Rom blev knækket af skattevæsenet

Målrettet træder den nyudråbte kejser frem og sværger med løftet sværd, at han intet har at gøre med mordet på sin forgænger – det har derimod den anklagede livgardechef. I samme øjeblik støder Diocletianus sværdet igennem kroppen på den forsvarsløse Aper.

Forbløffede stirrer soldaterne på det blodige optrin. Det kan de lide. Den nye hersker kan tydeligvis tage en rask beslutning! Fra podiet kigger Diocletianus ud over rækkerne af soldater, de vajende vimpler og glimtene fra tusinder af våben.

På få timer er han gået fra kavalerichef til hersker over et gigantisk imperium. Som søn af en frigiven slave har han nåets magtens højeste, men også farligste tinde. Diocletianus ved, at den virkelige kamp først begynder nu, hvis ikke han skal ende livet i en blodpøl ligesom sine forgængere.

For at redde det kriseplagede og splittede imperium – og holde sig i live – er han nødt til at gennemføre en plan, som vil ændre Romerriget for altid.

Ingen ved det endnu, men kejserens redningsmanøvre bliver så brutal, at den vil gøre romerne til statens slaver og danne grundlaget for nogle af de mest trøstesløse sider af Europas middelalder.

Imperiet stod på randen af kollaps

Kejser Diocletianus, som eftertiden kender som Diokletian, stod over for en krise af enorme dimensioner: Imperiets ydre fjender havde vundet uhørt styrke. Langs stort set hele Romerrigets nordgrænse angreb germanske stammer igen og igen.

Næsten 300 år tidligere havde kejser Augustus forsøgt at indlemme Germanien i imperiet, men modstanden var så voldsom, at romerne måtte trække sig ud.

“Germaneren, som kæmper for sin frihed, har vist sig en langt dødeligere fjende end selv persernes voldsherredømme”, skrev forfatteren Tacitus omkring år 100 e.Kr.

På Diokletians tid havde de germanske stammer fundet sammen i alliancer, som gjorde dem langt farligere. Og selvom romerne stod stærkt teknologisk og organisatorisk, så var hele det germanske samfund – ulig det romerske – bygget op omkring krig: Hver eneste germanske mand var en trænet kriger. Flodbølgen af germanere var derfor svær at stoppe for Roms hære, der også blev angrebet af perserne, arvefjenden i øst.

Om muligt var de indre trusler endnu værre. De urolige tider havde givet Roms soldater så meget magt, at de konstant krævede pengegaver for at forblive loyale. Og hvis en kejser nægtede, blev han dræbt, hvorefter soldaterne udråbte en ny kejser. Alene i de 50 år, som gik forud for Diokletians magtovertagelse, blev 15 kejsere myrdet.

I de hårdt plagede grænseregioner frygtede indbyggerne ikke kun de invaderende folkeslag, som de kaldte barbarer, men også Roms egne soldater, der fyldte deres maver og punge på de civile borgeres bekostning.

“Vi udsættes for afpresning og illegale opkrævninger i uhørt grad fra dem, som burde beskytte den offentlige velfærd”, klagede skrækslagne borgere til den romerske kejser i år 245.

Konsekvensen af invasionerne og soldaternes vilkårlige plyndringer blev, at grænseregionerne blev affolket. Tragedien kan i dag fortsat spores. Arkæologer har fundet alt fra skeletter af myrdede romere til udbrændte villaer og massevis af skatte nedgravet af borgere på vild flugt.

At sikre grænserne krævede imidlertid et enormt antal nye tropper.

Skatteopkrævere flygtede

Diokletian vidste, at faren for, at andre generaler skulle gøre oprør mod ham for at bemægtige sig tronen, var stor. Han sørgede derfor som noget af det første for at samle de stærkeste generaler tæt på sig, så han kunne holde øje med dem.

Dernæst udnævnte han sin mest loyale general, Maximianus, til medkejser. Begge herskere tog titlen “Augustus” med henvisning til Roms første kejser. Selv beholdt Diokletian posten som kejser over rigets østlige del, mens Maximianus fik den vestlige del.

For yderligere at lette administrationen besluttede Diokletian, at han og Maximianus hver skulle udpege en arving med militær baggrund. Diokletian valgte sin svigersøn, Galerius, mens Maximianus pegede på sin svigersøn, Constantius. De to underkejsere fik begge titlen “Cæsar”. Ligesom med Maximianus sørgede Diokletian for, at underkejserne var stærkt loyale.

“De så op til Diokletian, som var han en fader, eller på samme måde som man ser op til en mægtig gud”, skriver den næsten samtidige historiker Aurelius Victor.

Herefter tog Diokletian fat på hæren, der blev tæt på fordoblet i antal soldater fra ca. 300.000 til hen ved 600.000 tropper. Udvidelsen krævede imidlertid gigantiske summer, og der var kun én måde at kradse pengene ind på: Skatter. Diokletian lod derfor en hær af embedsmænd optælle alt af værdi i hele imperiet.

“Marker blev målt op jordknold for jordknold, vinplanter og træer blev talt, enhver type husdyr blev registreret, og hvert et medlem af befolkningen blev beskrevet”, skrev den samtidige forfatter Lactantius, der var kristen og stærkt kritisk over for Diokletian.

Hidtil var skatteopkrævningen blevet foretaget af dekuriones, medlemmer af de lokale byråd, udvalgt blandt den jordejende elite. Før imperiets krise, da skatterne var lave, havde de fleste dekuriones udført dette arbejde med stolthed.

Rigets krise havde imidlertid fået de mest velhavende til at flygte fra byerne og bosætte sig på deres landejendomme. Resultatet var, at byerne gik i forfald, og skatteindtægterne faldt. Men Diokletian hævede skatten og krævede, at dekuriones – ulønnet – skulle inddrive den skat, som kejserens embedsfolk havde beregnet ud fra opgørelser af jorden og befolkningen.

Systemet tog bare ikke hensyn til år med dårlig høst eller andre ulykker. Skatten skulle inddrives uanset hvad, og lykkedes det ikke dekuriones at indsamle de fastsatte summer, måtte de betale af egen lomme.

Konsekvensen blev en masseflugt af dekuriones, som frygtede økonomisk ruin. Men også dét havde militærmanden Diokletian forudset, og hans løsning var nådesløs.

Erhverv gik i arv

Diokletian løste problemet på kontant vis. Han bekendtgjorde, at enhver, som ejede 25 jugerum (53.000 m2) jord, blev tvunget til at fungere som dekurion og opkræve skat. Forhold, som tidligere betød en fritagelse for opgaven, gjaldt ikke længere.

I modsætning til før kunne slavefødte, analfabeter, prostituerede og gladiatorer nu sagtens blive udpeget til dekurion. For at undgå masseflugt blev det desuden besluttet, at ingen jordejer måtte fraflytte sin fødeby, og at hvervet skulle gå i arv fra far til søn.

Enhver, som forsøgte at unddrage sig byrådsforpligtelserne, blev straffet. Det gjaldt også folk, som for at undgå hvervet som dekuriones sluttede sig til hæren.

“Da nogle mænd har forladt byens råd og har sluttet sig til kejserens tropper eller livgarden eller måske endda til elitekavaleriet eller kejserens embedsstab, giver vi ordre til, at alle sådanne personer skal sendes tilbage til byens råd”, lød en officiel skrivelse.

De statslige forpligtelser bredte sig hurtigt til andre erhverv. Først gjaldt det sejladsen med korn. Før Diokletian hyrede kejserne private skippere, som i konvojer sejlede kornet over Middelhavet. Diokletian mente imidlertid ikke, at staten skulle betale, så fremover måtte skibene fragte statens leverancer gratis.

Kejseren fastsatte desuden, at skipperne ikke alene skulle garantere kornleverancerne med deres ejendom, men også at hvervet gik i arv fra far til søn. En lang række erhverv som fx vævere, møllere og bagere blev snart efter underlagt samme krav. Nogle år påbød loven endog, at en mand, som giftede sig med en møllerdatter, selv skulle blive møller.

Dermed var muligheden for at vælge egen beskæftigelse sat ud af kraft. Det blev desuden besluttet, at de erhvervsdrivende skulle organisere sig i lav, som gjorde det lettere for staten at presse sine krav igennem.

Med Diokletians nye “kommando-økonomi” skulle alle således tjene staten inden for hvert deres område – gratis. De eneste, som ikke blev pålagt tvangsarbejde, var statens egne ansatte med det resultat, at antallet af embedsmænd eksploderede, fordi enhver med penge bestak sig til et job i staten.

“Antallet, der blev betalt af staten, var langt højere end antallet af skattebetalere”, påpegede Lactantius hovedrystende.

Bønder blev gjort til slaver

Skattereformen fik denarerne til at rulle ind i statskassen, og den strenge kontrol gjorde produktionen af fornødenheder til hæren stabil. Men for de civile var konsekvenserne katastrofale.

I byerne, hvor skatterne stort set havde udslettet middelklassen, gik handlen i stå, og på landet bukkede de jordløse bønder – såkaldte coloni – som lejede jorden af godsejerne, under for de hårde tider og de øgede skatter.

Landbrugerne havde ikke længere råd til at betale leje, og hvor de før frit kunne flytte, blev de nu reelt livegne, bundet af massiv gæld til at blive på den samme plet jord. Det samme gjaldt de små, uafhængige bønder, som måtte leje fx trækdyr og olivenpresser fra de store landbrugere.

“Bønderne blev udpint og gårdene forladt. Jorden blev til skov, og elendighed herskede overalt”, beretter Lactantius.

Statsmagten slog hårdt ned på bønder, som forsøgte at flygte, da de ansås som godsernes ejendom, og i de følgende år strammede kejseren skruen endnu mere. Under kejser Konstantin, som regerede fra 306 til 337, risikerede en flygtende bonde endog at blive gjort til slave.

“Enhver, som træffes i besiddelse af en colonus, som tilhører en anden, skal ikke bare sende den førnævnte colonus tilbage, men også betale skat for denne mand gældende for den tid, som han tilbragte hos ham”, lød en forordning, som også beskrev straffen for bare at overveje flugt:

“Coloni, som overvejer at flygte, kan bindes med kæder og forvises til en slavelignende tilstand, således at han under slavelignende tilstande skal tvinges til at udføre de pligter, som passer sig for frie mænd”.

Kejseren bestemte alle priser

De højere skatter gjorde det muligt for Diokletian at betale nye tropper, og sammen med sine tre medkejsere lykkedes det ham at slå imperiets utallige ydre fjender tilbage. Og snart kastede han sig over et andet presserende problem.

For at skaffe flere penge havde de foregående kejsere jævnligt devalueret valutaen ved at producere mønter med mindre og mindre ædelmetal. Omkring år 270 udgjorde sølvindholdet i en romersk denar blot 0,02 pct.

De stort set værdiløse mønter fik inflationen til at stige eksplosivt. For den mængde af egyptisk hvede, som før krisen kostede ca. otte drakmer, måtte romerne på Diokletians tid betale 120.000 drakmer – en inflationsrate på ca. 15.000 pct.

Kejseren forsøgte at komme problemet til livs ved at slå nye mønter med et lidt højere indhold af ædelmetal, i håbet om at det ville få inflationen til at flade ud. Da det ikke skete, blev Diokletian rasende og beskyldte rigets købmænd for at skrue priserne op.

“Vi ved alle, at når hæren for alles skyld sendes ud, står profitmagerne klar til på uforskammet vis at angribe almenvellet. For deres varer opkræver de priser, som ikke blot er fire eller otte gange så høje som før, men så høje, at menneskelig tale slet ikke kan gengive det”, tordnede Diokletian.

Han lod derfor sine embedsfolk udfærdige en liste på over 1.000 varer og tjenesteydelser med en bekendtgørelse om, hvor meget det maksimalt måtte koste. Alt fra prisen på gedekød og undertøj af harehår til skriverkarlens linjebetaling fik en lovbestemt maksimalpris. Straffen for at bryde prisgrænsen var døden.

Fra første færd blev loven en gigantisk fiasko. Priserne var sat så lavt, at købmændene satte penge til, hvis de solgte deres varer. Mange undlod derfor at sende deres varer til markedet med det uundgåelige resultat, at handlen gik i stå. Andre solgte – trods truslen om dødsstraf – i stedet varerne på det sorte marked.

“Meget blod blev udgydt over små og billige genstande. Folk var så bange for at sætte noget til salg, at knapheden forøgedes, og manglen blev større end nogensinde før”, sukkede Lactantius.

Selv Diokletian måtte til sidst erkende, at loven var et fejlskud, og efter nogle år blev fastprispolitikken lige så stille skrottet.

Kejseren levede i pomp og pragt

Mens folket led, levede Diokletian og hans medkejsere i luksus. Hvor kejseren før blev betragtet som “først blandt ligemænd”, lod Diokletian sig tilbede som et overmenneske. Han og hans medkejsere var jo ifølge Diokletian udvalgt af guderne.

“Det var ham, der indførte en praksis, som minder mere om en konges opførsel end om romersk frihedsfølelse, idet han gav folk ordre til at hædre ham ved at lægge sig udstrakt foran ham. Alle andre kejsere har blot forlangt en hilsen”, beretter den romerske forfatter Eutropius.

Dermed havde Diokletian i stort set alle henseender omskabt det republikansk-sindede og frihedselskende Romerrige til et orientalsk despoti, hvor alle tjente en fjern hersker, som residerede i enorme paladssale fyldt med tavse vagter, eunukker og rygklappende hofsnoge – det hele gjort muligt af et gigantisk embedsmandsapparat, som holdt øje med hver en borger.

Kejseren gennemførte også omfattende byggerier overalt i imperiet, beretter Lactantius:

“Provinserne måtte holde for, så der kunne skaffes løn til arbejdere og kunstnere samt leveres vogne, og hvad der ellers var nødvendigt. Her blev der rejst en offentlig hal, der et cirkus, et møntværksted eller et værksted for krigsproduktion”.

Blandt Diokletians bygningsværker var hans eget palads i hjembyen Split i vore dages Kroatien. Paladset fungerede dels som militærforlægning, dels som kejserlig residens og overgik i pragt alle kejserens andre byggerier.

Paladset blev Diokletians hjem gennem de sidste år. I 303 besøgte han Rom for at fejre sit 20-årsjubilæum som kejser. På vej hjem blev han syg, og i maj 305 trak han sig derfor tilbage. Det samme gjorde Maximianus, hvorefter de to underkejsere overtog.

I de følgende år holdt Diokletian sig ude af politik for at dyrke sin have. Da han i 308 blev opfordret til at vende tilbage til magten, afslog han med ordene:

“Hvis du så de grøntsager, jeg dyrker i min have med mine egne hænder, så ville du holde inde med al den snak om imperiet”.

Men helt lykkelig var Diokletians pensionisttilværelse ikke. Rivaliseringer blandt efterfølgerne fik hans system til at knage, og efter Konstantius’ død i 306 brød borgerkrige ud igen. Den pensionerede kejser indså muligvis sin fiasko. I hvert fald sygnede han hen og døde i 312.

Med sine drakoniske love havde Diokletian reddet imperiet for en tid, men redningen havde kostet riget sin livsnerve. Romerriget var blevet en tom skal uden det indhold, som havde givet riget dets styrke. Det blomstrende civile liv, der førhen havde fostret store opfindelser, blændende kunst og imponerende bygningsværker, var erstattet af apati, mangel på nytænkning og et næsten komplet stop for social mobilitet.

I stedet blev alt styret af statslige krav og overvåget af uniformerede bureaukrater og hemmeligt politi. Mindre end 100 år senere var riget delt i to – en begivenhed, der for Det Vestromerske Rige blev begyndelsen til enden.