Den 17. juli 64 e.Kr. blev Rom ramt af den største brand i byens historie. Ifølge den romerske historiker Tacitus, der oplevede branden, startede ilden i lagerrummene langs væddeløbsbanen Circus Maximus i Roms centrum og bredte sig hurtigt langs byens smalle gader, ned i byens dale og videre til byens høje.
Tusindvis af romere forsøgte fortvivlet at flygte væk fra de altfortærende flammer – ifølge Tacitus i mange tilfælde forgæves:
“Når folk kiggede bagud, sprang flammerne op foran dem eller udmanøvrerede dem. Når de undslap til et nabokvarter, fulgte ilden efter. Nogle af dem, der havde mistet alt – selv dagens måltid – kunne have undsluppet, men foretrak at dø. Det samme med med de mennesker, der ikke havde været i stand til at redde deres kære.”
Branden hærgede byen i ni fulde dage. Af de 14 regioner, Rom var inddelt i, blev tre fuldstændigt udslettet, mens syv regioner blev så kraftigt ødelagt, at store områder skulle genopbygges fra grunden. Over 200.000 romere var blevet hjemløse og havde mistet alt.
Over 200.000 romere blev hjemløse, da en kæmpebrand i år 64. e.Kr hærgede Rom i ni dage i træk.
Kejseren sang i glæde over branden
Da branden brød ud, befandt kejser Nero sig i sin villa i Anzio syd for Rom. Han kom først tilbage til Rom, da ilden hærgede hans eget, nyopførte palads.
Ved ankomsten beordrede kejseren straks en række af de kejserlige bygninger og endda sin egen have åbnet for de flygtende masser.
Derpå lod han midlertidige bygninger opføre til at huse de mange tusinde hjemløse romere og sørgede for at bringe mad ind til Rom fra nabobyerne.
Kejserens tiltag vakte stor glæde blandt Roms befolkning, men snart begyndte rygter at svirre om, at Nero selv skulle have beordret branden. Den romerske forfatter Sueton, der blev født seks år efter den store brand, skrev:
“Nero så branden fra Maecenas’ tårn, og i sin glæde over det skønne bål, som han kaldte det, sang han om Trojas ødelæggelse.”
Rygterne opstod, fordi Nero ved flere lejligheder ikke havde lagt skjul på sin foragt for det gamle Roms grimhed og kaos.
Han havde også tidligere givet udtryk for sin utilfredshed ved sit eget palads – det var alt for småt. En kejser af Neros format behøvede mere plads – meget mere plads, skulle de romerske borgere meget snart opdage.
Overklassen foragtede Nero
Den 27 år gamle Nero, der som kun 17-årig var blevet udnævnt til Roms hersker, var den sidste kejser i den julisk-claudiske kejserfamilie.
Familien talte bl.a. den bindegale kejser Caligula, der i sin regeringstid havde udnævnt sin hest til konsul, så Nero havde noget at leve op til. Neros læremester var filosoffen Seneca, og den unge kejser var derfor godt rustet til at regere. I begyndelsen gik det da også godt.
Desværre viste sindssygen sig hurtigt. Nero elskede teater, dans og musik og optrådte selv til den romerske overklasses forfærdelse – det var kun de lavere klasser, der beskæftigede sig med den slags.
For at gøre alting værre optrådte Nero også i diverse sportskonkurrencer, hvor han altid blev kåret som vinder.
Han vandt bl.a. De Olympiske Lege i hestevæddeløb med sig selv som vognstyrer. Desværre faldt den unge kejser af vognen og kunne ikke gennemføre løbet.
Alligevel blev han erklæret som sejrherre. Så allerede da Roms brand brød ud i 64 e.Kr., blev Nero anset som en lettere sindssyg hersker.
Paladsområde dækkede 1 mio m2
Kort tid efter branden rykkede to arkitekter, Severus og Celer, på kejserens befaling ind på området ved Neros nedbrændte palads og påbegyndte byggeriet af Neros drømmepalads Domus Aurea – Det Gyldne Hus.
Der hersker i dag endnu stor uvished om paladsets størrelse, og hvor stort et område det præcist dækkede.
Arkæologerne er generelt enige om, at det strakte sig over højene Esquilin mod nord, Caelia i øst og syd og Palatin i syd og vest. Et gigantisk område på omkring
1 million kvadratmeter svarende til størrelsen på over 200 fodboldbaner.
Selv om Nero ejede størstedelen af området, måtte han konfiskere dele af Palatin, der endnu var i privateje, samt området øst for det senere Colosseum.
Trods byggeriets enorme størrelse tog det kun fire år at opføre paladset, og antallet af slaver og arbejdere, der sled med byggeriet, var enormt.
Det samme gælder størrelsen på de pengesummer, Nero kanaliserede ind i paladsbyggeriet, der i sin overdådighed overgik selv de rigeste romeres fatteevne.
150 rum i den nederste del af den såkaldte Oppia-pavillon i Neros Gyldne Hus er bevaret op til i dag. Rummene lider dog af store fugtproblemer, og arkæologer arbejder derfor på højtryk for at redde de unikke freskoer.
Paladset var prydet med ædelstene
I dag ved ingen, hvordan paladset helt nøjagtigt så ud, men Sueton giver denne beskrivelse af Neros gyldne hus:
“Forhallen var så høj, at en kolossalstatue af ham selv på 120 fod (ca. 35 meter) fandt plads deri; det var så rummeligt, at det havde tredobbelte søjlehaller på en mils længde samt en kunstig sø så stor som et hav, omgivet af bygninger, der lignede hele byer. I de øvrige partier var alt forgyldt og prydet med ædelstene og perlemor,” fortæller den romerske forfatter.
Ifølge Sueton var flere af paladsets spisesale udstyret med elfenbensdekorerede lofter, der kunne drejes til side, så slaver kunne strø blomster ned over gæsterne. Samtidig var lofterne udstyret med små rør, så parfumer kunne stænkes ned fra oven.
Ifølge de romerske historikere var alle mure, lofter og gulve i paladset enten udsmykket med vægmalerier og mosaikker eller havde paneler af kostbare farvede marmor- og stenarter.
Sidstnævnte var på Neros ordre blevet hentet hjem til Rom fra brud i Afrika, Grækenland og Lilleasien tusinder af kilometer væk.
Neros arkitekter eksperimenterede med forskellige stenarter, og især den hvide alabast, phengites, fra det sydlige Tyrkiet, havde ifølge Plinius helt specielle egenskaber: “Takket være denne sten – selv når dørene var lukket – var der et indre glødende skær i rummet.”
Paladsets vægdekorationer stod den berømte maler Fabullus for. Trods berømmelsen var Fabullus dog ifølge Plinius temmelig doven: “Han malede kun få timer om dagen, og det i højtidelighed, altid klædt i toga, selv på stilladset.”
Men det var ikke kun udsmykningen på det nye palads, der overgik alle fantasier – også arkitekturen i sig selv havde aldrig set mage.
Et arkitektonisk mesterværk
Romerske rum var normalt rektangulære og lineære, men i Neros Gyldne Hus fandtes mange polygone og kurvede former. I Neros palads trådte det æstetiske aspekt i forgrunden, og hvert eneste rum fik sin egen selvstændige identitet.
Det bedste eksempel er det oktagonale rumkompleks i den såkaldte Oppia-pavillons østfløj. Rumkomplekset bestod af en ottekantet konstruktion, hvorpå en stor betonkuppel hvilede.
Sollyset trængte ind i bygningen fra en bred åbning i loftet og nåede de fem omkringliggende rum via et genialt system af vinduer, der var skråt placeret mellem oktagonens mure og kuplen.
De fleste af paladsets rum havde tøndehvælv formet som en halvcylinder i lofterne, men i det oktagonale rumkompleks havde arkitekterne konstrueret et af arkitekturhistoriens tidligste krydshvælv, hvor tøndehvælvingerne krydser hinanden.
Det var kun muligt at bygge det oktagonale rum ved hjælp af beton. Brugen af beton kendes allerede fra slutningen af 200-tallet f.Kr., men det er først i Neros palads, de romerske arkitekter begyndte at eksperimentere og udnytte betonen fuldt ud.
Hele arkitekturen i paladset var nøje samstemt med udsmykningen. Fra vinduer i paladsets vægge og hvælv oplyste sollys den overdådige marmorudsmykning, og genskæret fik de forgyldte freskoer, elfenben og ædelstene til at skinne.
At sollyset på den måde fik en altdominerende funktion i paladset, var der en særlig årsag til.
Nero fik vægge og lofter i Det Gyldne Hus udsmykket med nogle af antikkens smukkeste freskoer, der senere blev en vigtig inspirationskilde for bl.a. renæssancens kunstnere.
Paladset var symbol på guldalderen
Nero, hvis sindssyge i årene efter Roms brand blev mere og mere åbenbar for enhver, var med tiden begyndt at identificere sig med solguden, Helios.
Det Gyldne Hus var derfor intet mindre end solgudens palads, og både arkitekturen og udsmykningen var nøje planlagt til at vise kejserens guddommelighed.
Når den besøgende ankom ad Via Sacra fra Forum Romanum, så han først den skinnende, forgyldte Nero-statue, som markerede overgangen fra den menneskelige verden til solgudens.
Gennem den gigantiske forgård så man ikke kun et palads, men et fantastisk syn af et kæmpe landskab med byer, villaer og skove. Det Gyldne Hus var én stor landvilla placeret midt i Roms hjerte.
Det var et sceneri, der skulle vise Roms nye guldalder, som Nero mente, han havde skabt. Da kejseren indviede det enorme palads, udbrød han lettet: “Nu kan jeg endelig leve i et hus værdigt for et menneske.”
40 år efter opførelsen var alt væk
Nero nåede kun at bo i paladset i kort tid, inden han døde i juni 68 e.Kr. Blot 40 år senere var hans gyldne palads forsvundet fra jordens overflade.
Nero var så forhadt, at det blev altafgørende for de efterfølgende kejsere at slette alle minder om ham. Derfor blev ethvert spor af det fantastiske palads fjernet på rekordtid i årene efter Neros død.
Den store sø blev drænet, og Colosseum bygget oven på området. Oppia-pavillonen blev i kort tid brugt af Neros efterfølger, kejser Otho, der gav 50 mio. sestertser (svarende til 34.722 årslønninger for en romersk håndværker) til færdiggørelsen af pavillonens udsmykning.
En brand i 104 e.Kr. ødelagde dog store dele af bygningen, og kort tid efter påbegyndte kejser Trajan opførelsen af sine enorme badeanlæg på stedet.
Den nedre del af paladset blev forstærket med store tykke mure, og det hele dækket af jord, så det kom til at fungere som fundament for badeanlægget. Derved blev den nedre del af Neros bygning med 150 rum bevaret for eftertiden.
Paladsets store forhal gav plads til kejser Hadrians tempel for Venus og Roma. Over Neros store fontæneanlæg på Caelia-højen blev Claudiustemplet genopbygget, mens Neros store badeanlæg blev åbnet for offentligheden som kejser Titus’ bade.
Selv om Domus Aurea kun eksisterede kort tid, efterlod det et eftermæle, der endnu i dag vækker beundring. De nye arkitektoniske bedrifter blev senere videreført med store mesterværker som Colosseum og Pantheon.