Lejernes mareridt: Roms værste bolighaj

Bolignøden hersker i den romerske hovedstad – og det udnytter rigmanden Marcus Crassus. Han investerer i byens usleste etageejendomme og lejer dem ud til de fattige. Men husene er de rene dødsfælder.

Bolignøden hersker i den romerske hovedstad – og det udnytter rigmanden Marcus Crassus. Han investerer i byens usleste etageejendomme og lejer dem ud til de fattige. Men husene er de rene dødsfælder.

Miłek Jakubiec/Historiebladet

Flammer slikker langt op ad murene. Endnu en af Roms etageejendomme står i brand. De skrækslagne beboere myldrer ud på gaden.

I 100-tallet f.Kr. er Roms udlejningsboliger – kæmpestore lejekaserner på op til ni etager – bygget af træstolper og murene klasket op af tørret mudder. Brande opstår konstant, og de spreder sig med en uhyggelig fart.

Ejendommens ejer kommer løbende og stirrer fortvivlet på sin investering, mens den forvandles til aske. En flok slaver viser sig i menneskemylderet. I hænderne har de vandspande, hakker og stiger.

Men i stedet for at slukke de grådige flammer stiller de sig blot op og venter, mens de spejder ned ad gaden. Ud af skyggerne træder en bistert udseende herre, der efter sin dyre påklædning at dømme må være en af Roms velhavere.

Marcus Crassus, portræt, bolighaj, insula, lejekaserne

Crassus var søn af en senator. Faren og to brødre blev dræbt under Roms borgerkrig.

© Bridgeman Images & Shutterstock

Den fornemme herre skridter målbevidst hen til den grædefærdige ejer. Til ejerens forbløffelse tilbyder manden at købe den brændende ejendom nu og her – men til spotpris.

Flammerne slikker højere og højere op, mens manden roligt afventer et svar. Endelig giver ejeren efter og accepterer at sælge til en brøkdel af den værdi, bygningen havde blot en time forinden.

Nu nikker manden til slaverne, som straks fylder deres spande med vand fra kvarterets vandposter og begynder slukningsarbejdet.

Ved solopgang er manden gået, og tilbage står det sodsværtede hus. Slaverne pakker udstyret sammen – de har netop sikret manden fra skyggerne, Marcus Licinius Crassus, endnu en fantastisk handel.

Han er Roms rigeste mand og byens mest skruppelløse boligspekulant, der ikke kender nogen hæmninger, når det gælder om at presse penge ud af Roms lovløse ejendomsmarked.

Crassus, bolighaj, lejekaserner, brandkorps

Crassus’ brandkorps af slaver skulle ikke redde mennesker, men sikre ham lejekaserner til spotpris.

© Miłek Jakubiec/Historiebladet

Massebyggeri fyldte Rom

På Crassus’ tid var Roms boligmarked glohedt – efter en næsten 10 år lang borgerkrig, der bragte hærføreren Sulla til magten i 82 f.Kr.

Den hævngerrige Sulla henrettede tusinder af modstandere og satte deres ejendomme på auktion – såkaldt proskription – og eftersom mange af diktatorens fjender tilhørte Roms overklasse, var der gerne tale om pragtpalæer med haveanlæg, indbo og slaver.

En af de ivrigste opkøbere var Crassus.

“Da Sulla tog byen og solgte ejendommene fra de personer, som han havde dræbt, blev Crassus aldrig træt af at tage imod eller købe”, skriver den græsk-romerske historiker Plutarch.

Skamløst bød Crassus ned til 10 pct. af ejendommens reelle pris, men ingen turde overbyde Crassus af frygt for Sullas vrede, og efterfølgende solgte Crassus videre til diktatorens nyrige venner. Med en fed fortjeneste.

Ifølge Plutarch blev Crassus’ grådighed dog til sidst for meget selv for Sulla:

“Det siges, at han uden ordre fra Sulla proskriberede en mand i Bruttium blot for at få hans ejendom”.

Da handlen med konfiskerede luksushuse ebbede ud, kastede Crassus sig grådigt over etageejendomme. Efter borgerkrigen blomstrede handlen, og håndværkere, daglejere og handlende strømmede med deres familier til Rom for at tjene penge og begynde et nyt liv.

Sulla, proskriptioner, boliger, Crassus

Sullas daglige lister med navne over fjender, som skulle dræbes, fyldte Rom med skræk.

© Bridgeman Images

Blodigt opgør gjorde Crassus hovedrig

Den unge Crassus mistede hele familieformuen, da Roms to politiske fløje gik i åben krig mod hinanden. Det lykkedes dog Crassus at overleve, hvorefter han udnyttede kaosset til at opbygge et forretningsimperium.

Marcus Crassus’ ungdom var tragisk. I år 87 f.Kr. udbrød der krig mellem Roms to store politiske ledere: Populisten Gaius Marius og de konservatives leder, Lucius Sulla. På Marius’ side stod konsulen Cinna, som samme år blev jaget ud af byen.

Derefter indtog Cinna sammen med Marius Rom og indledte en klapjagt på Sullas tilhængere. Crassus’ far og to brødre mistede begge livet, og familiens formue blev beslaglagt. Den 28-årige Crassus måtte flygte til Spanien.

Året efter døde Marius, mens Cinna blev myrdet i år 84 f.Kr. Nu drog Sulla mod Rom med en hær, og Crassus stillede sig straks til hans rådighed. Da Sulla havde indtaget byen, udsendte han dagligt såkaldte proskriptionslister med navne på fjender, som frit kunne dræbes mod en belønning.

Flere tusind blev dræbt og deres ejendomme solgt. En af de ivrigste købere var Crassus, som fik hus efter hus til spotpris. På den vis fik han genskabt familiens formue – og meget mere til.

Indbyggertallet steg fra 400.000 omkring år 80 f.Kr. til ca. 1 mio. ved kejser Augustus’ første folketælling i 28 f.Kr.

Lejeboliger på fx Aventinerhøjen, hvor byens arbejdere boede, blev klasket op på rekordtid for at følge med efterspørgslen. Og for skruppelløse rigmænd som Crassus gav det økonomiske opsving store muligheder.

Huslejen for en lejlighed i Rom var fire gange højere end uden for byen, så boligspekulanten opkøbte massevis af etageejendomme kaldet insulae. Ordet betyder ø, da lejekasernerne mindede om øer omgivet af gader på alle fire sider.

Rom lå klemt inde bag den gamle bymur, så byens begrænsede areal på ca. 4 km2 skulle udnyttes vha. disse karreer, der kunne være på op til ni etager.

Den kompakte byggeform var udbredt. Rom havde ifølge nutidige beregninger ca. 46.500 insulae på Crassus’ tid. Ud af byens samlede boligmasse bestod under 4 pct. af rigmandshjem og borgerhuse, kaldet domus.

Men snart fandt Crassus på en endnu mere lukrativ fidus.

VIDEO: De fattige blev presset ind i møgbeskidte lejekaserner

Eksplosiv boligmangel fik etageejendomme, kaldet insulae, til at skyde op i Rom. De var plaget af rotter, epidemier og ildebrande.

Et helt særligt brandkorps

I takt med det voksende antal lejekaserner steg prisen på byggegrunde. Pladsen blev derfor udnyttet maksimalt. To insulae kunne ligge så tæt på hinanden, at kun en smal gyde adskilte dem.

Ifølge Roms folkevid behøvede en lejer fra sin lejlighed kun at række armen ud ad vinduet for at trykke genboens hånd hen over gyden. Desuden var bygningerne af teglsten, træ og tørret mudder de rene brandfælder.

“Når tredje etage står i flammer, ved du det stadig ikke!” Den romerske digter Juvenal om faren ved at bo øverst i lejekasernerne.

Alle brugte olielamper til belysning og kulbækkener til opvarmning. En enkelt gnist kunne antænde det tørre træværk – og det skete tit. Hver dag opstod der mindst 20 større brande i Rom, har forskerne regnet ud.

Storbyen havde intet brandvæsen, og fik ilden godt fat, var lejerne chanceløse – især på de øverste etager, for bygningerne havde ingen brandtrapper.

“Når tredje etage står i flammer, ved du det stadig ikke! Som den sidste bliver du derfor ynkeligt stegt”, sammenfatter den romerske satiriker Juvenal.

Han beskriver, hvordan en mand ved navn Codrus blev hjemløs, efter at hans lejlighed brændte. Med sig fik han seks lerkrukker, en bænk og et par græske bøger, som musene havde spist af:

“Nøgen og tiggende om madrester. Men ingen vil hjælpe ham med mad, ingen vil hjælpe med tag og husly”.

Men for den snu Crassus var brandene en oplagt mulighed, så han stiftede sit eget brandkorps med 500 slaver.

“Han købte huse, der var i brand, og huse, der stødte op til de brændende bygninger, for ejerne af disse ville sælge til en ubetydelig pris på grund af deres frygt”, fortæller den græsk-romerske forfatter Plutarch.

Kulbækken, varme, Rom, Crassus, brandfare

Romerne brugte kulbækkener med glødende kul til madlavning og især til at holde sig varme om vinteren. Men brandfaren var stor.

© Photo Scala, Florence & Shutterstock

Ved brand drog slaverne afsted, men de gjorde intet, før handlen var på plads. Hvis den fortvivlede ejer afslog Crassus’ tilbud, tilbød spekulanten blot et nyt og lavere beløb, for i mellemtiden var den brændende bygning jo endnu mindre værd!

Sådan kunne Crassus opkøbe bygningerne til en brøkdel af den normale pris.

Så snart handlen var indgået, gik slaverne i gang med at slukke flammerne. For at beskytte en uskadt naboejendom dækkede Crassus’ slaver ejendommens mure og tag med store stykker vådt lærred for at hindre ilden i at springe.

Med iskold beregning scorede Crassus ikke alene brandskadede ejendomme til spotpris, men også de uskadte naboejendomme.

Og når gløderne var døet ud, rykkede Crassus’ slavekorps af håndværkere ind i ejendommen for at erstatte ødelagte gulve, vægge og tage.

“På denne måde kom han til at eje den største del af Rom”, forklarer Plutarch.

Alle frygtede kollaps

Renoveringen af en brændt ejendom var hyppigt blot kosmetisk, for Rom havde ingen bygningsregulativer. Nogle ejendommes tage var så sjusket lagt, at forbipasserende konstant risikerede at få nedfaldne teglsten i hovedet.

Rom, Crassus, etagebyggeri, vand

Kun de nedre etager kunne få indlagt vand. Alle andre måtte slæbe vand fra gaden og op ad trapperne.

© AKG-images/Peter Connolly

Mange insulae var hastigt opført i tarvelige materialer, så ejeren hurtigere kunne tjene sin investering hjem på at leje ud til Roms desperate boligsøgende. For lejerne betød besparelserne, at kun stueetagen var opført i mursten, mens resten var lavet af træ.

I ejendommens stueplan lå butikker til fx slagtere, garvere og bagere. På varme dage stank hele gaden af blod og garveriets huder, der skulle behandles med urin. Hørmen trængte også op i lejlighederne.

De tynde gulvplanker var skæve og fulde af sprækker, da træet ikke havde nået at tørre ordentligt. Lejlighedernes skillevægge var blot 2 cm tykke og bestod af brædder pudset op med et tyndt lag kalk.

Ydermuren var 18-21 cm tyk og lavet af en enkelt række mursten, der måtte stabiliseres med en blanding af tørret mudder og skærver.

Ifølge den romerske arkitekt Vitruv var konstruktionen meget farlig. “Murstensvægge, der ikke er to eller tre mursten tykke, kan ikke holde mere end én etage”, advarer arkitekten i sit værk “Om Arkitektur” fra ca. 20 f.Kr.

“To af mine butikker er faldet sammen, og resten af bygningen slår revner”. Den romerske politiker Marcus Cicero om en af hans udlejningsejendomme.

Med op til ni etager blev nogle bygninger så ustabile, at træbjælker måtte sættes i spænd mellem to ejendomme for at forhindre, at de skred ind mod hinanden.

“Det er sådan, udlejer holder det vaklende hus oppe. Han lapper gabende sprækker i den gamle mur og byder beboerne at sove roligt under et tag, som er parat til at brase ned om ørerne på dem”, raser satirikeren Juvenal.

Trods støttebjælker og lappede huller kunne blot et kraftigt regnskyl få en bygning til at kollapse.

“To af mine butikker er faldet sammen, og resten af bygningen slår revner. Ikke kun lejerne, men også musene er flygtet”, klagede den berømte politiker Cicero, der også tjente penge på udlejning af lejekaserner.

Eliten udnyttede boligmangel

Crassus sparede jævnligt penge på renovering. Hvis en insula var for elendig, rev hans slaver ruinen ned. Grunden, bygningen havde stået på, blev derefter solgt til højestbydende.

Købere var der nok af, for Roms overklasse satte gerne deres penge i fast ejendom. Blandt politikere og rigmænd blev boligspekulation anset for en anstændigere måde at tjene penge på end fx at drive virksomhed.

Trods faren for at blive begravet under murbrokker blev lejemålene i selv de elendigste insulae revet væk. Alternativet til selv den ringeste lejlighed var at bo på gaden, under en af broerne eller i de dødes gravmonumenter uden for byen, hvor tyve og mordere hærgede om natten.

Nyheden om et ledigt lejemål blev spredt via plakater sat op på Roms mure. Lejekontrakten var en mundtlig aftale med ejerens administrator, og huslejen blev opkrævet af mellemmænd.

I en middelklasse-insula betalte lejerne dagligt ca. fem kobbermønter. Prisen svarede til en halv liter vin eller omkring en halv dagsløn for en håndværker. I Roms slum betalte lejerne to-tre kobbermønter pr. dag i husleje.

“Jeg behøver ikke længere at finde penge til huslejen, og jeg nyder nu gratis husly for evigt”. Inskription på gravsten fundet uden for Rom.

De, som ikke kunne betale, blev sat på gaden af bygningens administrator, som ofte havde en talstærk stab til at opkræve husleje og banke urolige lejere på plads.

Beboere i de pænere bydele betalte leje på årsbasis, men risikerede også at ryge ud, hvis pengene ikke faldt til tiden. Digteren Martial mødte tilfældigt en ven på gaden med sin familie og deres møbler:

“Jeg så dine ejendele, Vacerra. De blev båret væk af din hustru, efter at de var blevet afvist som betaling for to års husleje”.

Hvor hårdt et liv lejerne havde, kan anes af en gravinskription for den 43-årige romer Ancarenus Nothus, hvor han glæder sig over omsider at have fundet ro:

“Jeg behøver ikke længere at finde penge til huslejen, og jeg nyder nu gratis husly for evigt”.

Lejerne delte lopper og sygdomme

For at undgå udsmidning valgte mange fattige at bo sammen uden at være i familie, fx ugifte daglejere. Hvis lønnen svigtede, kunne de hjælpe hinanden med huslejen.

Dele-boliger lå ofte øverst i en insula og blev kaldt celler, da boligen blot bestod af et enkelt rum. Rummet kunne også være delt mellem flere familier.

Op til 10 personer boede klumpet sammen på 10 m2 eller mindre. Kun et ophængt stykke stof adskilte husstandene.

Cæsar, Crassus, triumvirat

Cæsar ville aldrig have nået toppen af romersk politik uden Marcus Crassus’ gavmilde lån.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Crassus finansierede Cæsars karriere

Med sin formue kunne Crassus udlåne enorme summer til Roms elite, bl.a. til den notoriske ødeland Julius Cæsar. Derfor røg Crassus til tops i Rom, da Cæsar indførte det såkaldte 1. triumvirat.

Penge var magt i Rom, og med gavmilde lån kunne Crassus påvirke politikerne.

“Han lånte penge ud til venner uden renter, men når lånetiden udløb, krævede han ubønhørligt beløbet tilbage”, skriver Plutarch, der påpeger, at mange derfor foretrak dyre renter.

Det gjaldt ikke den 30-årige Julius Cæsar, som drømte om en politisk karriere, men ingen penge havde. Crassus lånte ham penge, som Cæsar brugte på storladne kampagner og gladiatorkampe, der gjorde ham populær, men også sprængte alle budgetter.

I år 63 f.Kr. blev Cæsar ypperstepræst og året efter prætor, posten lige under konsul. Men Cæsar havde konstant lommesmerter. Bare to år efter måtte Crassus igen hjælpe med et gigantisk lån på 830 romerske talenter.

Som Crassus havde håbet, huskede Cæsar tjenesten. I 60 f.Kr. gav Cæsar sin velynder plads i sin nye regering: Triumviratet. Med Cæcar og generalen Gnaeus Pompejus blev Crassus nu en af Romerrigets tre mægtigste mænd.

Privatliv i en insula var derfor udelukket. Alle kunne høre naboernes sexliv eller en fødende kvinde skrige gennem de tynde vægge.

Cellerne var de mindst attraktive, bl.a. fordi beboerne hver dag skulle op og ned ad ejendommens skæve, indre trappe. 200 trappetrin var ikke usædvanligt.

Om sommeren bagte solen på ejendommens tag og gjorde cellerne ulidelig varme. Når vinteren lagde sig over Rom med snebyger og regn, var cellerne pibende kolde pga. af det utætte tag og de tynde mure.

De få vinduer og den korte afstand til naboejendommen betød, at meget lidt dagslys trængte ind i en insula. Beboerne holdt derfor osende olielamper tændt døgnet rundt, hvis ellers pengene rakte.

De tætte samliv med affald og fyldte natpotter under sengen gav perfekte betingelser for sygdom og skadedyr. Overalt i ejendommen vrimlede det med lus, lopper og kakerlakker.

Gang på gang blev Rom ramt af epidemier, fx tyfus, diarré og sumpfeber, når beboerne levede “i deres små lejligheder med hede, mangel på søvn og et dagligliv i tæt kontakt”, konstaterer den romerske historiker Tacitus.

Beboerne døjede også med farlige uhumskheder nedefra. Havde en insula offentligt toilet i stueetagen, blev hele ejendommen indhyllet i stanken fra afføring og urin.

Loven beskyttede bolighajen

Trods ulækre og livsfarlige forhold i Roms ringeste boliger har forskerne ikke fundet en eneste sag, hvor en beboer klager over forholdene eller over sin udlejer.

At rejse en klagesag i det romerske retsvæsen var håbløst, medmindre lejeren havde sin pengepung i orden. Alene at indlede sagen med hjælp fra en advokat kostede 250 sestertier svarende til tre-fire måneders løn for en håndværker.

Mange lejere pakkede derfor i stedet deres ejendele og flyttede uden varsel. Ofte opgav udlejer at opspore familien for at inddrive den skyldige leje. I stedet blev slumboligen i en fart lejet ud til anden side.

Uden love til at beskytte lejerne, mindstekrav til byggeriet og hjælp til at føre retssager kunne Crassus uhindret fortsætte sin virksomhed. Korpset af håndværkerslaver skulle ikke have løn, og salget af palæer, huse og byggegrunde gik strygende. Dertil kom lejeindtægterne fra tusinder af insulae.

I 71. f.Kr. var Crassus blevet så formuende, at han kunne finansiere en hær på 40.000 soldater til at knuse en opstand ledet af slaven Spartacus.

Crassus, Spartacus, korsfæstning

Crassus slog Spartacus’ slavehær og beordrede de 6.000 overlevende slaver korsfæstet langs Via Appia.

© Giancarlo Costa/Bridgeman Images

“En mand er ikke rig, medmindre han kan rejse en hær for egen regning”, lød Crassus’ pralende begrundelse for at spendere en formue på udstyr, våben og mandskab.

Sejren over slavehæren samme år gjorde Crassus til folkehelt. Berømmelsen og gavmilde lån til Roms elite hjalp spekulanten til tops i romersk politik, og i år 60 f.Kr. blev Crassus en del af det såkaldte 1. triumvirat – Roms nye regering med bl.a. Julius Cæsar.

Men succesen steg Crassus til hovedet. Tørstig efter flere rigdomme drog rigmanden i krig mod Perserriget i nutidens Iran. Begrænset militær erfaring blev Crassus’ endeligt. I 53 f.Kr. blev bolighajen og hele hans hær nedkæmpet af perserne.

Ifølge Plutarch nåede Crassus at samle 230 tons guld, en formue større end beholdningen i Roms skatkammer. Størstedelen var kynisk presset ud af byens fattigste borgere.

Crassus, slag, Persien

Crassus undervurderede parthernes kavaleri, der knuste hans styrker ved byen Carrhæ.

© Giuseppe Rava. All Rights Reserved 2021/Bridgeman Images

Perserne slukkede Crassus’ guldtørst

Under triumviratet stod Crassus i skyggen af sine allierede, Cæsar og Pompejus. For sikre sig militær hæder – og flere rigdomme – angreb Crassus det persiske partherrige. Det endte katastrofalt.

Struttende af selvtillid krydsede Crassus i 53 f.Kr. Eufrat-floden og drog fra Syrien ind i det persiske partherrige. Med sig havde han 40.000 soldater betalt af egen lomme. I de foregående to år havde han ledet den romerske provins Syrien og udplyndret de lokale for guld.

Nu var hans plan at rage persernes fabelagtige skatte til sig ved at erobre landet. En sejr over ærkefjenden ville også give genlyd hjemme i Rom og gøre Crassus lige så beundret som sine to politiske allierede, feltherrerne Julius Cæcar og Gnaeus Pompejus.

Men en lokal stammeleder snød Crassus til at tro, at fjenden var i undertal. Naiv lod Crassus sig lokke ud i ørkenen, hvor perserne lå i baghold. Byger af persiske pile faldt ned over romerne, indtil Crassus beordrede tilbagetog til byen Carrhae.

Mindst halvdelen af de romerske soldater faldt i slaget ved byen, og Crassus selv blev dræbt. Ifølge den romerske forfatter Dio Cassius hældte perserne smeltet guld i munden på den døde Crassus, så han omsider kunne få sin tørst efter guld slukket.