Natten tilhørte storbyens prostituerede. Rige og fattige spillede deres penge væk på værtshusene. I de mørke gader hærgede bøller – og i ny og næ en bindegal kejser. Velkommen til Rom by night!

© Art Archive/Picture Desk & Shutterstock

Rom by night: Alt var tilladt i Romerriget

Natten i det gamle Rom var notorisk utryg. I de buldrende mørke gader herskede tyve, bøller og galninge. Ikke desto mindre valfartede romerne i stort tal ud for at nyde vinbarernes og bordellernes glæder. I Roms mørke nat var alt tilladt.

23. august 2019 af Niels-Peter Granzow Busch

Tusmørket kryber langsomt ind over hovedstaden i det romerske imperium. Klokken er omkring seks om aftenen, og folk skynder sig hjemad. 

Hele dagen har Roms trange og snirklede gader været så tæt pakket med mennesker, at romerne har trådt hinandens sandalbeklædte fødder gule og blå. 

Men nu er vejene næsten tomme, og butiksejerne har travlt med at låse deres forretninger inde bag porte og skydedøre, inden de flygter hjemad med frygtsomme blikke.

Antikkens mægtigste by har nemlig ingen gadebelysning, og så snart natten falder på, vågner Roms mangfoldige underverden op. Tyve, røvere og svindlere er mørkets ukronede herskere.

“Man anses for særdeles skødesløs, et katastrofesøgende fjols, hvis man vover sig ud efter aftensmaden uden først at have skrevet testamente”, som den romerske digter Juvenal skrev i 100-tallet e.Kr.

Langtfra alle romerne lader sig dog skræmme af det snigende mørke og de dybe skygger. Den gigantiske by sover aldrig helt, og nogle indbyggere har ligefrem ventet med længsel på natten, som modsat det afslørende dagslys kan skjule selv de dunkleste lyster og hemmeligheder.

Rom blev konstant hærget af brande, som ikke kun ramte de fattige i de store lejekaserner, men også de riges huse. Kejser Augustus oprettede et brandkorps, som hver nat patruljerede i Roms gader for at slukke brande og redde liv.

Aftenen var et larmende helvede

Mens størstedelen af Romerrigets borgere, som boede på landet og i utallige småbyer, gik i seng ved mørkets frembrud for at stå op med solen dagen efter, levede indbyggerne i oldtidens Rom en ganske anderledes tilværelse. Med sine op imod en million indbyggere havde byen – trods gadernes buldrende mørke – utallige tilbud i mørket. Og nætterne gik aldrig stille for sig.

Ifølge de romerske kilder var aftenen og natten i Rom et larmende helvede. Årsagen var, at diktatoren Julius Cæsar i år 44 f.Kr. ved lov havde forbudt stort set al last- og passagerkørsel i byen fra solopgang til sen eftermiddag for at afhjælpe Roms konstante trafikpropper, som opstod i de smalle gader.

Som konsekvens genlød nætterne af tusinder­ af hestehove, piskesmæld og jamrende træhjul, hvis metalbånd hvinede og skreg, når de kværnede hen over de ujævne brosten. 

Lydene blev kastet rundt mellem bygningerne og plagede især de mange indbyggere, som boede i Roms henved 50.000 lejekaserner med deres små, billige lejligheder. Ifølge digteren Juvenal var larmen så infernalsk­, at den kostede liv:

“Her dør mange, fordi søvnmanglen har gjort dem syge. Vis mig den lejlighed, hvor det er muligt at sove! Vognene, der tordner gennem de snævre gader, og ederne fra lastdragere, som er fanget i trafikpropper, ville kunne vække selv en døsig sæl – eller en kejser!”

Kun de velhavende romere, som boede på Roms svale høje i store, tilbagetrukne villaer omgivet af store haver og beskyttende mure, kunne derfor ifølge Juvenal­ gøre sig håb om at få en god nats søvn uden afbrydelser.

Larmen var dog ikke den eneste gene, som aftenen bragte hovedstadens borgere. På vindstille dage lå gaderne indhyllet i en tyk tåge af røg fra Roms gigantiske badeanlæg samt de tusinder af kulbækkener, som indbyggerne brugte til at varme sig ved eller lave mad på.

De mere velhavende brugte trækul til optænding, mens de fattige kun havde råd til tørret dyregødning, som sendte kvalmende røgskyer ud over byen og fik folks øjne til at løbe i vand. 

Alt for ofte fik gnister og gløder fra de mange åbne ildsteder fat i bygningernes træværk med fatale konsekvenser til følge i en tid, hvor ingen etageejendomme havde brandtrapper. Døden havde let spil i oldtidens Rom.

Snuskede vinbarer tiltrak pøblen

Ikke hele Rom var mørkelagt, når solen var væk. I nogle gader stod olielamper ude på gaden foran helt bestemte etablissementer, som folk strømmede til ved aftenstide. 

Lamperne var reklame for de såkaldte popinae – vinbarer – som lå tæt i de fattige kvarterer, hvor de fleste kunder fandtes. Forskerne kender ikke antallet af vinbarer og andre restaurationer i selve Rom, men i byen Pompeji, som blev begravet i aske i år 79 e.Kr., har arkæologerne identificeret over hundrede. Det langt større Rom må have­ haft mange tusinde.

Allerede fra den sene eftermiddag valfartede folk til de alt andet end glamorøse vinbarer for at spise, drikke og more sig. Ifølge de romerske kilder tiltrak disse steder Roms absolutte bærme: sømænd, tyve, kiste-snedkere, bortløbne slaver og æseldrivere. Ingen respektabel borger satte derfor sine fødder i sådanne etablissementer:

“Lige så lidt som jeg ønsker at bo nedenunder­ en bøddel, ønsker jeg at være nabo til en vinbar”, skrev den berømte filosof Seneca­ omkring år 50 e.Kr.

Kendetegnende for værtshusene var, at maden var billig og enkel. Gæsterne kunne bl.a. købe brød, gryderetter og grød, som blev hældt op fra store lerkar nedsænket i bardisken. Her stod også vinen, som kom i forskellig kvalitet. Den billigste kostede en romersk as for et glas, mens den dyreste­ – den berømte falerner-vin fra Campanien – kostede hele fire as.

Romerne drak deres vin fortyndet med vand – alt andet ansås for barbarisk. Men det var velkendt, at bar-ejerne ofte fortyndede vinen alt for meget for at tjene flere penge. Af samme årsag er hovedpersonen Trimalchio i den berømte satiriske roman “Satyricon” overbevist om, at enhver værtshusejer må være født i vandmandens tegn.

De romerske kejsere så med stor mistro på vinbarernes dunkle undergrundsmiljø, som potentielt kunne være arnesteder for social uro eller ligefrem oprør. De forsøgte derfor ved flere lejligheder at begrænse antallet af popinae ved at forbyde deres salg af udvalgte madvarer. 

Kejser Tiberius forbød deres salg af brød og bagværk, mens kejser Claudius gik endnu mere radikalt til værks: “Han lukkede værtshusene, hvor folk var vant til at samles for at drikke”, skriver den romerske historiker Dio Cassius.

Værtshusene forblev dog ikke lukkede længe. Alt tyder på, at Claudius­ måtte erkende, at det var umuligt at forbyde de populære etablissementer. Det var nemlig ikke kun billig vin og mad, værtshusene var kendt for. Mange af deres kunder strømmede til af helt andre årsager.

Formuer blev spillet væk i barerne

I stort set alle værtshusenes baglokaler, godt gemt for nysgerrige blikke, lå illegale­ spillebuler. Hasard var forbudt ved lov, men det blæste de fleste på:

“Blandt de lavere klasser sidder nogle hele natten i vinbarerne. De spiller terninger lige så ivrigt, som de skændes om dem, idet de presser næseborene sammen og laver upassende lyde ved at suge luft ind gennem næsen”, fortæller historikeren Ammianus Marcellinus efter et besøg i Rom i 300-tallet.

Terningespil var en lidenskab for samtlige sociale klasser i hovedstaden, og enorme summer skiftede hænder hver eneste nat i vinbarernes baglokaler. Hver denar, som blev lagt på bordet som indsats, svarede således til en gennemsnitlig arbejders dagløn. 

Selv slaver var at finde blandt spillerne, og ikke sjældent spillede de deres herres betroede penge bort. 

Det fik den romerske politiker Marcus Cicero til at spørge, om ikke en slavehandler burde oplyse, hvis hans “salgsobjekt” var en “svindler, spiller,­ drukkenbolt eller tyv?”

“Den fordrukne spiller, forrådt­ af raslen fra hans terninge-krus, beder embedsmanden om nåde”. Digteren Martial om en spillerazzia.

© Scala Archives & Picture Desk

Razziaer var mest for syns skyld

Myndighederne var udmærket godt klar over omfanget af det illegale terningespil i vinbarerne, og byens embedsmænd gennemførte nu og da razziaer. Den romerske digter Martial beskriver øjeblikket efter en sådan razzia:

“Den fordrukne spiller, forrådt af raslen fra hans forførende terninge-krus, beder embedsmanden om nåde, efter han kort forinden er blevet slæbt ud af en eller anden skummel vinbar”.

Razziaerne var dog sjældne, og ingen af de romerske kejsere synes at have haft en indsats mod spilleriet højt på dagsordenen – måske fordi mange af dem også selv spillede som gale. 

I et brev til sin svigersøn Tiberius fortæller kejser Augustus fx muntert og uden den mindste anger, at han under en religiøs fest har tabt 20.000 sesterts – en pæn formue – på terningespil:

“Vi spillede samtlige dage. Spillebrættet blev aldrig koldt”.

Også den gale kejser Caligula var ifølge de romerske kilder en spillefugl og skal angiveligt have snydt med terningerne for at vinde. Ifølge historikeren Dio Cassius vandt kejseren dog ikke altid, og da han under et spil ikke flere penge havde, bad han om skattelisterne fra den romerske provins Gallien og beordrede straks de rigeste på listen henrettet og deres ejendomme konfiskeret:

Derefter vendte han sig om mod sine modspillere og sagde: “I spiller om et par sølle denarer, mens jeg i mellemtiden har tjent ca. 150 mio. denarer”.

Blandt de spillegale kejsere var også rigmanden Didius Julianus, som i år 193 købte sig til kejsertronen. Samme nat, som han var blevet kejser, rykkede han ind i paladset på Palatinerhøjen og begyndte, “mens liget af hans forgænger Pertinax stadig lå derinde, at spise og spille terninger med sine kumpaner”, skriver Dio Cassius forarget.

Skøger lokkede med olielamper

Med nattens komme var det tid til at tjene penge for en helt særlig klasse af kvinder: de prostituerede. Ifølge romersk tradition tilhørte skøger en klasse af mennesker, der ligesom gladiatorer og skuespillere ingen ære havde. Men det var fuldt ud accepteret at benytte sig af deres særlige tjenester – også blandt det bedre borgerskab.

Ifølge et romersk satireskrift så den berømte og stærkt konservative politiker Cato en dag en anstændig mand komme ud af et bordel. Cato roste ham straks, fordi han mente, at det var sundt at udleve ens seksualitet. 

Da Cato efterfølgende igen og igen så manden komme ud af det samme bordel, følte politikeren sig dog nødsaget til at advare ham:“Unge mand, jeg roste dig for at komme her en gang imellem, ikke fordi du bor her!”

Roms mest kendte Red Light District lå i bydelen Subura, som husede byens absolutte underklasse. Her kunne en prostitueret købes til en pris af to as – svarende til prisen på et billigt glas vin på et værtshus. 

Kvinderne lokkede kunderne til ved at stå eller sidde uden for bordellerne i skæret fra olielamper, der ofte var formet som en fallos. De var klædt i korte tunikaer og gennemsigtige gevandter. Ansigterne var tykt sminkede, dunsten fra deres billige parfume kunne lugtes på lang afstand.

Ifølge de romerske kilder optrådte de for potentielle kunder ved “at vrikke med lårene og vugge med hofterne”. Herefter gik prisforhandlingen i gang. Når parterne var blevet enige, blev kunden taget med ind på kammeret.

Romerne anså det ikke som ægteskabsbrud, hvis en gift mand sov med en prostitueret. De mange bordeller blev derfor besøgt af stort set alle mænd.

© Bridgeman & Picture Desk

Prostitutionen var sat i system

Langt hovedparten af Roms prostituerede var slavinder, som blev tvunget af deres ejere til at tjene penge til dem ved at sælge deres krop. Filosoffen Seneca beskriver et slavemarked, hvor en kvinde blev solgt til en alfons: “Hun stod helt nøgen på stranden til køberens fornøjelse. Hver en del af hendes krop blev undersøgt og befølt”.

Også frie, romerske kvinder var til tider nødsaget til at sælge deres krop for at tjene penge. Det krævede dog, at de meldte sig til den embedsmand, der havde ansvaret for ro og orden i byen. 

Embedsmanden skrev kvindernes navne op på en liste, så de ikke risikerede at blive anklaget for utugt eller ægteskabsbrud, hvis de blev fundet i seng med en gift mand. I år 40 e.Kr. legitimerede kejser Caligula erhvervet yderligere ved at opkræve skat fra de prostituerede svarende til indkomsten fra en enkelt kunde per dag.

De fleste kunder vidste præcis, hvor de skulle finde de prostituerede. De billigste havde intet værelse, men trak nær teatre, templer og væddeløbsbanen. Andre kunne købes på byens værtshuse og gæstgiverier, mens andre igen holdt til på bordeller, hvor kunderne blev taget med ind i små kamre uden meget andet inventar end en halmmadras.

Digteren Juvenal beskriver i en satire, hvordan kejser Claudius' berygtede hustru Messalina ifølge rygterne hver nat sneg sig ud for at leve som en skøge på byens bordeller: 

“Iklædt en blond paryk, som skjuler hendes naturlige hår, træder hun ind i et bordel, der stinker af gamle tilsølede lagner. Hun gør et tomt kammer til sit eget og sælger derefter sig selv. Senere, når alfonsen har sendt sine piger hjem, forlader hun stedet – et afskyeligt væsen med beskidt ansigt, tilsmudset af lampens sorte sod”.

Scenen er uden tvivl opfundet af Juvenal, men giver alligevel nok et fingerpeg om, hvilke forhold de fleste af Roms prostituerede arbejdede under.

Fra luksus-escort til gade-skøger

Romerne havde over 50 betegnelser for prostituerede, for de letlevende kvinder havde forskellige jagtområder og hver deres teknik til at indfange kunderne. Prisen for deres tjenester var desuden milevid.

  1. Luksus-veninden ★★★★★★★
    De såkaldte amicae – veninder – omgikkes kun Roms overklasse. De var eksperter i forførelse og modtog ikke penge, men dyre “gaver”.

  2. Call-girl ★★★★★★☆
    Rige romere, som ikke ønskede at blive set på bordel, sendte bud efter escort-piger, som kom på husbesøg. De kunne også synge og danse.

  3. Hotel-pigen ★★★★★☆☆
    Kunder, som indlogerede sig på Roms gæstehuse, kunne mod betaling få en pige med op på værelset. De blev som regel hentet ind udefra og blev hele natten. 

  4. Værtshus-tøsen ★★★★☆☆☆
  5. Kunder på byens barer kunne mod betaling have sex med det kvindelige personale i baglokalet. Disse kvinder blev kaldt blitidae, navngivet efter billig vin (blitum).

  6. Bordel-skøgen ★★★☆☆☆☆
    Kvinder fra Roms bordeller blev kaldt prostibula – de, der står foran bordellet. Kunderne blev serviceret på samlebånd og var færdige på få minutter. 

  7. Grav-luderen ★★☆☆☆☆☆
    De såkaldte bustuariae tjente penge som sørgekvinder­ under begravelser. Ind imellem­ arbejdet supplerede de indkomsten ved at sælge sex på gravpladsen.

  8. Gade-vandreren ★☆☆☆☆☆☆
    Den laveste klasse var kvinder, som trak på gaden og end ikke havde et rum at tage kunden med til. En sådan kvinde ofte blev kaldt Circulatrix – hende, som går rundt. 

I det romerske Pompeji har arkæologerne udgravet et bordel med små kamre til de prostituerede og deres kunder.

© Scala Archives

Voldsmænd hærgede i natten

Efter midnat begyndte det romerske nattelivs mange gæster langsomt at sive hjemad – ofte i alt andet end ædruelig tilstand. Det kunne imidlertid let blive en farefuld tur. Ifølge de romerske kilder havde bander af unge, ofte adelige romere, for vane at vandre rundt i Roms kvarterer på jagt efter sagesløse ofre, som de overfaldt og bankede for sjov.

En af de mest berygtede bandeledere var ingen ringere end den gale kejser Nero, som ifølge historikeren Tacitus fandt stor morskab i at forklæde sig som slave og med sine kammerater overfalde og udplyndre enlige nattevandrere.

“Julius Montanus, en senator, mødte på et tidspunkt prinsen (Nero, red.) i mørket og slog hans angreb tilbage. Da han straks efter genkendte sin overfaldsmand, bad han inderligt om nåde, men blev tvunget til selvmord”, skriver Tacitus, der fortæller, at Nero efterfølgende omgav sig med soldater og gladiatorer, som stod klar til at kaste­ sig over kejserens ofre, hvis de forsvarede sig for effektivt.

Da Nero få år senere blev myrdet, åndede store dele af Rom lettet op – især de mange, som elskede storbyens natteliv. Det var dog kun en stakket frist. Neros overfaldstogter havde dannet skole. 

Hans efterfølger, kejser Otho, nød således også at tage ud i gaderne for at slå på tæven. Sammen med sine kammerater tvang han ofrene til at lægge sig på en udspændt kappe, hvorefter de morede sig med at kaste dem højt op i luften.

50 år senere kunne digteren Juvenal berette, at intet havde ændret sig synderligt. Store grupper af adelige turede fortsat gennem natten på jagt efter ofre:

“Ved du, hvad den fattige mands frihed er? Friheden til, efter at være blevet slået til plukfisk, at tigge og bede om at få lov til at gå hjem med bare nogle få tænder siddende tilbage i munden!”

Volden til trods fortsatte Roms natteliv uforandret. Mørket og farerne var en pris, som de fleste var villige til at at betale for at tage del i nattens glæder.

Læs mere

Karl-Wilhelm Weeber: Nachtleben im alten Rom, Primus Verlag, 2004. Alberto Angela: Ein Tag im alten Rom, Riemann Verlag, 2009. Lionel Casson: Everyday Life in Ancient Rome, The Johns Hopkins University Press, 1998.

Måske er du interesseret i...

Læs også