Lejernes mareridt: Roms værste bolighaj

Den fornemme herre skridter målbevidst hen til den grædefærdige ejer. Til ejerens forbløffelse tilbyder manden at købe den brændende ejendom nu og her – men til spotpris.

Flammerne slikker højere og højere op, mens manden roligt afventer et svar. Endelig giver ejeren efter og accepterer at sælge til en brøkdel af den værdi, bygningen havde blot en time forinden.

Nu nikker manden til slaverne, som straks fylder deres spande med vand fra kvarterets vandposter og begynder slukningsarbejdet.

Ved solopgang er manden gået, og tilbage står det sodsværtede hus. Slaverne pakker udstyret sammen – de har netop sikret manden fra skyggerne, Marcus Licinius Crassus, endnu en fantastisk handel.

Han er Roms rigeste mand og byens mest skruppelløse boligspekulant, der ikke kender nogen hæmninger, når det gælder om at presse penge ud af Roms lovløse ejendomsmarked.

Massebyggeri fyldte Rom

På Crassus’ tid var Roms boligmarked glohedt – efter en næsten 10 år lang borgerkrig, der bragte hærføreren Sulla til magten i 82 f.Kr.

Den hævngerrige Sulla henrettede tusinder af modstandere og satte deres ejendomme på auktion – såkaldt proskription – og eftersom mange af diktatorens fjender tilhørte Roms overklasse, var der gerne tale om pragtpalæer med haveanlæg, indbo og slaver.

En af de ivrigste opkøbere var Crassus.

“Da Sulla tog byen og solgte ejendommene fra de personer, som han havde dræbt, blev Crassus aldrig træt af at tage imod eller købe”, skriver den græsk-romerske historiker Plutarch.

Skamløst bød Crassus ned til 10 pct. af ejendommens reelle pris, men ingen turde overbyde Crassus af frygt for Sullas vrede, og efterfølgende solgte Crassus videre til diktatorens nyrige venner. Med en fed fortjeneste.

Ifølge Plutarch blev Crassus’ grådighed dog til sidst for meget selv for Sulla:

“Det siges, at han uden ordre fra Sulla proskriberede en mand i Bruttium blot for at få hans ejendom”.

Da handlen med konfiskerede luksushuse ebbede ud, kastede Crassus sig grådigt over etageejendomme. Efter borgerkrigen blomstrede handlen, og håndværkere, daglejere og handlende strømmede med deres familier til Rom for at tjene penge og begynde et nyt liv.

Indbyggertallet steg fra 400.000 omkring år 80 f.Kr. til ca. 1 mio. ved kejser Augustus’ første folketælling i 28 f.Kr.

Lejeboliger på fx Aventinerhøjen, hvor byens arbejdere boede, blev klasket op på rekordtid for at følge med efterspørgslen. Og for skruppelløse rigmænd som Crassus gav det økonomiske opsving store muligheder.

Huslejen for en lejlighed i Rom var fire gange højere end uden for byen, så boligspekulanten opkøbte massevis af etageejendomme kaldet insulae. Ordet betyder ø, da lejekasernerne mindede om øer omgivet af gader på alle fire sider.

Rom lå klemt inde bag den gamle bymur, så byens begrænsede areal på ca. 4 km^{2 skulle udnyttes vha. disse karreer, der kunne være på op til ni etager.}

Den kompakte byggeform var udbredt. Rom havde ifølge nutidige beregninger ca. 46.500 insulae på Crassus’ tid. Ud af byens samlede boligmasse bestod under 4 pct. af rigmandshjem og borgerhuse, kaldet domus.

Men snart fandt Crassus på en endnu mere lukrativ fidus.

VIDEO: De fattige blev presset ind i møgbeskidte lejekaserner

Eksplosiv boligmangel fik etageejendomme, kaldet insulae, til at skyde op i Rom. De var plaget af rotter, epidemier og ildebrande.

Et helt særligt brandkorps

I takt med det voksende antal lejekaserner steg prisen på byggegrunde. Pladsen blev derfor udnyttet maksimalt. To insulae kunne ligge så tæt på hinanden, at kun en smal gyde adskilte dem.

Ifølge Roms folkevid behøvede en lejer fra sin lejlighed kun at række armen ud ad vinduet for at trykke genboens hånd hen over gyden. Desuden var bygningerne af teglsten, træ og tørret mudder de rene brandfælder.

Alle brugte olielamper til belysning og kulbækkener til opvarmning. En enkelt gnist kunne antænde det tørre træværk – og det skete tit. Hver dag opstod der mindst 20 større brande i Rom, har forskerne regnet ud.

Storbyen havde intet brandvæsen, og fik ilden godt fat, var lejerne chanceløse – især på de øverste etager, for bygningerne havde ingen brandtrapper.

“Når tredje etage står i flammer, ved du det stadig ikke! Som den sidste bliver du derfor ynkeligt stegt”, sammenfatter den romerske satiriker Juvenal.

Han beskriver, hvordan en mand ved navn Codrus blev hjemløs, efter at hans lejlighed brændte. Med sig fik han seks lerkrukker, en bænk og et par græske bøger, som musene havde spist af:

“Nøgen og tiggende om madrester. Men ingen vil hjælpe ham med mad, ingen vil hjælpe med tag og husly”.

Men for den snu Crassus var brandene en oplagt mulighed, så han stiftede sit eget brandkorps med 500 slaver.

“Han købte huse, der var i brand, og huse, der stødte op til de brændende bygninger, for ejerne af disse ville sælge til en ubetydelig pris på grund af deres frygt”, fortæller den græsk-romerske forfatter Plutarch.

Ved brand drog slaverne afsted, men de gjorde intet, før handlen var på plads. Hvis den fortvivlede ejer afslog Crassus’ tilbud, tilbød spekulanten blot et nyt og lavere beløb, for i mellemtiden var den brændende bygning jo endnu mindre værd!

Sådan kunne Crassus opkøbe bygningerne til en brøkdel af den normale pris.

Så snart handlen var indgået, gik slaverne i gang med at slukke flammerne. For at beskytte en uskadt naboejendom dækkede Crassus’ slaver ejendommens mure og tag med store stykker vådt lærred for at hindre ilden i at springe.

Med iskold beregning scorede Crassus ikke alene brandskadede ejendomme til spotpris, men også de uskadte naboejendomme.

Og når gløderne var døet ud, rykkede Crassus’ slavekorps af håndværkere ind i ejendommen for at erstatte ødelagte gulve, vægge og tage.

“På denne måde kom han til at eje den største del af Rom”, forklarer Plutarch.

Alle frygtede kollaps

Renoveringen af en brændt ejendom var hyppigt blot kosmetisk, for Rom havde ingen bygningsregulativer. Nogle ejendommes tage var så sjusket lagt, at forbipasserende konstant risikerede at få nedfaldne teglsten i hovedet.

Mange insulae var hastigt opført i tarvelige materialer, så ejeren hurtigere kunne tjene sin investering hjem på at leje ud til Roms desperate boligsøgende. For lejerne betød besparelserne, at kun stueetagen var opført i mursten, mens resten var lavet af træ.

I ejendommens stueplan lå butikker til fx slagtere, garvere og bagere. På varme dage stank hele gaden af blod og garveriets huder, der skulle behandles med urin. Hørmen trængte også op i lejlighederne.

De tynde gulvplanker var skæve og fulde af sprækker, da træet ikke havde nået at tørre ordentligt. Lejlighedernes skillevægge var blot 2 cm tykke og bestod af brædder pudset op med et tyndt lag kalk.

Ydermuren var 18-21 cm tyk og lavet af en enkelt række mursten, der måtte stabiliseres med en blanding af tørret mudder og skærver.

Ifølge den romerske arkitekt Vitruv var konstruktionen meget farlig. “Murstensvægge, der ikke er to eller tre mursten tykke, kan ikke holde mere end én etage”, advarer arkitekten i sit værk “Om Arkitektur” fra ca. 20 f.Kr.

Med op til ni etager blev nogle bygninger så ustabile, at træbjælker måtte sættes i spænd mellem to ejendomme for at forhindre, at de skred ind mod hinanden.

“Det er sådan, udlejer holder det vaklende hus oppe. Han lapper gabende sprækker i den gamle mur og byder beboerne at sove roligt under et tag, som er parat til at brase ned om ørerne på dem”, raser satirikeren Juvenal.

Trods støttebjælker og lappede huller kunne blot et kraftigt regnskyl få en bygning til at kollapse.

“To af mine butikker er faldet sammen, og resten af bygningen slår revner. Ikke kun lejerne, men også musene er flygtet”, klagede den berømte politiker Cicero, der også tjente penge på udlejning af lejekaserner.

Eliten udnyttede boligmangel

Crassus sparede jævnligt penge på renovering. Hvis en insula var for elendig, rev hans slaver ruinen ned. Grunden, bygningen havde stået på, blev derefter solgt til højestbydende.

Købere var der nok af, for Roms overklasse satte gerne deres penge i fast ejendom. Blandt politikere og rigmænd blev boligspekulation anset for en anstændigere måde at tjene penge på end fx at drive virksomhed.

Trods faren for at blive begravet under murbrokker blev lejemålene i selv de elendigste insulae revet væk. Alternativet til selv den ringeste lejlighed var at bo på gaden, under en af broerne eller i de dødes gravmonumenter uden for byen, hvor tyve og mordere hærgede om natten.

Nyheden om et ledigt lejemål blev spredt via plakater sat op på Roms mure. Lejekontrakten var en mundtlig aftale med ejerens administrator, og huslejen blev opkrævet af mellemmænd.

I en middelklasse-insula betalte lejerne dagligt ca. fem kobbermønter. Prisen svarede til en halv liter vin eller omkring en halv dagsløn for en håndværker. I Roms slum betalte lejerne to-tre kobbermønter pr. dag i husleje.

De, som ikke kunne betale, blev sat på gaden af bygningens administrator, som ofte havde en talstærk stab til at opkræve husleje og banke urolige lejere på plads.

Beboere i de pænere bydele betalte leje på årsbasis, men risikerede også at ryge ud, hvis pengene ikke faldt til tiden. Digteren Martial mødte tilfældigt en ven på gaden med sin familie og deres møbler:

“Jeg så dine ejendele, Vacerra. De blev båret væk af din hustru, efter at de var blevet afvist som betaling for to års husleje”.

Hvor hårdt et liv lejerne havde, kan anes af en gravinskription for den 43-årige romer Ancarenus Nothus, hvor han glæder sig over omsider at have fundet ro:

“Jeg behøver ikke længere at finde penge til huslejen, og jeg nyder nu gratis husly for evigt”.

Lejerne delte lopper og sygdomme

For at undgå udsmidning valgte mange fattige at bo sammen uden at være i familie, fx ugifte daglejere. Hvis lønnen svigtede, kunne de hjælpe hinanden med huslejen.

Dele-boliger lå ofte øverst i en insula og blev kaldt celler, da boligen blot bestod af et enkelt rum. Rummet kunne også være delt mellem flere familier.

Op til 10 personer boede klumpet sammen på 10 m² eller mindre. Kun et ophængt stykke stof adskilte husstandene.

Privatliv i en insula var derfor udelukket. Alle kunne høre naboernes sexliv eller en fødende kvinde skrige gennem de tynde vægge.

Cellerne var de mindst attraktive, bl.a. fordi beboerne hver dag skulle op og ned ad ejendommens skæve, indre trappe. 200 trappetrin var ikke usædvanligt.

Om sommeren bagte solen på ejendommens tag og gjorde cellerne ulidelig varme. Når vinteren lagde sig over Rom med snebyger og regn, var cellerne pibende kolde pga. af det utætte tag og de tynde mure.

De få vinduer og den korte afstand til naboejendommen betød, at meget lidt dagslys trængte ind i en insula. Beboerne holdt derfor osende olielamper tændt døgnet rundt, hvis ellers pengene rakte.

De tætte samliv med affald og fyldte natpotter under sengen gav perfekte betingelser for sygdom og skadedyr. Overalt i ejendommen vrimlede det med lus, lopper og kakerlakker.

Gang på gang blev Rom ramt af epidemier, fx tyfus, diarré og sumpfeber, når beboerne levede “i deres små lejligheder med hede, mangel på søvn og et dagligliv i tæt kontakt”, konstaterer den romerske historiker Tacitus.

Beboerne døjede også med farlige uhumskheder nedefra. Havde en insula offentligt toilet i stueetagen, blev hele ejendommen indhyllet i stanken fra afføring og urin.

Loven beskyttede bolighajen

Trods ulækre og livsfarlige forhold i Roms ringeste boliger har forskerne ikke fundet en eneste sag, hvor en beboer klager over forholdene eller over sin udlejer.

At rejse en klagesag i det romerske retsvæsen var håbløst, medmindre lejeren havde sin pengepung i orden. Alene at indlede sagen med hjælp fra en advokat kostede 250 sestertier svarende til tre-fire måneders løn for en håndværker.

Mange lejere pakkede derfor i stedet deres ejendele og flyttede uden varsel. Ofte opgav udlejer at opspore familien for at inddrive den skyldige leje. I stedet blev slumboligen i en fart lejet ud til anden side.

Uden love til at beskytte lejerne, mindstekrav til byggeriet og hjælp til at føre retssager kunne Crassus uhindret fortsætte sin virksomhed. Korpset af håndværkerslaver skulle ikke have løn, og salget af palæer, huse og byggegrunde gik strygende. Dertil kom lejeindtægterne fra tusinder af insulae.

I 71. f.Kr. var Crassus blevet så formuende, at han kunne finansiere en hær på 40.000 soldater til at knuse en opstand ledet af slaven Spartacus.

“En mand er ikke rig, medmindre han kan rejse en hær for egen regning”, lød Crassus’ pralende begrundelse for at spendere en formue på udstyr, våben og mandskab.

Sejren over slavehæren samme år gjorde Crassus til folkehelt. Berømmelsen og gavmilde lån til Roms elite hjalp spekulanten til tops i romersk politik, og i år 60 f.Kr. blev Crassus en del af det såkaldte 1. triumvirat – Roms nye regering med bl.a. Julius Cæsar.

Men succesen steg Crassus til hovedet. Tørstig efter flere rigdomme drog rigmanden i krig mod Perserriget i nutidens Iran. Begrænset militær erfaring blev Crassus’ endeligt. I 53 f.Kr. blev bolighajen og hele hans hær nedkæmpet af perserne.

Ifølge Plutarch nåede Crassus at samle 230 tons guld, en formue større end beholdningen i Roms skatkammer. Størstedelen var kynisk presset ud af byens fattigste borgere.