Kejser ville være kvinde

Dyrenes struber snittes over, mens de overhældes med vin. Strømme af blod og vin løber ud til alle sider, med vuggende bevægelser anråber drengen Elagabal om at tage imod offergaven.

Imens krymper senatorerne sig på deres pladser.

Den sensuelle yngling, der vrider sig i religiøs ophidselse foran dem, er ingen anden end Roms kejser, Varius Avitus Bassianus fra Syrien, som i eftertiden har fået navn efter teenagerens yndlingsgud – Elagabal.

Caracallas uægte søn

Elagabal var Romerrigets til dato yngste kejser, da han kom på tronen som 14-årig. Det skete, efter at den brutale kejser Caracalla blev myrdet af en af sine egne mænd i 217 e.Kr.

Mordet var udtænkt af Macrinus, lederen af kejserens livvagter, som straks udråbte sig selv til kejser.

Ca­ra­cal­la havde brugt det meste af sin regeringstid på krig, hvorimod det administrative blev varetaget af hans mor, Julia Domna.

Hun kom fra en af de rigeste slægter i byen Emesa, nutidens Homs, i Syrien.

Selvom Domna begik selvmord efter sønnens mord, var hendes søster, Julia Maesa, ikke klar til at opgive slægtens nyvudne magt i Romerriget.

Maesa begyndte at udsprede rygter om, at hendes barnebarn, den blide og feminine Varius, i virkeligheden var søn af selve Caracalla og ikke den romersk-syriske adelsmand, som hendes datter Julia Soaemias var gift med.

Den snedige løgn betød, at Varius pludselig var den retmæssige arving til Roms trone.

Rygterne nåede – med lidt hjælp fra Maesa – til Caracallas soldater i den store garnison Legio 3. Gallica, der befandt sig tæt ved Emesa.

Mændene havde elsket den stridslystne Caracalla, og med hans kvindeglade ry var det ikke svært for dem at tro på, at han skulle have en uægte søn med sin attraktive kusine.

Sønnen Varius var, på trods af sin unge alder, ypperstepræst for den lokale solgud i Emesa – Elagabal.

I Emesa blev han præsenteret for soldaterne, der flokkedes for at se ham danse med forførende perfektion for sin gud, klædt i sin traditionelle syriske præstedragt, en kjoleagtig robe i klare farver.

Synet bjergtog soldaterne, og da Maesa samtidig lovede dem betaling for at hjælpe Caracallas søn tilbage på tronen, klædte de Varius i purpur og udnævnte ham til cæsar.

Soldaterne blev først brugt til at nedkæmpe kupmageren Macrinus, der kun havde svag opbakning. Derfra begav den nyudnævnte kejser sig afsted til Rom.

Transseksuel festkejser i silke

Men senatet og Roms indbyggere måtte vente et år med at få deres nye kejser at se, for Varius, som tog kejsernavnet Marcus Aurelius Antoninus, insisterede på at medbringe symbolet for sin syriske gud: En sort monolit.

Da teenagekejseren i 219 nærmede sig hovedstaden, havde bedstemor Maesa forudset, at synet af den sminkede dreng i sin flagrende, emesiske præstetunika næppe ville vække jubel i det maskuline Rom.

Men hendes råd om at klæde sig mere romersk blev ignoreret af den nye kejser, som vidste bedst selv.

Hans hud var vant til silke, ikke til soldaternes grove læderklæder eller togaernes uldstof, som han syntes kradsede.

Den unge mand var især ivrig over at skulle vise romerne sin gud Elagabal.

Derfor lod han male et stort portræt af sig selv i færd med en ofring til Elagabal og sendte billedet i forvejen med ordre om, at det skulle hænges op over statuen af gudinden Victoria ved indgangen til det romerske senat.

Snart ville det romerske senat komme til at elske den store solgud, mente kejseren, uvidende om senatorernes irritation over at skulle påtvinges en lokal syrisk kult.

Da kejser Elagabal omsider nåede Rom med sin sorte sten på slæb, var byen lykkelig over igen at have en kejser boende, og han blev mødt af stor jubel.

Kærligheden blev kun større, da han fejrede sig selv med enorme fester. Under et festspil med vilde dyr blev bl.a. én elefant og 51 tigre dræbt til kejserens ære.

Han delte endda korn og pengegaver ud til alle Roms borgere. Selv svang han sig gennem byen i et gigantisk optog med danserinder og sine medbragte syriske solpræster.

Ifølge den romerske ­historiker Herodian var kejseren udsmykket med perlehalskæder, armbånd og fingerringe og lignede en egyptisk prostitueret med malede kinder og øjenbrynene trukket op med en stift.

Embedsposter gik til veludrustede

Efter de store fester var kejserens første politiske handling at sende instrukser til byens magistrat om, at hans gud Elagabal skulle nævnes før alle andre guder, når der fx skulle ofres.

Dernæst satte han to kostelige tempelbyggerier i gang til sin guddom.

For døve øren forsøgte bedstemor Maesa at dæmpe hans hengivenhed for sin kult med formaninger om, at hans religion ikke var det vigtigste – det var at beholde magten i Rom.

Men statsføringen interesserede ikke Elagabal, den kunne hans bedstemor tage sig af.

Han viste dog engagement, når det kom til at uddele topposter i det romerske embedsmandsapparat.

Her stod det snart klart, at smukke mænd med store kønsorganer var først i rækken til at opnå fornemme titler.

Hans favorit var en slave og hestevæddeløbskører ved navn Hierocles, som han kaldte for “sin husbond” og nød at blive straffet af, når kejseren – ganske hyppigt – havde været ham utro.

Så viste han sig gerne blandt sine hoffolk sønderbanket med et blåt øje, så alle kunne se, hvor skøgeagtig han havde været – en opførsel, hans soldater afskyede.

Elagabal åbnede endda de kejserlige bade for offentligheden og sendte agenter ind i nøgenbadene. Her havde de til opgave at finde særlig veludrustede kandidater.

Én af dem var atleten Zoticus, som Elagabal udnævnte til kejserlig kammerherre, lige så snart han hørte om de overvældende dimensioner af hans lem.

Han blev herefter sendt til den henrykte kejsers soveværelse. Men næste morgen blev titlen taget fra Zoticus, som blev smidt på porten – tilsyneladende for manglende præstation.

Kejser forsøgte kønsskifteoperation

Teenagekejseren syntes at have en umættelig sexlyst, og hans mange partnere af begge køn var hverken populære i senatet eller hos militæret.

I et forsøg på at sætte skik på den unge mand fik bedstemor Maesa ham gift med den midaldrende Julia Cornelia Paula.

Men Paula kedede hurtigt Elagabal, og under påskud af, at hun havde en grim plet på kroppen, lod han sig skille.

I stedet fik kejseren en ny fiks idé: Han sprang selv ud som kvinde. Han bar nu hårnet, og i stedet for at barbere sit skæg fik han hårene plukket ud for få et mere feminint udseende.

Den romerske historiker Cassius Dio fortæller endda, at Elagabal majede sig ud som prostitueret og turnerede byens bordeller for at sælge sig selv.

Han lod sig omskære og gik ifølge historikeren så vidt som til at bede læger skabe en kvindes vagina i sin krop, hvilket han lovede dem store summer for.

Kejseren holdt også stædigt fast i sin solgud, som de færreste romere havde hørt om. Da pragttemplet dedikeret til Elagabal stod færdigt i efteråret 220, proklamerede kejseren, at solguden nu skulle tilbedes som den mægtigste af alle romerske guder.

For romerne var kejserens mest uhyrlige handling dog hans næste ægteskab.

Som ypperstepræst mente han, at intet kunne være mere passende end at få børn med en ypperstepræstinde.

Til hele Roms rædsel giftede han sig derfor med vestalinden Aquilia Severa. Gudinden Vesta var byens helligste beskytter, og hendes tjenerinder, vestalinderne, måtte for enhver pris forblive jomfruer ligesom gudinden selv.

At voldtage en vestalinde var en ubærlig skændsel i alle romeres øjne.

Men teenagekejseren nægtede at høre på sine rådgivere og holdt et enormt bryllup med sin nye og uvillige kone.

Efterhånden var både rige og fattige romere trætte af kejserens vanvittige påfund, ikke mindst da de blev beordret til at fejre det hellige ægteskab og afkrævet penge i bryllupsgave til kejseren.

Bedstemor stopper festen

Et par måneder efter brylluppet lod Elagabal sig skille fra sin vestalinde igen, men skaden var uoprettelig.

Rom havde til nøds accepteret hans medbragte gud, men ved at have sex med en vestalinde havde kejseren uigenkaldeligt demonstreret, at han ingen respekt havde for ­rigets gamle traditioner.

Kejseren havde ikke kun gjort sig upopulær blandt befolkningen, det var også gået op for Maesa, at hun ikke på nogen måde kunne kontrollere sit grænsesøgende barnebarn.

Men bedstemoren var ikke klar til at miste sin store magt og gik i gang med at køre en efterfølger i stilling.

I 221 e.Kr. overtalte hun Elagabal til at adoptere sin 13-årige fætter Alexianus. Den unge dreng stod nu som arving til tronen, hvis der “tilfældigvis” skulle ske den upopulære kejser noget.

Der gik ikke længe, før paranoia og jalousi begyndte at rase igennem Elagabal, der var nervøs for, at Alexianus var mere populær end ham selv.

Til sidst forsøgte han endda at snigmyrde sin 13-årige adoptivsøn, men uden held.

Mordforsøget fik bægeret til at flyde over hos kejserens livvagter, prætorianergarden. De havde længe været utilfredse med den skabagtige Elagabal og så Alexianus som et godt bud på en ny hers­ker.

For at forhindre en revolte måtte Elagabal derfor vise, at han havde forsonet sig med drengen. Sammen med Alexianus og sin mor Julia Soaemias besøgte han derfor prætorianergardens lejr.

Her imødekom kejseren soldaternes vrede ved at afskedige nogle af sine veludrustede favoritter, men da de forlangte Hierocles fjernet, nægtede kejseren at opgive sin “hestevæddeløber”.

I respons begyndte prætorianergarden at hylde Alexianus, imens de ignorerede Elagabal. Dette gjorde kejseren så rasende, at han dømte mange af dem til døden.

Det blev for meget for livvagterne, der besluttede, at det ikke var dem, der skulle dø den dag.

Alle spor blev fjernet

Ifølge Cassius Dio var mordet på Elagabal særdeles blodigt. Historikeren fortæller, at den rædselsslagne kejser flygtede, men blev fundet på paladset, hvor han gemte sig i en trækiste:

“Hans mor lå og omfavnede ham og blev dræbt sammen med ham. De fik begge hovedet hugget af, og deres nøgne kroppe blev slæbt igennem byen”.

Dagen efter blev Alexianus udråbt til kejser. Hans navn blev ændret til Alexander Severus, og han omtaltes som søn af Caracalla. Alle tegn på personen, der havde adopteret ham, var snart væk.

Elagabals regeringsperiode havde nemlig været så vederstyggelig, at det romerske senat tildelte den afdøde kejser rigets værste straf, damnatio memoriae, fordømmelse af eftermælet.

Hans navn og portræt blev fjernet fra mønter, statuer og offentlige dokumenter, og beretninger om hans regeringstid blev forbudt.

For romerne, som var besatte af ære og stolthed, var denne straf værre end døden.

At vi overhovedet ved noget om den ustyrlige teenagekejser i dag, tyder dog på, at historien om Elagabal var så fascinerende, at romerne ikke kunne lade være med at fortælle den.