Masada: Jødernes sidste bastion

Også jøderne i fæstningen vidste, at Masadas sidste timer var ved at være talte. Med Masadas fald ville den sidste modstand mod romerne være forbi. Anføreren Elazar ben Ya’ir samlede alle de tilbageværende 960 jøder.

“Det står os ganske klart, at vi i morgen vil bukke under, men det står os også frit for at vælge en ærefuld død sammen med dem, vi elsker højest,” sagde han højt, mens han kiggede rundt på de forsamlede mænd, kvinder og børn.

“Lad os først lade ilden fortære vore ejendele og fæstningen. Kun fødevarerne vil vi lade tilbage for at bevidne, at det ikke var hungersnød, som vi bukkede under for, men at vi foretrak døden frem for trældom.”

Opfyldt af religiøs fanatisme omfavnede mændene deres koner og børn, hvorefter de skar halsen over på dem. I en sø af de dødes blod trak mændene nu lod om, hvilke ti der skulle dræbe­ de andre.

Da de ti udvalgte havde udført den frygtelige dåd, satte de ild på fæstningen og dens paladser. Så trak de lod om, hvem der skulle dræbe de ni andre. Da den sidste levende forsvarer på Masada havde forvisset sig om, at alle var døde, samlede han sine sidste kræfter og jog et sværd gennem sin krop.

Kejseren vil æres som Gud

Det blodige endeligt for Masadas jødiske forsvarere var afslutningen på en syv år lang krig mellem jøderne og Romerriget. I år 6 e.Kr. var Palæstina blevet et romersk protektorat med en romersk statholder, som bestemte både ydre og indre anliggender, også udnævnelser af ypperstepræster.

Det medførte stor modstand i det meget religiøse land, og da kejser Caligula i år 39 e.Kr. udnævnte sig selv til gud og beordrede, at hans statue skulle opstilles i alle templer i imperiet, var jøderne på randen af oprør.

Flere og flere jøder – med den fanatiske, jødiske sekt zeloterne i spidsen – opfordrede til væbnet modstand.

Men de jødiske præster manede til besindelse. Det ændrede sig i år 64 e.Kr., da Gessius Florus blev statholder i Palæstina.

Romerne byggede vold omkring Masada

Florus favoriserede i stor stil landets græske mindretal, som fik privilegier og embeder på jødernes bekostning. Da Gessius Florus i kejserens navn konfiskerede en stor sum penge fra templet i Jerusalem, flød bægeret omsider over.

Jøderne gør oprør

Der udbrød uroligheder i byen, og de jødiske præster nægtede at ofre til den romerske guddommelige kejser.

Florus satte hæren ind og korsfæstede en række jødiske ledere. Dét fik opstanden til at bryde ud i lys lue. I år 66 blev den romerske garnison i Jerusalem overmandet, og jøderne besejrede en romersk legion i det nordlige Palæstina.

Samme år erobrede zeloterne klippefæstningen Masada i den sydlige del af landet. Kejser Nero afsatte statholderen Gessius Florus og indsatte i stedet for Roms bedste feltherre, Flavius Vespasian, til at slå opstanden ned.

Han landede i det nordlige Palæstina med 60.000 soldater, og i år 68 var hele den nordlige del af Palæstina under hans kontrol. I år 70 indtog Vespasians søn Titus Flavius med stor brutalitet Jerusalem. Bortset fra et par små modstandslommer var den jødiske opstand stort set knækket.

Den eneste virkelige torn i øjet på de mægtige romere var den gruppe fanatiske zeloter, der holdt stand på Masada.

Zeloterne var hadet

Ifølge den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus var zeloterne en af i alt fire jødiske sekter, der fandtes i tiden omkring den jødiske opstand.

Zeloterne, hvis navn betyder “dem, som stræber efter det retfærdige”, adskilte sig fra de øvrige jødiske sekter ved at retfærdiggøre vold over for både jøder og ikke-jøder, hvis den kunne føre til et selvstændigt jødisk kongerige.

Zeloterne havde i årtier opfordret til opstand mod romerne, og det var også zeloterne, der stod i spidsen for erobringen af Jerusalem. Men zeloterne kæmpede ikke kun mod romerne. Størstedelen af deres angreb var vendt mod andre jøder.

Zeloterne mente, at jøder, der ikke gjorde aktiv modstand mod romerne eller ligefrem samarbejdede med dem, skulle udryddes. Ifølge Josefus terroriserede zeloterne derfor uafladeligt de dele af den jødiske befolkning, der ikke fulgte zeloternes hårde og uforsonlige linje over for romerne:

“De røvede deres ejendele, slæbte dem bort, og de stak deres huse i brand.” Derudover sendte zeloterne dødspatruljer ud for at henrette alle, de anså for at være kollaboratører.

“At forbryde sig mod fremmede mennesker anså de for en ganske dagligdags ting, og at vise grusomhed over for deres nærmeste regnede de for en storslået præstation. De slagtede endda ypperstepræsterne,” skriver Josefus.

Det var denne uforsonlige sekt, der i år 66 havde erobret klippefæstningen Masada­ fra romerne.

Herodes befæstede Masada

Masada er et ca. 400 meter højt klippeplateau, der rejser sig i Palæstinas ørken ved den sydvestlige bred af Det Døde Hav. Toppen af plateauet kunne kun nås ad to smalle stier. Den ene sti var så snoet, at den blev kaldt “slangestien”, og den var så uvejsom, at ingen behøvede at frygte et angreb derfra.

Den anden sti var bedre, men den var spærret af et solidt tårn, hvis porte man skulle igennem for at komme op til fæstningen. Masada var derfor allerede fra naturens hånd nærmest uindtagelig.

Det var også årsagen til, at jødernes konge Herodes, der ifølge Josefus frygtede oprør fra sine egne undersåtter, i sin tid havde omdannet Masada-klippen til en gigantisk fæstning.

For at kunne modstå en belejring havde Herodes fået udhugget vandreservoirer i klippen, som blev fyldt, når det regnede. Desuden lod han enorme lagerbygninger opføre til både mad, våben og byggematerialer.

Inde i fæstningen byggede kongen fem paladser, administrationsbygninger, en badeanstalt med svømmebassin, et tempel samt beboelsesbygninger inden for murene. Han samlede alt, hvad han skulle bruge for at regere sit kongerige fra Masadas klippe og stadig leve et liv i luksus.

Romernes belejring

I forbindelse med romernes magtovertagelse i Palæstina i år 6 e.Kr. havde de indsat en garnison på Masada. Men da den jødiske opstand brød ud 60 år senere, overmandede en gruppe zeloter den romerske garnison og overtog kontrollen med fæstningen.

I år 70 var de mest fanatiske zeloter blevet fordrevet fra Jerusalem af de andre jødiske sekter, og de sluttede sig derfor til zeloterne på Masada. I to år terroriserede zeloterne herfra både romere og andre jøder i det sydlige Palæstina.

Den romerske statholder Lucius Silva satte derfor alt ind på at knække zeloterne. Med 10.000 kampklare mænd og mindst lige så mange jødiske slaver begav han sig i år 72 igennem ørkenen mod Masada.

Lucius Silva så med det samme, at det ville kræve en længere belejring, før Masada kunne indtages. De stejle bjergvægge og de uvejsomme stier gjorde det umuligt at føre en angribende hær bare nogenlunde uskadt op til fæstningens porte.

Et angreb på Masada ville kræve tid, tålmodighed og ingeniørmæssig dygtighed. Alt sammen noget, romerne besad til overflod.

Først lod Lucius Silva bygge en over 3,5 km lang jordvold, der fuldstændigt omkransede Masada. Nu kunne zeloterne hverken bryde ud eller modtage hjælp udefra, og Lucius Silva kunne i ro og mag gå i gang med den næste udfordring.

Han skulle have sine belejringstårne, kastemaskiner og mænd op til muren.

Byggede kæmperampe

På vestsiden af plateauet var der en bred bjergknude, hvorfra der kun var godt 150 meter op til Masadas mur. Flavius Silva beordrede sine soldater og slaver at bygge et af de mest bemærkelsesværdige romerske belejringsværker, der stadig er bevaret.

Han ville have en rampe, som strakte sig fra bjergknuden op til Masadas mure. Beskyttet af bueskytter og stenslyngere, og ellers kun bevæbnet med kurve og spader, byggede de romerske soldater og jødiske slaver gennem de næste to måneder en enorm rampe af jord og sten.

I foråret 73 var Lucius Silva og hans romerske soldater klar til det sidste opgør med zeloterne.

Det sidste angreb

Josefus beskriver det endelige angreb på Masada:

“De byggede et 30 meter højt angrebstårn, helt pansret med jern. Herfra skød romerne med mange kastemaskiner og stenkastere efter dem, der kæmpede på muren, og fik dem hurtigt drevet bort.

Samtidig beordrede Lucius Silva en stor murbrækker opstillet og lod den støde uafladeligt mod muren.”

Zeloterne kunne ikke forsvare sig imod et så voldsomt angreb. De havde ingen kastemaskiner, og derfor kunne de ikke skade de romerske angribere alvorligt. Det eneste, de
kunne håbe på, var, at romerne opgav belejringen.

Derfor arbejdede de 960 zeloter i Masada som besatte for at bygge en ny mur bag ringmuren. De byggede to parallelle mure af bjælker og fyldte hulrummet op med jord. Da romerne havde gennembrudt ydermuren, mødte de denne interimistiske mur:

“For romerne lignede muren en husmur, men belejringsmaskinernes stød var virkningsløse”, fordi jorden absorberede stødene, skriver Josefus. Men selv om zeloternes hastigt opførte mur kunne modstå den romerske rambuk, så kunne den ikke modstå flammer.

Romerne satte ild til muren og lod den gøre sit arbejde.

Kun syv jøder i live

Næste morgen forberedte de intetanende romere sig på et stormangreb og en hård kamp mod en fanatisk fjende. Fra belejringsvolden rejste de stormstiger op ad muren, men det eneste, som mødte dem, var stilhed og en fæstning, der stod i flammer.

De romerske soldater udstødte høje kampråb for at lokke fjenden frem. Råbet blev kun hørt af to kvinder og fem børn, som havde gemt sig for at undgå det kollektive selvmord. De fortalte de romerske soldater om zeloternes blodige selvmord.

Romerne nægtede at tro dem:

“De gik i gang med at slukke ilden og nåede frem til paladsets indre. Da de her fandt hele dynger af lig, følte de slet ingen glæde over deres fjenders død. I stedet blev de grebet af beundring for en så storslået og dristig beslutning, og for den dødsforagt, som så mange mennesker havde udvist ved uden tøven virkelig at udføre den,” fortæller Josefus.

600 zeloter udleveret

Masada var faldet, og zeloternes modstand var endelig knækket. Efter Masadas fald besluttede ældsterådet i Jerusalem at udlevere alle landets overlevende zeloter til romerne, da de mente, at zeloterne var skyld i alle jødernes ulykker.

Josefus beretter, at over 600 zeloter blev fanget og udleveret til romerne. Men til trods for, at zeloterne blev udsat for alle former for tortur, ville ikke en eneste af dem anerkende den romerske kejser som deres herre.

“De modstod alle sammen det vældige pres og fastholdt deres mening. Det var, som om deres legemer var ufølsomme over for tortur og ild, og som om deres sjæl ligefrem glædede sig derved,” slutter Josefus sin beretning om Masada – jødernes sidste bastion.