Mød Kejser Nero: Kunstneren fra helvede

Indtil Roms første kejser Augustus' død i år 14 e.Kr. oplevede imperiet fremgang og stabilitet. Hans efterkommere blev imidlertid mere og mere gale. Tiberius var paranoid, Caligula gjorde sin hest til konsul, og Claudius blev beskrevet som et savlende fjols.

I år 54 kom Nero til magten, men han viste sig også snart at være uværdig til kejserembedet.

De op mod 8.000 tilskuere kan knap tro deres egne øjne denne sommerdag i år 59 e.Kr.

En buttet ung mand med et pjusket skæg er netop trådt ind på den allerstørste teaterscene i Rom, Pompejus’ teater.

Trods de overvældende rammer er manden klædt i flagrende gevandter og højskaftede støvler og kaster sig uanfægtet og med en højtidelig mine ud i at recitere et langt digt.

Pludselig stiger et anerkendende brøl til vejrs fra tribunerne: “Åh, Apollon!”

Manden har ikke engang nået at fremføre de sidste strofer, før jublen bryder ud.

Tilskuerne elsker tilsyneladende denne pudsigt udseende digter og kræver, at “den guddommelige stemme” skal optræde i den efterfølgende sangdyst.

Manden tøver nogle øjeblikke – han er fuldstændig overvældet af folkets hyldest – dette er nemlig hans debut på de skrå brædder i Rom.

Så lægger han en polet i en lerkrukke som et symbol på, at han vil deltage.

To soldater fra prætorianergarden bærer straks kunstnerens lyre op på scenen, og med en divas værdighed indleder han en lang soloforestilling.

Blandt tilskuerne eksisterer nu ikke nogen som helst tvivl om udfaldet på konkurrencen.

Den buttede unge debutant vil stensikkert vinde.

Men ret beset var han allerede inden dysten sikker på sejren.

Den unge mand på scenen er nemlig ingen ringere end Romerrigets almægtige kejser – den 21-årige Nero.

I timevis synger Nero under den bagende sol, mens soldater fra prætorianergarden patruljerer på lægterne og prygler eller anholder dem, der ikke klapper eller har været så uforskammede at falde i søvn.

Portene er blevet låst, så folk må spille døde, hvis de vil bæres ud, mens en gravid kvinde må bide smerterne i sig og føde på lægterne.

Ved indgangen forsøger højtstående romere samtidig at mase sig ind, af frygt for at de senere vil blive straffet for deres fravær til denne premiere.

Angsten er forståelig, eftersom kejseren er yderst ømskindet omkring sine kunstneriske udfoldelser.

Flere, der har dristet sig til at forsøge at overbevise Nero om at holde sig fra underklassens metier, er blevet henrettet eller landsforvist, men denne gang har den unge kejser været fast besluttet på, at Rom skulle beundre hans kunstneriske talent – koste, hvad det ville.

Nero blev født i år 37 e.Kr. af adelskvinden Agrippina, som med vold og list kørte sin søn i stilling til at overtage kejsertitlen efter Claudius.

Kejseren havde allerede en søn, Britannicus, men efter ægteskabet med Agrippina adopterede han den 12-årige Nero og gjorde ham af uvisse årsager til sin arving.

Agrippina hentede samtidig den berømte filosof Seneca tilbage fra eksilet på øen Korsika, så Nero kunne få den finest mulige uddannelse i filosofi og politik.

Men den begavede knægt havde helt andre interesser.

Allerede fra barndommen stod det nemlig klart, at ikke storpolitik, men kunst, musik og sport stod den unge kejsers hjerte nærmest.

Nero fulgte lidenskabeligt med i hestevæddeløb og diskuterede konstant de seneste resultater med sine kammerater.

Aftenerne brugte han ikke på at lære det politiske håndværk, men kastede sig i stedet over kreative discipliner som at tegne, synge og spille på lyre.

Formentlig kunne Seneca have grebet ind.

Men eftersom han frygtede at blive sendt i eksil igen, dækkede han over sin elevs manglende fremskridt.

Det blev ifølge den romerske historiker Sueton fatalt – han mente, at kimen til de senere konflikter blev sået her:

“Han elskede at tegne, male og forme statuer. Men frem for alt var han drevet af et behov for at være populær. Enhver, der modtog folkets hyldest, anså han for at være en rival”.

Da Claudius blev forgivet i år 54 – formentlig af Agrippina – overtog den blot 16-årige Nero tronen.

Han var dog så umoden, at rådgiverne Seneca og Burrus regerede landet.

Højst usædvanligt skrev Seneca fx selv Neros taler og officielle udtalelser. Imens svælgede
Nero i sin kunst og – til stor skuffelse for sin mor – nu også natlige udskejelser.

Agrippina var så utilfreds med sit uambitiøse afkom, at hun truede med at indsætte Claudius’ biologiske søn, Britannicus, på tronen i stedet.

Nero blev rasende og gjorde nu alt for at ydmyge sin tre år yngre stedbror og rival.

Under en fordrukken fest i den såkaldte saturnalia-højtid udfordrede han således pludselig Britannicus til at synge for sine gæster.

Til alles overraskelse steg Claudius’ biologiske søn op på scenen og sang smukt om tabet af tronen og sin far, hvilket blev mødt med stor sympati af alle – på nær Nero.

Få måneder efter sank en frådende Britannicus sammen under et selskab.

På Neros ordre havde en giftbrygger forvandlet vinen til et mordvåben.

Hele Rom var dermed advaret, og mens Seneca fik travlt med et intellektuelt forsvar for Neros gerning, fortsatte den purunge kejser ufortrødent med sine udskejelser.

Om natten forklædte han sig som slave eller almindelig romer og drog beruset og hærgende gennem hovedstadens mest lyssky kvarterer.

Her stjal han fra boderne, drak uhæmmet og forgreb sig på forbipasserende kvinder og drenge. Under en voldtægt blev han taget på fersk gerning og fik et lag tæsk af kvindens mand – den unge senator Julius Montanus – som ikke havde opdaget forbryderens rette identitet.

Senere, mens Nero plejede sine sår i paladset, blev en flov Montanus tvunget til selvmord.

Herefter tog Nero altid livvagter med sig på sine natlige amokløb.

Mens Nero arbejdede på at blive en dygtig musiker, så rådgiverne Seneca og Burrus forfærdet til. Kejseren havde præsenteret en håbløs skattereform for dem, som gjorde det krystalklart, at han var politisk talentløs.

Derfor lod de teenageren passe sig selv, mens de tog sig af rigets daglige ledelse.

Kun Agrippina holdt nu et skarpt øje med Nero.

Hun havde viet sit liv til sin søns karriere og endda arrangeret et ægteskab med den respek-table Octavia – en kvinde, Nero var fløjtende ligeglad med.

Historikeren Tacitus skriver, at Agrippina forsøgte at forhindre Nero i at dyrke sine lidenskaber.

Stridsvogne, lystspil og poesikonkurrencer sømmede sig ikke for en kejser, mente hun.

Indtil han blev 21 år, hyggede kejseren sig med et væld af letlevende kvinder, men i år 59 e.Kr. kom en kvinde med langt større udstråling og skønhed ind i Neros liv – den 29-årige Poppaea Sabina.

Hun forstod at styre Nero og tirrede ham ved at kalde ham pupillum – et hjælpeløst barn – og krævede, at han skaffede sin manipulerende mor af vejen og lod sig skille fra Octavia.

Ligesom drikkebrødrene trykkede Poppaea Sabina på Neros ømme punkt.

For Nero vidste udmærket godt, at mange romere mente, at Agrippina styrede kejseren som en marionetdukke.

Nero så sin mor som manipulerende og magtsyg og besluttede derfor at skaffe hende af vejen.

Efter et drikkelag forsøgte han at drukne Agrippina ved at lade hendes luksusskib sænke.

Hun klarede sig dog i land, men blev hurtigt fundet og stukket ihjel af Neros håndlangere.

Kort før hun døde, pegede Agrippina mod sit skød og sagde:

“Begrav jeres sværd her. Dér, hvor monsteret blev skabt.”

Nero modtog koldt nyheden om sin mors død:

“Først i dag fik jeg kontrollen over imperiet”.

Med mordet åbnede Nero ifølge historikeren Tacitus en ny dør:

“Herefter kastede han sig ud i de værste afskyeligheder, som respekten for hans mor indtil nu havde begrænset”, skrev han.

Tacitus overdrev ikke.

For efter at Nero havde sikret sig, at romerne ikke ville vende sig mod ham pga. drabet, fejrede han sin nyvundne frihed med en ødsel kæmpefest, hvor flere tusind gæster drak og gik i teatret i dagevis.

Nero opførte i samme forbindelse et nyt amfiteater, der kunne fyldes op med vand, hvor fisk, sæler og muligvis også isbjørne blev sluppet løs.

I andre arenaer lod han eksotiske dyr som flodheste og rensdyr fare rundt til publikums fornøjelse. Nero benyttede også lejligheden til at ydmyge adelen.

Roms fineste blev tvunget til at optræde med dans og skuespil og måtte som simple gladiatorer kæmpe mod vilde dyr.

Almindelige romere blev derimod mødt med en gaveregn, eftersom den unge kejser frygtede en opstand og ville gøre alt for at vinde folkets gunst.

Nummererede bolde blev kastet ud blandt tilskuerne i amfiteatrene, og de heldige vindere kunne få alt det, som et romersk hjerte begærede: tamme fugle, korn, slaver, guld, sølv, juveler, skibe og hele landejendomme.

Imens nød en selvtilfreds Nero optrinnet fra en balkon over scenen.

Ud over kæmpefesterne kunne Nero også endelig organisere sine egne lege i form af ungdomsfestivalen Juvenalia, hvor udvalgte unge mænd og kvinder fra alle samfundslag konkurrerede inden for poesi og sang. Legene fandt sted rundt om et stort udendørs bassin.

Atter måtte de adelige, rige og magtfulde acceptere at blive ydmyget og ligesom de fattige optræde på en scene.

Nero forbød dem tilmed at bære masker, så alle kunne se dem.

En fornem dame i 80’erne, Aelia Catella, måtte fx optræde som pantomimedanser – et af de mest ringeagtede erhverv i Rom.

Nero optrådte også selv offentligt for første gang i Rom, men tog sine egne tilhængere med – augustianerne.

De blev betalt klækkeligt for at råbe opmuntrende slagord som “Åh, Apollon!” under og efter Neros optrædener – en reference til lysets og musikkens gud i den græske mytologi.

Augustianernes tilstedeværelse gjorde godt nok ikke den store forskel, eftersom kejseren allerede på forhånd var udnævnt til sejrherre i poesi- og musikkonkurrencerne.

Men så kunne de altid bruges som hooligans og sættes ind mod eventuelle konkurrenter.

Ifølge Tacitus var det derfor en flok skamfulde senatorer og en “sørgende Burrus”, der pligtskyldigt besøgte de ekstravagante lege i 59 e.Kr.

Neros deltagelse i sangkonkurrencen havde allerede været svær at sluge, men da kejseren også ville køre om kap, fik Burrus og Seneca nok.

Efter megen kritik fra sine rådgivere flyttede Nero konkurrencen til Vatikanhøjen, uden for bygrænsen og sine rådgiveres fordømmende blikke.

Stedet var imidlertid svært tilgængeligt for kejserens tilhængere, så Nero lod derfor en ny bro bygge over Tiberen – kejseren skulle jo nødig køre om kap for tomme tribuner.

Nero slap afsted med sin ekstravagante ledelsesstil i nogle år, indtil han i skæbneåret 62 e.Kr. kom til at stå alene.

Her døde rådgiveren Burrus uventet, og Seneca formåede ikke at styre det gigantiske romerske statsapparat alene.

Tacitus mente at vide, at Nero selv havde forgiftet Burrus, som var den sidste konservative røst i paladset. Under alle omstændigheder forsvandt de sidste tøjler i Neros magt, og den blot 24-årige kejser inviterede i stedet professionelle festaber og ballademagere som Ofonius Tigellinus ind i paladset.

Ifølge Tacitus havde Tigellinus “en ydmyg afstamning, en ondartet barndom og en tvivlsom modenhed”.

Alligevel fandt han og Nero hurtigt hinanden, eftersom Tigellinus også elskede sport, og snart blev han udnævnt som prætorianergardens magtfulde leder.

Tigellinus opfordrede Nero til at gøre, hvad han ville med sin ubegrænsede magt – et råd, kejseren fulgte, men slet ikke kunne håndtere.

Ekskonen Octavia blev således brutalt halshugget, og det afskårne hoved vist til Poppaea Sabina.

Majestætsfornærmelser blev ikke længere mødt med overbærenhed, men grusomme henrettelser. Nero opfordrede til vold i teatret og smed som en hooligan selv fornøjet rundt med sten og bænke.

I år 64 forduftede den sidste rest af den statsmand, som Nero måtte gemme på, da gardechefen arrangerede en banket, hvor han opfyldte kejserens vildeste fantasier.

Nero blev således inviteret ud på en luksuspram i en sø, som til lejligheden var fyldt med eksotiske fisk fra fremmede lande.

Prammen blev trukket rundt af mandlige prostituerede i robåde, der var udsmykket med guld og elfenben.

Imens slængede Nero, Tigellinus og vennerne sig på puder og spiste et udsøgt festmåltid.

Langs bredden havde Tigellinus bygget midlertidige værtshuse, der var fyldt med letpåklædte kvinder, som Nero sejlede ind til med jævne mellemrum.

Senere invaderede selskabet private hjem, hvor rigmænd måtte bruge hele formuer på mad, vin og underholdning til de ubudne gæster.

Det bizarre klimaks kom, da Nero lod sig gifte med en mand ved navn Pythagoras.

“Kejseren trak et slør for ansigtet, vidner blev tilkaldt. Medgiften, bryllupsfaklerne, brudesengen var der. Alt det, som natten normalt skjuler, kunne folk se i fuldt dagslys”, skrev Tacitus.

Senere samme sommer stod Rom i flammer.

En brand var kommet ud af kontrol, og mere end halvdelen af byen blev ødelagt i løbet af ni helvedesagtige julidage, hvor en af de mest sejlivede historier om Nero bredte sig.

Han skulle have spillet på lyre og reciteret et digt om Trojas ødelæggelse, mens han dansede på murene om den brændende by.

Ifølge andre kilder hastede Nero, som var udenbys, til Rom for at lede hjælpearbejdet.

Hundredvis af hjemløse fik lov at søge ly i paladsets have, lejre blev bygget, og kornpriserne sat ned. På trods af alt dette beskyldte mange kejseren for at stå bag katastrofen.

“Nero ville have æren for at grundlægge en ny hovedstad og krone den med sit eget navn”, skrev Sueton fx.

Anklagerne var sprængfarlige, så Nero måtte hurtigt finde nogle syndebukke.

Det blev et lidet kendt mindretal – de kristne – som fik den rolle, og ifølge Tacitus blev de dømt til umenneskelige straffe:

“Klædt i dyreskind blev de revet i stykker af hunde eller korsfæstet eller blev dømt til ild og brændt, så de kunne tjene som belysning om natten”.

Historikerne er stadig uenige om, hvorvidt Nero rent faktisk satte ild til Rom, men faktum er, at han kort efter branden lod et overdådigt palads rejse oven på ruinerne.

“Nu kan jeg endelig bo som et menneske”, sagde Nero.

I år 67 e.Kr. først kastrerede og derefter giftede han sig med en mandlig eksslave, Sporus, der havde en slående lighed med hans afdøde kone.

Sporus fik strenge ordrer om at klæde og opføre sig som Sabina, og kejseren kyssede ham konstant. I Grækenland bad folk sågar guderne om, at det nye ægteskab måtte blive frugtbart.

I teatret udstillede Nero også sin galskab over for folket ved at bære en maske med Sabinas ansigtstræk og spille rollen som en mor, der fødte et dødsdømt barn.

“Hvad laver kejseren?” begyndte en romersk vittighed. “Han ligger og føder”, lød det muntre svar.

Året efter var den romerske elites tålmodighed slidt op.

Nero havde misbrugt kejsertitlens værdighed, myrdet respekterede borgere, hævet skatterne og udpint statskassen i sin desperate jagt på popularitet.

Legioner i Spanien og Germanien gjorde oprør, og Nero lagde planer om at flygte til Alexandria og slå sig ned som kunstner i byen.

Men kupmagerne handlede hurtigt.

En nat i år 68 vågnede Nero og så, at vagterne var væk. Kuppet var i gang.

Med Sporus og tre tjenere flygtede han til en villa uden for Rom, hvor han i timevis samlede mod til at begå selvmord.

Til sidst måtte han have hjælp til at skære sin halspulsåre over.

“Hvilken kunstner verden dog mister i mig”, sagde den blot 30-årige kejser, mens livet sivede ud af ham.