Vilde dyr blev slagtet for sjov
Nedslagtningen af titusinder af vilde dyr i Romerrigets arenaer ændrede Middelhavsregionen for altid. De første dyrekampe – venationes – i Rom blev afholdt i år 186 f.Kr., da feltherren Marcus Nobilior lod løver og pantere dræbe af professionelle jægere.
Det blodige show blev en stor succes. I år 169 f.Kr. afholdtes et endnu større show, hvor 63 leoparder og 40 bjørne under publikums brølende jubel blev slagtet i arenaen.
For at opnå folkets gunst måtte magthaverne konstant finde på stadig blodigere underholdning. Hærføreren Pompejus lod således i år 55 f.Kr. 600 løver og 20 elefanter spidde i Circus.
Politikeren Cicero skrev med afsky om drabet på elefanterne, der i dødsangst trompeterede hjerteskærende:
“Hvilken glæde kan en mand af kultur opnå, når et så fremragende dyr gennembores af et jagtspyd?”
Dyrekampenes popularitet bevirkede, at Roms nærområder snart blev tømt.
Fx nægtede Cicero som provinsguvernør i Kilikien i nutidens Tyrkiet at lade sine folk indfange flere leoparder til arenaen, da der stort set ingen var tilbage.
I stedet blev Nordafrika det primære jagtområde, og da Colosseum i år 80 e.Kr. blev indviet, måtte 9.000 dyr lade livet.
Den rekord slog kejser Trajan 27 år efter, da han lod 11.000 dyr slagte. Eksperter gætter på, at mindst 2,5 mio. dyr blev dræbt i de romerske arenaer i de godt 700 år, dyrekampene foregik.
Med hunde, økser og spyd jagede romerne og grækerne de vilde dyr, som i forvejen var udsatte, fordi deres habitater blev færre og færre.
Vildtet blev nådesløst jagtet
Roms dyrekampe var ikke den eneste årsag til udryddelsen af dyrearter. Grækerne og romerne jagede som sport især de store dyr, som blev presset ud af deres habitater.
I 300-tallet e.Kr. klagede en forfatter over, at elefanterne var forsvundet fra Nordafrika, løverne fra Grækenland og flodhestene fra Nilen.
Antikkens dyrearter forsvandt
Frem til omkring Kristi fødsel strejfede løver rundt i Grækenland, mens vilde æsler og næsehorn græssede på Nordafrikas sletter.
Efterhånden som Romerriget ekspanderede, blev de og mange andre dyrearter udryddet. Som en af antikkens digtere skrev om Nordafrika:
“Dine sletter bliver ikke længere besøgt af dyreflokke, du ryster ikke længere under løvernes brøl, for kejseren har fanget et enormt antal i net”.
Millioner af træer gik op i røg
Oldtidens største miljøsynder var metalindustrien. For at udvinde fx jern eller sølv byggede romerne og grækerne skaktovne, som blev varmet op til over 1.000 grader. Varmen kom fra trækul – i ekstreme mængder.
For at producere blot ét ton trækul krævedes syv tons træ. Athens berømte sølvminer i Lavrio producerede årligt 2,6 tons sølv, hvilket ifølge forskerne har krævet over 5.000 tons træ.
Tilsvarende afbrændte den romerske jernudsmeltningsby Populonia nord for Rom per år, hvad der svarede til den årlige trætilvækst i et skovområde på 4.000 km² – svarende til 10 pct. af Danmarks areal.
I alt regner arkæologerne med, at metalindustrien i den græsk-romerske periode nåede at fælde mindst 280.000 km² skov rundtomkring i Middelhavsområdet.
Metaludsmeltningen skabte også ekstremt giftige gasser. Sølvmalm indeholder fx store mængder bly, som under smelteprocessen delvist fordamper.
Alene sølvudsmeltningen ved den romerske Rio Tinto-mine i Spanien sendte så meget bly op i atmosfæren, at forskerne har kunnet måle det i Grønlands indlandsis.
Oldtidens grækere blev mestre i at hugge blokke løs fra bjergene ved hjælp af hakker og trækiler.
Mægtige bjerge blev hugget i småstykker
Til templer og andre pragtbyggerier brød først grækerne og senere romerne hele bjerge af kalksten og marmor ned. Alene til Parthenon-templet udhuggede grækerne 20.000 tons marmor nord for Athen.
I et kalkstensbrud nær den sicilianske by Syrakus vurderer forskerne, at over 112 mio. tons sten er blevet brudt i oldtiden.
Romerne elskede ligesom grækerne marmor og byggede gigantiske templer overalt i imperiet. De to folkeslags destruktive jagt på marmor og andre stenarter dannede evige ar i landskabet.
Landbrug skabte stenørkener
Grækenland, Spanien og Nordafrika var engang dækket af frodige skove, men skovene blev fældet for at gøre plads til landbrug. Skovhugsten medførte katastrofal og varig jorderosion.
Omkring år 360 f.Kr. skrev den græske filosof Platon sørgmodigt om de tider, da Grækenlands bjergområder var dækket af skov: “Det, som nu kan ses, ligner sammenlignet med før en syg mands afpillede krop – alt fedtet og den bløde jord er forsvundet”.
Enorme områder var nemlig blevet skovet for at skabe plads til landbrug og græsningsarealer. Da træerne forsvandt, vaskede vinterregnen over tid overfladejorden ned i floderne og videre ud i havet. Tilbage lå den rå klippegrund, hvor kun buske og krat kunne gro.
Romerne begik samme fejltagelse som grækerne og fældede store skovområder i bl.a. Italien, Spanien og Portugal med lignende resultat.
Endnu værre gik det, da de indtog Nordafrika, som mange steder var dækket af frodige skove. Digteren Lucan beskrev, hvordan Marokkos træer forsvandt: “Ind i disse hidtil ukendte skove kom vores økser: Vi finder bordene til vores banketter ved verdens ende”.
I stedet for skoven plantede romerne hvede, men uden skov opstod erosion, og den frodige jord endte over tid i Middelhavet.
Husdyr dræbte skoven
- Køer foretrækker at spise frisk græs og blade. Derfor skar bønderne træernes grene af eller fældede dem helt, så de store dyr kunne græsse uhindret på de sårbare bjergskråninger.
- Får æder græs helt ned til jordbunden og river ofte rødderne på stort set alle planter op. Fårehyrderne brændte derfor træer og anden vegetation af for at skabe gode betingelser for græsvækst.
- Grise elsker træernes frø, fx agern, kastanjer og bog, så svinehyrderne drev dem ind i skoven, hvor de ødelagde de frø, som skulle sikre ny trævækst.
- Geder er det suverænt mest destruktive husdyr og kan æde stort set hvad som helst på deres vej. Buske og unge træer er geders favoritspise, og i fældede skovområder forhindrer de derfor, at skoven kan genrejse sig.
Jorden døde ud
Landbrugets ekspansion endte katastrofalt mange steder. Skovfældningen gav på kort sigt god landbrugsjord. Det medførte imidlertid også jorderosion, og uden nøje pleje blev den tilbageblivende jord udpint.
Mod slutningen af den romerske periode var problemet så stort, at bønderne i stort antal forlod deres marker og i stedet opdyrkede ny jord andetsteds, indtil også den døde ud.
Det gik især ud over Nordafrika, som i sin tid blev kaldt “Romerrigets brødkurv”. Her drev jorderosion og invasioner bønderne væk, og ørkenerne i syd indtog de før så frugtbare jorde.
Ruinerne af de romerske landbrug i Nordafrika er i dag omgivet af ørkenlandskaber.
