Ötzi havde konstant tandpine

Undersøgelser af den over 5.000 år gamle alpemumie Ötzi afslører, at hans tænder var fulde af huller­ og ekstremt slidte. Ifølge eksperter skyldtes skaderne især Ötzis diæt af korn.

For første gang nogensinde har forskerne undersøgt alpemumien Ötzis tandhelbred.

Nærstudie af Ötzis tænder konkluderer tandpine

Huller på stribe, paradentose og ekstrem nedslidning af tyggefladerne. Forskere har for første gang nærstuderet tænderne på alpemumien Ötzi og opdaget, at stenaldermanden i sine sidste år må have lidt forfærdeligt af tandpine.

"Det er overraskende, hvor slem en forfatning han er i", siger Frank Rühli fra Zürichs universitet til videnskabs-netmagasinet­ Live Science.

Brød med korn gjorde skade på Ötzis tænder

Ifølge forskerne tyder alt på, at en stor del af skaderne skyldes Ötzis kulhydrat-rige kost. Ötzi levede i høj grad af brød og kornbaseret grød med store mængder stivelse, som medførte huller i tænderne. På den tid blev korn desuden kværnet med sten med det resultat, at melet var fyldt med bittesmå stenstykker.

"Det virker som sandpapir på dine tænder", forklarer Frank Rühli. I en alder af blot 45 år var store dele af emaljen på Ötzis tænder slidt væk.

Paradentose havde løsnet tandrødderne

Ötzi led også af paradentose, som skyldtes hans dårlige tandhygiejne. Paradentosen havde ædt dele af knoglen væk og løsnet tandrøddernes fæste. Som konsekvens har han lidt store smerter, når han spiste varm eller grov mad. Havde Ötzi levet 5-10 år længere, ville han ifølge Rühli have mistet sine tænder.