige midler blev brugt til at rejse statuer af ham.

De intellektuelle fik også højere til loftet, da Caligula ophævede forbuddet mod en række skrifter og kaldte de skribenter hjem, som Tiberius havde drevet i landflygtighed.

Prætorianergarden, hvis chef havde banet vejen for Caligula, modtog en rundhåndet belønning. Og dermed havde den nye kejser på næsten ingen tid cementeret sin magt.

I begyndelsen af sin regeringstid havde Caligula beskedent frabedt sig, at folk rejste statuer af ham. Senere fortrød han og forlangte nu at blive tilbedt som en levende gud.

© Scanpix/Mary Evans

Caligula gik i sort over søsters død

Ikke et øje var tørt, da Caligula i måneden efter sin tiltræden rejste ud til de øer, hvor hans mor og brødre var blevet mishandlet til døde. 

Han fandt deres knogler, kremerede dem og bragte asken tilbage til Rom. Her samlede sørgetoget gennem byen store folkeskarer, som så Caligula, den sørgende søn, anbringe sine kæres jordiske rester i Augustus' mausoleum.

Optrinnet kunne ikke andet end minde romerne om, hvordan Caligulas mor 17 år tidligere havde hjembragt asken af sin mand, den store Germanicus. Og det var netop meningen.

Bisættelsen blev ikke noget punktum, men kun en parentes i Caligulas tragiske familiehistorie. Kejseren overøste sine tre overlevende søstre med hæder og velstand, men allerede i juni år 38 var den lyse og lykkelige tid forbi. 

Yndlingssøsteren Drusilla blev syg og døde, hvilket fik Caligula til at gå helt i sort. Han var så knust, at han end ikke magtede at deltage i bisættelsen.

Til gengæld pålagde han senatet at give Drusilla status som gudinde med sit eget præsteskab. 

Hendes navn skulle indgå i bønner og edsaflæggelser, og statuer af hende rejses overalt. Caligula hædrede selv sin søster med store cirkusforestillinger. Under en af dem blev et gigantisk portræt af Drusilla trukket rundt i arenaen af en flok elefanter.

Kejseren svævede mellem liv og død

I oktober år 37 blev Caligula alvorligt syg, og det udløste ifølge historikerne Philo og Sveton nærmest en kollektiv depression i hele imperiet. 

Masser af romere vågede ved Caligulas residens for at få de seneste bulletiner om hans tilstand, og i alle afkroge af riget ofrede folk og bad for kejserens liv. Og så en morgen rejste en ny og værre Caligula sig ved egen hjælp fra sygelejet.

Under Caligulas sygdom havde en ridder lovet at kæmpe som gladiator, hvis kejseren overlevede. Da Caligula hørte det, tog han manden på ordet. Ridderen måtte kæmpe i arenaen flere gange, før han fik lov at slippe.

Værre gik det en adelsmand, som havde tilbudt sit liv til guderne for at redde Caligula. Nu lod kejseren ham uden skånsel kaste ud fra en klippe. En passende lærestreg for andre spytslikkere, mente han.

Caligula var kommet godt i gang og gik nu efter Tiberius’ barnebarn Gemellus. Tiberius havde i sit testamente placeret Gemellus og Caligula på lige fod som sine arvtagere, men det havde prætorianergardens chef, Quintus Macro, fået senatet til at annullere. I stedet havde Caligula efter romersk skik adopteret Gemellus.

Intet tyder på, at den svage Gemellus var nogen virkelig rival, men Caligula fik hvisket i øret, at Gemellus havde forberedt sig på hans død. Det var nok. Caligula beordrede sin adoptivsøn til straks at begå selvmord. Gemellus magtede dog ikke at bruge det udleverede sværd, så en soldat måtte hjælpe til.

Nu kom turen til Macro, som ellers loyalt havde banet vejen for Caligula. Gardechefen havde fået ry for at være en magtfuld skikkelse, som rådede og vejledte den uerfarne unge kejser.

“Ingen skal belære mig!” skal Caligula have snerret, da det kom ham for øre.

Han opfandt så belastende anklager mod Macro, at denne begik selvmord sammen med hustruen Emma for i det mindste at redde deres børns arv.

Det var normalt, at staten konfiskerede dømte personers formue. Men da børn ifølge romerretten ikke kunne holdes ansvarlige for deres forældres handlinger, og da børnene var ejere af slægtsformuen, i samme øjeblik som forældrene døde, valgte mange romerske patriciere selvmordet frem for en rettergang.

I år 39 holdt Caligula en dundertale, som for alvor skræmte senatorerne. Han anklagede dem alle under ét for at være en flok hyklere og eftersnakkere, han ikke kunne stole på. 

Han fremsatte desuden gamle beskyldninger, som kun kunne stamme fra de forræderi-akter, senatorerne ellers troede, han havde brændt for øjnene af dem to år tidligere!

Flere sager blev nu genoptaget, og en række fremtrædende senatorer dømt til døden eller landsforvist. Især de rigeste var i farezonen, for Caligula manglede penge. Muligheden for at beslaglægge alt, hvad de dømte ejede, var den egent-lige årsag til bølgen af udrensninger.

Caligula formøblede milliarder

Tiberius havde puget 2,7 milliarder sestertser sammen – en eventyrlig formue i en nation, hvor en familie på fem personer kunne leve beskedent for 1.000 sestertser om året. Alligevel havde Caligula formået at tømme penge-tanken på kun to år.

Nogle af pengene havde finansieret fornuftige bygningsværker, som Plinius den Ældre kaldte “vidundere”, men kejserens unødvendige luksusprojekter kostede også umådelige summer. Caligula byggede fx to af tidens største skibe, flydende paladser med marmorgulve, søjler og hele frugthaver om bord.

Heste var en af Caligulas store pas-sioner, og stalden til hans yndlingshest var indrettet med marmor og elfenben. Kejseren etablerede desuden et luksusbordel i sit palads og fråsede dagligt i eksotiske retter.

Da arven efter Tiberius var brugt, aftvang Caligula rige familier “gaver” eller pressede dem til at testamentere store rigdomme til ham. I et af sine mere desperate forsøg på at skaffe penge solgte han sine søstres ejendele på auktioner, hvor han selv deltog aktivt og tvang buddene i vejret.

Kejseren indførte nye afgifter på sagsanlæg, skilsmisser, prostitution og salg af slaver. Han fandt også på at bortauktionere det formelle ejerskab til de gladiatorer, som skulle kæmpe ved de offentlige lege.

Under en auktion faldt rigmanden Aponius i søvn og vågnede op som den ulykkelige ejer af 13 gladiatorer til en samlet pris af ni millioner sestertser.

Kejseren forlangte at blive tilbedt

I begyndelsen af sit styre havde Caligula optrådt beskedent og ikke gjort noget stort væsen af sig, men efterhånden begyndte han optræde udklædt som guderne Apollon, Merkur, Herkules – og gudinden Venus. Nogle så først fænomenet som udtryk for kejserens excen-triske teaterinteresse, men det blev hurtigt klart, at det stak dybere end som så.

Caligula begyndte stadig oftere at omtale sig selv som gud og lod templet for Castor og Pollux på Forum Romanum indvie til dyrkelsen af sig selv.

Caligulas følelse af guddommelighed gik især ud over senatorerne. Han kaldte dem “mænd, som lige så godt kunne være slaver”. Blev de ikke ruineret eller endog dræbt, så blev de ydmyget. 

Nogle blev tvunget til at afstå deres hustruer, andre fik frataget deres gamle og fornemme familienavne. Selv repræsentanter for rigets absolutte elite måtte nødtvungent lægge sig fladt udstrakt foran kejseren og kysse hans fødder.

Flere gange fik Caligula senatorerne til at dømme og egenhændigt dræbe deres egne, mens de samtidig skrækslagne øste lovprisninger ud over deres plageånd. Senator Titus Rufus var en af de få, som prøvede at samle sine kolleger til modstand mod Caligula. Da det mislykkedes, havde han ikke anden udvej end at tage sit eget liv.

Nogle deltog rent faktisk i sammensværgelser mod Caligula, men de første modstandsgrupper blev trævlet op, inden de nåede at slå til. 

Kejseren frygtede med god grund for sit liv og udlovede en stor dusør til angivere. De fik automatisk en ottendedel af den pågrebne “forræders” ejendom, så angiveriet ville ingen ende tage.

Blandt de mange, Caligula fik myrdet, var hans slægtning Ptolemæus, konge af Mauretanien, og Lepidus, som var enkemand efter Caligulas yndlingssøster. Sine to overlevende søstre mistænkte Caligula for at ville snigløbe ham, så han sendte dem begge i eksil.

Caligula blev stukket adskillige gange med sværd og daggerter, inden han forblødte og spjættede livet af sig.

© Scanpix/AKG Images

Frygten fødte et oprør

Den 24. januar år 41 ofrede Caligula tidligt om morgenen en flamingo og overværede senere en teaterforestilling på Palatinerhøjen. Ved ettiden forlod han med et mindre følge teatret gennem en snæver passage, som førte til kejserboligen. Her slog hans fjender til.

Uden varsel jog prætorianergardens chef, Cassius Chaerea, sit sværd i halsen eller kæben på Caligula, som stønnende af smerte forsøgte at slippe væk. Kilderne fortæller samstemmende, at han ikke døde med det samme, og at flere af de sammensvorne nåede at tilføje ham adskillige hug- og stiksår.

“Jeg lever stadig!” skal Caligula have skreget, mens han forblødte.

Den jødisk-romerske historiker Josephus fortæller, at gardechefen, som leverede det første hug, var blevet hånet for sin pibende stemme af Caligula, som også havde kaldt ham “bøsse”. Men attentatmændene var formentlig især bundet sammen af simpel frygt for, at de selv stod for tur i udrensningerne.

Kejserdrabet blev hævnet hurtigt. Caligulas særlige livvagt, som bestod af håndplukkede germanske soldater, ilede til og dræbte nogle af de sammensvorne på stedet. 

De øvrige slap i første omgang væk. Under flugten opsøgte de Caligulas hustru Caesonia, som de slog ihjel. Ved samme lejlighed fik Caligulas eneste barn, den to-årige Julia Drusilla, kraniet knust mod en mur.

Cassius Chaerea havde ikke sikret sig opbakning hos sine mænd i prætorianergarden. De forblev ligesom den germanske livvagt loyale mod kejseren.

Roms jævne borgere, som ikke havde lidt nær så meget som senatorklassen, hyldede heller ikke drabsmændene, men krævede dem tværtimod straffet. Det skete også. Inden for få timer blev de alle fanget og henrettet.

Senatet diskuterede kortvarigt og kaotisk, om republikken skulle genindføres, men valgte til sidst at lade tomrummet efter Caligula blive udfyldt af hans onkel Claudius.

Caligulas lig blev samme aften brændt i Lamii-haverne uden for bygrænsen. Det skete ved en diskret ceremoni, som hans nærmeste venner arrangerede. 

Da Caligulas to søstre vendte hjem fra deres eksil, anbragte de hans urne i Augustus' mausoleum sammen med de jordiske rester af hans ulykkelige familie. 

Læs mere

Arther Ferrill: Caligula — Emperor of Rome, Thames and Hudson Ltd., 1991. Anthony A. Barrett: Caligula – The Corruption of Power, Guild Publishing, 1989.

Måske er du interesseret i...

Læs også