Baiae, mosaik, Romerriget

Mosaikken: Antikkens vildeste puslespil

Med billeder skabt af tusindvis af småsten udstillede antikkens elite sin rigdom og dannelse. Mosaikkens mestre lagde gulve med motiver, der var lige så livagtige som de bedste malerier – og de holdt evigt.

Med billeder skabt af tusindvis af småsten udstillede antikkens elite sin rigdom og dannelse. Mosaikkens mestre lagde gulve med motiver, der var lige så livagtige som de bedste malerier – og de holdt evigt.

Anbusiello TW/Imageselect

Jim Irvine kigger undrende på den nyhøstede mark, han som barn utallige gange har travet over sammen med sin far. I sommeren 2020 er den nu 43-årige ingeniør ude at gå med sine egne børn. På marken, mellem de gule stubbe, opdager Jim glimtende, gådefulde og tydeligvis ældgamle potteskår.

“Jeg gravede en dyb rende, og jeg var præcis på det rigtige sted”. Jim Irvine, som i 2020 fandt en af Englands største mosaikker.

Opdagelsen nager Jim Irvine, for hvorfor ligger der potteskår på en mark langt fra enhver beboelse? Efter at have konsulteret det lokale museum beslutter han sig for at undersøge sagen.

“Jeg gravede en dyb rende, og jeg var præcis på det rigtige sted”, fortalte Irvine efterfølgende til britiske BBC.

Da Jim Irvine graver sig ned i marken i grevskabet Rutland godt 100 km nord for London, støder han på en sensation. Omkring én meter under jordoverfladen dukker et 1.700 år gammelt og i engelsk sammenhæng helt enestående mosaikgulv op.

Hele mosaikken på 11 x 7 meter er omsider udgravet i 2022, og eksperterne kan se, at kunstværkets detaljerede motiver er inspireret af Homers klassiske epos “Iliaden”. Gulvmosaikken har været midtpunktet i en nu forsvunden romersk villa, hvis ejer ønskede at vise sin forfinede smag frem for sine gæster.

Mosaik rengoeres, Rutland, England.

Rutland-mosaikken er ifølge eksperter et af de vigtigste oldtidsfund i England de sidste 100 år.

© Historic England Archive

Da Rutland-mosaikken blev lagt i 200-tallet e.Kr., havde kunstformen været kendt i årtusinder. “Evighedens malerier” bliver mosaikkerne til tider kaldt, fordi de modsat oldtidens konventionelle skilderier har overlevet nogenlunde intakt frem til i dag.

Mosaikkernes tusinder af små stykker sten og glas dannede tilsammen nogle af antikkens mest betagende og livagtige motiver. Fagets mestre var berømmede i oldtidens verden, og takket være romerne blev kunstarten udbredt fra Nordafrika til Romerrigets nordligste grænse i England.

Praktisk stengulv kølede

Oprindeligt var mosaikker praktiske fortove og gulve; bl.a. på Kreta har arkæologer fundet indendørs og udendørs mosaikker fra bl.a. minoisk tid, dvs. ca. 2000 f.Kr., skabt af glatte småsten fæstnet i et plant lag gips. Sandsynligvis er stenene indsamlet på stranden eller i floder.

Mosaikkerne havde på dette tidspunkt ingen motiver. Stenene blev blot lagt, hvor de formmæssigt passede til hinanden, og deres primære funktion var et slidstærkt underlag.

Men i 700-tallet f.Kr. så en ny trend dagens lys i Lilleasien, hvor velhavere fik lagt mosaikgulve af småsten, der dannede grove geometriske mønstre. Det blev indledningen på en kunstnerisk revolution.

Idéen spredte sig til det græske fastland, hvor grækerne begejstrede tog stilen til sig og udviklede raffinerede mønstre ved at lægge sorte og hvide sten i romber, tern og stiliserede bølger. Hvide sten dannede oftest mønsteret, mens mørke sten dannede baggrunden.

Nogle af de første eksempler er fra 400-tallet f.Kr. og er fundet i den nordgræske oldtidsby Olynthos. Her har arkæologerne afdækket kunstfærdige mosaikker i velhavende borgeres privathuse.

Olynthos, mosaik, Bellerofon

I Olynthos har arkæologerne bl.a. afdækket en tidlig mosaik, der viser den græske sagnhelt Bellerofon på sin vingede hest, Pegasus.

© Shutterstock

Ligesom tidligere består mosaikkerne af glatte småsten fra floderne, men udgravninger viser, at grækerne nu også mestrede at skabe billeder af dyre- og menneskefigurer.

Snart efter begyndte det makedonske kongedømme nord for Olynthos at opruste militært og kulturelt. Makedoniens konge, Archelaos, flyttede hovedstaden til byen Pella og inviterede den berømte græske maler Zeuxis til at udsmykke det nye palads.

Ifølge onde tunger brugte kongen store summer på udsmykningen, men intet på sig selv:

“Så folk fra hele verden kom til Pella for at se paladset, men ingen kom for at se Archelaos”.

Muligvis under indflydelse af de vægmalerier, som Zeuxis udførte for kongen, fik Pella i løbet af 300-tallet også tidens mest avancerede og kunstfærdige mosaikker.

I paladset og husene nærved har arkæologer bl.a. fundet en mosaik med en hjortejagt, hvor det er lykkedes kunstneren at gøre det detaljerige motiv tredimensionelt.

Typisk for Pellas pragtmosaikker brugte kunstnerne meget små, farvede flod-sten. De bedste formåede desuden at skabe endnu mere liv ved at vælge sten med lysere og mørkere nuancer til at danne lys og skygge i motiverne.

Men mosaikken som kunstart var stadig kun i sin vorden, for nye og endnu mere detaljerede metoder var på vej. Snart lignede de mest imponerende mosaikker rigtige malerier.

Monstre og duer dannede mode

I 200-tallet f.Kr. fandt mosaikmestre på bl.a. den græske ø Delos og i Alexandria i Egypten på en banebrydende teknik. Vha. hamre med spidse hoveder findelte de sten ned til nogle få millimeter på hver led. Disse kvadratiske sten blev kendt som tesserae.

Med de bittesmå stykker af farvede sten og glas kunne en mosaikmester lægge sit motiv med uhyre præcision. Resultatet blev mosaikker, som i detaljegrad og farvespil var tæt på at kunne måle sig med et maleri.

Med romernes erobring af Grækenland fra 146 f.Kr. steg efterspørgslen på de dekorative stengulve hastigt, for overklassen i Middelhavets nye supermagt var vild med græsk kultur.

“I denne kunstgren er den højeste ekspertise opnået af Sosos fra Pergamon”. Den romerske forfatter Plinius den Ældre om mosaik-kunstens stjerner.

For en romer med penge blev en græsk mosaik i hjemmet betragtet som topmålet af stil og dannelse – særligt hvis motivet var hentet fra græske skuespil eller sagn.

Den græske sagnhelt Theseus og hans kamp mod uhyret Minotaurus med tyrehovedet var et yndet og genkendeligt motiv i romerske rigmandsvillaer fra Sicilien til Köln ved Rhinen.

De største mestre inden for mosaik-kunsten blev berømmet i hele riget.

“I denne kunstgren er den højeste ekspertise opnået af Sosos fra Pergamon”, skrev fx den romerske historiker Plinius den Ældre i 77 e.Kr.

Mosaik, Sosos, duer

Byen Pergamon blev i 100-tallet f.Kr. et kraftcenter for mosaik-kunstnere. Herfra kom grækeren Sosos, som stod bag en mosaik med duer på et vandfad. Mosaikken blev kopieret talløse gange – også i den romerske kejser Hadrians villa.

© Album/Ritzau Scanpix

Særligt én mosaik med duer omkring en vandskål var ifølge Plinius berømt:

“Den havde en meget beundret due, der drikker og kaster skygge fra sit hoved på vandet, mens andre fugle soler sig og basker omkring kanten af skålen”.

Sosos’ duer fra omkring 100-tallet f.Kr. blev kopieret igen og igen. Smarte kunstnere fra hele den antikke verden opsøgte det berømte værk i Pergamon for at kopiere motivet på pergament. Efterfølgende tilbød de motivet til deres egne kunder.

I den romerske kejser Hadrians villa, der blev opført næsten 200 år senere, findes der således en mosaik, der højst sandsynligt er en kopi af Sosos’ berømte due-mosaik.

Mosaikker var med Cæsar i felten

Metoden med små firkanter i fx sten og marmor var et gigantisk pillearbejde. Hvert stykke skulle nøje passe ind i mosaikkens samlede motiv. Nogle stykker var så små, at de måtte lægges med pincet.

Lærlinge og svende tog sig af mosaikkens pyntekanter, fx med motiv af bølger eller tern i sorte og hvide stenstykker, mens mesteren stod for selve mosaikkens hovedmotiv kaldet emblema.

En emblema var mosaikmesters chance for at brillere. Hovedmotivet blev ikke lavet på stedet som resten af mosaikken, men udført på mesterens værksted. Her blev de små sten hugget til og sat ned i et lag mørtel, som var glattet ud inden i en træbakke.

“Vi er sågar begyndt at male med sten”. Den romerske forfatter Plinius den Ældre om mosaikkerne på hans tid.

Den færdige emblema blev transporteret til kundens hus og placeret i mosaikkens midte i en fordybning med glattede sider forberedt af mesterens svende. De største mosaikmestre kunne skabe en emblema med ansigter og motiver, der gav beskueren illusionen af at se på et maleri.

Zeugma, mosaik, pige

Mosaikken af den såkaldte Zeugma-pige, som blev fundet i ruinerne af den romersk bosættelse Zeugma i nutidens Tyrkiet, viser mosaik-kunstens høje niveau.

© Emrah AKYILDIZ/Imageselect

“Vi er sågar begyndt at male med sten”, lød det fra den forbløffede Plinius den Ældre.

Nogle emblemaer var så små og fine, at de i stedet for at ligge på et gulv blev transporteret rundt i en blyramme, som var de et nutidigt fotografi; bl.a. medbragte hærføreren Julius Cæsar emblema-mosaikker på sine felttog og stillede dem frem i sit telt for at nyde dem – og imponere de besøgende.

Mosaik, Verona, Italien

I 2020 fandt arkæologer dette velbevarede mosaikgulv fra 200-tallet e.Kr. nær Verona.

© Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Alexander-mosaik viser benløs hest

Trods mesterens håndelag og erfaring kunne meget gå galt i udførelsen af en mosaik. Forarbejdet var af største betydning, så mosaikkens underlag lå fast og plant. Et ujævnt underlag kunne få en mosaik til at løsne sig eller slå revner.

“Der skal tages de største hensyn og forholdsregler for at sikre dets holdbarhed. Lægges mosaikken i niveau med jorden, så test jorden for at se, om den er fast overalt”, skrev den romerske arkitekt Vitruv omkring 25 f.Kr.

En lærling eller svend stampede derfor først jordlaget med en brolæggerjomfru – en tung træpille med bly i bunden – for at gøre det fast. Hvert af de næste underlag, bl.a. af skærver og mørtel, fik samme tur, når de var lagt.

Blev mosaikken lagt i et rum på fx første sal, måtte der ikke være en bærende væg under gulvet, advarede Vitruv. Den mindste bevægelse i væg eller gulv kunne få mosaikken til at revne.

Sjuskede, udendørs mosaikker var også i fare for “at skrumpe af tørhed, sammenfald og sætning. Derudover vil frost og rim ikke efterlade dem uskadte”, påpegede arkitekten.

Mosaik, bad, Caracalla, Rom

Mosaikkerne krævede et stærkt fundament i flere lag. På denne opgravede mosaik fra Rom kan de øverste lag tydeligt ses. Fragmentet er omkring 1,5 m højt og vejer flere hundrede kilo.

© Niels-Peter Granzow Busch

For at undgå fejl ridsede nogle mosaikmestre motivet i mørtlen. Derefter kunne de lægge hver sten korrekt. Nogle mestre havde forinden hyret en maler til at tegne motivet for dem.

Alligevel opstod der fejl. I den berømte mosaik af feltherren Alexander den Store fra 100 f.Kr. ses fire heste, men der er kun tre sæt hesteben. Sandsynligvis har mosaikmesteren overset en detalje i tegningen.

Mosaik, Pompeji, Alexander den Store

Den over fem meter lange mosaik af Alexander den Store i kamp mod perserkongen Dareios udsmykkede et af rigmandshusene i romerbyen Pompeji. I højre side ses hovederne af fire sorte heste. Men mosaiklæggeren har glemt at give den ene af hestene ben.

© Berthold Werner, CC 3.0

Det var dog ikke alle kunstnere, som mente, de behøvede en hjælpende streg.

“Uden maler”, pralede mosaiklæggeren Sabinianus på en mosaik af en kvinde fundet i den romerske provins Africa.

Kvindens portræt blev udsat for hans hårdhændede reparation omkring 400-tallet e.Kr.; bl.a. forsvandt halvdelen af kvindens tøj, og portrættet minder mest af alt om en børnetegning. Men Sabinianus’ praleri, ind med små sten i mosaikken, står som det eneste helt fejlfrit.

Skattestop genoplivede kunsten

Under kejser Trajan i 100-tallet e.Kr. voksede Romerriget til sin største udstrækning med provinser i Nordafrika, Europa og Mellemøsten. I takt med at romerne underlagde sig folkeslag og landområder, voksede interessen for mosaikker også i de nye provinser.

På denne tid voksede mosaikkerne i størrelse, og komplekse, geometriske mønstre i sorte og hvide sten blev populære som gulv i bl.a. biblioteker, offentlige bade og administrative bygninger.

Antikkens købere af mosaikker var påfaldende konservative. De samme mønstre og motiver gik igen i århundreder – specielt guder, vilde dyr og mytologiske temaer var efterspurgte.

Mosaik, guder, Dionysos
© Jose Antonio Baeza Diaz/Imageselect

Guder smykkede gulvet

Et populært motiv var guder, der afspejlede et rums funktion eller ejerens erhverv. En skibsreder fik en mosaik af havguden Poseidon. Andre gik efter mosaikker af vinguden Dionysos (billedet) til spisesalen.

Mosaik, teater, skuespillere
© VPC Travel Photo/Imageselect

Hverdagen blev foreviget

Motiver fra dagligdagen var udbredte, fx udklædte skuespillere, der optrådte, gladiatorer i kamp eller sågar badende kvinder. Især scener fra skuespil var i høj kurs, fordi de viste, at ejeren var finkulturel.

Mosaik, natur, vilde dyr
© Francesco Lorenzetti/Imageselect

Vild natur i huset

Jagtscener eller fx løver, som nedlagde bytte, var yndede motiver. Årsagen var bl.a., at de rige romere elskede at gå på jagt. Men scenerne skyldtes muligvis også en længsel mod fortidens simplere liv i pagt med naturen.

Mosaik, Medusa, mønster
© Lisa Strachan/Imageselect

Mønstre snød øjet

Geometriske mosaikker, der legede med synssansen, var meget eftertragtede. Dygtige mestre kunne lægge en mosaik, så mønsteret af kuber og trekanter fremstod tredimensionelt for beskueren, der blev suget ind i motivet.

Mestre med et godt ry blev tilkaldt af kunder i den anden ende af Romerriget. I den nordfranske by Lillebonne har forskere fundet en mosaik signeret “T. Sennius Felix”. Ifølge mosaikkens små stenbogstaver stammede mosaikmesteren fra Pozzuoli nær Napoli – 1.800 km væk.

En gravinskription fundet i byen Perinthos ved Marmarahavet viser, at konkurrencen mellem mestrene var intens.

“I mange byer har jeg triumferet over alle andre mosaik-læggere med mine kunstneriske evner, som blev understøttet af gaver fra Pallas Athene”, lyder inskriptionen for en mosaik-mester.

Forskerne ved ikke, hvad en mosaik kostede. Men en forordning udstedt af kejser Diokletian i 301 e.Kr. fortæller, at en mosaiklægger højst kunne forlange 50 denarer om dagen plus forplejning. Betalingen svarede til en vognmagers eller en smeds.

Dertil skulle kunden betale løn til mesterens svende, lærlinge og stenhuggere samt for mosaikkens materialer.

Mosaik, Cypern, væddeløb

På Cypern tog denne 26 m lange mosaik af romerske væddeløbsheste verden med storm, da den blev fundet i 2016.

© Alamy/REUTERS/Yiannis Kourtoglou

Selvom en mosaikmester kun fik halvt så meget for sit arbejde som en portrætmaler, var hans kunst værdsat. Efter årtiers ødelæggende borgerkrig besluttede kejser Konstantin den Store at puste nyt liv i romersk kunst og kultur.

I 337 e.Kr. fritog kejseren derfor mosaiklæggere fra at betale skat på lige fod med arkitekter, malere og skulptører. Skattefritagelsen fik mosaik-kunsten til at blomstre. Blandt Romerrigets kristne blev det derfor udbredt at udsmykke kirker med mosaikker af helgener og religiøse motiver fra Biblen.

På et tidspunkt i 300-tallet besluttede en romersk rigmand i Midtengland, at villaens gulv skulle prydes af en mosaik. Resultatet viste sig at være så bestandigt, at det i dag – godt 1.700 år senere – forbløffer forskerne.