Rom erobrer verdens ende

Bølge efter bølge af kaledoniske krigere forsøger at gennembryde romernes linje. Lyden af sværd genlyder overalt i den kølige højlandsluft, og larmen fra de to hæres sammenstød på bjergskråningen blander sig med de dybe toner fra kelternes stridslurer. Resultatet er en øredøvende kakofoni.

En mand bevarer fortsat overblikket – romernes anfører, Gnaeus Julius Agricola. Slaget er kulminationen på den stolte hærførers liv, og Agricola ved, at hans navn vil blive udødeliggjort, hvis han besejrer de kaledoniske stammers forenede hær. For eftertiden vil navnet Agricola være synonymt med manden, som fuldførte Roms erobring af Britannia. Men fejler han, er karrieren forbi, og udbredelsen af Roms strålende civilisation vil lide et ydmygende tilbageslag.

Slaget ved Mons Graupius er i dag omgærdet med mystik, og den eneste beskrivelse af kampene stammer fra den romerske historiker Tacitus (56-120 e.Kr.).

Agricolas felttog og slaget ved Mons Graupius repræsenterede en enestående mulighed. Slog felttoget fejl, måtte romerne dog acceptere at leve side om side med fjendtlige naboer, der til enhver tid kunne overskride grænsen og bringe det trygge og velorganiserede liv i Roms fjerneste udpost i fare.

Nordlig forpost gav muligheder

Ved hans fødsel kunne ingen have forudsagt, at Gnaeus Julius Agricola ville få et helt særligt forhold til Britannia og som den eneste romer gøre tjeneste på øen hele tre gange. Da han i år 40 e.Kr. kom til verden ved Middelhavet i provinsen Gallia Narbonensis (i dag Provence i Frankrig), havde han dog som søn af en velhavende senatorfamilie et godt udgangspunkt for at gøre karriere i Romerriget.

Agricola var blot tre år gammel, da kejser Claudius’ soldater invaderede øen Britannia, hvor de grundlagde byen Londinium og etablerede en romersk provins i det sydøstlige hjørne af nutidens England.

For at holde på territoriet fik Claudius inden længe brug for masser af veluddannede romere til øens militær og administration, og rygtet om mulighederne for at gøre karriere ved rigets nordlige udpost nåede utvivlsomt også byen Massilia (i dag Marseille), hvor Agricola som helt ung gik i skole. I hvert fald rejste han i 58 e.Kr., blot 18 år gammel, til Britannia for at tjene som militærtribun – en officer med administrative pligter – under øens guvernør.

Da Agricola ankom til Londinium, var Britannia stadig beboet af utallige keltiske stammer, som romerne omtalte med latinske navne såsom Durotriges, Trinovantes og Catuvellauni. Mange af stammerne i øens sydlige del havde i årevis handlet med det romerske Gallien på den anden side af Den Engelske Kanal, og de accepterede følgelig det romerske overherredømme til gengæld for beskyttelse og handelsmuligheder.

Stammerne i Wales’ bjerge og området nær nutidens York var knap så medgørlige, og i 60’erne e.Kr. havde de romerske tropper nok at se til i disse egne, og de skænkede derfor endnu ikke øens nordligste områder mange tanker. Den romerske historiker Tacitus opsummerede datidens gradvise udvidelse af kolonien i en enkel sætning: “Nationer blev erobret og garnisoner forstærket”.

Forskerne diskuterer stadig mange detaljer i Agricolas livsforløb – ikke mindst fordi Tacitus, der er forfatter til hovedkilden De vita Iulii Agricolae (Om Julius Agricolas liv), var Agricolas egen svigersøn. Selvom Tacitus sandsynligvis pyntede på sin berømte svigerfars bedrifter, bygger hans beretning på virkelige hændelser.

Ifølge nutidens historikere oplevede Agricola konflikten mellem romerne og øboerne på nærmeste hold. I år 61 e.Kr. gjorde dronning Boudicca og hendes icener-stamme således oprør mod romerne i området nord for Londinium. Forskerne skønner, at Agricola var til stede under de blodige optøjer, der endte med at koste 70.000 romere og øboer livet.

Kejser Vespasian sendte sin ven

De voldsomme oplevelser skræmte tilsyneladende ikke Agricola. Da han efter sin ansættelses ophør rejste til Rom, var han efter alt at dømme klar til at gribe den næste chance for at opleve endnu et britisk eventyr. Den kom i år 69 e.Kr., hvor familievennen Vespasian – i kølvandet på tyrannen Neros død året forinden – satte sig på kejsertronen.

Efter mange års kaotiske tilstande i Romerriget ønskede Vespasian at skabe stabilitet – inklusive total kontrol over Britannia.

Med andre ord var der brug for en mand med Agricolas erfaringer. I år 70 e.Kr. sendte kejseren sin ven, der i mellemtiden var blevet gift med den unge Domitia, til Britannia. Her skulle Agricola stå i spidsen for XX Valeria Victrix – en legion, som især havde været indsat i Wales.

Denne gang koncentrerede romerne sig om Nordengland, hvor der i år 71 e.Kr. udbrød en borgerkrig blandt brigantes-folket, hvis dronning, Cartimandua, var allieret med Rom. Pga. denne venskabsaftale med Cartimandua havde romerne hidtil manglet en god grund til at overtage brigantes-folkets territorium, men uroen gav guvernør Petilius Cerialis en undskyldning for at invadere.

Tacitus’ korte beskrivelse viser, at Agricola bistod Cerialis i hans kampe mod de rebelske brigantes:

“Cerialis delte ofte hærene med ham for at afprøve hans værd, og når han (Agricola, red.) havde bestået testen, satte han ham sommetider i spidsen for større styrker”.

Om hærføreren nåede så langt nordpå som nutidens Skotland, inden felttoget var afsluttet, ved historikerne ikke med sikkerhed. Da oprørerne var nedkæmpet, blev brigantes-stammens territorium indlemmet i Romerriget, og Agricola forlod endnu en gang Britannia sammen med sin familie.

I den første halvdel af 77 e.Kr. giftede han og konen Domitia deres unge datter, Julia, bort til den senere historiker Tacitus, og så var Agricola rede til at vende tilbage til Romerrigets nordligste frontlinje – denne gang som kejser Vespasians officielle guvernør.

Kaledonien skulle erobres skridt for skridt

Da Agricola i sommeren 77 e.Kr. ankom til Britannia for tredje gang, var de romerske soldater på øen ifølge Tacitus blevet sløve. Den tidligere guvernør, Frontinus, havde i høj grad fået pacificeret Wales, og da roen også herskede i Nordengland, sad de romerske tropper i deres lejre og trillede tommelfingre.

Agricola ville sætte en stopper for sløvsindet. Som en af sine første handlinger rykkede han med en hær ind i det nordligste Wales, hvor tidligere rebeller fra stammen Ordovices fortsat levede ustraffet. Agricolas hær nedslagtede waliserne på stribe og forfulgte de sidste helt til øen Anglesey, som Agricola fik under romersk kontrol.

Vespasian ønskede at samle hele hovedøen under romersk overherredømme. Men om det var på baggrund af en direkte ordre fra kejseren, at Agricola i 78 e.Kr. rykkede ind i Kaledonien, vides ikke. Under alle omstændigheder gik han ifølge Tacitus meget målrettet til værks i områdets sydligste egne (i dag kaldet Southern Uplands mellem Newcastle og Edinburgh):

“Da sommeren kom, og han havde samlet sin hær, var han allestedsnærværende under marchen. Han udvalgte lejrsteder og udforskede selv flodmundinger og skove; og på intet tidspunkt lod han fjenden i ro, idet han iværksatte pludselige plyndringsangreb. Og da han havde terroriseret dem tilstrækkeligt, viste han dem fredens attråværdighed ved i stedet at fremvise mådehold. Følgelig forsvor mange samfund al vold og afleverede gidsler”.

Agricola sikrede sine nye undersåtters loyalitet ved at anlægge militære brohoveder. Ifølge Tacitus blev hele området “omgivet med garnisoner og forter med sådan en omhu, at aldrig før var en ny del af Britannia blevet underlagt på så stille og rolig vis”.

Arkæologiske spor efter romerske forter fra denne periode underbygger Tacitus’ ord, og nogle forskere mener endda, at Agricola lod opføre et fort for hver ca. 50 km fra byerne Chester og York i det nordlige England og op gennem det sydlige Kaledonien. Fæstningsarbejdet var ifølge historikerne forberedelsen til en storstilet invasion af højlandet.

Skiftende kejsere støttede aktionen

Det meste af Kaledonien var dog stadig ukendt terræn for romerne. En romersk kampsæson – som normalt varede fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn – var derfor ingenlunde lang nok til, at Agricola kunne indfri sin ambitiøse målsætning om at erobre hele den nordlige del af øen.

Kejser Vespasian døde i juni 79 e.Kr., men den magtfulde vens bortgang bremsede ikke Agricola. Samme år rykkede han længere nordpå. Tacitus berettede om fremskidtet, at Agricola “hærgede folkene hele vejen til Taus (floden Tay, red.)”, lige nord for nutidens Edinburgh.

De omtalte folkeslag ydede kun en meget ringe grad af modstand, skrev Tacitus. Luftfotos fra 1970’erne afslørede to midlertidige militærlejre fra Agricolas felttog til Tay – dateringer af potteskår fra den ene lejr bekræfter tidspunktet for militæraktionen.

Agricolas sabelraslen i det sydlige Kaledonien fortsatte under den næste kejser, Vespasians 39-årige søn, Titus, og i år 80 e.Kr. byggede Agricola garnisoner nord for det nuværende Glasgow.

Året efter døde Titus pludselig, og hans lillebror, Domitian, overtog kejsertitlen. Også han støttede Agricolas foretagende, og i 82 e.Kr. forberedte hærføreren sig på at fuldende erobringen af Kaledonien en gang for alle.

Guvernøren medbragte denne gang en flåde af romerske krigsskibe, der sejlede langs kysten og fulgte de marcherende soldater. Ifølge Tacitus blev kaledonerne “forbløffede over flådens tilsynekomst”.

Agricola sendte også endnu en gang sine tropper op til floden Tay. Arkæologerne har i området fundet 120 felt-ovne, der skønnes at stamme fra felttoget. Men nu begyndte de lokale stammefolk omsider at røre på sig, og de angreb flere gange romernes nordlige forter. Ifølge Tacitus forsøgte enkelte af Agricolas underordnede at tale generalen fra felttoget, men uden held. For at vise at han var stålsat, marcherede Agricola i stedet nordpå.

En nat blev de romerske soldater angrebet af kaledoniske krigere, men efter en hård, kort kamp blev stammefolkene jaget på flugt. Nu var det kun et spørgsmål om tid, før de to sider tørnede sammen i et afgørende slag.

Stammerne dannede et militærforbund

I det nordlige Kaledonien havde de keltiske stammer erkendt faren. Da Agricola i 82 e.Kr. var begyndt at forberede sin endelige erobring af området, begyndte regionens stammeledere ligeledes at samle våbenføre mænd til den endegyldige konfrontation med romerhæren. Forskerne ved kun ganske lidt om Agricolas modstandere, som Tacitus blot omtaler som “Kaledoniens indbyggere”.

Som keltere andre steder i det vestlige Europa var kaledonerne dygtige håndværkere. Arkæologiske fund afslører, at de havde gærder om deres kornmarker, brugte kældre til opbevaring af mad, boede i runde, lerklinede huse med stråtag og havde fæstninger bygget i sten.

Virvaret af klaner og stammer var dog ikke vant til at stå sammen mod en fælles fjende, men i den nye krisesituation lagde kaledonerne deres interne uoverensstemmelser til side. Ifølge Tacitus sluttede de et forbund bestående af 30.000 krigere – under ledelse af Calgacus, “en fremtrædende mand blandt mange ledere, både i mod og afstamning”.

Kaledonernes forbund fik efter alt at dømme hjælp fra uventet hold. Inden Agricola kunne nå at møde fjenden på slagmarken, blev han i 82 e.Kr. tvunget til at afstå en del af sin hær. Domitian havde nemlig indledt en krig mod det germanske chatti-folk nord for Rhinen, og til striden samlede kejseren tropper fra rigets andre fronter. Det var derfor med en svækket hær, at Agricola forberedte sig på opgøret med Calgacus’ hær.

Blodet flød på ukendt bjerg

Agricola marcherede nordpå langs kysten, så hans galejer kunne følge hærens march. Romernes styrke omfattede mindst 8.000 lejesoldater fra kontinentet, 3.000 ryttere på flankerne og et ukendt antal romerske legionærer. Længden på Agricolas marcherende hær er blevet anslået til 15 km. Efter mange dages march kom Agricola ifølge Tacitus “til Mons Graupius, som fjenden allerede okkuperede”.

Fjendens styrke blev af Tacitus anslået til at være over 30.000 krigere, der var “fremragende til at kæmpe og hver bar dekorationer (tatoveringer, red.)”.

Slaget ved Mons Graupius kendes kun fra Tacitus, og det er hidtil aldrig lykkedes arkæologerne at finde fysiske spor efter opgøret. Størstedelen af forskerne mener, at slaget blev udkæmpet i den sidste halvdel af 83 e.Kr., mens enkelte mener, at det først var året efter. Fordi de kaledoniske elitekrigere brugte hestetrukne stridsvogne, må der have været et fladt terræn foran bjerget, og ifølge én teori svarer Mons Graupius til højdedraget Bennachie nær nutidens Aberdeen.

Både Tacitus’ beskrivelser og nutidig viden om kaledonernes og romernes udrustning tyder dog på, at kampene var særdeles blodige. Før slaget gik i gang, stod kaledonerne i store klynger opad bjergskråningerne. På sletten mellem dem og romerhæren kørte deres stridskærrer frem og tilbage.

Slaget indledtes ved, at romernes ryttere målrettet gik efter stridskærrerne og satte dem ud af spillet, og begge sider overdængede hinanden med spyd. Efterfølgende satte Agricola sine fodfolk i bevægelse, og snart var den romerske krigsmaskine på vej op ad skråningen.

De efterfølgende nærkampe gik hårdt ud over kaledonerne, der kæmpede uden rustning – mange endda i bar overkrop – og kun havde små skjolde som beskyttelse. Romerne havde kortere sværd, men til gengæld var de iklædt rustning – og så kæmpede de som en sammentømret, rutineret enhed. Især Agricolas tyske lejetropper huggede sig vej gennem kaledonerne.

I desperation sendte Calgacus størstedelen af sine tilbageværende krigere ned fra højdedraget i et forsøg på at angribe romerne fra siderne, men Agricola var opmærksom på manøvren og beordrede sine ryttere til modangreb. Ved mødet med de romerske ryttere flygtede de kaledoniske fodfolk.

Resultatet var en brutal og nådesløs nedslagtning. Ifølge Tacitus sluttede slaget ved mørkets frembrud, hvor 360 romere og 10.000 kaledonere havde mistet livet:

“Overalt var der våben, lig, skamferede kropsdele og blodfyldt jord”.

Udstyret gjorde forskellen

Erobreren fik en statue

Da slagmarken var blevet plyndret, førte Agricola sin hær med nordpå – forbi det brede sund Moray Firth ved Inverness i nutidens nordlige Skotland – for at markere sin sejr. Ifølge Tacitus “marcherede han langsomt, så de nyligt overvundne folks mod blev drænet af hans afslappede fremgang”.

Agricola sendte ydermere sin flåde nordpå for at udforske de erobrede territorier. Som god romersk skik tilsagde, tog hærføreren også gidsler i de lokalsamfund, han kom forbi.

Agricola gav snart flere af sine trætte mænd lov til at tage sydpå for at overvintre i forter. Små trætavler med blækskrift fra Carlisle i det nordlige England viser således, at der i november 83 e.Kr. boede romerske soldater i den befæstede by. Sandsynligvis var mange af dem hjemvendte soldater fra Mons Graupius-felttoget.

Hvor Agricola selv overvintrede, vides ikke, men han havde nået sit mål og erobret hele øen. Da nyheden om hans bedrift nåede til Rom, blev han hjemkaldt af kejser Domitian, der ifølge Tacitus var jaloux på Agricolas succes:

“Domitian frygtede intet mere, end at en undersåts navn skulle overgå prinsens (hans eget, red.)”.

Udadtil overøste kejseren dog Agricola med æresbevisninger og lod opføre en offentlig statue af ham. Men til eftertidens store forbløffelse sikrede Domitian ikke Agricolas erobring ved at udstationere tropper eller grundlægge romerske byer. Ifølge Tacitus’ korte resumé blev områderne mod nord “erobret og straks forladt”.

Kejser kaldte tropperne tilbage

Forskerne skønner, at Domitian ikke for alvor delte Agricolas begejstring for det kolde Britannia, og at øen betød langt mindre for ham end det kontinentale Europa, hvor han forsøgte at erobre nye områder nord for Donau. Da Romerrigets ressourcer trods al storhed var begrænsede, foretrak Domitian at sende overskydende tropper til Donau-fronten frem for at have en permanent tilstedeværelse i det fjerneste nord, der kun havde en lille økonomisk betydning for romerne.

Senest i år 90 e.Kr. havde alle romerske soldater og lejetropper forladt Kaledonien, og områdets stammer kunne igen leve, som de altid havde gjort. I år 93 e.Kr. døde Agricola – sandsynligvis af sygdom.

Fem år senere fattede hans svigersøn pennen for at ære sin afdøde svigerfar. Tacitus ville forhindre eftertiden i at glemme den usædvanlige mand, der erobrede nutidens Skotland og for en kort stund lod Roms storslåede magt stråle helt til verdens ende.