Kejseren havde Roms farligste job

Kejserembedet i Rom var verdens mest magtfulde, og herskerne kunne nyde ubeskrivelig luksus. Det krævede imidlertid et talent for overlevelse. I samme øjeblik kejseren satte sig på tronen, var imperiets mægtigste mand nemlig jaget vildt – og morderne fandt altid en vej.

Kejserembedet i Rom var verdens mest magtfulde, og herskerne kunne nyde ubeskrivelig luksus. Det krævede imidlertid et talent for overlevelse. I samme øjeblik kejseren satte sig på tronen, var imperiets mægtigste mand nemlig jaget vildt – og morderne fandt altid en vej.

Gyula Havancsák/Historie

Roms unge kejser Commodus er i et strålende humør. Den lunefulde hersker har tilbragt denne varme forårsaften i år 182 i imperiets største amfiteater, Colosseum.

Intet morer kejseren mere end at overvære gladiatorer og vilde bæster gå løs på hinanden. Men nu er det tid til at gå hjem.

Netop som Commodus forlader arenaen gennem en port, springer en mørk skikkelse frem fra skyggerne med en dolk højt hævet i sin ene hånd:

“Senatet sender dig dette våben!” råber angriberen med skinger stemme.

Snigmorderens teatralske udbrud er en bommert. Det alarmerer nemlig de kejserlige livvagter, som straks overmander ham. Han viser sig at være medlem af senatet – Roms tidligere så magtfulde rådsforsamling.

Under forhør afslører fangen, at mordforsøget er udtænkt af selveste kejserens ene søster, Lucilla.

Attentatmanden henrettes kort efter, mens Lucilla forvises til øen Capri. Men Commodus er langtfra færdig.

Fra kejser Augustus’ død i år 14 e.Kr. til Romerrigets deling i år 395 nåede 70 kejsere at sidde på tronen. Kun 20 af dem fik en naturlig død.

© Historie

Mordforsøget har gjort ham skrækslagen for sine omgivelser.

Fra nu af mistænker han enhver for at ville slå ham ihjel, og derfor lader han hundreder henrette i et desperat forsøg på at komme dem i forkøbet. Men det er en stakket frist, for jo flere romere kejseren dræber, jo talrigere bliver hans fjender.

Lige siden Roms første kejser, Augustus, satte sig på tronen i år 27 f.Kr., stod det klart, at posten som hersker over verdens største imperium var en dans på knive.

Af Roms 11 første kejsere blev de 7 forgivet, dolket ihjel eller begik selvmord for at undgå en værre skæbne.

Alene i året 69 e.Kr. mistede tre kejsere med få måneders mellemrum livet på brutal vis.

Disse blodsudgydelser var dog intet imod de myrderier, som de senere kejsere blev mål for. Og det hele blev udløst af den vanvittige kejser Commodus.

Kejser Vitellius troede sig sikker, men blev i år 69 slæbt gennem Roms gader af pøbelen og dræbt.

© Sven Hauk/Georges-Antoine Rochegrosse

Alle lurede på at stikke en kniv i regenten

Roms kejsere var nødt til at tage hensyn til mange forskellige grupper i samfundet, som ellers kunne tænkes at myrde dem.

Livgarden

var en af kejserens største hovedpiner. Tropperne var notorisk griske, og fik de ikke penge nok, gjorde de oprør.

Hærens soldater

elskede energiske kejsere, der ledte dem til sejr. Hvis regenten var et skvat, som ikke førte krig, udråbte de ofte egne kejsere.

Senatet

var en konstant fare, da mange senatorer ønskede en republik. Kejserne henrettede derfor så mange senatorer, at stort set alle de gamle senatorfamilier blev udryddet.

Familien

kunne let blive kejserens endeligt. Især søskende havde ofte personlige ambitioner og skulle derfor holdes i stram snor.

Håndlangere

blev brugt af regenten til at udføre det beskidte arbejde. Jo mere magt de fik, jo farligere blev de imidlertid også for kejseren selv.

Indbyggerne

var det sidste, kejserne­ frygtede. Alligevel kunne det let blive farligt, hvis herskerne ignorerede folkets nød, for folkestemningen kunne udnyttes af kejserens rivaler.

Kejseren var en ægte psykopat

Da Commodus kom på tronen, havde imperiet netop nydt en helt usædvanlig rolig periode under de såkaldte fem gode kejsere, der alle undgik at blive myrdet.

De fem udmærkede sig ved, at de var blevet udpeget af deres forgænger til kejserposten ud fra deres dygtighed. Den sidste i rækken var Marcus Aurelius, som trods sin store kløgt besluttede at gøre sin uduelige søn Commodus til kejser.

Sønnen afskyede livet ved fronten og sluttede efter Aurelius’ død straks fred med de germanske stammer, hans far havde brugt hele livet på at bekæmpe. Commodus ville meget hellere feste i Rom.

“Jeg er stadig i live!” Kejser Caligulas ord, efter at han var blevet stukket ned af officerer­ fra livgarden. 30 yderligere stik sørgede for, at de blev hans allersidste ord.

Men kejserens fredsaftale forbitrede mange og førte til attentatforsøget i arenaen i år 182. Nu brød kejserens vanvid ud i lys lue. Han beordrede gardepræfekten, der ledede kejserens livgarde, henrettet og overlod den praktiske styring af imperiet til den nye gardepræfekt, Perennis.

Af frygt for nye attentater fik kejseren derefter endnu flere potentielle fjender ryddet af vejen.

Mens Perennis styrede riget, jog kejseren fra fest til fest og morede sig med gladiatorkampe. Commodus mente, at han var en reinkarnation af helten Herkules, og optrådte iklædt løveskind i Colosseum, hvor han kæmpede mod dyr og mænd.

Ifølge den samtidige senator Dio Cassius samlede den gale kejser bl.a. alle Roms mænd, som pga. sygdom havde mistet fødderne.

Kejser Commodus var vild med gladiatorkampe og kæmpede selv i arenaen. Han vandt altid.

© Collection of Hermitage Museum & Gardens, Norfolk, Virginia

Commodus var ekstremt stolt af sin muskuløse krop og fik lavet utallige statuer, hvor han lignede sagnhelten Herkules, der knuste sine fjender med en kølle.

© Getty Images

De blev klædt ud som slangemonstre og måtte mave sig rundt i støvet, indtil kejseren bankede dem ihjel med en kølle. En anden gang morede han sig med at skyde hovedet af strudse med bue og pil.

Ifølge Dio Cassius viste han triumferende et af hovederne til de bævende senatorer på tilskuertribunen:

“Han sagde ikke et ord, men nikkede grinende med sit hoved for at antyde, at han ville gøre det samme mod os”.

Snart faldt også præfekten Perennis i unåde og blev dræbt. Kejserens paranoia var nu så slem, at alle var i farezonen. Hundreder blev henrettet, og Commodus fik rutinemæssigt livgardens ledere elimineret, inden de blev for magtfulde.

Kejserens brutale forholdsregler endte med at give bagslag, for den nyudnævnte gardepræfekt, Lætas, indså, at skulle han undgå sine forgængeres skæbne, måtte han slå først.

Lætas allierede sig med Commodus’ elskerinde, som havde fri adgang til kejserens gemakker. Hun forgiftede Commodus’ vin, men den fik ham blot til at brække sig.

De sammensvorne tilkaldte derfor bryderen Narcissus og betalte ham for at gøre arbejdet færdigt:

“Narcissus kastede sig over den forgiftede kejser, greb ham om halsen og afsluttede­ hans liv”, skriver den romerske forfatter Herodian.

Nyheden om den forhadte kejsers død fik alle til at ånde lettet op – undtagen den mand, som var udset til ny kejser.

Ærlighed kostede Pertinax livet

Straks efter Commodus’ død sendte morderne bud efter Roms bypræfekt, Pertinax, som de bad om at overtage kejserembedet. Den 66 år gamle Pertinax blev ført ud til livgarden – de såkaldte prætorianere – for at få deres støtte.

Livgarden var ikke begejstret, men lod sig overtale, da hver soldat modtog et stort pengebeløb.

Herefter blev den gamle mand eskorteret til senatet, hvor han ifølge Dio Cassius gjorde det klart, at han helst ikke ville være kejser:

“Alderdom, svagelighed og tingenes tilstand gør, at tronen ingen tillokkelse har for mig”, forklarede Pertinax og tilbød tronen til de andre senatorer, der klogeligt takkede nej.

Hele senatet stemte derfor på Pertinax til posten.

“For han var ikke kun den mest ærværdige, men havde også et stærkt helbred – kun led han af svage fødder”, skriver Dio Cassius, der var til stede.

Den bundhæderlige Pertinax gik radikalt anderledes til værks end sin forgænger.

Commodus havde ødet formuer væk på smykker, glædespiger, guld og elfenben, som den nyudnævnte kejser nu solgte for at skaffe penge til statskassen. Kejseren satte også en stopper for de dyre banketter, og hvis den sparsommelige herre endelig inviterede folk til middag, havde han for vane at servere halve artiskokker.

Derudover sørgede Pertinax for, at hans hustru og søn kun levede af hans private midler – ikke statens.

Borgerne og senatorerne jublede, men Pertinax havde glemt de romerske kejseres farligste fjende: Prætorianerne, som bestemt ikke var tilfredse. De kunne nemlig ikke længere berige sig på borgernes bekostning.

Blot 2 måneder og 25 dage efter tronskiftet marcherede 300 arrige soldater derfor ind i paladset. Ifølge Dio Cassius kunne kejseren være flygtet, men den ærlige mand forsøgte i stedet at tale fornuft til hoben. Det hjalp ikke.

Pertinax, der aldrig havde undet sig selv så meget som en stegt fasan, blev gennemboret igen og igen.

Som en sidste hån skar soldaterne hovedet af den gamle mand og satte det på et spyd. Men hvis romerne troede, at situationen ikke kunne blive mere grotesk, tog de fejl.

Julianus købte sig til tronen

Få timer efter Pertinax’ død blev kejsertronen sat til salg af kejserens mordere.

“Som havde det været en markedsplads eller en auktion, blev byen og dets imperium falbudt til den højestbydende”, forklarer Dio Cassius forarget.

To af Roms rigeste mænd var ikke sene til at se mulighederne i tilbuddet, for med kejsertitlen fulgte også adgang til statskassen og lukrative indtægter.

Den ene var Didius Julianus, som efter en hidsig budrunde løb af med sejren efter at have tilbudt hvert medlem af den flere tusind mand store garde 30.000 sestertser – ca. 10 års sold for en soldat.

Efter at have meddelt de forbløffede senatorer, at han nu var imperiets nye kejser, blev Julianus eskorteret til paladset.

Ifølge Dio Cassius morede Julianus sig over, at den myrdede kejser Pertinax’ middag fortsat stod på bordet, og gik straks i gang med at fejre sin sejr:

“Han mæskede sig, mens liget af hans forgænger stadig lå i bygningen, og gik derefter i gang med at spille terninger”.

Den nye kejser sendte også bud efter sin hustru og unge datter, der ankom med bange anelser, for rundt­om i Rom var u­ro­lig­heder brudt ud, da folk hørte om den skæn­dige auktion.

Pø­be­lens vrede bekymrede dog ikke Julianus. Han følte sig tryg, eftersom han med sine penge havde sikret sig livgardens loyalitet.

Selvom hverken senatet eller borgerne i Rom kunne true Julianus, havde kejseren imidlertid glemt, at der også fandtes en verden uden for hovedstaden, og at han med sin auktion hav­de bevist, at enhver kunne blive kejser, hvis blot han hav­de penge eller soldater.

Da generalerne i pro­vin­ser­ne hørte om skan­da­len i Rom, gjorde bl.a. generalen Septimius Severus­ oprør og marcherede med sin hær mod hovedstaden.

“Hvad ondt har jeg dog gjort?!” Kejser Julianus­’ sidste ord, da han til sin egen overraskelse blev myrdet af livgarden.

Nyheden fik Julianus til at gå til prætorianerne for at få dem til at stille et forsvar på benene. Men da kejseren ikke kunne tilbyde dem flere penge, gik de kun yderst modvilligt til opgaven.

I de følgende uger blev Rom omdannet til et fort med soldater overalt. Ifølge Dio Cassius var alle i byen rædselsslagne, selvom mange kom til at grine, da kejseren barrikaderede paladset og skiftede alle dørlåsene som værn mod fjenden:

“For selvom soldaterne sikkert ikke så let havde kunnet dræbe Pertinax, hvis han havde låst dørene, så troede Julianus åbenbart, at han i tilfælde af nederlag blot kunne låse sig inde og overleve”.

I mellemtiden fortsatte hærføreren Severus­ sin march mod Rom. Få dages rejse fra byen sendte han bud til livgarden og lovede dem straffrihed, hvis de udleverede Julianus.

Prætorianerne, der ingen lyst havde til at dø for kejseren, forlod straks deres herre og mødtes med senatet for at diskutere sagen.

Ene og forladt sad den forvirrede Julianus tilbage og hørte kun sin egen stemmes ekko i paladsgangene. I mellemtiden besluttede senatet at fratage ham kejsertitlen.

Kort efter stormede livgarden paladset og halshuggede kejseren i hans badeværelse. Julianus nåede kun at være kejser i 66 dage efter at have købt tronen i dyre domme – måske historiens dårligste handel­.

Angiveligt var hans sidste ord:

“Hvad ondt har jeg dog gjort? Hvem har jeg dræbt?”

Kejser Claudius’ hustru, Messalina, planlagde et komplot mod sin mand. Det kostede hende livet.

© Imageselect

Hoffets kvinder var livsfarlige

De romerske regenter frygtede mest de mænd, som befandt sig i magtens centrum. I flere tilfælde­ viste det sig imidlertid, at kejsernes egne hustruer og søstre var langt farligere.

Messalina

Kejser Claudius’ tredje hustru, Messalina, var en magtbegærlig kvinde, som med falske anklager fik sin naive ægtemand til at henrette hendes mange fjender.

Ud over sine mordkomplotter var kejserinden berygtet for sine utallige kærlighedsaffærer.

Messalina bedrog konstant Claudius med høj og lav, indtil hun en dag, da kejseren var bortrejst, i fuld offentlighed giftede sig med senatoren Gajus Silius.

Angiveligt pønsede hun på at rydde kejseren af vejen, men da Claudius vendte tilbage, blev hun dræbt af hans livvagter.

Agrippina den yngre

Efter Messalinas død giftede kejser Claudius sig med sin niece, Agrippina den Yngre, som i sin tid havde stået bag et komplot mod sin egen bror, kejser Caligula.

Den barske kvinde havde en lille søn, Nero, som hun fik Claudius til at adoptere.

Kejseren havde imidlertid allerede en søn, som var udset til at overtage tronen.

Agrippina bestemte sig for at tage sagen i egen hånd og serverede forgiftede svampe til Claudius, der spiste med god appetit og straks forlod denne verden.

Agrippina blev senere myrdet af sin egen søn, kejser Nero.

Annia Lucilla

Kejser Commodus havde fire søstre, hvis ægtemænd alle var potentielle rivaler.

Den ældste søster hed Annia Lucilla, og hun havde længe ment, at hun burde have en høj stilling ved hoffet. Det gav broren hende ikke.

Da det stod klart, at Commodus var stærkt upopulær, indgik Lucilla en alliance med en række senatorer samt livgardens chef om at myrde Commodus, så hun og hendes mand i stedet kunne blive regenter.

Mordforsøget endte i fiasko, og Lucilla blev forvist til Capri i år 182 e.Kr. Samme år fik Commodus hende henrettet.

Caracalla ombragte sin lillebror

Efter sejren over Julianus udråbte senatet hærføreren Septimius Severus til kejser. Han regerede i 18 år, indtil han døde af sygdom under et felttog i Britannien i år 211.

Før sin død gav han sine to sønner, der var udset til at overtage tronen i fællesskab, råd om, hvordan embedet bedst blev varetaget: “Vær enige, tænk på soldaterne, foragt alle andre”.

Det var et godt råd, for en kejser med hæren i ryggen stod stærkt. Desværre lyttede de to sønner, Caracalla og Geta, ikke.

De to hadede hinanden, og storebror Caracalla havde flere gange planlagt at myrde sin bror, der var mere populær blandt soldaterne end han selv.

Da de to nyudnævnte kejsere nåede til Rom fra Britannien, splittede de af frygt for hinanden paladset op i to:

“De barrikaderede de indre døre og delte kun de ydre adgangsveje, og begge opstillede private vagter”, beretter den romerske forfatter Herodian.

Ifølge Dio Cassius var årsagen til, at Caracalla endnu ikke havde forsøgt at myrde Geta, at lillebroren i det offentlige altid var omgivet af soldater og venner.

Caracalla overtalte nu sin mor, Julia Domna, til at invitere brødrene til et forsoningsmøde i hendes gemakker. Geta ankom derfor uden livvagter, men i det samme kastede Caracalla og en gruppe håndlangere sig over ham med trukne knive.

Dio Cassius fortæller, at Geta løb til sin lamslåede mor og klyngede sig om hendes hals, mens knivene flænsede hans krop: “Mor, mor – jeg bliver myrdet”­, var hans sidste ord.

Caracalla lokkede sin lillebror, Geta, der ligesom ham selv var kejser, til et møde hos deres mor. Under mødet blev Geta myrdet.

© AKG-Images

Da Julia Domna begyndte at græde, tvang Caracalla hende til at smile – ellers ville han slå hende ihjel. Herefter skyndte kejseren sig hen til prætorianerne, som han bildte ind, at han var blevet angrebet af Geta og i selvforsvar havde slået sin lillebror ihjel. Tropperne var mistænksomme, men accepterede forklaringen, da de samtidig fik lønforhøjelse.

Samme historie fik senatet, hvorefter Caracalla, der frygtede Getas mange venner, sendte tropper ud for at finde brorens tilhængere.

Senatorer, officerer og hoffolk blev myrdet i massakren, der kostede op imod 20.000 livet.

I de følgende år blev kejseren mere og mere brutal. Enhver, som viste sig dygtigere end gennemsnittet, blev ryddet af vejen, da Caracalla frygtede, at de kunne udfordre ham.

Han huskede dog farens råd om altid at holde tropperne glade og hævede derfor deres løn så drastisk, at det stort set tømte statskassen.

Kejserens paranoia endte med at koste ham livet, for en dag kom der brev om, at en spåmand havde forudset, at livgardens chef, Macrinus, ville blive kejser.

Uheldigvis var det netop Macrinus, som havde til opgave at læse kejserens breve. Macrinus frygtede nu, hvad Caracalla ville gøre, hvis han hørte spådommen, og besluttede at komme ham i forkøbet.

Gardepræfekten betalte derfor en soldat for at myrde kejseren.

Caracalla var netop da på rejse gennem Lilleasien, og under en natlig udflugt til et tempel slog morderen til. Idet kejseren gik afsides, stak soldaten en dolk i hans hjerte.

Straks efter udråbte Macrinus sig selv til kejser blot for to måneder senere at miste livet under et slag mod en af Caracallas slægtninge, Elagabal, som nu blev kejser – den mest besynderlige i hele Roms historie.

Prætorianergarden myrdede ved flere lejligheder de kejsere, de var sat til at beskytte.

© Imageselect

Livvagten var Roms kongemagere

Kejserens livvagt, prætorianergarden, bestod af flere tusind elitesoldater, hvis primære opgave var at beskytte regenten.

Ofte viste det sig imidlertid, at livvagterne var kejserens farligste fjende.

Kun garden måtte nemlig bære våben i Rom, og hvis regenten enten betalte dem for lidt i løn eller viste sig for svag, slog prætorianerne til og myrdede deres herre.

De mange intriger fik i år 312 kejser Konstantin til at opløse garden for bestandigt.

Elagabal blev myrdet i et skab

Kun 14 år gammel overtog Elagabal Det Romerske Imperium. Han var fjernt beslægtet­ med den afdøde kejser, Caracalla, men hans mor påstod, at Caracalla i virkeligheden var hans far, og det vandt ham kejserposten.

Den unge kejser, der i sin hjemby i Syrien havde været præst for solguden Heliogabal, var bevidst om, at Rom i de sidste 25 år havde haft seks kejsere, hvoraf kun én undgik at blive myrdet. Men det bekymrede ham ikke.

For Elagabal var det vigtigste at udnytte­ embedet til at nyde vild luksus og udleve enhver fantasi.

Ifølge Dio Cassius var det generelt svært at finde ud af, om kejseren var en mand eller en kvinde:

“Han spandt uld, bar hårnet og malede sine øjne”, skriver forfatteren, der beretter, at kejseren lod sit skæg og kropshår plukke for at ligne en kvinde mere.

“Mor, mor – jeg bliver myrdet.” Kejser Getas sidste ord, da han for øjnene af sin mor blev dolket af sin storebror og hans mænd.

Som chef for livvagten ansatte han en danser, og andre høje embeder blev angiveligt besat med mænd, hvis eneste kvalifikation var, at de havde store kønsorganer.

Den besynderlige kejser giftede sig ifølge kilderne med en mandlig slave, men det forhindrede ham ikke i også at sove med andre. Og det tændte kejseren at blive afsløret af sin partner:

“Resultatet var, at han ofte blev korporligt afstraffet af ‘ægtemanden’ og fik et blåt øje”, skriver Dio.

Kejserens forhold til soldaterne var imidlertid ikke godt. Når den feminine regent besøgte en hærlejr, var han nødt til at tage sin bedstemor med – ellers tog ingen ham alvorligt. Hans familie vidste, at et godt forhold til hæren var livsnødvendigt, og besluttede derfor at gøre Elagabals unge fætter, Alexander Severus, til medregent.

Fætteren var også teenager, men han lignede ikke en pige og var desuden vellidt blandt soldaterne.

Udnævnelsen gjorde Elagabal rasende, og han forsøgte derfor at få fætteren myrdet. Mordforsøget mislykkedes og skabte så stor vrede i hæren, at Elagabal begyndte at frygte, at han selv ville blive myrdet.

Kejseren fik ret. Snart indgik hans tante – Alexanders Severus’ mor – et komplot med en række officerer, som stormede paladset og dræbte Elagabals mor.

Kejseren selv fandt de rys­ten­de af skræk i et skab. Officererne stak ham ihjel og lod hans lig smide i en kloak. Da kroppen sad fast, blev den hevet op igen og i stedet dumpet i Tiberen.

Moren kostede Severus livet

Alexander Severus blev enekejser i år 222 i en alder af blot 13 år og skildres som Elagabals diametrale modsætning.

Han var en arbejdsom, mådeholden og tapper person, som forstod sig på både krigskunst og filosofi. Under sin mors vejledning smed Severus alle Elagabals rygklappere ud af paladset og ansatte kun folk, som havde bevist deres dygtighed.

Især når det gjaldt hæren, viste kejseren stor nidkærhed. Han besøgte personligt de sårede og kunne sidde hele nætter og planlægge hærens felttog.

Tropperne elskede ham for det. Ifølge Herodian havde Severus dog ét problem:

“Han bebrejdede moren hendes overdrevne pengeglæde og var irriteret over hendes evige jagt på guld”.

Kejser Severus og hans mor blev dræbt af hærens soldater.

© AKG-Images

I 13 år herskede den unge kejser med lige dele strenghed og mildhed. Men til sidst blev morens griskhed hans fald.

I år 232 strømmede germanerne atter ind over rigets grænser. Situationen var så desperat, at Severus til soldaternes store skuffelse besluttede­ sig for at forhandle fred.

I denne svære tid besluttede moren at sætte troppernes løn ned for at spare penge. Det kostede den unge kejser livet.

Tropperne ville ikke styres af en mand, som ikke ville kæmpe og ej heller give dem ordentlige lønninger.

En kølig nat i marts år 235 brød soldater ind i Severus’ lejrtelt med dragne sværd. Den unge kejser kendte øjeblikkeligt deres ærinde:

“Idet han råbte, at moren var skyld i hans død, dækkede den 26-årige yngling sit hoved med kappen og blottede sin nakke for morderne”, skriver Herodian.

Kejser Gordian hængte sig selv, da han fik bud om, at sønnen var død og hans hær tabt.

© Scala Archives

Kejserne ville helst selv tage billetten

Romerne mente, at selvmord var en mere heroisk måde at ende livet på end at lade fjenden bestemme ens skæbne.

En række kejsere be­gik derfor selvmord. Nero tog fx livet af sig, da han hørte, at senatet hav­de dødsdømt ham og udsendt tropper.

Kejser Elagabal bestilte diverse gifte samt gyldne sværd, som han kunne gennembore sig selv med, i tilfælde af at fjenden var på vej.

Han lod endda bygge et tårn, hvorfra han kunne kaste sig i døden. Da hans mordere endelig ankom, blev han fundet rystende af angst i et skab.

Brutalitet var Thrax’ bedste våben

Mordet på Alexander Severus var organiseret af feltherren Maximinus Thrax.

Han var en bondesøn fra Thrakien i nutiden Bulgarien og havde arbejdet sig op gennem hærens rækker. Thrax, der selv stod bag et kejsermord, anså styrke og brutalitet for det bedste forsvar mod attentater­.

Den kæmpestore mand havde engang slået tænderne ud på en hest med et enkelt knytnæveslag og kunne angiveligt drikke 25 liter øl om dagen.

Ifølge Herodian gik Thrax straks efter kejsermordet i gang med store militæroperationer mod germanerne:

“På den måde forsøgte han at vise, at anklagerne mod Severus for vankelmod i militære sager var korrekte”.

Thrax slog germanerne og kastede sig derefter ud i nye felttog, mens han indledte en klapjagt på sine mange fjender, som blev henrettet i tusindtal. Hans felttog kostede enorme summer, som kejseren inddrev ved bl.a. at beslaglægge de riges ejendomme rundtom i imperiet.

I år 238 gjorde romerske landejere i Nordafrika oprør og udråbte den 80-årige guvernør Gordian til modkejser, selvom oldingen bønfaldt dem om at lade være. Han havde intet valg: Enten accepterede han, eller også slog de ham ihjel.

Som medregent tog Gordian sin søn af samme navn, som blev sendt ud med en hær for at tage sig af et modoprør anstiftet af Thrax-støtter.

Sønnen blev dræbt i slaget, og da Gordian fik besked, indså han, at hans dage var talte:

“Komplet fortvivlet gik han alene til sit soveværelse som for at hvile: Her hængte han sig i sit skærf”, skriver Herodian.

Blot 21 dage nåede Gordian at være kejser. Straks efter udråbte senatet i Rom, der havde støttet Gordian, to nye kejsere, Maximus og Balbinus, og de tog den afdøde Gordians 13-årige barnebarn, Gordian 3., som medkejser.

Kejserne drog afsted med en hær for at knuse den fjerde kejser, Thrax, der fortsat lurede oppe ved den germanske grænse. Thrax blev belejret i månedsvis, og til sidst myrdede de indespærrede tropper deres brutale­ herre.

Kejserne slagtede hinanden

De to kejsere Maximus og Balbinus fik ikke lov til at nyde deres sejr længe. De røg i totterne på hinanden og blev kort efter myrdet af prætorianergarden.

Teenageren Gordian 3. forblev på tronen og kæmpede bravt mod bl.a. goterne i nord og partherne i syd. Under det sidste felttog blev Gordian myrdet – angiveligt af livgardens leder, Philippus Arabs, der i år 244 overtog kejsertronen.

Siden kejser Commodus’ mord et halvt århundrede tideligere havde romerne vænnet sig til kejsermord og en konstant strøm af nye herskere.

Alligevel var ingen forberedt på det slagteri, der udspillede sig i årene 235 til 285. På disse 50 år nåede ikke færre end 26 kejsere at blive udråbt, hvoraf blot tre med sikkerhed kan siges at have fået en naturlig død.

Resten blev dræbt af deres egne tropper, af livgarden eller faldt i kamp mod det utal af modkejsere, som med jævne mellemrum udråbte sig selv til herskere rundtomkring i imperiet.

Først med Diokletians tronbestigelse i år 284 sluttede myrderierne – for en tid. Kejseren var også den eneste, der af egen fri vilje trak sig fra tronen – og dermed­ overlevede Roms farligste job.