I juli i år 64 e.Kr. udbrød der en brand i nogle boder bag Roms mægtige hestevæddeløbsbane. Store dele af byens huse var bygget af træ, så flammerne sprang hurtigt til nye boligkvarterer. I mere end en uge rasede ilden, tusinder blev hjemløse, og mange mistede livet.
At kejser Nero var skyld i katastrofen, var den romerske forfatter Sueton ikke det mindste i tvivl om: “Under dække af utilfredshed med de gamle bygningers grimhed og de smalle, krumme gader satte han ild til byen”, skrev Sueton (70-130 e.K) i sit værk om de romerske kejsere.
Vanvittig kejser jublede fra sit tårn
“Han betragtede ilden fra Maecenas-tårnet og jublede – som han sagde – over flammens skønhed, mens han sang hele sit digt ‘Plyndringen af Ilium’ iført sit scenetøj”, fnøs Sueton, der arbejdede i den kejserlige administration og ligesom alle andre i Roms overklasse ringeagtede skuespillere. Neros sangstemme beskrives som tynd.
Men den kritiske Sueton måtte dog medgive, at Nero genopbyggede byen i sten, så den blev mere brandsikker. Sueton anførte også, at kejseren for sine egne penge lod opføre verandaer med flade tage, der gjorde det muligt at slukke en brand i de øvre etager.