Kejser Nero Rom i flammer

Mød Kejser Nero: Kunstneren fra helvede

Kejser Nero var udset til et liv som verdens mest magtfulde mand, men ville hellere spille musik og optræde med skuespil og poesi. Den paranoide Nero udviste ingen nåde over for dem, der forsøgte at holde ham fra de skrå brædder.

Kejser Nero var udset til et liv som verdens mest magtfulde mand, men ville hellere spille musik og optræde med skuespil og poesi. Den paranoide Nero udviste ingen nåde over for dem, der forsøgte at holde ham fra de skrå brædder.

Bridgeman

De op mod 8.000 tilskuere kan knap tro deres egne øjne denne sommerdag i år 59 e.Kr.

En buttet ung mand med et pjusket skæg er netop trådt ind på den allerstørste teaterscene i Rom, Pompejus’ teater.

Trods de overvældende rammer er manden klædt i flagrende gevandter og højskaftede støvler og kaster sig uanfægtet og med en højtidelig mine ud i at recitere et langt digt.

Pludselig stiger et anerkendende brøl til vejrs fra tribunerne: “Åh, Apollon!”

Manden har ikke engang nået at fremføre de sidste strofer, før jublen bryder ud.

Tilskuerne elsker tilsyneladende denne pudsigt udseende digter og kræver, at “den gud-dommelige stemme” skal optræde i den efterfølgende sangdyst.

Manden tøver nogle øjeblikke – han er fuldstændig overvældet af folkets hyldest – dette er nemlig hans debut på de skrå brædder i Rom.

Så lægger han en polet i en lerkrukke som et symbol på, at han vil deltage.

To soldater fra prætorianergarden bærer straks kunstnerens lyre op på scenen, og med en divas værdighed indleder han en lang soloforestilling.

Blandt tilskuerne eksisterer nu ikke nogen som helst tvivl om udfaldet på konkurrencen.

Den buttede unge debutant vil stensikkert vinde.

Men ret beset var han allerede inden dysten sikker på sejren.

Den unge mand på scenen er nemlig ingen ringere end Romerrigets almægtige kejser – den 21-årige Nero.

I timevis synger Nero under den bagende sol, mens soldater fra prætorianergarden patruljerer på lægterne og prygler eller anholder dem, der ikke klapper eller har været så uforskammede at falde i søvn.

Portene er blevet låst, så folk må spille døde, hvis de vil bæres ud, mens en gravid kvinde må bide smerterne i sig og føde på lægterne.

Ved indgangen forsøger højtstående romere samtidig at mase sig ind, af frygt for at de senere vil blive straffet for deres fravær til denne premiere.

Angsten er forståelig, eftersom kejseren er yderst ømskindet omkring sine kunstneriske udfoldelser.

Flere, der har dristet sig til at forsøge at overbevise Nero om at holde sig fra underklassens metier, er blevet henrettet eller landsforvist, men denne gang har den unge kejser været fast besluttet på, at Rom skulle beundre hans kunstneriske talent – koste, hvad det ville.

Kejser Nero optræder i teater

Tit optrådte Nero i teatret – noget, der blev set ned på i Rom.

© Bridgeman

Politik interesserede ikke Nero

Nero blev født i år 37 e.Kr. af adelskvinden Agrippina, som med vold og list kørte sin søn i stilling til at overtage kejsertitlen efter Claudius.

Kejseren havde allerede en søn, Britannicus, men efter ægteskabet med Agrippina adopterede han den 12-årige Nero og gjorde ham af uvisse årsager til sin arving.

Agrippina hentede samtidig den berømte filosof Seneca tilbage fra eksilet på øen Korsika, så Nero kunne få den finest mulige uddannelse i filosofi og politik.

Men den begavede knægt havde helt andre interesser.

Allerede fra barndommen stod det nemlig klart, at ikke storpolitik, men kunst, musik og sport stod den unge kejsers hjerte nærmest.

Nero fulgte lidenskabeligt med i hestevæddeløb og diskuterede konstant de seneste resultater med sine kammerater.

Aftenerne brugte han ikke på at lære det politiske håndværk, men kastede sig i stedet over kreative discipliner som at tegne, synge og spille på lyre.

Formentlig kunne Seneca have grebet ind.

Men eftersom han frygtede at blive sendt i eksil igen, dækkede han over sin elevs manglende fremskridt.

Det blev ifølge den romerske historiker Sueton fatalt – han mente, at kimen til de senere konflikter blev sået her:

“Han elskede at tegne, male og forme statuer. Men frem for alt var han drevet af et behov for at være populær. Enhver, der modtog folkets hyldest, anså han
for at være en rival”.

Rivalen Britannicus blev dræbt

Da Claudius blev forgivet i år 54 – formentlig af Agrippina – overtog den blot 16-årige Nero tronen.

Han var dog så umoden, at rådgiverne Seneca og Burrus regerede landet.

Højst usædvanligt skrev Seneca fx selv Neros taler og officielle udtalelser. Imens svælgede
Nero i sin kunst og – til stor skuffelse for sin mor – nu også natlige udskejelser.

Agrippina var så utilfreds med sit uambitiøse afkom, at hun truede med at indsætte Claudius’ biologiske søn, Britannicus, på tronen i stedet.

Nero blev rasende og gjorde nu alt for at ydmyge sin tre år yngre stedbror og rival.

Under en fordrukken fest i den såkaldte saturnalia-højtid udfordrede han således pludselig Britannicus til at synge for sine gæster.

Til alles overraskelse steg Claudius’ biologiske søn op på scenen og sang smukt om tabet af tronen og sin far, hvilket blev mødt med stor sympati af alle – på nær Nero.

Få måneder efter sank en frådende Britannicus sammen under et selskab.

På Neros ordre havde en giftbrygger forvandlet vinen til et mordvåben.

Hele Rom var dermed advaret, og mens Seneca fik travlt med et intellektuelt forsvar for Neros gerning, fortsatte den purunge kejser ufortrødent med sine udskejelser.

Om natten forklædte han sig som slave eller almindelig romer og drog beruset og hærgende gennem hovedstadens mest lyssky kvarterer.

Her stjal han fra boderne, drak uhæmmet og forgreb sig på forbipasserende kvinder og drenge. Under en voldtægt blev han taget på fersk gerning og fik et lag tæsk af kvindens mand – den unge senator Julius Montanus – som ikke havde opdaget forbryderens rette identitet.

Senere, mens Nero plejede sine sår i paladset, blev en flov Montanus tvunget til selvmord.

Herefter tog Nero altid livvagter med sig på sine natlige amokløb.

Nero fik sin stedfar Claudius’ biologiske søn, Britannicus, giftmyrdet, efter at moren truede med at indsætte ham på tronen.

© Bridgeman

Nero var i dårligt selskab

Natterendet blev ikke bedre af, at Nero var under indflydelse af sine drikkefæller, Marcus Otho og Claudius Senecio.

De provokerede ham konstant til at kaste alle hæmninger og ikke tage sig af sine rådgivere Seneca og Burrus:

“Er du bange for dem?” spurgte de. “Er du ikke klar over, at du er Cæsar – at du har magt over dem og ikke omvendt?”

Deres ord faldt ikke forgæves, for snart brød Nero med alt, der blev betragtet som god skik
for en ung kejser.

Noget så simpelt som en lyrespiller ved navn Terpnus blev således indlogeret i paladset, så
Nero kunne lære at spille på det græske instrument, som overklassen ellers afskyede.

Nero eksperimenterede også med at forskønne sin hæse sangstemme ved hjælp af højst utraditionelle metoder:

Kejseren indtog afføringsmidler, foretog tarmskylninger, spiste bunkevis af porrer og styrkede mellemgulvet ved at lægge blyplader på maven.

Agrippina kom i vejen

Mens Nero arbejdede på at blive en dygtig musiker, så rådgiverne Seneca og Burrus forfærdet til. Kejseren havde præsenteret en håbløs skattereform for dem, som gjorde det krystalklart, at han var politisk talentløs.

Derfor lod de teenageren passe sig selv, mens de tog sig af rigets daglige ledelse.

Kun Agrippina holdt nu et skarpt øje med Nero.

Hun havde viet sit liv til sin søns karriere og endda arrangeret et ægteskab med den respek-table Octavia – en kvinde, Nero var fløjtende ligeglad med.

Historikeren Tacitus skriver, at Agrippina forsøgte at forhindre Nero i at dyrke sine lidenskaber.

Stridsvogne, lystspil og poesikonkurrencer sømmede sig ikke for en kejser, mente hun.

Indtil han blev 21 år, hyggede kejseren sig med et væld af letlevende kvinder, men i år 59 e.Kr. kom en kvinde med langt større udstråling og skønhed ind i Neros liv – den 29-årige Poppaea Sabina.

Hun forstod at styre Nero og tirrede ham ved at kalde ham pupillum – et hjælpeløst barn – og krævede, at han skaffede sin manipulerende mor af vejen og lod sig skille fra Octavia.

Ligesom drikkebrødrene trykkede Poppaea Sabina på Neros ømme punkt.

For Nero vidste udmærket godt, at mange romere mente, at Agrippina styrede kejseren som en marionetdukke.

Nero så sin mor som manipulerende og magtsyg og besluttede derfor at skaffe hende af vejen.

Efter et drikkelag forsøgte han at drukne Agrippina ved at lade hendes luksusskib sænke.

Hun klarede sig dog i land, men blev hurtigt fundet og stukket ihjel af Neros håndlangere.

Kort før hun døde, pegede Agrippina mod sit skød og sagde:

“Begrav jeres sværd her. Dér, hvor monsteret blev skabt.”

Nero modtog koldt nyheden om sin mors død:

“Først i dag fik jeg kontrollen over imperiet”.

Med mordet åbnede Nero ifølge historikeren Tacitus en ny dør:

“Herefter kastede han sig ud i de værste afskyeligheder, som respekten for hans mor indtil nu havde begrænset”, skrev han.

Tacitus overdrev ikke.

For efter at Nero havde sikret sig, at romerne ikke ville vende sig mod ham pga. drabet, fejrede han sin nyvundne frihed med en ødsel kæmpefest, hvor flere tusind gæster drak og
gik i teatret i dagevis.

Nero opførte i samme forbindelse et nyt amfiteater, der kunne fyldes op med vand, hvor fisk, sæler og muligvis også isbjørne blev sluppet løs.

I andre arenaer lod han eksotiske dyr som flodheste og rensdyr fare rundt til publikums fornøjelse. Nero benyttede også lejligheden til at ydmyge adelen.

Roms fineste blev tvunget til at optræde med dans og skuespil og måtte som simple gladiatorer kæmpe mod vilde dyr.

Almindelige romere blev derimod mødt med en gaveregn, eftersom den unge kejser frygtede en opstand og ville gøre alt for at vinde folkets gunst.

Nummererede bolde blev kastet ud blandt tilskuerne i amfiteatrene, og de heldige vindere kunne få alt det, som et romersk hjerte begærede: tamme fugle, korn, slaver, guld, sølv, juveler, skibe og hele landejendomme.

Imens nød en selvtilfreds Nero optrinnet fra en balkon over scenen.

I et hestevæddeløb faldt Nero af. Alligevel blev han kåret som vinder.

© Shutterstock & Art archive/ Picture Desk

Hooligans hyldede Nero

Ud over kæmpefesterne kunne Nero også endelig organisere sine egne lege i form af ungdomsfestivalen Juvenalia, hvor udvalgte unge mænd og kvinder fra alle samfundslag konkurrerede inden for poesi og sang. Legene fandt sted rundt om et stort udendørs bassin.

Atter måtte de adelige, rige og magtfulde acceptere at blive ydmyget og ligesom de fattige optræde på en scene.

Nero forbød dem tilmed at bære masker, så alle kunne se dem.

En fornem dame i 80’erne, Aelia Catella, måtte fx optræde som pantomimedanser – et af de mest ringeagtede erhverv i Rom.

Nero optrådte også selv offentligt for første gang i Rom, men tog sine egne tilhængere med – augustianerne.

De blev betalt klækkeligt for at råbe opmuntrende slagord som “Åh, Apollon!” under og efter Neros optrædener – en reference til lysets og musikkens gud i den græske mytologi.

Augustianernes tilstedeværelse gjorde godt nok ikke den store forskel, eftersom kejseren allerede på forhånd var udnævnt til sejrherre i poesi- og musikkonkurrencerne.

Men så kunne de altid bruges som hooligans og sættes ind mod eventuelle konkurrenter.

Ifølge Tacitus var det derfor en flok skamfulde senatorer og en “sørgende Burrus”, der pligtskyldigt besøgte de ekstravagante lege i 59 e.Kr.

Neros deltagelse i sangkonkurrencen havde allerede været svær at sluge, men da kejseren også ville køre om kap, fik Burrus og Seneca nok.

Efter megen kritik fra sine rådgivere flyttede Nero konkurrencen til Vatikanhøjen, uden for bygrænsen og sine rådgiveres fordømmende blikke.

Stedet var imidlertid svært tilgængeligt for kejserens tilhængere, så Nero lod derfor en ny bro bygge over Tiberen – kejseren skulle jo nødig køre om kap for tomme tribuner.

Neros fester mødte kritik

Året efter organiserede Nero en mere professionel festival, Neronia, der skulle afholdes hvert femte år og fejre hans indsættelse som kejser.

Festivalen havde konkurrencer i poesi, retorik, sang, gymnastik og væddeløbskørsel.

En af datidens mest beundrede digtere, Lucan, vandt ikke overraskende førstepladsen i sin kategori med et værk, der hed Laudes Neronis – en hyldest til Nero.

Præmien var en laurbærkrans i guld, som han straks overrakte til den økonomisk trængte kejser – et eksempel, alle andre prisvindere også fulgte.

Rådgiverne Seneca og Burrus smilede pænt under løjerne og roste Nero for hans skønsang og lyrespil, men i virkeligheden kunne de ikke fordrage, hvad de var vidne til.

“Hvorfor skal vi se på fulde mænd, der vakler rundt på stranden, og både, der sejler forbi på skandaløse nydelsestogter?” lød det i et af Senecas mange skrifter.

Historikeren Sueton mente, at Nero stod bag branden i Rom.

© Bridgeman

Festerne blev vildere og vildere

Nero slap afsted med sin ekstravagante ledelsesstil i nogle år, indtil han i skæbneåret 62 e.Kr. kom til at stå alene.

Her døde rådgiveren Burrus uventet, og Seneca formåede ikke at styre det gigantiske romerske statsapparat alene.

Tacitus mente at vide, at Nero selv havde forgiftet Burrus, som var den sidste konservative røst i paladset. Under alle omstændigheder forsvandt de sidste tøjler i Neros magt, og den blot 24-årige kejser inviterede i stedet professionelle festaber og ballademagere som Ofonius Tigellinus ind i paladset.

Ifølge Tacitus havde Tigellinus “en ydmyg afstamning, en ondartet barndom og en tvivlsom modenhed”.

Alligevel fandt han og Nero hurtigt hinanden, eftersom Tigellinus også elskede sport, og snart blev han udnævnt som prætorianergardens magtfulde leder.

Tigellinus opfordrede Nero til at gøre, hvad han ville med sin ubegrænsede magt – et råd, kejseren fulgte, men slet ikke kunne håndtere.

Ekskonen Octavia blev således brutalt halshugget, og det afskårne hoved vist til Poppaea Sabina.

Majestætsfornærmelser blev ikke længere mødt med overbærenhed, men grusomme henrettelser. Nero opfordrede til vold i teatret og smed som en hooligan selv fornøjet rundt med sten og bænke.

I år 64 forduftede den sidste rest af den statsmand, som Nero måtte gemme på, da gardechefen arrangerede en banket, hvor han opfyldte kejserens vildeste fantasier.

Nero blev således inviteret ud på en luksuspram i en sø, som til lejligheden var fyldt med eksotiske fisk fra fremmede lande.

Prammen blev trukket rundt af mandlige prostituerede i robåde, der var udsmykket med guld og elfenben.

Imens slængede Nero, Tigellinus og vennerne sig på puder og spiste et udsøgt festmåltid.

Langs bredden havde Tigellinus bygget midlertidige værtshuse, der var fyldt med letpåklædte kvinder, som Nero sejlede ind til med jævne mellemrum.

Senere invaderede selskabet private hjem, hvor rigmænd måtte bruge hele formuer på mad, vin og underholdning til de ubudne gæster.

Det bizarre klimaks kom, da Nero lod sig gifte med en mand ved navn Pythagoras.

“Kejseren trak et slør for ansigtet, vidner blev tilkaldt. Medgiften, bryllupsfaklerne, brudesengen var der. Alt det, som natten normalt skjuler, kunne folk se i fuldt dagslys”, skrev Tacitus.

Sabina Poppaea, kejser Neros kone

I raseri sparkede Nero sin højgravide hustru Poppaea Sabina til døde.

© Bridgeman

Rom brændte

Senere samme sommer stod Rom i flammer.

En brand var kommet ud af kontrol, og mere end halvdelen af byen blev ødelagt i løbet af ni helvedesagtige julidage, hvor en af de mest sejlivede historier om Nero bredte sig.

Han skulle have spillet på lyre og reciteret et digt om Trojas ødelæggelse, mens han dansede på murene om den brændende by.

Ifølge andre kilder hastede Nero, som var udenbys, til Rom for at lede hjælpearbejdet.

Hundredvis af hjemløse fik lov at søge ly i paladsets have, lejre blev bygget, og kornpriserne sat ned. På trods af alt dette beskyldte mange kejseren for at stå bag katastrofen.

“Nero ville have æren for at grundlægge en ny hovedstad og krone den med sit eget navn”, skrev Sueton fx.

Anklagerne var sprængfarlige, så Nero måtte hurtigt finde nogle syndebukke.

Det blev et lidet kendt mindretal – de kristne – som fik den rolle, og ifølge Tacitus blev de dømt til umenneskelige straffe:

“Klædt i dyreskind blev de revet i stykker af hunde eller korsfæstet eller blev dømt til ild og brændt, så de kunne tjene som belysning om natten”.

Historikerne er stadig uenige om, hvorvidt Nero rent faktisk satte ild til Rom, men faktum er, at han kort efter branden lod et overdådigt palads rejse oven på ruinerne.

“Nu kan jeg endelig bo som et menneske”, sagde Nero.

De kristne blev gjort ansvarlige for branden i Rom i år 64 og dømt til at brænde ihjel.

© Bridgeman

Neros sidste tid

Omtrent samtidig begyndte kejserens raseriudbrud at tage til.

Da den nu gravide Poppaea Sabina blev vred over, at han kom for sent hjem fra et heste-væddeløb, sparkede han hende hårdt i maven i blindt raseri. Både mor og foster døde af blødningerne.

Efterfølgende sørgede Nero dybt, for han elskede Sabina og ønskede sig des­pe­rat en arving.

Nu havde han efterhånden dræbt sin nærmeste familie, sine rådgivere og sin hustru.

Kunsten og festerne var det eneste, han havde tilbage – kærligheden fandt han aldrig igen.

Nero fandt i stedet trøst i et livagtigt mimespil.

I år 67 e.Kr. først kastrerede og derefter giftede han sig med en mandlig eksslave, Sporus, der havde en slående lighed med hans afdøde kone.

Sporus fik strenge ordrer om at klæde og opføre sig som Sabina, og kejseren kyssede ham konstant. I Grækenland bad folk sågar guderne om, at det nye ægteskab måtte blive frugtbart.

I teatret udstillede Nero også sin galskab over for folket ved at bære en maske med Sabinas ansigtstræk og spille rollen som en mor, der fødte et dødsdømt barn.

“Hvad laver kejseren?” begyndte en romersk vittighed. “Han ligger og føder”, lød det muntre svar.

Året efter var den romerske elites tålmodighed slidt op.

Nero havde misbrugt kejsertitlens værdighed, myrdet respekterede borgere, hævet skatterne og udpint statskassen i sin desperate jagt på popularitet.

Legioner i Spanien og Germanien gjorde oprør, og Nero lagde planer om at flygte til Alexandria og slå sig ned som kunstner i byen.

Men kupmagerne handlede hurtigt.

En nat i år 68 vågnede Nero og så, at vagterne var væk. Kuppet var i gang.

Med Sporus og tre tjenere flygtede han til en villa uden for Rom, hvor han i timevis samlede mod til at begå selvmord.

Til sidst måtte han have hjælp til at skære sin halspulsåre over.

“Hvilken kunstner verden dog mister i mig”, sagde den blot 30-årige kejser, mens livet sivede ud af ham.

“Begrav jeres sværd her. Dér, hvor monsteret blev skabt”. Neros mor, Agrippina.
Kejser Neros stedfortræder filosoffen Seneca

Filosoffen Seneca forsøgte forgæves at indpode fornuft i Nero.

© Album/Scanpix

Filosof holdt styr på teenagekejseren

I Neros første tid ved magten regerede filosoffen Seneca riget. Han fik imidlertidsværere og sværere ved at styre Nero, som ville gå sine helt egne og mere festlige veje.

Neros mor, Agrippina, vidste, at hun måtte finde en exceptionel og rolig lærer, der kunne afbalancere den unge spradebasse af en kejser.

De kvaliteter fandt hun til overmål i den stoiske filosof Seneca, der satte en ære i at optræde så intelligent og kontrolleret som muligt – i komplet modsætning til den festglade Nero.

Sammen med sin kollega Burrus fungerede Seneca som stedfortrædende kejser i løbet af Neros vildeste teenageår, hvor han også skrev flere filosofiske værker til forsvar for den unge rebel. I år 62 e.Kr. faldt Seneca imidlertid i unåde hos Nero, som mistænkte ham for at rane guld til sig.

Senere – i år 65 e.Kr. – gik de to helt skævt af hinanden, da Seneca blev mistænkt for at være en del af et kupforsøg mod Nero.

Som straf blev han tvunget til selvmord, selvom det var mere end tvivlsomt, at han skulle have deltaget i komplottet mod sin tidligere protegé.

Mønt der viser kejser Nero og mor

Kejser Claudius (tv.) elskede Neros mor så højt, at han fik præget mønter af de to.

© Art resource/Scala archives

Grækeren Terpnus lærte Nero at spille på lyre – et strengeinstrument, der minder om en harpe. Dette talent udfoldede kejseren ifølge visse kilder stående på Roms mure, mens byen brændte i år 64 e.Kr. Ifølge den samtidige græske forfatter Dion Chrysostomos spillede Nero også på vandorgel, dobbeltfløjte og sækkepibe.

Rekonstruktion af lyre
© Jerzy Kociatkiewicz & Bridgeman & Jordi Aixala

Instrumenter

Grækeren Terpnus lærte Nero at spille på lyre – et strengeinstrument, der minder om en harpe. Dette talent udfoldede kejseren ifølge visse kilder stående på Roms mure, mens byen brændte i år 64 e.Kr. Ifølge den samtidige græske forfatter Dion Chrysostomos spillede Nero også på vandorgel, dobbeltfløjte og sækkepibe.

Kejser Nero spillede på sækkepibe
© Jerzy Kociatkiewicz & Bridgeman & Jordi Aixala

Poesi

Poesi stod også i høj kurs hos den unge kejser, der underholdt sine middagsgæster med improviserede digte i en bestemt versefod, hvorefter han bad en rædselsslagen gæst om at afslutte digtet på korrekt vis.

Orgelet fungerer kun ved vand
© Jerzy Kociatkiewicz & Bridgeman & Jordi Aixala

Sang

Nero sang gerne, selvom han ifølge nogle kilder slet ikke kunne. En historie lyder fx, at Terpnus efter adskillige lektioner opgave at lære Nero at synge, men i stedet for at fortælle det, roste han kejseren for hans skønsang.

“Nero ville have æren for at grundlægge en ny hovedstad og krone den med sit eget navn”. Historikeren Sueton

I et hestevæddeløb faldt Nero af. Alligevel blev han kåret som vinder.

© Shutterstock & Art archive/ Picture Desk

Kejseren vandt – selv når han ikke deltog

Fire græske byer skiftedes til at afholde årets store idrætslege– undtagen I år 66, hvor legene blev lagt sammen, så Nero kunne deltage i dem alle. Op mod 5.000 augustianere – Neros personlige fanklub – var rejst med kejseren. Ikke overraskende vandt Nero alle de konkurrencer, han deltog i, og tilmed en del, hvor han slet ikke havde været til stede. Hele 1.808 førstepladser høstede Nero på sin tur til de græske lege.

“Nu kan jeg endelig bo som et menneske”. Nero efter færdiggørelsen af sit gyldne palads.

Neros drømmepalads, Domus Aurea – Det Gyldne Hus –fik kun lov at stå i få år. Så forhadt var Nero, at hans efterfølgere rev det ned for at slette sporene efter ham.
Byggeår: 64-68 e.Kr.
Areal: Ca. 1 mio. m²
Antal sale: Over 300

© Altair4.com

For småt til en kejser

Det gamle palads var ifølge Nero alt for småt. Ved flere lejligheder gav han således udtryk for, at han behøvede meget mere plads.

© Altair4.com

Gigantstatue forestillede Nero

I paladset lod Nero en ca. 35 m høj forgyldt bronzestatue opstille. Kolossen, som den blev kaldt, forestillede Nero som solguden Helios.

© Altair4.com

Haven var fyldt med dyr

Når Nero ville have fred, kunne han finde den i sin private zoologiske have. Den idylliske have husede adskillige eksotiske dyr.

“Klædt i dyreskind blev de dømt til flammerne og brændt, så de kunne tjene som belysning om natten”. Historikeren Tacitus om Neros forfølgelse af de kristne.
Kejser Neros fik hjælp til sin død

Efter Neros død gjorde efterfølgerne alt for at sværte hans minde til.

© AKG Images

Neros ry blev sværtet til

Morder, voldtægtsmand og pyroman. Beretningerne om den afstumpede Nero kommer fra de efterfølgende kejsere, som skulle retfærdiggøre kuppet mod ham. Historikerne har siden fundet ud af, at Neros biografi er mere nuanceret.

Ingeniørkunst

Kanal skulle afkorte skibenes sejltid.

Nero ville anlægge Korinthkanalen i Grækenland. Slaverne nåede dog kun at udgrave fem km, før Nero døde, og projektet blev skrinlagt. Kanalen stod færdig i 1893.

Arkitektur

Palads var et arkitektonisk mesterværk.

Det Gyldne Palads, Domus Aurea, var Neros store bidrag til den romerske arkitektur. I roterende festsale dryssede blomsterblade og parfume ned fra huller i loftet.

Udforskning

Nilens kilde skulle findes.

Nero sendte i 62 e.Kr. en ekspedition ud for at finde Nilens kilde. De opdagelsesrejsende kom dog aldrig længere end til det nuværende Sudan. Nilens kilde – Victoriasøen – blev først opdaget hele 1.800 år senere.

Brandsikkerhed

Rom blev bygget sikrere.

Efter branden i Rom i år 64 e.Kr. organiserede kejseren et omfattende genopbygningsarbejde, hvor de nye huse blev bygget mere brandsikkert.

Folkeven

Romerne levede i fred.

I modsætning til sin forgænger, Claudius, var kejser Nero ikke interesseret i erobringskrige, hvilket sparede i tusindvis af menneskeliv.

“Hvilken kunstner verden dog mister i mig”. Neros sidste ord, år 68 e.Kr.