Korsfæstelse: Romerne trak døden i langdrag

Drevet af had og forbitrelse over jødernes stædige modstand torturerer de romerske tropper deres fanger. Herefter nagler soldaterne de mishandlede jøder til kors af træ.

“De korsfæstede dem i forskellige stillinger for at more sig. Med tiden løb soldaterne tør for træ til korsene – og for plads til korsene, hvis de havde fundet mere træ”, skriver Josefus forfærdet.

Sceneriet er så makabert, at selv den romerske hærfører Titus får medlidenhed med ofrene. Alligevel lader han sine soldater fortsætte.

Titus’ håb er, at indbyggerne i det belejrede Jerusalem vil blive så forfærdede over fangernes kvalfulde død, at de overgiver sig, så krigen kan afsluttes.

Korsfæstelse var nemlig den pinefuldeste af alle Roms straffe. De romerske bødler havde perfektioneret hvert et trin i henrettelsesmetoden, så offeret led maksimal smerte og ydmygelse.

Straffen ansås for så grusom, at det i århundreder var forbudt at bruge den mod Roms egne borgere.

Assyrerne fandt på korsfæstelsen

Korsfæstelse var ikke en romersk opfindelse. Straffen blev sandsynligvis udviklet af assyrerne i nutidens Irak mange århundreder før Roms grundlæggelse.

Assyrerne havde i 1300-tallet f.Kr. skabt et mægtigt imperium, men til deres store frustration gjorde de undertvungne områder ofte oprør.

Som modtræk udtænkte assyrerne oldtidens mest bestialske straffe. Blandt dem var en tidlig form for korsfæstelse, hvor offeret blev spiddet gennem overkroppen på opretstående stolper.

Muligvis videreudviklede assyrerne siden straffen hen imod den klassiske korsfæstelse. Under alle omstændigheder overtog assyrernes arvtagere, perserne, metoden.

Den græske historiker Herodot beretter fx, at perserkongen Dareios 1. omkring år 594 f.Kr. straffede et oprør i byen Babylon hårdt:

“Han udvalgte næsten 3.000 af de ledende borgere og beordrede dem korsfæstet”.

Præcis hvordan en persisk korsfæstelse foregik, er uklart. Sandsynligvis bestod straffen i, at offeret blev bundet i armene til et træ eller en stolpe, så fødderne ikke kunne nå jorden.

Persernes arvefjende mod vest var grækerne. De anså perserne for barbarer, og muligvis derfor blev korsfæstelse aldrig en fast del af grækernes henrettelses-repertoire.

Den slags betænkeligheder havde makedonerkongen Alexander den Store ikke, da han i 300-tallet f.Kr. erobrede Perserriget. Da han nåede havnebyen Tyrus i nutidens Libanon, modstod byen i månedsvis kongens tropper, så da byen endelig blev indtaget, tog Alexander hævn.

“2.000 borgere, som havde overlevet de trætte makedoneres raseri, hang nu naglet til kors hele vejen langs den store strand”, beretter en oldtidskilde.

Med Alexander den Store blev straffen udbredt til Middelhavsområdet, hvor bl.a. den nordafrikanske stormagt Karthago indførte metoden. Og da Karthago og Rom i 200-tallet f.Kr. kæmpede om magten i Middelhavsområdet, fik romerne for første gang kendskab til korsfæstelser.

Efter at have lagt Karthago øde i år 146 f.Kr. sejlede sejrherrerne derfor hjem med galejerne fulde af krigsbytte – samt antikkens pinefuldeste henrettelsesmetode.

De korsfæstede skulle lide

Ligesom de tidligere imperier voksede romernes rige konstant, og det samme gjorde faren for oprør.

Romerne så derfor store muligheder i korsfæstelse, som de satte sig for at gøre så skrækindjagende som muligt. Hvert trin i processen var derfor nøje udtænkt.

Første trin i den dømtes rejse mod døden var piskning. Uden en trævl på kroppen blev offeret bundet til en pæl, hvorefter bødlerne piskede løs på den nøgne hud med en flerhalet pisk, hvis ender var forsynet med små blylod, metalstykker eller knoglefragmenter.

Den jødiske tolk Flavius Josefus overværede i år 62 e.Kr. romerne piske en bonde i Jerusalem, før hans korsfæstelse:

“Her blev han pisket, indtil knoglerne blev synlige”.

Med blodet flydende fra den sønderrevne ryg fik den dømte herefter sine arme bundet fast til en bjælke – patibulum – som kunne veje op til 57 kg. Med bjælken på nakken blev den nøgne dødsdømte herefter tvunget til at gå til selve henrettelsesstedet.

Den romerske skuespilforfatter Plautus beskriver en sådan scene:

“Lad ham bære patibulum gennem byen. Lad ham derefter fæstne til korset”.

Netop denne del var vigtig, fordi det nøgne og blødende offer under turen gennem de menneskefyldte gader blev komplet ydmyget.

Forfatteren Chariton beskriver i en roman fra omkring Kristi fødsel, hvordan de dømte blev sendt ud til korsfæstelsesstedet lænket sammen ved hals og fødder.

“Hver bar sit eget kors. Bødlerne tilføjede dette grumme skue til straffen som en ekstra afskrækkelse til alle, der kunne finde på at begå den samme forbrydelse”, skriver han.

Først herefter kunne selve korsfæstelsen begynde.

Den dømte blev naglet til korset

Udformningen af korset varierede, men det bestod som oftest af en lodret stolpe, stipes, på op til 2,4 meters højde, der på forhånd var rejst på korsfæstelsesstedet.

Når den dømte nåede frem, blev hans arme naglet fast til tværbjælken, patibulum, som han selv havde båret. Forskerne er uenige om, hvorvidt jernnaglerne blev sømmet igennem håndfladen eller håndleddet.

Muligvis blev begge dele praktiseret. Nutidige eksperimenter har vist, at hvis sømmet bliver banket ind midten af håndfladen, vil offerets vægt rive hånden i stykker. Korsfæstelsen vil altså fejle.

Hamres sømmet i stedet gennem håndrodsknoglerne i den nederste del af hånden lige inden overgangen til håndleddet, er vægten ikke et problem.

Håndroden består nemlig af otte knogler, som er tæt forbundet med hinanden med stærke ledbånd.

Muligvis vidste romerne, at netop denne del af hånden er ekstra følsom, da bl.a. ulnarisnerven løber netop her. Hver gang offeret bevægede sig, ramte sømmet nerven og udløste jagende smerter.

Det samme gjaldt, hvis naglen i stedet blev drevet igennem håndleddet, for her sidder bl.a. mediannerven.

Når armene var blevet naglet til patibulum, hejste bødlerne tværbjælken med den dømte op i stolpen, hvor tværbjælken blev sømmet fast. Herefter blev fødderne fastnaglet.

Ifølge forskerne blev den dømtes fødder sømmet fast på hver side af stolpen ved at hamre jernnaglen gennem det store hælben bagerst på foden. Andre gange blev begge fødder naglet til forsiden af stolpen med et søm gennem mellemfodsknoglerne i midten af foden.

Også her sidder nerver, der forstærkede den dømtes smerter.

Ifølge den romerske filosof Seneca morede bødlerne sig til tider med at variere korsfæstelsen: “Nogle hænger ofrene på hovedet. Andre spidder dem gennem deres kønsdele”.

For de dødsdømte var disse pinsler imidlertid ikke det værste. Det var derimod vejrtrækningen.

De korsfæstede blev langsomt kvalt

Moderne forsøg har vist, at korsfæstelsens værste aspekt var, når offeret under vejrtrækningen skulle af med udåndingsluften.

Under eksperimenterne blev frivillige hængt op i armene. Selve indåndingen var ikke et problem. Mellemgulvet, der er kroppens vigtigste åndedrætsmuskel, trak som normalt nedad. Herved blev lungerne udvidet og frisk ilt trukket ind.

Udåndingen, hvor lungerne skal af med kuldioxid, var derimod en kamp. Det kræver nemlig, at åndedrætsmusklen presser opad for at mindske lungernes størrelse. Men forsøgene viste, at de korsfæstede kun kunne aktivere musklen ved at skubbe fra med de fastnaglede fødder og derved mindske presset på armene.

Smerten har derfor været ubeskrivelig, hver eneste gang ofrene forsøgte at ånde ud. Forsøgene viste, at efter blot seks minutter var åndedrætskapaciteten reduceret med 70 pct., mens blodtrykket faldt 50 pct. Og det blev kun værre, jo længere tid der gik.

Når døden indtraf efter nogle få timer og helt op til fire dage, var årsagen derfor en kombination af kvælning og hjertestop.

Men vejen til den endelige udfrielse var lang og usigelig smertefuld, og ofte orkede romerne ikke at vente så længe. Nogle ofre – de heldige – fik derfor skinnebenene brækket med en hammer.

Det forhindrede dem i at bruge benene til at presse kroppen opad for at ånde ud, hvilket fremskyndede døden.

Filosoffen Seneca mente derfor, at korsfæstelse var den værste død.

“Især efter tæskene, som efterlod offeret dødeligt svag, deform og opsvulmet med ondskabsfulde sår på skuldre og bryst, mens han kæmpede for hvert eneste pinefulde åndedrag”, påpegede filosoffen.

Korsfæstelse var psykologisk våben

Den rædsel, som Seneca mærkede, var, præcis hvad bødlerne ønskede at opnå, for korsfæstelsens fremmeste formål var at afskrække alle andre. Derfor skulle straffen udføres steder, hvor flest muligt kunne overvære det.

Da den romerske hærfører Marcus Crassus i år 71 f.Kr. besejrede oprøreren Spartacus og hans slavehær, sørgede hærføreren for, at alle fik straffen at se.

“Der var kun 6.000 overlevende, som blev taget til fange og korsfæstet langs hele vejen fra Rom til Capua”, beretter den romerske historiker Appian.

Korsfæstelse var så grusom en straf, at det var lovbefalet, at ingen romersk borger måtte idømmes den. Korsfæstelsen i stedet var reserveret til slaver, oprørere, pirater og forrædere.

Derfor vakte det bestyrtelse, da det i år 70 f.Kr. blev afsløret, at Roms statholder på Sicilien, Gajus Verres, havde ladet en romersk borger korsfæste. Verres blev stillet for retten, og den berømte Cicero var anklager.

“Intet ord blev hørt fra den arme mand, midt i hans smerte og lyden af slagene, bortset fra disse ord: ‘Jeg er en romersk borger’”, rasede han.

Ifølge Cicero forventede manden, at oplysningen om borgerskabet ville få guvernøren til at afbryde korsfæstelsen.

“Alligevel sendte du ham til den mest grusomme og skamfulde død!” råbte Cicero, der fik Verres landsforvist.

Kejserne korsfæstede modstanderne

Efter den romerske republiks fald begyndte kejserne at idømme langt flere til dødens kors. Alt fra voldelige røverier til smædekampagner mod kejserfamilien kunne nu straffes med korsfæstelse.

Mens Rom tidligere havde været overbærende over for andre religioner, blev det i kejsertiden også muligt at straffe medlemmer af religiøse mindretal med korset.

Skærpelsen skyldtes bl.a., at kejserne nu blev ophøjet til levende guder. Anerkendte folk ikke herskerens guddommelighed, faldt straffen.

Det skete bl.a. i år 38 e.Kr. i Egypten, hvor jøderne i Alexandria nægtede at tilbede kejser Caligula som en gud. Den romerske guvernør krævede derfor den hårdest mulige straf.

“Han beordrede levende mænd korsfæstet”, fortæller den jødiske forfatter Filon forfærdet.

Fem år forinden havde Pontius Pilatus, Roms statholder i provinsen Judæa, korsfæstet en fattig jødisk tømrer, fordi også han havde udfordret kejserens magt.

Hans navn var Jesus, og det blev hans tilhængere, der i sidste ende fik sat en stopper for Roms mest bestialske straf.

Trods indædt modstand fra den romerske kejsermagt voksede skaren af Jesu tilhængere i alle dele af riget. Og selvom kejser efter kejser lod tusinder af de kristne korsfæste, kunne det ikke dæmme op for sekten, der endda tog korset som deres symbol.

300 år efter Kristi korsfæstelse konverterede kejser Konstantin den Store til kristendommen, og syv år efter forbød han brugen af korsfæstelse.

I stedet blev hængning nu de kristne magthaveres foretrukne henrettelsesmetode.