Ofringer fra en egyptisk kult, en bager fyldt med mennesker og ofre for det jordskælv, der ramte inden vulkanen Vesuvs udbrud i 79 e.Kr., er nogle af de fund, der er dukket frem fra Pompejis askebelagte jord indenfor de seneste måneder.
Og det er ikke tilfældigt.
En tredjedel (omkring 150.000 m2) af den berømte oldtidsby er stadig ikke udgravet, og efter nogle år, hvor tempoet var sat ned pga. Covid-19-pandemien, er der nu adskillige udgravninger og forskningsprojekter i gang.
Arkæologernes formål er dog ikke alene at udgrave så meget af byen så muligt. Arbejdet, der sker i samarbejde med andre eksperter, gælder også om at sikre det, der allerede er udgravet. Det kan fx være mod vand, der siver ind og ødelægger porøst materiale eller får gamle mure til at styrte sammen.
Som Gabriel Zuchtriegel, direktør for Pompejis Arkæologiske Park, udtalte i forbindelse med igangsættelsen af et større udgravningsprojekt i marts:
“Udgravning i Pompeji er en uigentagelig begivenhed. Det, der er udgravet, forbliver udgravet for evigt. Derfor er det nødvendigt, at vi fra starten finder ud af, hvordan vi beskytter og resturerer det, vi finder”.

En af to midaldrende mænd fundet for nyligt i en sammenstyrtet bygning. Skeletterne var så godt bevaret, at arkæologer fandt en ring på den enes finger.
Mange nye ofre fundet
Arkæologerne arbejder i øjeblikket meget i området kaldet Regio IX, hvor der ikke har været udgravninger i mere end 100 år.
Området var den kommercielle del af byen, fyldt med butikker, og arkæologerne fandt et flot bageri med en ovn og freskoer på væggen af forskellige romerske guder. Men det var langt fra det eneste, for i bygningen lå også skeletterne af to kvinder og et barn.
De tre personer har sandsynligvis forsøgt at gemme sig for udbruddet og ikke mindst den dræbende bølge af vulkansk aske og gas, som undersøgelser har vist, var omkring 550 grader varm. Arkæologernes undersøgelser tyder dog på, at det ikke var den vulkanske aske der dræbte dem, men loftet i bageriet, som kollapsede og slog dem alle ihjel.
VIDEO: Se det udgravede bageri her:
Arkæologernes andre udgravninger i byen viser desuden, at udbruddet allerede havde krævet menneskeliv, inden den vulkaniske aske ramte.
Inden selve udbruddet blev Pompeji ramt af jordskælv, og under udgravningen af et større hus i den nordlige del af byen fandt arkæologerne skeletterne af to mænd, som begge var blevet knust af en mur, der væltede ned over dem.
Mændene var over 55 år gamle, og den ene blev fundet med armen foran ansigtet, sandsynligvis fordi han forgæves havde forsøgt at beskytte sig imod murbrokkerne.
De to mænd kan altså være nogle af katastrofens første ofre. Indtil videre har arkæologerne fundet mere end 1300 ofre i byens ruiner, og det vurderes, at mellem 15-20 pct. af befolkningen døde under udbruddet.
Egyptisk kult ofrede til Isis
At Pompeji giver os et helt unikt billede af en by frosset fast i tiden, ses ikke meget tydeligere end i en ny undersøgelse fra april, hvor fundene fra et kulttempel dedikeret til den egyptiske gudinde Isis blev analyseret.
Her fandt arkæologerne adskillige rester af dyr, bl.a. otte kyllinger, en gås, en due og en gris. Undersøgelsen kom frem til, at dette var ofringerne fra templets præster, og at måltidet formentlig skulle tilfredsstille deres gudinde, fordi dele af templet var blevet ødelagt under et tidligere jordskælv.
Isis-kulten spredte sig fra Egypten til Italien i det første århundrede f.Kr., men dens ritualer var hemmelige og måtte ikke skrives ned. Derfor er det kun gennem arkæologiske udgravninger, at ny viden kan komme frem i lyset.
De nye fund er alle gjort indenfor de sidste måneder, og arkæologernes arbejde er langt fra færdigt. I juli i år begynder fx en ny udgravning af byens store nekropolis.