Drabet på den stenrige godsejer Sextus Roscius var et af de mest omtalte i Rom: En septembermorgen i året 81 f.Kr. blev godsejeren fundet i en blodpøl foran Pallacina-badeanstalten i hovedstaden.
Roscius var rejst fra sin hjemby, Ameria, syd for Rom for at besøge nogle indflydelsesrige bekendte. Inden sin hjemrejse nåede han også at spise middag med nogle venner.
Da Roscius forlod selskabet ud på aftenen, mødte han sin skæbne i form af en dolk stukket dybt i maven på ham.
Hurtigt rettede mistanken sig mod Roscius’ søn, der var så heldig at få den unge advokat Marcus Cicero som forsvarer. Under den efterfølgende retssag afslørede Cicero, at ugerningen i virkeligheden var begået af to af Roscius’ slægtninge.
“Cui bono?” spurgte advokaten – hvem gavner forbrydelsen? Og derpå beviste Cicero, at de to slægtninge stod bag et komplot om at dræbe Roscius og få hans søn dømt, så de blev nærmeste arvinger til godsejerens besiddelser.
Rom var en brutal by, hvor ingen kunne vide sig sikre.
Ciceros blændende forsvar grundlagde den unge advokats ry som Roms dygtigste taler, men dommen over Roscius’ mordere var et særsyn.
De fleste mord forblev ustraffede, for i Rom var et menneskeliv billigt, og alle stod tilsyneladende på spring for at rydde arvinger, politiske rivaler, elskere eller en ondsindet slaveejer af vejen.
Drab blev brugt som løsningen på selv de mindste problemer, og i millionbyen havde morderne næsten frit lejde til at begå deres forbrydelser.
Vold lå i romernes DNA
Roms mordstatistikker afspejler den brutalitet, som gennemsyrede det romerske samfund. Hele imperiets overlevelse byggede på krig og vold. Og i talløse arenaer udgjorde kampe til døden mellem gladiatorer og vilde dyr den ypperste underholdning for alle samfundsklasser.
“Du betragtes som et tankeløst fjols, hvis du bevæger dig ud til middagsmad uden at have skrevet testamente”. Satirikeren Juvenal om Roms farlige natteliv.
Her blev den enkeltes liv ikke regnet for noget, så længe fællesskabet ikke var truet. Enhver, der ligesom Sextus Roscius bevægede sig ud i Rom efter mørkets frembrud, måtte forvente en lignende skæbne.
“Du betragtes som et tankeløst fjols, hvis du bevæger dig ud til middagsmad uden at have skrevet testamente. Der er så mange forskellige muligheder for at dø”, konstaterede den romerske satiriker Juvenal beskt omkring år 100 e.Kr.
Før ham havde forfatteren Livius i en tekst beskrevet en bande af unge rigmandssønners brutale gadeoverfald på to romerske mænd: “Eftersom unge mænd, berusede og arrogante, ofte mishandler de ydmyge og fattige”.
Roms grundlægger var ifølge legenden Romulus, som myrdede sin egen bror under et skænderi.
Brodermord grundlagde Den Evige Stad
Vold og mord var en fast bestanddel af Roms historie. Faktisk var historien om byens grundlæggelse tæt knyttet til et bestialsk mord.
Romerne var fuldstændig bevidste om, at de var et samfund rundet af morderisk vold. Ifølge myten blev Rom grundlagt i året 753 f.Kr. af tvillingedrengene Romulus og Remus, der som helt små havde overlevet i naturen ved at blive ammet af en hunulv.
Da drengene voksede til, besluttede de at bygge en by ved Tiberfloden. Brødrene kunne imidlertid ikke blive enige om hvor, så da Romulus trak en streg rundt om en høj for at markere, hvor hans bys mur skulle ligge, sprang Remus frem og tilbage over stregen i jorden for at vise sin foragt.
Ifølge legenden blev Romulus så vred over drilleriet, at han slyngede sit spyd mod sin bror, der blev dræbt på stedet.
Det afgjorde sagen, og den nye by ved Tiberen blev navngivet Rom til erindring om dens morderiske grundlægger.
Historien om Romulus og hans bror definerede på mange måder romerne – også blandt deres fjender. Da kong Mithridates i år 88 f.Kr. erklærede krig mod Rom, mindede han i en tale sine undersåtter om, at romernes forfader havde diet hos en ulv:
“Som ulve har de derfor en umættelig blodtørst og glubende sult efter magt og rigdom!”
Men også uden for den tætpakkede storby kunne borgerne let komme af med livet. I et brev fra 100-tallet e.Kr. skriver den romerske politiker Plinius den Yngre fx om romeren Metilius Crispus, som forsvandt sporløst på vejene uden for Rom:
“Om han blev dræbt af sine slaver eller sammen med dem af banditter, ved ingen”.
På lignende vis forsvandt en romersk skatteopkræver nær byen Philadelphia i Egypten, hvor hustruen ifølge en papyrus meldte ham savnet med besked om, at ingen havde set ham, siden han forlod hjemmet.
Mandens embede taget i betragtning var samtlige byens indbyggere sandsynligvis under mistanke for at have haft en finger med i spillet.
Massemorder gik efter arven
Hovedparten af drabene var langtfra tilfældige. Bag de fleste lå lange overvejelser med rod i simpel grådighed. Og især udsigten til at arve en formue kunne få det værste frem i folk.
Det gjaldt mere end nogen andre romeren Statius Oppianicus, hvis drømme om rigdom angiveligt fik ham til at myrde løs i 70’erne f.Kr.
Ifølge advokaten Cicero, som gik ind i sagen, var Oppianicus’ første ofre hans svoger og svigermor, som han ekspederede hinsides for at få fingre arven efter svigermoren.
Planen endte dog skidt, da venner og familie til de myrdede fattede mistanke og fordrev Oppianicus fra hjembyen i Syditalien.
“Er jeg blevet forgiftet?” Hyppigt spørgsmål til oraklet i Astrampsychus.
Morderen lagde derfor en ny plan og begyndte at gøre kur til den rige enke Sassia. Enken, der selv havde været gift fem gange, afviste imidlertid et ægteskab med Oppianicus, fordi hun i tilfælde af hans død var tvunget til at dele deres fælles formue med hans sønner.
Den indsigelse imødegik Oppianicus hurtigt: Han forgiftede sine to mindreårige sønner en for en og kremerede ligene, før nogen kunne nå at undersøge dødsfaldene nærmere.
Da han også forsøgte at forgifte Sassias stedsøn, Cluentius, gik det imidlertid galt. Cluentius overlevede og slæbte stedfaren i retten, hvor han blev dømt.
Efter Oppianicus’ død kom det frem, at han muligvis havde myrdet yderligere otte andre, heriblandt sin egen bror og dennes gravide hustru – og det hele skyldtes griskhed.
Oppianicus’ foretrukne mordmetode var gift, og frygten for at blive forgiftet var udbredt blandt romerne.
“Er jeg blevet forgiftet?” var således et af de hyppigst stillede spørgsmål til oraklet i Astrampsychus, som gav skriftlige svar på romernes mest brændende spørgsmål.
Selv Roms politikere risikerede at blive myrdet. Her bankes en reformtilhænger ihjel.
Rygter om giftmord var åbenbart også udbredte, som en inskription fra 200-tallet vidner om. Inskriptionen er fundet på en blyplade i nutidens Tyrkiet og dedikeret til gudinden Demeter.
På pladen bedyrer kvinden Antigone, at hun ikke er ansvarlig for sin mands pludselige død.
“Og jeg har heller ikke hidkaldt en kvinde til templet og betalt hende halvanden mina (lokal møntfod, red.) for at fjerne ham fra de levende”, forklarer kvinden desperat.
Straffe skulle afskrække
Gift var blot én blandt mange drabsmetoder, og ofte slog morderen blot til, når lejlighed bød sig; fx kastede en mand ved navn Orfeus i det andet århundrede sin hustru, Prima Florentina, i Tiberfloden.
Ugerningen skete i havnebyen Portus ved Tiberens munding, og mordet er kun kendt, fordi forældrene rejste en gravsten til ære for hende. Formålet med gravstenen var sandsynligvis ikke kun at mindes datteren, men også at hænge den svigefulde ægtemand ud.
Morderne gik nemlig som oftest fri. Årsagen var, at romerne ikke havde noget politi, som kunne efterforske mistænkelige dødsfald. Og medmindre staten var truet, efterforskede retsvæsenet ikke af egen drift fx drabssager.
I stedet måtte de efterladte anlægge en civil retssag mod den mistænkte og selv bekoste retssagen af egen lomme – noget, de færreste almindelige romere havde råd til.
For at afskrække potentielle mordere indførte romerne til gengæld strenge straffe. Graden af grusomhed afhang af gerningsmandens rang og stand, men blandt straffene var udsmidning fra en klippe eller i en flod, pisk, halshugning eller – for folk, som ikke var frie romerske borgere – korsfæstelse.
Ude i de romerske provinser kunne de lokale guvernører selv afgøre sagerne – og idømme straffe, som de lystede. Da en romersk borger i nutidens Spanien i 60’erne e.Kr. blev dømt for at have myrdet sin unge myndling for at få fingre i arven, dømte guvernøren Galba ham til korsfæstelse.
Det fik manden til at protestere højlydt, eftersom han som romersk borger ikke måtte henrettes på så grusom vis. Guvernøren var dog ifølge forfatteren Sueton ligeglad:
“Galba lod, som om han af medlidenhed ville mildne straffen, men beordrede derefter opsætningen af et kors, der var højere end de andre kors og malet helt hvidt”.
Slaver var frit bytte
Nogle mord var dog efter loven straffrie. Slaver kunne frit dræbes. Slavebefolkningen var betragtelig. På ethvert givent tidspunkt befandt der sig mellem 4,8 og 8,4 mio. slaver i Romerriget.
For at forhindre oprør blev slaverne holdt i stram snor. Selv hvis en slave kom til at knuse et glas, kunne det medføre døden. Og fandt en slave på at myrde sin herre, kostede det ikke kun gerningsmanden dyrt.
I år 61 e.Kr. blev embedsmanden Pedanius Secundus dræbt af en af sine slaver. Dommerne bestemte herefter, at samtlige Pedanius’ 400 slaver skulle henrettes, fordi de ikke havde forhindret mordet.
“Det skyldes ikke rationelle tanker, men ren ondskab, når herrer bliver dræbt”. Politikeren Plinius den Yngre om risikoen for at blive dræbt af egne slaver.
Romernes frygt for deres egne slaver var så stor, at der endda var dødsstraf for slaver, der gik til en spåmand for adspørge om, hvor lang tid deres herre ville leve.
Som den romerske politiker Plinius den Yngre skrev til en ven i årtierne efter Kristi fødsel, efter at en af hans bekendte var blevet forsøgt myrdet af sine slaver:
“Det er ikke, fordi nogen er mere sikre, fordi de er eftergivende og milde, for det skyldes ikke rationelle tanker, men ren ondskab, når herrer bliver dræbt”.
Med tiden ændrede romernes holdning til drab sig dog. Kristendommens indtog i 300-tallet betød, at den enkelte snarere end fællesskabet kom i fokus. Da hvert menneske ifølge kristendommen havde sin egen sjæl og dermed stod i forbindelse med Gud, talte hvert liv.
Konstantin 1., der i 337 e.Kr. som den første kejser lod sig kristne, gjorde det fx kriminelt at dræbe slaver spontant under fysisk afstraffelse. Loven begrænsede desuden måder, hvorpå slaver måtte dræbes.
Det var fx ikke længere tilladt at brænde slaver eller kaste dem ud fra et højt sted. Slaver måtte dog stadig henrettes – på mere humane måder – og arenaens morderiske kampe var stadig topunderholdning i det kristne Rom.
Først i 438 blev gladiatorkampe forbudt.