De romerske kejsere havde større risiko for at få et brutalt endeligt end selv en gladiator under en kamp til døden.
Faktisk svarede deres overlevelseschance til et spil russisk roulette med hele fire kugler i revolverens seks kamre. Men overlevede herskerne de første år, kunne de omsider slappe lidt af – for en tid.
Seks ud af ti fik voldsom død
Det viser en undersøgelse af kejsernes “holdbarhed”, lavet af professor Joseph Saleh fra Georgias teknologiinstitut i USA.
“At det var et risikabelt erhverv, er velkendt – i hvert fald kvalitativt”, forklarer Saleh til HISTORIE og påpeger, at over 60 pct. af Roms første 70 kejsere blev myrdet, begik selvmord eller døde i krig.
Men Saleh ønskede at finde ud af, om der fandtes et mønster for, hvornår en kejser typisk blev dræbt. Han anvendte derfor en statistisk metode, som bruges til at teste maskinkomponenters holdbarhed – såkaldt pålidelighedsteknik.
Kejsernes overlevelseschancer over tid
Sådan læses grafen:
Y-akse = Chance for overlevelse i procent
X-akse = Antal år i kejserembedet
Kejsernes overlevelseschancer over tid
Det første år var meget farligt for kejserne. Faren forblev høj, men faldt gradvist i de næste syv år.
Kejsernes overlevelseschancer over tid
Fra det 8. embedsår og frem stabiliserede faren sig. Kejseren havde fået pacificeret sine værste fjender og opbygget et solidt regeringsfundament.
Kejsernes overlevelseschancer over tid
Efter det 12. år steg risikoen igen. Det kunne skyldes kritiske samfundsændringer eller yngre rivaler, der udfordrede herskeren.
Kejseren kunne lide af “designfejl”
Det viste sig, at to tredjedele af de dræbte kejsere mistede livet i det første år på tronen. Mønsteret kendes også fra nye maskiner, der viser sig at lide af “designfejl”.
Dødsrisikoen stabiliserede sig i kejserens 8. år ved magten, men steg igen efter det 12. år – svarende til maskiner, som over tid bryder sammen pga. slid eller metaltræthed.
De bedste råd til den paranoide hersker
Ifølge Saleh fandtes der ingen universalråd, som kunne redde kejserne – dertil var deres vilkår for forskellige. Men en typisk fejl var, at de drev rovdrift på flere samfundsgrupper, som derfor gjorde fælles front.
“Mit råd ville derfor være: Hav en god situationsfornemmelse, og undgå at lægge dig ud med to eller flere magtfulde grupper på én gang. Hold desuden øje med dine officerer, og vid, hvornår du skal træde tilbage”, lyder det fra Joseph Saleh.
En livsforlængende metode kunne ifølge ham fx være, at kejseren hvert år flyttede hærenes generaler, der i mange tilfælde stod bag kupforsøg, til et nyt, geografisk område.
På den måde fastholdt kejseren den administrative kontrol over lederskabet, forfremmelserne og andre vigtige processer i Roms magtfulde militærmaskine.
Kejser var umulig at redde
Ifølge Saleh var der dog en enkelt kejser, som ville have været ualmindeligt svær at hjælpe: Kejser Elagabal, der i en alder af blot 14 år overtog kejserembedet, efter at hans bedstemor havde fået forgængeren på tronen myrdet.
Den højst aparte kejser, der bl.a. giftede sig med sin mandlige slave, gav angiveligt en række af imperiets højeste embeder til mænd, hvis eneste kvalifikation var deres usædvanligt store kønsorganer.
Elagabal skabte sig på rekordtid fjender i helt uhørt antal og var generelt så ekstremt uduelig, at selv bedstemoren indså, at den eneste løsning var at få ham myrdet – hvilket hun da også fik arrangeret.
“Jeg tror derfor ikke, at noget råd kunne have reddet Elagabal”, forklarer Joseph Saleh.
“Det skulle da lige være: Lad være med at tage jobbet!”