Det dræbende stød kom uden varsel. Caligula var på vej ud fra et teater i Rom, da en ung bevæbnet mand trådte frem mod ham. Kejseren kendte alle officererne i sin prætorianergarde, også tribun Cassius Chaerea, så han anede ikke uråd.
Med sin karakteristiske pibestemme, som Caligula ofte hånede, spurgte Chaerea, hvilket feltråb kejseren havde valgt til natten. Men denne januar-dag i år 41 e.Kr. hørte ingen efter svaret.
“Julianus råbte, at han ville give prætorianerne alt, hvad de ønskede, og at hans kister var stopfulde af guld og sølv” Romeren Herodian
Pludselig trak prætorianeren sit sværd og stak til. Forbløffet mærkede kejseren, hvordan den blanke klinge trængte ind i hans hals, mens andre mordlystne officerer nærmede sig.
Samtidig med, at Caligula udåndede foran teatret, myrdede endnu en tribun hans hustru og datter i paladset. Lyden af skrig alarmerede menige prætorianere, der ikke var indviet i komplottet, og de løb forvirret rundt uden at vide, hvem de jagtede.
Pludselig fik en garder ved navn Graton øje på et par fødder under et forhæng. Klar til at dræbe rev han klædet til side – og stod ansigt til ansigt med Claudius, Caligulas onkel.
Claudius tryglede for sit liv, da prætorianere med trukne sværd nærmede sig i 43 f.Kr. Til hans forbløffelse udråbte de ham til kejser.
Rædselsslagen ventede den afslørede mand på at blive slået ihjel. Graton tøvede et øjeblik – så bukkede han spontant og hyldede Claudius som Roms nye kejser. Sammen med et par kammerater førte han derefter sin hersker til gardens kaserne, hvor ingen kunne true ham.
En flok sammensvorne prætorianere havde skaffet kejseren af vejen. Og andre prætorianere havde udpeget hans efterfølger. Hele Rom forstod, at garden fremover var en stærk og farlig part i spillet om magten i byen.
Adgang forbudt for militæret
Allerede 100 år før Caligulas død, mens Rom endnu var en republik, vidste alle, at soldater var farlige. Derfor havde hæren forbud mod at nærme sig byen. Kun efter store felttog fik de sejrrige legionærer lov til at passere gennem portene for at lade sig hylde i et triumftog.
Adelsmanden Gaius Octavian forbrød sig derfor groft mod loven, da han i år 43 f.Kr. rykkede ind i Rom med en legion og sin prætorianske kohorte uden at bede senatet om tilladelse.
En prætoriansk kohorte var romernes ord for en personlig garde, som nogle magtfulde mænd hyrede til at beskytte sig. En “prætor” var en general eller statholder, mens en “kohorte” var en militærenhed, der talte 500 mand – senere voksede den til 1.000.
Gardernes antal og bevæbning betød, at kun en regulær invasion fra hærens legioner kunne bryde deres greb om Rom.
Octavian havde god grund til at tage en talstærk eskorte med ind i Rom, for i 43 f.Kr. kæmpede han med andre om magten. Soldaterne var hans livsforsikring i en by, hvor succes nemt kunne afsluttes af en kniv i ryggen, og samtidig viste de mange tropper, hvor stærk Octavian var.
Under blodige opgør på slagmarken, hvor hans prætorianske kohorte var med, knækkede den ambitiøse mand alle sine rivaler. Endelig i 31 f.Kr. kunne Octavian tage navnet Augustus og skabe det romerske kejserdømme.
Hærens legioner måtte stadig ikke komme ind i byen, men hans personlige tropper var en anden sag. Roms nye hersker havde brug for mænd, der kunne sikre hans greb om magten, og garden voksede til ni kohorter. De blev en permanent del af livet i hovedstaden.
Pampere passede på Augustus
Augustus' prætorianergarde var ingen elitestyrke sammenlignet med hærens legioner. Dens rækker blev ikke fyldt op med erfarne veteraner, og rekrutterne fik ikke grundigere træning end andre romerske tropper. Prætorianernes vigtigste kvalifikation var loyalitet.
Garden bestod af Roms egne sønner, som formodedes at være mere trofaste end romerske statsborgere fra provinserne. Samtidig blev de forkælet med privilegier. Prætorianerne fik 50 pct. mere i løn end legionærer, var kun forpligtet til 16 års tjeneste mod de normale 25 år, og i de første mange år var garden ikke engang i krig.
Romerske kejsere måtte betale med livet, hvis de ikke forkælede deres livgarde med privilegier og penge.
En lille styrke germanske lejesoldater udgjorde den inderste ring omkring kejseren, men en kohorte prætorianere var også altid på vagt i det palads, Augustus byggede til sig selv på Roms Palatinerhøj. Resten af korpset passede et væld af andre opgaver i hovedstaden og adskillige omgivende byer.
En vigtig opgave gik ud på at sikre freden under store offentlige begivenheder. Gladiatorkampe, hestevæddeløb og selv teaterforestillinger kunne få temperaturen i Rom til at stige til faretruende højder, så den mindste provokation udløste masseslagsmål mellem fans af kendte skuespillere. I ekstreme tilfælde kostede de blodige opgør menneskeliv blandt rivaliserende tilhængere.
Kort før sin død i 14 e.Kr. supplerede Augustus prætorianergarden med tre by-kohorter, der fremover udgjorde Roms politi. Cohortes Urbanis blev rekrutteret i Rom og byens omegn ligesom prætorianerne, fik næsten lige så store privilegier, og centurionerne kom fra garden.
By-kohorterne blev ordensmagten i Rom, men prætorianergarden var stadig kejserens våben mod alle statsfjender. Under Augustus' efterfølger Tiberius blev en styrke fx sendt til Syditalien i 24 e.Kr. for at fange en mand, der var i færd med at organisere et slaveoprør.
Romerne levede i konstant angst for, at deres store slavebefolkning skulle rejse sig til modstand. I dette tilfælde lykkedes det hurtigt at stoppe agitatoren, for han var tidligere prætorianer og velkendt blandt sine forfølgere.
Andre opgaver var mere lyssky, for garden udfyldte rollen som hemmeligt politi og endda kejserens snigmordere.
Reglerne gjaldt ikke for alle
I år 16 e.Kr. blev en borger anklaget for at bruge trolddom mod kejseren. Han fik sin retssag udsat pga. sygdom, men indtil processen kunne genoptages, holdt prætorianerne øje med ham.
“Hans hus var omringet af soldater”, beretter historieskriveren Tacitus. “De lavede en voldsom larm ved indgangen, for at de kunne høres og ses”.
Den anklagede forstod, at hans skæbne var afgjort på forhånd, og han begik selvmord. Derved slap kejser Tiberius for at føre en tvivlsom retssag til ende. Adskillige tilsvarende episoder, hvor mistænkte blev presset til at tage livet af sig selv eller ligefrem myrdet af prætorianerne, optræder i romerske skrifter.
Fire korps holdt orden i Rom
Kejserne havde flere forskellige enheder i Romerrigets hovedstad, men ingen af dem var stærke nok til at udfordre prætorianerne.
Gardernes antal og bevæbning betød, at kun en regulær invasion fra hærens legioner kunne bryde deres greb om Rom.
Nogle forræderiprocesser fik lov til at fortsætte hele vejen gennem retssystemet, og her kunne prætorianere optræde som dommere.
Da garden fik sin egen kaserne lige uden for Rom i år 23 e.Kr., rummede den såkaldte Castra Praeteoria en domstol, hvor anklagede kunne få deres sag prøvet. Dødsdommene blev også eksekveret af prætorianerne inde bag deres kasernes mure.
Garden var dermed vant til at dræbe, da sammensvorne officerer fik den idé at vende deres våben mod Caligula.
Garden fik smag for magten
De første gange en kejser døde, og hans titel skulle gå videre, var prætorianergarden med til at sikre en fredelig magtoverdragelse uden blodige opgør i Rom. Men attentatet på Caligula i 41 e.Kr. varslede, at rollen som garant for ro og stabilitet var slut.
Selv om kun få prætorianere kendte til mordplanerne på forhånd, forstod resten at gribe øjeblikket, da kejseren pludselig var død, og hans onkel Claudius stod i deres kaserne.
De hyldede gæsten som Roms nye kejser. Og Claudius, der vidste, at han let kunne lide samme skæbne som sin forgænger, lovede straks prætorianerne en stor pengegave.
Caligula
Mønter var et propagandamiddel for kejserne. Caligula ville vise, at prætorianerne var i hans magt.
Claudius
Caligulas efterfølger var mere ydmyg. På hans mønter blev Claudius beskyttet i gardens kaserne.
“Han var den første af kejserne til at købe soldaternes underkastelse med penge”, skrev den romerske historiker Sveton knap 100 år senere. Dagen efter mødte by-kohorterne og brandkorpset Vigiles op for også at sværge Claudius troskab.
De håbede på også at blive belønnet. Prætorianerne var sluppet afsted med at udpege herskeren over verdens mægtigste rige, og Caligulas pludselige død havde gjort dem frygtede og meget velhavende. Garden fik smag for rollen som kejsermagere i Rom, og knap 30 år senere skulle de overgå sig selv.
Kasernen var nøglen til Rom
Castra Praetoria var prætorianernes befæstede lejr, hvorfra de når som helst kunne tage kontrol over byen, men selv var beskyttede mod angreb.
Prætorianergarden havde ingen fast adresse, da den blev oprettet af kejser Augustus i 31 f.Kr. De ni kohorter var indkvarteret flere forskellige steder i Rom og andre italienske byer.
50 år senere samlede præfekt Lucius Sejanus, der havde kommandoen over garden, de spredte enheder i en kaserne uden for Roms mure. Kejser Tiberius var flyttet til øen Capri, og i hans fravær vandt Sejanus kontrol over Rom.
Præfekten opførte den befæstede Castra Praetoria, så han kunne bruge garden som en konstant trussel mod sine mange fjender.
Se kasernen her:
1. Tempel
2. Hovedkvarter
3. Officerer
4. Barakker
5. Barakker
6. Barakker
7. Våbenarsenal
Tidligere havde båndene mellem de spredte prætorianerkohorter været svage. Men den nye kaserne gjorde dem til en samlet enhed, som havde styrke til at gribe ind i magspillet i Rom.
Prætorianerkasernen husede også by-kohorterne, indtil de fik deres egen lejr, Castra Urbana, omkring år 275 e.Kr. Den lå inde midt i byen og var ikke omgivet af stærke mure.
Kaos satte Rom i stå
Romerriget led af permanent kaos i toppen, men firekejseråret 69 e.Kr. gik langt ud over det sædvanlige.
Ved årets begyndelse regerede Galba, efter at legioner fra Spanien var marcheret til Rom og havde sat ham på tronen. Den nye kejser troede, at soldaternes støtte var nok. Han gjorde intet for at holde sig populær blandt prætorianerne, og det kom som en komplet overraskelse, da de slog ham ihjel.
Galba blev erstattet af Otho, som havde lovet, at garden fremover kunne vælge sin anfører selv. Men knap var den nye hersker udråbt, før det rygtedes, at legioner fra Germanien havde kurs mod Rom med endnu en kejserkandidat, Vitellius.
Prætorianerne drog i kamp og mødte fjenden i en serie blodige slag. Overmagten var dog for stor, og da Otho indså, at alt var tabt, begik han selvmord. Nogle prætorianere fulgte eksemplet, mens resten overgav sig.
Vitellius agtede ikke at omgive sig med en garde fuld af fjender, så han smed alle de gamle prætorianere ud og indsatte legionærer på deres plads.
De nyudnævnte gardere fik dog kun kort tid til at nyde det søde liv i Rom. En feltherre ved navn Vespasian ville nemlig også gerne være kejser – og han vidste, hvem hans officerer burde hyre, inden han marcherede mod Rom.
Prætorianerne gik under i slaget ved Den Milviske Bro i 312 e.Kr. De var med i Maxentius' hær, der krydsede floden Tiberen for at besejre rivalen Konstantin, men blev i stedet presset bagud. Flugten tilbage over en smal pontonbro udviklede sig til et blodbad.
“De skulle lokke gamle prætorianere, der hadede Vitellius, med løfter om at vende tilbage til militærtjenesten”, skrev Tacitus. Eks-garderne var med, da de to rivalers hære tørnede sammen i et kaotisk slag ved Cremona.
Da Vespasians linje vaklede under fjendens angreb, blev de forhenværende prætorianere sendt frem, og det lykkedes dem at bremse Vitellius' fremrykning.
“Der er jeres ørne og våben, nederlag betyder døden”, råbte Vespasians hærfører ifølge Tacitus. Hele hæren stormede frem og vandt slaget. Få dage senere blev Vitellius fanget i Rom og slået ihjel. Prætorianergarden havde fået sin hævn, og da firekejseråret 69 e.Kr. endte, var alt tilbage ved det gamle.
Imperiet kom på auktion
Prætorianerne havde vist sig som en slagkraftig kampenhed i 69 e.Kr., og forvandlingen fra paladsvagt til elitestyrke fortsatte under krigerkejsere, der regerede i Rom fra århundredets afslutning.
Garden var fx med, da dakernes land i nutidens Rumænien blev erobret i år 105 e.Kr. Men prætorianernes nye rolle fik dem ikke til at blande sig uden om de evindelige intriger i Rom.
Prætorianerne kom til at betale deres del af regningen for det langvarige kaos.
Garden overgik sig selv i år 193 e.Kr. Kejsertitlen var ledig, og prætorianerne gav den til en mand ved navn Pertinax, men i stedet for at udbetale en klækkelig belønning forsøgte han at indføre streng disciplin blandt sine livvagter.
Efter knap tre måneder ved magten dukkede 300 rasende prætorianere op uden for kejserens palads.
“Pertinax gik frem for at møde dem og forsøgte at berolige dem med en lang og alvorlig tale”, beretter det romerske værk “Historia Augusta”. Men som svar fik han et spyd kastet i brystet.
Ved nyheden om Pertinax' død begav den ambitiøse romer Julianus sig til prætorianerkasernen for at vinde støtte til at overtage kejsertitlen. Ved ankomsten blev han dog klar over, at en anden allerede var ankommet i samme ærinde.
“Julianus råbte, at han ville give prætorianerne alt, hvad de ønskede, og at hans kister var stopfulde af guld og sølv”, fortæller romeren Herodian. Det løfte var for godt til at afvise. Garden lukkede Julianus ind, hyldede ham som kejser og smed hans rival ud.
Aktionen blev dog begyndelsen på en brutal borgerkrig, og inden 193 e.Kr. var omme, havde Rom skiftet hersker fem gange. Prætorianerne kom til at betale deres del af regningen for det langvarige kaos.
Gardens rækker blev åbnet, så Roms indbyggere ikke længere havde eneret på at tjene i det prestigefulde korps, og fremover skulle prætorianere være erfarne tropper fra legionerne. Ændringen betød dog ikke, at kejserens vagtkorps blev mere loyalt.
Gardechef fik plads på magtens top
Kejser Augustus anførte selv sin garde efter oprettelsen i 27 f.Kr. Først 30 år senere vovede han at give ansvaret videre – til deling mellem to præfekter, så de kunne holde hinanden i skak.
Når prætorianere havde afsluttet deres tjeneste, fik de et diplom, som de kunne bruge til at søge ansvarsfulde poster.
De følgende præfekter ragede konstant magt til sig. De vandt kontrol over Roms brandkorps, ret til at dømme i sager om statens sikkerhed og endelig kommandoen over alle tropper i Italien.
Ikke engang nedlæggelsen af garden i 312 e.Kr. stoppede præfekternes opstigning. Fremover var en prætorianer-præfekt betegnelsen for en kejserlig top-administrator, der havde ansvaret for en gruppe af romerske provinser.
Upålidelig til det sidste
Gennem hele prætorianergardens historie viste den sig umulig at reformere.
Uanset hvilke afstraffelser og udskiftninger romerkejserne forsøgte sig med, forblev den en dødbringende trussel mod den mand, prætorianerne skulle forestille at beskytte med deres liv.
Garden forblev kejsernes værste fjende i 250 år, indtil Konstantin besejrede vagtstyrken uden for Rom og nedlagde resterne i 312 e.Kr. Da havde prætorianerne vundet udødelighed som historiens mest illoyale hærkorps.