Det var et ufatteligt syn, som denne sommerdag i år 256 f.Kr. mødte indbyggerne på Siciliens sydkyst. Ude på havet passerede en gigantisk flåde på 330 romerske krigs- og transportskibe.
Ombord hørtes lyden af titusinder af årer, der knagede i takt i åregaflerne, mens kommandoer føg igennem luften.
Overalt på de romerske skibe spejdede besætningerne, som for en stor del var debutanter i søkrig, nervøst ud over havet. Alle var klar over, at operationens mål var det forhadte Karthago i Nordafrika.
Det var helt sikkert, at fjendens flåde ville gøre alt for at stoppe de romerske skibe. Og på havet var Karthago den frygteligste modstander, nogen kunne forestille sig.
Pludselig lød et højt råb. Ude i horisonten kunne romerne skimte nogle enkelte master, som snart blev til så mange, at de opgav at tælle dem. De romerske roere greb fast omkring deres årer, mens skibenes bueskytter og de sværtbevæbnede legionærer indtog deres positioner langs rælingen.
Der var ingen tvivl om, hvad masteskoven ude i horisonten betød: Karthagos flåde var under opsejling.
Inden for de næste timer ville verdenshistoriens største søslag blive udkæmpet her ved Kap Ecnomus. Udfaldet ville præge udviklingen i hele den kendte verden i århundreder frem i tiden.
Lige nu var der to stormagter i Middelhavsområdet. Det var én for mange.
I antikken var rambukken et af de mest brugte våben til søkrig.
Karthago regerede på havet
Karthago havde været Middelhavets største søfartsnation i mere end 300 år.
Med udgangspunkt i byen Karthago – der lå i det nuværende Tunesien og var blevet grundlagt af fønikerne omkring år 800 f.Kr. – sejlede de karthagiske handelsskibe Middelhavet tyndt med varer, som blev solgt i stormagtens vidt forgrenede net af handelspladser og kolonier langs kysterne i Nordafrika, Spanien, Cypern, Sardinien og Sicilien.
De enorme summer, handlen indbragte, satte byen i stand til at opbygge en mægtig krigsflåde, som ikke gik af vejen for at sænke rivaliserende nationers skibe, hvis de truede Karthagos interesser.
Mens Karthagos hær som regel bestod af udenlandske lejesoldater, var den vitale flåde næsten udelukkende bemandet med karthagere. Skibene var berømte i hele Middelhavet for deres manøvredygtighed og kampkraft.
Modsat handelsskibene var krigsskibene, der havde mere behov for hurtighed end for lastkapacitet, smalle og lange, så flest mulige roere kunne bemande deres årer.
Fartøjerne var udstyret med to master, men sejl blev kun brugt ved almindelig sejlads. Før et slag blev masterne lagt ned, og roerne tog over.
Antallet af roere afhang af skibenes størrelse. De største – quinquereme-skibene på omkring 40 meters længde – havde som regel op mod 300 roere.
I alt havde Karthago en stående krigsflåde på lidt over 200 skibe, og de kunne hurtigt bygge endnu flere. Ingen andre magter havde nogensinde kunnet mønstre så enorme søstridskræfter.
Karthagerne var mestre i at angribe med deres skibes rambukke.
Karthagos flåde var dødeligt effektiv
Fra sin placering på Nordafrikas kyst tæt på vore dages storby Tunis udviklede Karthago sig til at være det absolutte handelscentrum i Middelhavet.
I de første år efter sin egentlige grundlæggelse i 500-tallet f.Kr. blev bystaten regeret af en konge, siden gik karthagerne over til en styreform som romernes, hvor valgte ledere fra byens førende familier styrede byen.
Karthago anvendte soldater fra sine erobrede kolonier. Det vigtigste værn var flåden, som skulle forsvare det vidtstrakte imperium. Flåden var strømlinet til krig og havde derfor skibe, der var langt hurtigere end romernes.
Enorm havn beskyttede flåden
Flådehavnen i Karthago var selve hjertet i stormagtens krigsmaskine. Her kunne skibene vedligeholdes og samtidig ligge beskyttet mod fjender og dårligt vejr.
Havnen havde plads til i alt 220 krigsskibe og var omringet af høje mure. Den var anlagt, så skibene skulle gennem den civile havn for at komme ind til flådehavnen.
Indsejlingen var blot 21 m bred og kunne lukkes hurtigt med tunge metalkæder. Dette sikrede, at et angreb på flåden – mens den lå sårbar i havnen – var så godt som umuligt.
Efter arkæologiske udgravninger i nutidens Tunis er det blevet konstateret, at havnen var 325 m i diameter og gennem årene var blevet udbygget løbende. Sandsynligvis nåede den sin endelige størrelse i 220-210 f.Kr.
Når flåden sejlede ud, baserede karthagerne sig på deres indøvede søkrigstaktik. Her var rambukken under skibets stævn det vigtigste våben.
Byggede en flåde på to måneder
Karthago havde en række kolonier i den vestlige del af Sicilien, mens den østlige del af øen var kontrolleret af grækere.
Romerne kunne også se muligheder på Sicilien. Derfor greb de chancen for at invadere den rige ø, da en gruppe lejesoldater, kaldet mamertinerne, bad dem om støtte imod karthagerne.
Mamertinerne havde i 20 år kontrolleret byen Messina på det nordøstlige Sicilien, men den var nu blevet besat af en karthagisk hærstyrke, der ønskede mere kontrol over øen.
Romerne havde ingen flåde, men til gengæld en af Middelhavsområdets stærkeste landhære. Det lykkedes dem at krydse strædet mellem Syditalien og Sicilien i et utal af små både, hvorefter den romerske hær indtog Messana.
Den romerske invasion fik straks karthagerne til at opruste på den vestlige del af Sicilien.
Samtidig begyndte deres flåde at plyndre byerne langs Syditaliens kyster. Snart var situationen så faretruende for romerne, at de indså, at de var nødt til at bygge deres egen flåde – og det i en gevaldig fart.
Det romerske senat beordrede 100 quinquereme-krigsskibe og 20 lidt mindre krigsskibe bygget i løbet af kun to måneder, selvom de romerske skibskonstruktører aldrig før havde bygget sådanne skibe. Romerne var fast besluttede på, at det skulle kunne lade sig gøre.
“Dette viser os bedre end noget andet, hvor beslutsomme og modige romerne er, når først de har sat sig noget for”, skrev den græske historiker Polybius.
Ifølge historikeren kopierede romerne ned til mindste detalje et karthagisk quinquereme-krigsskib, som var faldet i deres hænder efter en grundstødning.
Her opdagede romerne, at Karthagos mægtige flåde var masseproduceret af præfabrikerede dele efter faste mål, så krigsskibene hurtigt kunne samles og sendes til fronten.
På to velbevarede vrag fundet på Sicilien er plankernes sammenføjninger fx markeret med bogstaver og tal i bedste Ikea-stil.
De røde urner indeholder menneskeknogler. Undersøgelser viste, at flere af knoglerne stammer fra børn.
Børneofringer fik skulle få guderne til at hjælpe Karthago
I en ekstrem nødsituation såsom pest eller krig var overklassen i Karthago nødt til at ofre sine førstefødte sønner til guden Baal. Kun prinser og adelige børn var nemlig gode nok, når deres vrede gud skulle formildes.
Det skete fx i 310 f.Kr., da Karthago blev belejret af græsk-sicilianske soldater. Under kampene blev indbyggerne overbevist om, at guden Baal havde vendt dem ryggen i skuffelse over, at de ikke havde ofret nok til ham.
Ifølge de græske historikere Diodor og Plutarch lod karthagere derfor 500 børn fra overklassen brænde på bålet. Da krigene mod Rom i 264-146 f.Kr. truede byens eksistens, er det sandsynligt, at børn blev ofret i et forsøg på formilde Baal.
Enkelte forskere mener, at de græske og romerske historikere overdrev for at give karthagerene et dårligt ry. Men børneofringer var en ældgammel skik i Mellemøsten, hvor Kartagos grundlæggere fønikerne havde deres oprindelse.
Fønikerne tog sandsynligvis traditionen med sig til Karthago, hvor arkæologerne i nyere tid har fundet en gravlund med 20.000 urner fra mere end 600 års ofringer.
De fleste af urnerne indeholder resterne af under to år gamle børn. Noget tyder dog på, at der til tider blev snydt: I nogle af urnerne lå nemlig gedekid- og fugleskeletter.
Serieproduktion af krigsskibe
På trods af at de kunne kigge karthagerene over skulderen, var opgaven med at opbygge flåden enorm.
Mens tusinder af hasteindkaldte tømrere gik i gang med en serieproduktion, blev tusinder af roere rekrutteret blandt Syditaliens græske kolonister. Hvert krigsskib skulle bruge omkring 300 roere, så i alt 30.000 mand måtte uddannes nu og her.
“Romerne lod roerne sidde på bænke på land, på samme måde som på skibene, og trænede dem i på samme tid at rykke bagud med hænderne ind imod kroppen og derefter rykke fremefter”, forklarer den imponerede Polybius.
Hvert krigsskib skulle bruge omkring 300 roere, så i alt 30.000 mand måtte uddannes nu og her.
Mod alle odds blev flåden færdig på de fastsatte to måneder, selvom skibene ifølge Polybius viste sig at være meget tunge og træge at manøvrere, fordi de var blevet bygget af utrænede skibsbyggere. Ikke desto mindre var romerne nu klar til at udfordre Karthago på havet.
I år 260 f.Kr. – fire år efter krigsudbruddet – sejlede den romerske flåde op langs Sicilien for at landsætte en stor romersk hær på øen. 17 skibe sejlede i forvejen for at forberede hærens landsætning, men undervejs besluttede flådegruppens leder at forsøge at indtage den karthagiske by Lipari.
Karthagernes flådechef, Hannibal, var blevet advaret om romernes intentioner, og i ly af natten sejlede 20 krigsskibe til Lipara. De lagde sig i en ring uden om byens havn, hvor den romerske flådestyrke lå ankret op.
Da romerne om morgenen så, at de var omringet, flygtede størstedelen af mandskabet ind til land og efterlod de romerske officerer, der straks efter blev taget til fange.
Nederlaget varslede ilde for den nyetablerede romerske flåde, men få dage senere fik romerne oprejsning, da 50 karthagiske skibe uventet stødte ind i romernes hovedstyrke.
Romerne var talmæssigt overlegne, og en betydelig del af de karthagiske skibe blev sænket eller erobret, mens resten flygtede.
Roere i antikke var ikke nødvendigvis slaver, men deres job var stadig benhårdt og dødsensfarligt.
Roerne fik flådens værste job
Trangt, varmt og dødsensfarligt – livet som roer ombord på de karthagiske og romerske krigsskibe kan ikke kaldes misundelsesværdigt. Antikkens roere var dog sjældent slaver, men blev oftest rekrutteret blandt samfundets lavere klasser.
På de tidlige krigsskibe var roerbænkene ikke overdækket, hvilket betød, at roerne under kamp blev overdænget med pile og kasteskyts fra fjenden. Og i modsætning til resten af besætningen kunne de ikke forlade deres pladser og søge dækning, for uden folk ved årerne ville skibene være fortabte.
På de senere skibstyper var roerne som regel beskyttet af et øvre dæk. Dette er en enorm fordel i kamp, men på varme dage blev temperaturen under dæk til gengæld kvælende, og roerne svedte som heste, når de sled ved de tunge årer.
Selvom Karthagos og Roms skibe udadtil mindede om hinanden, var de karthagiske hurtigere og mere manøvredygtige.
Romernes modtræk blev opfindelsen af entringsbroen, kaldet corvus, som hagede sig fast i det fjendtlige skib vha. en stålnagle.
Herefter kunne de romerske soldater løbe over og angribe fjenden. Corvus fungerede som en enkel og genial løsning, der fik søkrigen til at ligne landkrig.
Rom bestod sin ildprøve til søs
Romerne var udmærket klar over, at karthagerne var dem langt overlegne, når det gjaldt manøvredygtighed og taktisk snilde.
Karthagernes foretrukne taktik var at vædre de fjendtlige skibe med kraftige rambukke, som var monteret på den forreste del af krigsskibenes køl.
Så snart skibssnablerne havde slået hul i det fjendtlige skibs skrog, roede karthagerne væk igen og overlod fjenden til bølgerne.
Taktikken var effektiv, men krævede megen øvelse, som romerne ikke havde. Deres styrke lå i de fremragende og krigsvante legionærer, der gang på gang viste deres effektivitet i landkrig.
Romerne besluttede derfor at få søkrigen til at ligne landkrig ved hjælp af en snedig opfindelse.
Ifølge Polybius udstyrede romerne alle deres krigsskibe med en såkaldt corvus – en entringsbro. En syv meter høj mast med en talje i toppen blev rejst i stævnen på de romerske krigsskibe.
På havet var Karthago den frygteligste modstander, nogen kunne forestille sig.
Til masten hæftede romerne en 11 meter lang træbro, som kunne hejses op og ned – og svinges til alle sider.
For enden af broen sad en lang, spids stålnagle, som borede sig dybt ned i dækket på de fjendtlige skibe, når de kom inden for rækkevidde, og romerne lod entringsbroen falde med et brag.
Naglen forhindrede det fjendtlige skib i at flygte, og de romerske soldater kunne derefter løbe over broen og nedkæmpe den fjendtlige besætning.
Få måneder efter de første to søslag fik romerne chancen for at afprøve den nye taktik. Den romerske flådechef fik meldinger om, at Karthagos flåde befandt sig på Siciliens nordkyst.
Romerne havde udbygget flåden yderligere, og i alt 145 romerske skibe sejlede nu ud for at udfordre karthagerne.
“Da karthagerne fik øje på den romerske flåde, sendte de 130 krigsskibe ud for at møde den, ganske glædesstrålende og ivrige, da de foragtede romernes uerfarenhed”, skriver Polybius.
Da de fik øje på de mystiske broer i stævnen på de romerske krigsskibe, tøvede de kortvarigt, men besluttede sig alligevel for at angribe med fuld styrke.
Men så snart de første karthagiske krigsskibe forsøgte at vædre de romerske skibe, lod romerne de lange broer hamre ned i fjendens skibsdæk, hvor den tunge stålnagle holdt det fjendtlige skib uhjælpeligt fast, mens de romerske soldater lod byger af spyd og pile regne ned over de forfærdede karthagere.
Straks efter blev de romerske legionærer sendt hen over broen, hvor de gik i gang med at nedkæmpe fjendens besætning.
“Nogle karthagere blev hugget ned, mens andre overgav sig i fortvivlelse over, at kampen var blevet lig en kamp på land”, fortæller Polybius.
Karthagerne mistede over 50 krigsskibe. Resten slap bort, men Rom havde bestået sin ildprøve som flådenation.
Afgørelsen ved Kap Ecnomus
I fire år bølgede kampen frem og tilbage, til lands og til vands, mens både Rom og Karthago oprustede deres flåder til det endelige slag. I 256 f.Kr. afsejlede Roms nu enorme flåde på 330 krigs- og transportskibe med omkring 140.000 roere, søfolk og legionærer ombord.
Romernes plan var at bringe krigen til selve Karthago og landsætte en stor hær, som skulle erobre byen. Karthagerne kendte planen og sendte en endnu større flåde på 350 krigsskibe og omkring 150.000 mand afsted for at stoppe romerne en gang for alle.
“Disse tal vil ikke kun slå den, der ved selvsyn betragtede styrkerne, men også den, som blot får dem refereret, med forbløffelse over kampens størrelse og de to staters enorme magt”, skriver Polybius.
Moderne historikere mener, at Polybius’ tal er overdrevne. Udregninger viser dog, at det er sandsynligt, at lidt over 200.000 romerske og karthagiske roere, søfolk og soldater deltog i slaget, der dermed mandskabsmæssigt er det største søslag i historien.
Overalt bragede karthagiske skibe med fuld kraft ind i de romerske, mens bueskytter, spyd- og stenkastere på begge sider lod byger af kasteskyts regne ned over fjenden.
De to flåder, der begge var opdelt i fire grupper, tørnede sammen ud for Kap Ecnomus på Siciliens sydkyst.
De romerske flådegrupper ét og to angreb de to karthagiske flådegrupper i centrum, som straks vendte om i håb om at lokke de to romerske flådegrupper væk fra de andre.
Planen lykkedes, og de to romerske grupper kom langt forud for den resterende flåde, der skulle beskytte de langsommere transportskibe.
På signal vendte de tilsyneladende flygtende karthagiske flådegrupper rundt og angreb de forfølgende romere, mens de to andre karthagiske flådegrupper angreb romernes bagtrop.
Overalt bragede karthagiske skibe med fuld kraft ind i de romerske, mens bueskytter, spyd- og stenkastere på begge sider lod byger af kasteskyts regne ned over fjenden.
Trods den snedige plan begyndte de karthagiske skibe, der havde angrebet den romerske flådes forreste krigsskibe, at miste kraft og måtte til sidst flygte. Herefter kastede alle fire romerske flådegrupper sig over de tilbageblevne karthagiske styrker, som blev knust.
Endnu en gang havde de romerske entringsbroer bevist deres værd, og næsten 100 karthagiske skibe var blevet sænket eller erobret, mens romerne kun havde mistet 24. Sejren var total.
I år 31 f.Kr. udkæmpede romerne deres sidste store søslag, da Octavians flåde besejrede rivalen Marcus Antonius’ og Kleopatras skibe ved Actium, Grækenland.
Voldsom storm tog 300 skibe
Efter slaget ved Kap Ecnomus samlede resterne af den karthagiske flåde sig ud for Karthago for i en sidste kraftanstrengelse at forsvare byen mod den ventede invasion. Romerne landsatte imidlertid deres styrker et stykke øst for Karthago.
I et helt år kæmpede romerne ved Karthago, indtil de i foråret 255 f.Kr. led så stort et nederlag, at det romerske senat måtte give flåden ordre til at redde resten af hæren hjem.
Den genopbyggede karthagiske flåde forsøgte sig med endnu et angreb, men blev slået med lethed. Ikke mindre end 114 karthagiske krigsskibe blev erobret af romerne.
På vejen hjem over Middelhavet ramte katastrofen imidlertid den romerske flåde. En kraftig storm blæste den fra hinanden, og næsten 300 skibe sank med omkring 100.000 mand ombord. Kun 80 skibe vendte hjem.
Flere forskere mener, at de mange forlis kan skyldes entringsbroerne, som gjorde de romerske skibe ustabile i hårdt vejr. Dette kan også være grunden til, at romerne herefter gik væk fra at bruge det nye våben.
Katastrofen ændrede imidlertid ikke ved det faktum, at romerne havde erobret herredømmet over Middelhavet – et herredømme, som skulle vare helt til Romerrigets fald over 700 år senere.
