Rom til salg: Ørkenkonge fandt romernes svaghed

Løgn, snyd og mord er den afrikanske kong Jugurthas bedste våben. Da han kommer på kant med supermagten Rom, drager han til byen for at bestikke sig ud af kniben. Og de romerske senatorer elsker idéen.

Løgn, snyd og mord er den afrikanske kong Jugurthas bedste våben. Da han kommer på kant med supermagten Rom, drager han til byen for at bestikke sig ud af kniben. Og de romerske senatorer elsker idéen.

Miłek Jakubiec/Historiebladet

Den 1. januar 104 f.Kr. vælter Roms indbyggere ud på byens gader. Alle ønsker at se det triumftog, de ellers havde opgivet alt håb om nogensinde at opleve.

Fra gyder og stræder presser bedsteborgere, håndværkere og dagdrivere sig frem for at få et glimt af optogets hovedattraktion – krigsfangen Jugurtha, hvis egen fætter har kaldt ham “den ondeste af alle mænd på Jorden”.

I et årti har ørkenkongen Jugurtha fra det hede Numidien i Nordafrika bestukket, bedraget og myrdet enhver, som stod i vejen for hans planer. End ikke Roms mægtige hær har kunnet få krammet på den snu numidier. Hans tilfangetagelse skete kun, fordi romerne til sidst brugte de samme beskidte tricks, som kongen selv var ekspert i.

Derfor er jubelen stor, da triumftogets vogne fyldt med krigsbytte ruller forbi, og den celebre fange endelig dukker op. Alle strækker hals for at få et glimt af den 56-årige hersker, som er iført prægtige klæder og glitrende guldsmykker.

Jugurtha, triumftog, Rom

Italieneren Giovanni Battista Tiepolo malede i 1729, hvordan han forestillede sig, Jugurtha blev ført igennem Rom i lænker.

© The Metropolitan Museum of Art, New York

Som han trasker afsted ad Roms brolagte hovedgade, Via Sacra, på vej mod Capitolhøjen, med sine bølgende slangekrøller kronet af et gulddiadem, ligner Jugurtha alt andet end en slagen mand.

Kun lænkerne om hans håndled afslører, at kongen ikke længere har noget at fejre. Da optoget når til foden af Capitolhøjen, bliver han som den eneste ført væk ad en sidevej – med kurs mod sin endelige skæbne.

Af alle Roms utallige fjender er Jugurtha den, som formåede at ryste Rom mest, ikke fordi han var en genial krigstaktiker eller anførte kæmpestore hære, men fordi han kendte romernes største svaghed – guld.

Jugurtha var alt for dygtig

Historien om Jugurtha begyndte mange år forinden. I 146 f.Kr. knuste romerne Nordafrikas supermagt, Karthago, i den 3. Puniske Krig og gjorde det muligt for naboriget Numidien, Roms allierede, at vokse sig til et stærkt handelscentrum på den nordafrikanske kyst.

Seks år senere blev kong Micipsa landets enehersker, da hans to brødre døde. Micipsa havde to sønner, som begge skulle efterfølge ham på tronen. Han havde imidlertid også en nevø, Jugurtha, som kongen lod uddanne i sit palads.

Numidien, mausoleum

De numidiske herskere efterlod sig bl.a. dette kongelige mausoleum i nutidens Tunesien.

© Ritzau Scanpix

Numidiens herskere var afhængige af Rom

Oprindeligt støttede Numidiens herskere sig til den nordafrikanske stormagt Karthago. Men i 206 f.Kr. skiftede de side og allierede sig med Rom, som herefter bestemte stort set alt.

206 f.Kr.

Høvding bliver Roms allierede
Under den 2. Puniske Krig indgår høvdingesønnen Masinissa en alliance med Rom. Som tak gør Rom Masinissa til Numidiens konge, da fjenden Karthago taber.

149 f.Kr.

Masinissa udløser storkrig
Kong Masinissa forsøger at erobre land fra Karthago. Striden får Rom til at erklære karthagerne krig (3. Puniske Krig), som ender med Karthagos udslettelse.

148 f.Kr.

Tre sønner deler Numidien
Efter Masinissas død i 148 f.Kr. deler Rom riget i tre og giver kongens tre sønner hver en del. To af sønnerne dør dog, og riget samles under den sidste søn, Micipsa.

118 f.Kr.

Riget tredeles igen
Da Micipsa dør i 118 f.Kr., overtager sønnerne Hiempsal og Adherbal hver en del af riget. Men Micipsa har også testamenteret en tredjedel til nevøen, Jugurtha.

111 f.Kr.

Rom erklærer krig
Jugurtha myrder Hiempsal, hvorefter Adherbal trygler Rom om hjælp. Senatet beslutter, at Jugurtha og Adherbal skal dele riget, men da Jugurtha også myrder Adherbal, erklærer Rom ham krig i 111 f.Kr.

105 f.Kr.

Jugurtha besejres
Efter en lang krig besejrer romerne omsider Jugurtha i år 105 f.Kr. Rom indsætter nye konger, men i år 46 f.Kr. deles riget mellem nabostaten Mauretanien og Rom.

Jugurtha viste hurtigt store evner for krig og lederskab, og hans popularitet i hæren og befolkningen voksede så stærkt, at kong Micipsas stolthed over nevøen måtte vige for frygten for den unge mands ambitioner.

Og da den romerske hærfører Scipio Aemilianus i år 134 f.Kr. bad Micipsa om hjælp til Roms belejring af den spanske by Numantia, fik kongen en grum idé.

“Han gav Jugurtha kommandoen over numidierne, han sendte til Spanien, i det håb, at han let ville blive offer for sin hang til at vise sit mod eller for den brutale fjende”, skriver den romerske forfatter Sallust.

Fælden gav uventet bagslag. Jugurtha overlevede og imponerede den romerske hærfører så meget, at han blev en af generalens betroede mænd, så da den unge krigshelt vendte hjem, følte kong Micipsa sig tvunget til at adoptere Jugurtha.

Snart efter døde Micipsa, som i sit testamente tildelte sine to sønner og Jugurtha hver deres del af Numidien. Men arvingerne kunne ikke enes. Jugurtha planlagde derfor at myrde kongens to sønner, Hiempsal og Adherbal – også selvom mordene stensikkert ville gøre romerne vrede.

“Han havde den faste overbevisning, at i Rom kunne alt købes”. Den romerske forfatter Sallust om Jugurtha.

Under sit ophold i Spanien havde Jugurtha nemlig opdaget, at Roms elite først og fremmest lod sig styre af penge. “Han havde den faste overbevisning, at i Rom kunne alt købes”, skriver Sallust.

Natten før tronarvingerne skulle mødes, sendte han sine håndgangne mænd ud til det privathus, hvor Hiempsal residerede. De brød dørene ned og fandt den skrækslagne Hiempsal skjult i en tjenestepiges kammer.

“Numidierne gjorde som befalet og bragte hans hoved til Jugurtha”, beretter Sallust.

Guld vandt over retfærdighed

Mordet på Hiempsal fik broren Adherbal til at flygte til Rom for at søge hjælp. Som modsvar skibede Jugurtha diplomater med tasker fyldt med guld og sølv til Rom.

Den romerske republik blev på dette tidspunkt styret af to konsuler valgt af det romerske folk for et år ad gangen. Konsulerne ledede staten i samarbejde med senatet, der i princippet var en rådgivende forsamling.

Numantia, Jugurtha, Rom

Romerne belejrede byen Numantia i hen ved et år. Blandt Roms tropper var Jugurtha.

© Imageselect

Den unge Jugurtha lærte at foragte romerne

Som ung blev Jugurtha sendt til Spanien for at hjælpe Roms hær. Her indså han, at supermagtens aristokrater ville gøre hvad som helst for penge.

I år 134 f.Kr. beordrede Rom feltherren Scipio Aemilianus til Spanien for at redde hæren fra et ydmygende nederlag. I årevis havde legionærerne forsøgt at indtage byen Numantia, men romerne var igen og igen blevet slået tilbage.

Da Scipio ankom, var hærens disciplin i bund – officererne brugte deres tid på spil og prostituerede. Generalen fik disciplinen genindført og hyrede desuden flere tropper for egne penge. Blandt dem var en deling fra Numidien, som blev anført af den unge Jugurtha.

Ifølge den romerske forfatter Sallust viste Jugurtha sig ekstremt dygtig, og han vandt både Scipios og andre romeres venskab. Trods Scipios indsats florerede der i hæren fortsat en udpræget svaghed for rigdom og mangel på hæderlighed blandt især officererne.

Jugurtha brugte meget af sin tid på at studere romerne, og han så, at de fleste – trods romernes ry for retskaffenhed – let lod sig korrumpere. Denne viden tog den unge mand med sig hjem, hvor hans planer tog form.

Men modsat konsulerne skulle medlemmerne af senatet, der bestod af Roms rigeste og mest magtfulde mænd, ikke vælges. De sad for livstid. Forsamlingen var derfor blevet ekstremt magtfuld og kæmpede indædt for at holde alle andre ude af rigets ledelse.

Senatets medlemmer stammede derfor fra familier, som alle hævdede at kunne føre deres aner tilbage til byens grundlæggelse.

Jugurtha kendte senatets magt, og hans udsendinge gik derfor i gang med at smøre de romerske senatorer med store pengegaver.

“På trods af alt vandt den del af senatet, som satte penge og tjenester højere end retfærdighed”. Den romerske forfatter Sallust om Roms korrupte senatorer.

Da senatet stemte om hjælpen til Adherbal, mente et flertal af medlemmerne – som før havde været imod Jugurtha – pludselig, at han intet galt havde gjort.

“På trods af alt vandt den del af senatet, som satte penge og tjenester højere end retfærdighed”, skriver Sallust vredt.

I stedet for at straffe mordet blev det vedtaget, at Numidien skulle deles mellem Jugurtha og Adherbal. Udfaldet viste Jugurtha, at Rom ikke var en reel trussel. Og snart efter, i 112 f.Kr., lod han sine tropper angribe Adherbal, hvis hær blev hugget ned uden for hovedstaden Cirta (det antikke navn på den algeriske by Constantine).

Adherbal flygtede med de overlevende ind i byen. Her befandt der sig et stort antal romerske handelsfolk, som forsvarede Cirta så ihærdigt, at Jugurtha måtte opgive at storme byen.

Senatet i Rom sendte repræsentanter til Nordafrika for at få Jugurtha til at opgive belejringen, men forhandlingerne kom ingen vegne.

Romerne i Cirta, der hørte om udsendingene, blev overbeviste om, at Jugurtha ikke turde skade dem, hvis de overgav sig. Men så snart byportene blev åbnet, lod Jugurtha Adherbal dræbe, hvorefter hans tropper myrdede løs blandt de voksne mænd i byen – også romerne.

Jugurtha, portræt, mønt

Jugurtha myrdede sine adoptivbrødre, så han i 112 f.Kr. blev Numidiens enehersker.

© Bridgeman Images

Nyheden fik prompte det romerske senat til at erklære krig. Én ting var, at Jugurtha massakrerede sin adoptivbror og hans folk, noget andet var at myrde romerske borgere!

Rom ville have hævn og sendte en hær til Nordafrika.

Invasion løb ud i sandet

Roms felttog mod Numidien blev en dundrende fiasko. Invasionshæren blev ledet af konsulen Lucius Bestia, som efter et par småsejre uventet indgik en fredsaftale med Jugurtha, angiveligt fordi kongen havde brugt sit gamle trick.

“Så snart Jugurtha via udsendinge begyndte at friste med penge og demonstrere, hvor stærk modstand han kunne yde, blev Bestia et let offer for sin griskhed”, skriver Sallust.

Nyheden fik vreden til at koge i Rom, hvor Folkeforsamlingen, som bestod af de almindelige borgere, anklagede Bestia og andre senatorer for korruption. Sagen var så vigtig, at Jugurtha – mod løfte om frit lejde – blev kaldt til Rom for at afgive forklaring.

Korruption, Rom, Dentatus

Konsulen Curius Dentatus nægtede at modtage bestikkelse.

© Photo Scala, Florence

Militære sejre gjorde romerne grådige

Jugurthas fupnumre afslørede, hvor korrupt og degenereret den romerske stat var blevet. Sallust beskrev Roms forvandling “fra at være den prægtigste og bedste til at blive den værste og mest usle”.

Lige siden republikkens indførelse i år 509 f.Kr. havde romerne brystet sig af at være bedre end alle andre. Modsat stater, der var ledet af grådige konger, blev republikken styret af bundærlige mænd, der satte statens vel over alt.

Blandt de store idoler var konsulen Curius Dentatus, der førte Rom til sejr over samnitterstammen i 200-tallet f.Kr. Angiveligt forsøgte samnitterne at bestikke ham og kom til hans hus med mængder af guld.

Her fandt de ham i gang med at riste en roe over sit ildsted. Da de tilbød ham guldet, afslog han og sagde, at han hellere ville herske over dem, der besad guld, frem for selv at eje det.

Men de høje idealer forsvandt. Forfatteren Sallust mente, at romernes moral gennem årene blev ødelagt af deres succes på slagmarken. De militære sejre gjorde dem rige, men velstanden fik dem blot til at blive endnu grådigere og nydelsessyge.

Og det var denne grådighed, som Jugurtha skamløst udnyttede, men som også fik det romerske folk til at vende sig imod eliten.

Snart efter stod den frække numidier, som kort før havde været Roms fjende, ganske ubekymret i Folkeforsamlingen – klar til at udpege alle, han havde bestukket. Trods tilhørernes had mod Jugurtha holdt de alle vejret, da kongen blev kaldt frem for at afsløre de korrupte.

Men i samme øjeblik, Jugurtha skulle tale, rejste en folketribun sig og nedlagde veto imod, at kongen vidnede. Roms folketribuner havde til opgave at beskytte den brede befolknings interesser og kunne derfor nedlægge veto.

Og det havde Jugurtha, som ikke var interesseret i at afsløre noget som helst, snedigt udnyttet – folketribunens veto var købt med afrikansk guld.

“Folket måtte gå hjem fra mødet efter at være blevet holdt for nar af Jugurtha”. Sallust om Jugurthas optræden i den romerske folkeforsamling.

Det tog ikke lang tid for de fremmødte at indse kongens bedrag. Men vetoet kunne ikke omstødes.

“Folket måtte gå hjem fra mødet efter at være blevet holdt for nar af Jugurtha”, skriver Sallust.

Men kongen var slet ikke færdig. Jugurtha havde opsnuset, at hans fætter Massiva var romernes nye favorit til den numidiske trone – og at han befandt sig i Rom.

I ly af natten lod Jugurtha derfor sin mest pålidelige mand betale lokale romere for at snigmyrde rivalen. Det dristige mord midt i romernes hovedstad blev dog udført så klodset, at én af lejemorderne blev pågrebet.

Han erkendte mordet, og snart stod det klart, at Jugurtha var bagmanden. På det tidspunkt havde kongen dog for længst forladt byen. Ifølge Sallust vendte han sig på vejen væk for at betragte den magtfulde by og udbrød:

“En by til salg, dømt til at falde, hvis den finder en køber”.

Jugurtha, Rom, korruption

Jugurtha fik under et besøg i Rom sin egen fætter snigmyrdet midt i byen. På vejen ud af Rom vendte han sig om og råbte: “En by til salg, dømt til at falde, hvis den finder en køber”.

© Bridgeman Images

Roms hær måtte overgive sig

Jugurthas snigmord fik endnu en gang Rom til at erklære krig. I spidsen for en ny hær stod generalen Aulus Postumius Albinus, som heller ikke kunne matche den snu Jugurtha. Albinus satsede dumdristigt på at belejre den numidiske by, hvor kongens skatkammer lå.

Men i vinteren 110-109 f.Kr. lykkedes det Jugurtha at bestikke flere utilfredse romerske delinger til at lade sig lokke i baghold. Skinangrebet endte med, at Albinus og hans hær på 40.000 mand måtte overgive sig betingelsesløst og love at forlade Numidien inden 10 dage.

I Rom troede folk ikke deres egne ører ved nyheden om katastrofen. Rom, som havde besejret ærkefjenden Hannibal og lagt supermagten Karthago i aske, var blevet så svag, at den ikke engang kunne besejre en simpel nomadehøvding. Og de ansvarlige hærledere, alle fra Roms mest magtfulde familier, vendte efter hvert nederlag hjem rigere, end da de tog afsted.

Jugurtha, Romerriget, Numidien

Numidien strakte sig fra nutidens Marokko til Libyen. Men midt i det hele lå den romerske provins, Africa.

© Shutterstock

Ørkenkongen drev gæk med Roms hære i seks år

I år 111 f.Kr. sendte Rom den første hær til Numidien for at straffe kong Jugurtha. Men hærleder efter hærleder måtte opgive at besejre den snedige konge, som først blev fældet, da han blev forrådt af sin svigerfar.

Det romerske folk krævede en politisk hovedrengøring. Flere af Roms ledende mænd blev efterfølgende landsforvist for korruption eller slet og ret uduelighed.

Ledelsen af krigen mod Jugurtha blev overdraget til konsulen Quintus Metellus, som godt nok tilhørte den gamle, aristokratiske elite, men havde ry for at være ubestikkelig. Selvom Metellus medbragte friske tropper til Afrika og genoprettede disciplinen, formåede heller ikke han dog at bringe krigen til ophør.

Kampene bølgede frem og tilbage, men selv efter betydelige romerske sejre undslap Jugurtha, der modsat romerne kendte alle ørkenlandets gemmesteder. Og hver gang stablede han en ny hær på benene og fortsatte krigen.

Metellus’ manglende gennembrud blev kritiseret højlydt af hans næstkommanderende, Gajus Marius, der ligesom Jugurtha havde kæmpet som ung officer i Spanien under belejringen af Numantia 26 år forinden.

Den 49-årige Marius kom modsat Metellus ikke fra en af de gamle senatorfamilier, og trods fænomenale militære evner var han konstant blevet forbigået. Men nu så officeren sin store chance.

Eliten blev vraget

Modstræbende gav Quintus Metellus i år 108 f.Kr. Marius tilladelse til at stille op til konsulvalget i den overbevisning, at han umuligt kunne vinde. Men Marius udnyttede folkets mistillid til Roms magtklasse.

“De siger, jeg er vulgær og uden dannelse, fordi jeg ikke har forstand på at arrangere fine middagsselskaber”. Gajus Marius om Roms gamle familier.

I flammende taler fremhævede Marius, at han var en “homo novus” – en ny mand – som ikke tilhørte den opblæste og nydelsessyge elite:

“De siger, jeg er vulgær og uden dannelse, fordi jeg ikke har forstand på at arrangere fine middagsselskaber. Lad dem tilbringe deres alderdom dér, hvor de har brugt deres ungdom, ved det veldækkede bord, som slaver af deres bug og begær”.

Marius’ krasse kritik af de gamle familier gik rent ind hos romerne, der med et stort flertal valgte ham til det ene af Roms to konsulembeder.

Desuden besluttede folkeforsamlingen, at Marius skulle erstatte Metellus og lede krigen i Numidien. Aristokraten Metellus græd af raseri, da han modtog nyheden. Han var blevet vraget til fordel for en underordnet, der end ikke kunne kende forskel på en stegt vagtel med vinblade og en fedtdryppende svinesteg!

Jugurtha, Gajus Marius, Rom

Gajus Marius afskyede den romerske overklasse, som trods sin middelmådighed troede sig bedre end alle andre.

© Shutterstock

Folkeforsamlingen havde med udnævnelsen ydmyget Metellus og ikke mindst senatet, som normalt afgjorde, hvem der skulle anføre Roms hære.

I 107 f.Kr. ankom Marius til Numidien med den største hær, der var set i krigen mod Jugurtha, og i slag efter slag fik kongen at mærke, at hans nye modstander var af en helt anden kaliber end de forrige. Men krigen sluttede ikke, før Jugurtha var fanget.

Og der var kun én måde at gøre det på: Bruge Jugurthas beskidte metoder mod ham selv.

Kongens svigerfar forrådte ham

Under krigen havde Jugurtha overtalt sin svigerfar, kong Bocchus af Mauretanien (nutidens Marokko), til at støtte ham. Til gengæld ville Mauretanien få en tredjedel af Numidiens territorium efter krigen. Men Bocchus, der tidligere havde været Roms allierede, fik snart kolde fødder.

Numidien, rytter, krig

I krigen mod Rom indsatte Jugurtha Numidiens berømte rytterkrigere, der hverken brugte saddel eller tøjler.

© Johnny Shumate

I år 105 f.Kr. sendte kongen derfor i al hemmelighed diplomater til romerne med en anmodning om en venskabspagt og tilgivelse for sit forræderi. Marius beordrede derfor en af sine officerer, aristokraten Lucius Cornelius Sulla, ud for at møde Bocchus.

Sulla gav kongen besked om, at Roms tilgivelse afhang af, hvad han kunne tilbyde dem som tak, og tilføjede ifølge Sallust:

“Hvis han ville levere kongen (Jugurtha, red.) til romerne, ville de være ham dybt taknemmelige”.

Bocchus vaklede til det sidste: Først forhandlede han med Jugurtha om at kidnappe Sulla og bruge ham som gidsel i en fredsforhandling med Rom. Derefter forhandlede Bocchus med Sulla om at lokke Jugurtha i baghold.

Til sidst lod Bocchus, som om han gik ind for Jugurthas plan om at kidnappe Sulla under et møde. I tillid til sin svigerfars ord troppede Jugurtha op, men Bocchus’ mænd lå i baghold, og så klappede fælden. De huggede Jugurthas følge ned, lagde den numidiske konge i lænker og udleverede ham til Sulla.

Efter seks lange år var krigen mod Jugurtha omsider slut.

Jugurtha, Marius, Sulla

Marius (siddende) beordrede Sulla (stående tv.) til at fange Jugurtha.

© Johnny Shumate

Jugurthas banemænd blev dødsfjender

Tilfangetagelsen af Jugurtha gjorde Marius og Sulla berømte og satte skub i deres karrierer, men de endte som dødsfjender i senatets magtkamp.

Det var et umage par, der i år 105 f.Kr. satte punktum for krigen i Numidien ved at tage Jugurtha til fange. Bag aktionen stod hærføreren Marius og hans næstkommanderende, Sulla.

Politisk stod de to på hver deres side. Marius var en “ny mand”, som afskyede Roms elite af gamle familier, mens Sulla kom fra netop en disse familier og støttede senatets magt.

Det var på Marius’ ordre, at Sulla indgik en aftale med kong Bocchus af Mauretanien om at forråde svigersønnen Jugurtha. Da Marius og Sulla vendte hjem til Rom, begyndte deres venskab at knage.

Marius mente, at æren for Jugurthas tilfangetagelse tilhørte ham som øverstbefalende. Sulla mente modsat, at han skulle have æren, da han udførte planen. Tilfangetagelsen skabte begge mænds lyn-opstigen i det romerske hierarki, men resulterede også i et livslangt had mellem de to politiske rivaler.

Da Marius døde i år 86 f.Kr. efter at være valgt til konsul syv gange, blev Sulla udråbt til diktator og indledte en klapjagt på hans tilhængere.

Jugurtha fik en isnende død

I januar 104 f.Kr. fejrede den hjemvendte Marius iført laurbærkrans og purpurfarvet toga sin sejr med et mægtigt triumftog. Foran hans sejrsvogn traskede Jugurtha – manden, som i næsten et årti havde holdt Middelhavets supermagt for nar.

Ved triumftogets afslutning fortsatte Marius og alle andre op til Capitolhøjens top for at ofre til Jupiter i gudens tempel. Herefter spredtes deltagere og tilskuere for at deltage i banketter og anden morskab betalt af den sejrende feltherre.

Sulla, mønt, Jugurtha

Sullas søn udsendte efter sin fars død en mønt, hvor Sulla ses modtage kong Bocchus og en bagbundet Jugurtha.

© Imageselect

Alt dette oplevede Jugurtha ikke. Han blev ført til Roms ældgamle fængsel, Tullianum. Århundreder forinden var det blevet bygget som et cisterne-hus, og selve fangehullet lå i det kolde og konstant fugtige reservoir i bygnings kælder.

Jugurtha blev ifølge den græske forfatter Plutarch ført ind i fængslets stueetage, hvor vagterne flåede hans klæder og guldøreringe af med så stor voldsomhed, at kongens øreflip røg med i købet.

“Det var dog et noget køligt romersk bad!” Jugurtha efter at være blevet smidt i et meget fugtigt fangehul.

Herefter skubbede de den nøgne ørkenhersker ned i den gamle cisterne gennem et hul i gulvet. Herfra var ingen nogensinde undsluppet, for der fandtes hverken vinduer eller trapper i det tidligere reservoir, hvis gulv var dækket af vand.

Ifølge Plutarch var kongens sidste ord: “Det var dog et noget køligt romersk bad!”

Seks dage senere bukkede Jugurtha under for kulden og sulten.

Hans forudsigelse om Roms fald gik ikke i opfyldelse. Byen overlevede i over 500 år mere. Men den numidiske konge efterlod en arv, som kom til at martre den romerske republik.

Jugurthas skamløse bestikkelser havde udstillet den romerske elites grådighed og egoisme i en sådan grad, at romerne begyndte at nære massiv mistillid til senatet.

Den almindelige romer greb i de følgende årtier enhver mulighed for at støtte senatets mest indædte modstandere, blandt dem generalen Gajus Marius, der blev valgt til konsul hele syv gange.

Kampen mellem folket og senatet kulminerede, da Julius Cæsar 55 år efter Jugurthas død erklærede senatorerne krig og dermed indledte republikkens endelige fald.