Kejseren kunne lide af “designfejl”
Det viste sig, at to tredjedele af de dræbte kejsere mistede livet i det første år på tronen. Mønsteret kendes også fra nye maskiner, der viser sig at lide af “designfejl”.
Dødsrisikoen stabiliserede sig i kejserens 8. år ved magten, men steg igen efter det 12. år – svarende til maskiner, som over tid bryder sammen pga. slid eller metaltræthed.
De bedste råd til den paranoide hersker
Ifølge Saleh fandtes der ingen universalråd, som kunne redde kejserne – dertil var deres vilkår for forskellige. Men en typisk fejl var, at de drev rovdrift på flere samfundsgrupper, som derfor gjorde fælles front.
“Mit råd ville derfor være: Hav en god situationsfornemmelse, og undgå at lægge dig ud med to eller flere magtfulde grupper på én gang. Hold desuden øje med dine officerer, og vid, hvornår du skal træde tilbage”, lyder det fra Joseph Saleh.
En livsforlængende metode kunne ifølge ham fx være, at kejseren hvert år flyttede hærenes generaler, der i mange tilfælde stod bag kupforsøg, til et nyt, geografisk område.
På den måde fastholdt kejseren den administrative kontrol over lederskabet, forfremmelserne og andre vigtige processer i Roms magtfulde militærmaskine.
Kejser var umulig at redde
Ifølge Saleh var der dog en enkelt kejser, som ville have været ualmindeligt svær at hjælpe: Kejser Elagabal, der i en alder af blot 14 år overtog kejserembedet, efter at hans bedstemor havde fået forgængeren på tronen myrdet.
Den højst aparte kejser, der bl.a. giftede sig med sin mandlige slave, gav angiveligt en række af imperiets højeste embeder til mænd, hvis eneste kvalifikation var deres usædvanligt store kønsorganer.
Elagabal skabte sig på rekordtid fjender i helt uhørt antal og var generelt så ekstremt uduelig, at selv bedstemoren indså, at den eneste løsning var at få ham myrdet – hvilket hun da også fik arrangeret.
“Jeg tror derfor ikke, at noget råd kunne have reddet Elagabal”, forklarer Joseph Saleh.
“Det skulle da lige være: Lad være med at tage jobbet!”