Kejser Diokletian – skatteopkrævning

Rom blev knækket af skattevæsenet

Kejser Diokletian overtager i 284 et Romerrige i kaos. For at redde imperiet gennemfører han en reform, der ender med at slavebinde hele befolkningen.

Kejser Diokletian overtager i 284 et Romerrige i kaos. For at redde imperiet gennemfører han en reform, der ender med at slavebinde hele befolkningen.

Index Fototeca/Bridgeman Images, Scala Archives & Dea/G. Dagli Orti/Getty Images

Uhyggelige rygter har svirret i flere timer i det romerske ekspeditionskorps: Roms unge kejser, Numerian, som har ført sine mænd til sejr over perserne, er død. Og rygtet vil vide, han er blevet myrdet af chefen for prætorianerne, kejserens livgarde.

Blandt soldaterne, der den 17. november år 284 er samlet i byen Nikomedia i nutidens Tyrkiet, er ingen dog overraskede. På blot 10 år er fem kejsere på rad blevet myrdet – ofte af deres egne soldater eller af tronranere.

En anspændt mumlen breder sig på eksercerpladsen, da generalstaben viser sig. Forrest går den 40-årige chef for kejserens elitekavaleri, Gajus Diocletianus, en barskt udseende karrieresoldat, som har kæmpet ved imperiets uroligste grænser.

Sammen med en af hærens generaler træder Diocletianus op på et podie, hvor den mordanklagede livgardechef, Lucius Aper, står lænket. Med tordenrøst bekendtgør generalen, at officererne har udpeget Diocletianus til ny kejser. Han brøler: “Er I enige?!”

Svaret kommer sekundet efter, da tusinder og atter tusinder af soldater taktfast begynder at hamre deres sværd mod skjoldene. Begejstret råber de “Augustus, Augustus” – titlen på rigets øverste hersker.

Portræt af kejser Diokletian

Diocletianus kom fra ydmyge kår, men endte som verdens mægtigste mand.

© akg-images/De Agostini Picture Lib./M. Seemuller

Målrettet træder den nyudråbte kejser frem og sværger med løftet sværd, at han intet har at gøre med mordet på sin forgænger – det har derimod den anklagede livgardechef. I samme øjeblik støder Diocletianus sværdet igennem kroppen på den forsvarsløse Aper.

Forbløffede stirrer soldaterne på det blodige optrin. Det kan de lide. Den nye hersker kan tydeligvis tage en rask beslutning! Fra podiet kigger Diocletianus ud over rækkerne af soldater, de vajende vimpler og glimtene fra tusinder af våben.

På få timer er han gået fra kavalerichef til hersker over et gigantisk imperium. Som søn af en frigiven slave har han nåets magtens højeste, men også farligste tinde. Diocletianus ved, at den virkelige kamp først begynder nu, hvis ikke han skal ende livet i en blodpøl ligesom sine forgængere.

For at redde det kriseplagede og splittede imperium – og holde sig i live – er han nødt til at gennemføre en plan, som vil ændre Romerriget for altid.

Ingen ved det endnu, men kejserens redningsmanøvre bliver så brutal, at den vil gøre romerne til statens slaver og danne grundlaget for nogle af de mest trøstesløse sider af Europas middelalder.

Romersk kejser myrdes.

Diokletian nægtede at ende som sine forgængere, der stort set alle blev myrdet.

© Isadora/Bridgeman Images

Slavesøn kæmpede for imperiets genrejsning

Diokletian var ikke født til magt og pragt, da han i 243 kom til verden i byen Salona i vore dages Kroatien. Tværtimod voksede han op i jævne kår hos sin familie i senatoren Annularis’ hus, hvor hans far, en frigiven slave, arbejdede som skriver.

Omkring år 270 gik den unge Diokletian ind i hæren, og her steg han hurtigt i graderne. Han opnåede til sidst at blive forfremmet til øverstkommanderende for kejserens elitekavaleri.

Denne position gav Diokletian lejlighed til på nært hold at følge de magtkampe, som gang på gang endte i mord på en kejser. Da Diokletian i 284 greb magten, havde han derfor en plan for, hvordan han kunne genrejse det imperium, han elskede så højt – uden at ende som sine forgængere.

Imperiet stod på randen af kollaps

Kejser Diocletianus, som eftertiden kender som Diokletian, stod over for en krise af enorme dimensioner: Imperiets ydre fjender havde vundet uhørt styrke. Langs stort set hele Romerrigets nordgrænse angreb germanske stammer igen og igen.

“Germaneren, som kæmper for sin frihed, har vist sig en langt dødeligere fjende end selv persernes voldsherredømme”. Den romerske historiker Tacitus.

Næsten 300 år tidligere havde kejser Augustus forsøgt at indlemme Germanien i imperiet, men modstanden var så voldsom, at romerne måtte trække sig ud.

“Germaneren, som kæmper for sin frihed, har vist sig en langt dødeligere fjende end selv persernes voldsherredømme”, skrev forfatteren Tacitus omkring år 100 e.Kr.

På Diokletians tid havde de germanske stammer fundet sammen i alliancer, som gjorde dem langt farligere. Og selvom romerne stod stærkt teknologisk og organisatorisk, så var hele det germanske samfund – ulig det romerske – bygget op omkring krig: Hver eneste germanske mand var en trænet kriger. Flodbølgen af germanere var derfor svær at stoppe for Roms hære, der også blev angrebet af perserne, arvefjenden i øst.

“Vi udsættes for afpresning og illegale opkrævninger i uhørt grad fra dem, som burde beskytte den offentlige velfærd”. Romerske borgere i brev til kejseren i år 245.

Om muligt var de indre trusler endnu værre. De urolige tider havde givet Roms soldater så meget magt, at de konstant krævede pengegaver for at forblive loyale. Og hvis en kejser nægtede, blev han dræbt, hvorefter soldaterne udråbte en ny kejser. Alene i de 50 år, som gik forud for Diokletians magtovertagelse, blev 15 kejsere myrdet.

I de hårdt plagede grænseregioner frygtede indbyggerne ikke kun de invaderende folkeslag, som de kaldte barbarer, men også Roms egne soldater, der fyldte deres maver og punge på de civile borgeres bekostning.

“Vi udsættes for afpresning og illegale opkrævninger i uhørt grad fra dem, som burde beskytte den offentlige velfærd”, klagede skrækslagne borgere til den romerske kejser i år 245.

Konsekvensen af invasionerne og soldaternes vilkårlige plyndringer blev, at grænseregionerne blev affolket. Tragedien kan i dag fortsat spores. Arkæologer har fundet alt fra skeletter af myrdede romere til udbrændte villaer og massevis af skatte nedgravet af borgere på vild flugt.

At sikre grænserne krævede imidlertid et enormt antal nye tropper.

Den romerske hær viste sig i 200-tallet dårligt rustet til at imødegå tidens­ trusler i form af folkevandringer og invasioner. Lejesoldater og stærkt mobile enheder var løsningen, mente kejser Diokletian.

Den romerske hær var organiseret til at udkæmpe slag uden for rigets grænser. Men den taktik virkede ikke, da store folkeslag i 200-tallet angreb over en bred front.

Soldaterne ved grænserne var for få, og forstærkninger for lang tid om at nå frem. Diokletian skabte derfor en ny hær. Ved grænsen vogtede limitanei, der ofte ikke var af høj kvalitet.

Længere inde i landet lå mobile elitetropper – comitatenses – som lynhurtigt kunne tilkaldes. De bestod ofte af barbarer, som kejseren ikke behøvede at frygte gjorde oprør.

Roms hær under kejser Augustus
© Shutterstock

Hæren på kejser Augustus’ tid (år 27 f.Kr.-14 e.Kr.)

Antal: Kejser Augustus’ hære talte omkring 300.000 mand. Ca. 125.000 af dem var legionærer, mens et tilsvarende tal var hjælpetropper. Dertil kom specialtropper.

Sammensætning: Hæren bestod primært af tungt bevæbnede fodtropper. De kæmpede uden for grænsen, så de havde tung oppakning og bevægede sig derfor langsomt. Ca. 20 pct. af tropperne var kavaleri.

Oprindelse: I den tidlige kejsertid kunne kun romerske borgere blive optaget i den regulære hær. Hjælpetropperne blev hyret uden for rigets grænser og kunne efter endt tjeneste opnå borgerskab.

Organisering: Under kejser Augustus bestod en legion af godt 5.000 svært bevæbnede legionærer. Dertil kom et mindre antal specialtropper såsom bueskytter og kavaleri.

Roms hær under kejser Diokletian
© Shutterstock

Hæren på kejser Diokletians tid (år 284-305)

Antal: Kejser Diokletians hære talte omkring 600.000 mand. Ca. 260.000 af dem var regulære tropper, mens ca. 250.000 var hjælpetropper. Dertil kom specialtropper.

Sammensætning: Diokletian lagde vægt på mobilitet. Hans fodfolk kæmpede ved grænsen og behøvede derfor ikke at slæbe på oppakning og mad. Desuden var omkring 35 pct. af tropperne kavaleri.

Oprindelse: Diokletian satsede i høj grad på udenlandske lejetropper til at fylde sin hær. De var ofte germanske og havde været Roms fjender. Men soldaterne var effektive og loyale – så længe de fik løn.

Organisering: Under kejser Diokletian blev legionernes størrelse sat ned, sandsynligvis for at øge deres mobilitet. Derfor var langt flere af tropperne nu udrustet med hest.

Skatteopkrævere flygtede

Diokletian vidste, at faren for, at andre generaler skulle gøre oprør mod ham for at bemægtige sig tronen, var stor. Han sørgede derfor som noget af det første for at samle de stærkeste generaler tæt på sig, så han kunne holde øje med dem.

Dernæst udnævnte han sin mest loyale general, Maximianus, til medkejser. Begge herskere tog titlen “Augustus” med henvisning til Roms første kejser. Selv beholdt Diokletian posten som kejser over rigets østlige del, mens Maximianus fik den vestlige del.

“De så op til Diokletian, som var han en fader, eller på samme måde som man ser op til en mægtig gud”. Den romerske forfatter Aurelius Victor.

For yderligere at lette administrationen besluttede Diokletian, at han og Maximianus hver skulle udpege en arving med militær baggrund. Diokletian valgte sin svigersøn, Galerius, mens Maximianus pegede på sin svigersøn, Constantius. De to underkejsere fik begge titlen “Cæsar”. Ligesom med Maximianus sørgede Diokletian for, at underkejserne var stærkt loyale.

“De så op til Diokletian, som var han en fader, eller på samme måde som man ser op til en mægtig gud”, skriver den næsten samtidige historiker Aurelius Victor.

Romerrigets fire tetrarker

Den berømteste skulptur af imperiets nye herskere viser de fire kejsere ryg mod ryg – klar til at beskytte hinanden.

© akg-images/Bildarchiv Steffens

Herefter tog Diokletian fat på hæren, der blev tæt på fordoblet i antal soldater fra ca. 300.000 til hen ved 600.000 tropper. Udvidelsen krævede imidlertid gigantiske summer, og der var kun én måde at kradse pengene ind på: Skatter. Diokletian lod derfor en hær af embedsmænd optælle alt af værdi i hele imperiet.

“Marker blev målt op jordknold for jordknold, vinplanter og træer blev talt, enhver type husdyr blev registreret, og hvert et medlem af befolkningen blev beskrevet”, skrev den samtidige forfatter Lactantius, der var kristen og stærkt kritisk over for Diokletian.

Hidtil var skatteopkrævningen blevet foretaget af dekuriones, medlemmer af de lokale byråd, udvalgt blandt den jordejende elite. Før imperiets krise, da skatterne var lave, havde de fleste dekuriones udført dette arbejde med stolthed.

Rigets krise havde imidlertid fået de mest velhavende til at flygte fra byerne og bosætte sig på deres landejendomme. Resultatet var, at byerne gik i forfald, og skatteindtægterne faldt. Men Diokletian hævede skatten og krævede, at dekuriones – ulønnet – skulle inddrive den skat, som kejserens embedsfolk havde beregnet ud fra opgørelser af jorden og befolkningen.

Systemet tog bare ikke hensyn til år med dårlig høst eller andre ulykker. Skatten skulle inddrives uanset hvad, og lykkedes det ikke dekuriones at indsamle de fastsatte summer, måtte de betale af egen lomme.

Konsekvensen blev en masseflugt af dekuriones, som frygtede økonomisk ruin. Men også dét havde militærmanden Diokletian forudset, og hans løsning var nådesløs.

Romerriget var i kriseårene for stort til, at en enkelt kejser kunne overskue alle dets regioner og forhindre ambitiøse guvernører i at gøre oprør. Kejser Diokletian løste problemet med en radikal opdeling af riget.

Som en af sine første handlinger skabte Diokletian det såkaldte tetrarki – firemandsvælde – hvor to overkejsere hver havde en underkejser.

Herefter delte Diokletian riget op i fire regioner, såkaldte præfekturer, som hver af de fire herskere fik ansvar for.

Præfekturerne blev delt op i 12 underområder kaldet dioceser, som igen bestod af en række mindre områder betegnet provinser. I alt bestod riget under Diokletian af 101 provinser, en fordobling i forhold til før.

For at sikre sig imod oprør blev hver af de 12 dioceser styret af en vicarius, som havde ansvar for det civile liv, mens en dux styrede områdets tropper. De to embedsmænd var helt afhængige af hinanden. Ordningen sikrede, at ingen af dem havde mulighed for at få magt nok til at udfordre kejserne.

Romerriget under kejser Diokletian
© Wayne Southwell/HISTORIE

Kejserne delte imperiet imellem sig

Kejser Diokletian delte riget op i fire præfekturer for at lette administrationen og forhindre oprør. Hvert præfektur blev styret af en af de fire kejsere. Et præfektur var yderlige opdelt i 12 dioceser.

Diokletians rigsinddeling
© Wayne Southwell/HISTORIE

Diokletian holdt perserne i skak

Diokletian tog ansvaret for rigets østligste præfektur, som lå klos op ad persernes rige – Roms ærkerival. Som sin hovedstad valgte han byen Nikomedia, som lå tæt på det vigtige Dardaneller-stræde.

Diokletians rigsinddeling
© Wayne Southwell/HISTORIE

Maximianus beskyttede Rom

Kejser Maximianus fik ansvaret for den sydvestlige del af riget samt kernelandet Italien. For at være tæt på den urolige nordgrænse etablerede han sin hovedstad i Milano, der med tiden helt overskyggede Rom.

Diokletians rigsinddeling
© Wayne Southwell/HISTORIE

Galerius vogtede Donaufloden

Underkejseren Galerius styrede Balkanområdet fra sin hovedstad i Sirmium. Området var igen og igen blevet angrebet af barbarer, men Galerius kunne nemt tilkalde hjælp fra Diokletian og Maximianus.

Diokletians rigssinddeling
© Wayne Southwell/HISTORIE

Constantius forsvarede Rhinen

Rigets nordvestlige del blev styret af underkejseren Constantius. Fra sin hovedstad i byen Augusta Treverorum – nutidens Trier – beskyttede han Rhin-grænsen mod angreb fra germanerne.

Erhverv gik i arv

Diokletian løste problemet på kontant vis. Han bekendtgjorde, at enhver, som ejede 25 jugerum (53.000 m2) jord, blev tvunget til at fungere som dekurion og opkræve skat. Forhold, som tidligere betød en fritagelse for opgaven, gjaldt ikke længere.

I modsætning til før kunne slavefødte, analfabeter, prostituerede og gladiatorer nu sagtens blive udpeget til dekurion. For at undgå masseflugt blev det desuden besluttet, at ingen jordejer måtte fraflytte sin fødeby, og at hvervet skulle gå i arv fra far til søn.

Enhver, som forsøgte at unddrage sig byrådsforpligtelserne, blev straffet. Det gjaldt også folk, som for at undgå hvervet som dekuriones sluttede sig til hæren.

“Da nogle mænd har forladt byens råd og har sluttet sig til kejserens tropper eller livgarden eller måske endda til elitekavaleriet eller kejserens embedsstab, giver vi ordre til, at alle sådanne personer skal sendes tilbage til byens råd”, lød en officiel skrivelse.

Kristne levede omkring år 300 som et stort, men relativt ubemærket mindretal i Romerriget. Men Diokletian blev overbevist om, at de udgjorde en fare.

I årtier havde kejserne ladet kristne undersåtter dyrke deres gud, som de ville. Diokletian, derimod, krævede, at alle romere skulle tilbede de gamle guder, som ifølge myten havde udpeget ham til rigets hersker. Kravet ramte det store kristne mindretal, som nægtede at dyrke andre guder.

Ifølge de kristne stod de kun til ansvar over for Gud og skyldte derfor ikke kejseren det mindste. Derfor indledte Diokletian romersk histories værste kristenforfølgelser for at banke de kristne på plads.

Mindst 3.000 blev martyrer under Diokletians myrderier, men forsøget på at få dem til at underkaste sig mislykkedes.

Martyr Romanus af Cæsarea
© Album/Ritzau Scanpix

Martyr fik tungen skåret ud

Romanus af Cæsarea fik tungen fjernet og blev siden kvalt, fordi han påstod, at Kristus var den sande Gud.

Martyr Agnes af Rom
© Mondadori Portfolio/Electa/Bridgeman Images

Teenager blev stukket i halsen

Agnes af Rom var 12 år, da hun i 304 blev dømt til bålet for sin kristne tro. Ilden døde dog ud, så hun blev i stedet stukket ihjel.

Martyr Eufemia, kristen
© Zvonimir Atletić/Imageselect

Rovdyr flåede kristen kvinde

Eufemia blev dødsdømt i nutidens Tyrkiet for at nægte at ofre til Roms guder. Som straf blev hun dræbt af vilde dyr i arenaen.

Martyr, kristen, Leocadia
© Fototeca Storica Nazionale./Getty Images

Torturoffer led en stille død

I år 304 blev martyren Leocadia tortureret af romerne. Hun nægtede at afsværge sin tro og døde af sine sår i en fængselscelle.

Martyr, kristen, Sebastian
© Imageselect/Prisma

Romersk soldat hjalp de kristne

Officeren Sebastian blev henrettet af bueskytter for at have hjulpet de kristne. Han overlevede pilene, men blev pryglet ihjel.

De statslige forpligtelser bredte sig hurtigt til andre erhverv. Først gjaldt det sejladsen med korn. Før Diokletian hyrede kejserne private skippere, som i konvojer sejlede kornet over Middelhavet. Diokletian mente imidlertid ikke, at staten skulle betale, så fremover måtte skibene fragte statens leverancer gratis.

Kejseren fastsatte desuden, at skipperne ikke alene skulle garantere kornleverancerne med deres ejendom, men også at hvervet gik i arv fra far til søn. En lang række erhverv som fx vævere, møllere og bagere blev snart efter underlagt samme krav. Nogle år påbød loven endog, at en mand, som giftede sig med en møllerdatter, selv skulle blive møller.

“Antallet, der blev betalt af staten, var langt højere end antallet af skattebetalere”. Lucius Lactantius, romersk kristen.

Dermed var muligheden for at vælge egen beskæftigelse sat ud af kraft. Det blev desuden besluttet, at de erhvervsdrivende skulle organisere sig i lav, som gjorde det lettere for staten at presse sine krav igennem.

Med Diokletians nye “kommando-økonomi” skulle alle således tjene staten inden for hvert deres område – gratis. De eneste, som ikke blev pålagt tvangsarbejde, var statens egne ansatte med det resultat, at antallet af embedsmænd eksploderede, fordi enhver med penge bestak sig til et job i staten.

“Antallet, der blev betalt af staten, var langt højere end antallet af skattebetalere”, påpegede Lactantius hovedrystende.

Guldmønt med kejser Diokletian

For at finansiere den enorme hær var kejser Diokletian nødt til at brandbeskatte befolkningen.

© Dea/G. Dagli Orti/Getty Images & Shutterstock

Bønder blev gjort til slaver

Skattereformen fik denarerne til at rulle ind i statskassen, og den strenge kontrol gjorde produktionen af fornødenheder til hæren stabil. Men for de civile var konsekvenserne katastrofale.

I byerne, hvor skatterne stort set havde udslettet middelklassen, gik handlen i stå, og på landet bukkede de jordløse bønder – såkaldte coloni – som lejede jorden af godsejerne, under for de hårde tider og de øgede skatter.

“Bønderne blev udpint og gårdene forladt. Jorden blev til skov, og elendighed herskede overalt”. Lucius Lactantius, romersk kristen.

Landbrugerne havde ikke længere råd til at betale leje, og hvor de før frit kunne flytte, blev de nu reelt livegne, bundet af massiv gæld til at blive på den samme plet jord. Det samme gjaldt de små, uafhængige bønder, som måtte leje fx trækdyr og olivenpresser fra de store landbrugere.

“Bønderne blev udpint og gårdene forladt. Jorden blev til skov, og elendighed herskede overalt”, beretter Lactantius.

“Coloni, som overvejer at flygte, kan bindes med kæder og forvises til en slavelignende tilstand”. Dekret fra kejser Konstantin.

Statsmagten slog hårdt ned på bønder, som forsøgte at flygte, da de ansås som godsernes ejendom, og i de følgende år strammede kejseren skruen endnu mere. Under kejser Konstantin, som regerede fra 306 til 337, risikerede en flygtende bonde endog at blive gjort til slave.

“Enhver, som træffes i besiddelse af en colonus, som tilhører en anden, skal ikke bare sende den førnævnte colonus tilbage, men også betale skat for denne mand gældende for den tid, som han tilbragte hos ham”, lød en forordning, som også beskrev straffen for bare at overveje flugt:

“Coloni, som overvejer at flygte, kan bindes med kæder og forvises til en slavelignende tilstand, således at han under slavelignende tilstande skal tvinges til at udføre de pligter, som passer sig for frie mænd”.

Kejseren bestemte alle priser

De højere skatter gjorde det muligt for Diokletian at betale nye tropper, og sammen med sine tre medkejsere lykkedes det ham at slå imperiets utallige ydre fjender tilbage. Og snart kastede han sig over et andet presserende problem.

For at skaffe flere penge havde de foregående kejsere jævnligt devalueret valutaen ved at producere mønter med mindre og mindre ædelmetal. Omkring år 270 udgjorde sølvindholdet i en romersk denar blot 0,02 pct.

De stort set værdiløse mønter fik inflationen til at stige eksplosivt. For den mængde af egyptisk hvede, som før krisen kostede ca. otte drakmer, måtte romerne på Diokletians tid betale 120.000 drakmer – en inflationsrate på ca. 15.000 pct.

“For deres varer opkræver de priser, som ikke blot er fire eller otte gange så høje som før, men så høje, at menneskelig tale slet ikke kan gengive det”. Kejser Diokletian om rigets griske købmænd.

Kejseren forsøgte at komme problemet til livs ved at slå nye mønter med et lidt højere indhold af ædelmetal, i håbet om at det ville få inflationen til at flade ud. Da det ikke skete, blev Diokletian rasende og beskyldte rigets købmænd for at skrue priserne op.

“Vi ved alle, at når hæren for alles skyld sendes ud, står profitmagerne klar til på uforskammet vis at angribe almenvellet. For deres varer opkræver de priser, som ikke blot er fire eller otte gange så høje som før, men så høje, at menneskelig tale slet ikke kan gengive det”, tordnede Diokletian.

Han lod derfor sine embedsfolk udfærdige en liste på over 1.000 varer og tjenesteydelser med en bekendtgørelse om, hvor meget det maksimalt måtte koste. Alt fra prisen på gedekød og undertøj af harehår til skriverkarlens linjebetaling fik en lovbestemt maksimalpris. Straffen for at bryde prisgrænsen var døden.

Kejser Diokletians prisliste

Kejser Diokletian udfærdigede i år 301 en liste over, hvad varer maksimalt måtte koste, i et desperat forsøg på at tøjle inflationen.

© DeAgostini Picture Library/Scala, Florence

Fra første færd blev loven en gigantisk fiasko. Priserne var sat så lavt, at købmændene satte penge til, hvis de solgte deres varer. Mange undlod derfor at sende deres varer til markedet med det uundgåelige resultat, at handlen gik i stå. Andre solgte – trods truslen om dødsstraf – i stedet varerne på det sorte marked.

“Meget blod blev udgydt over små og billige genstande. Folk var så bange for at sætte noget til salg, at knapheden forøgedes, og manglen blev større end nogensinde før”, sukkede Lactantius.

Selv Diokletian måtte til sidst erkende, at loven var et fejlskud, og efter nogle år blev fastprispolitikken lige så stille skrottet.

Kejseren levede i pomp og pragt

Mens folket led, levede Diokletian og hans medkejsere i luksus. Hvor kejseren før blev betragtet som “først blandt ligemænd”, lod Diokletian sig tilbede som et overmenneske. Han og hans medkejsere var jo ifølge Diokletian udvalgt af guderne.

“Det var ham, der indførte en praksis, som minder mere om en konges opførsel end om romersk frihedsfølelse, idet han gav folk ordre til at hædre ham ved at lægge sig udstrakt foran ham. Alle andre kejsere har blot forlangt en hilsen”, beretter den romerske forfatter Eutropius.

Dermed havde Diokletian i stort set alle henseender omskabt det republikansk-sindede og frihedselskende Romerrige til et orientalsk despoti, hvor alle tjente en fjern hersker, som residerede i enorme paladssale fyldt med tavse vagter, eunukker og rygklappende hofsnoge – det hele gjort muligt af et gigantisk embedsmandsapparat, som holdt øje med hver en borger.

Diokletians palads i Split

I nutidens Split i Kroatien lod kejser Diokletian et gigantisk palads opføre. Store dele af paladset findes endnu.

© akg-images/Ritzau Scanpix

Kejseren gennemførte også omfattende byggerier overalt i imperiet, beretter Lactantius:

“Provinserne måtte holde for, så der kunne skaffes løn til arbejdere og kunstnere samt leveres vogne, og hvad der ellers var nødvendigt. Her blev der rejst en offentlig hal, der et cirkus, et møntværksted eller et værksted for krigsproduktion”.

Blandt Diokletians bygningsværker var hans eget palads i hjembyen Split i vore dages Kroatien. Paladset fungerede dels som militærforlægning, dels som kejserlig residens og overgik i pragt alle kejserens andre byggerier.

“Hvis du så de grøntsager, jeg dyrker i min have med mine egne hænder, så ville du holde inde med al den snak om imperiet”. Kejser Diokletian efter opfordring om at blive kejser igen.

Paladset blev Diokletians hjem gennem de sidste år. I 303 besøgte han Rom for at fejre sit 20-årsjubilæum som kejser. På vej hjem blev han syg, og i maj 305 trak han sig derfor tilbage. Det samme gjorde Maximianus, hvorefter de to underkejsere overtog.

I de følgende år holdt Diokletian sig ude af politik for at dyrke sin have. Da han i 308 blev opfordret til at vende tilbage til magten, afslog han med ordene:

“Hvis du så de grøntsager, jeg dyrker i min have med mine egne hænder, så ville du holde inde med al den snak om imperiet”.

Vilhelm Erobreren, hertug

En typisk hertug i middelalderen var fx hertug Vilhelm af Normandiet, der erobrede England.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Diokletians reformer blev middelalderens fundament

Reformer iværksat af kejser Diokletian prægede ikke kun romernes hverdag. De bestemte også livet langt ind i middelalderen, da småkonger og fyrster efter Det Vestromerske Riges undergang overtog mange af kejserens idéer.

1. Den gudsbestemte hersker
Kejseren var under Diokletian ikke længere “først blandt ligemænd”, men en fjern hersker udset af guderne selv. Middelalderens herskere fremstillede sig selv på samme måde.

2. De nedarvede erhverv
Erhverv blev under Diokletian overdraget fra far til søn. Sådan forholdt det sig stort set også i middelalderen, hvor lavsvæsenet sikrede, at forskellige erhverv gik i arv inden for familien.

3. Herremandens livegne
Coloni, der var en form for fæstebønder, sled efter Diokletians reformer for godsejeren uden håb om selv at komme til at eje jord eller blive frie. Sådan forholdt det sig også med middelalderens livegne, hvis eneste mulighed var at knokle på herremandens jord.

4. De magtfulde hertuger og grever
Diokletians tropper blev lokalt ledet af en dux eller en comes, der på engelsk senere blev til duke (hertug) og count (greve). Titlerne blev bevaret i middelalderen, hvor hertuger og grever var de stærkeste herskere i europæiske stater med en svag centralmagt.

Men helt lykkelig var Diokletians pensionisttilværelse ikke. Rivaliseringer blandt efterfølgerne fik hans system til at knage, og efter Konstantius’ død i 306 brød borgerkrige ud igen. Den pensionerede kejser indså muligvis sin fiasko. I hvert fald sygnede han hen og døde i 312.

Med sine drakoniske love havde Diokletian reddet imperiet for en tid, men redningen havde kostet riget sin livsnerve. Romerriget var blevet en tom skal uden det indhold, som havde givet riget dets styrke. Det blomstrende civile liv, der førhen havde fostret store opfindelser, blændende kunst og imponerende bygningsværker, var erstattet af apati, mangel på nytænkning og et næsten komplet stop for social mobilitet.

I stedet blev alt styret af statslige krav og overvåget af uniformerede bureaukrater og hemmeligt politi. Mindre end 100 år senere var riget delt i to – en begivenhed, der for Det Vestromerske Rige blev begyndelsen til enden.