Rom til salg: Ørkenkonge fandt romernes svaghed

Som han trasker afsted ad Roms brolagte hovedgade, Via Sacra, på vej mod Capitolhøjen, med sine bølgende slangekrøller kronet af et gulddiadem, ligner Jugurtha alt andet end en slagen mand.

Kun lænkerne om hans håndled afslører, at kongen ikke længere har noget at fejre. Da optoget når til foden af Capitolhøjen, bliver han som den eneste ført væk ad en sidevej – med kurs mod sin endelige skæbne.

Af alle Roms utallige fjender er Jugurtha den, som formåede at ryste Rom mest, ikke fordi han var en genial krigstaktiker eller anførte kæmpestore hære, men fordi han kendte romernes største svaghed – guld.

Jugurtha var alt for dygtig

Historien om Jugurtha begyndte mange år forinden. I 146 f.Kr. knuste romerne Nordafrikas supermagt, Karthago, i den 3. Puniske Krig og gjorde det muligt for naboriget Numidien, Roms allierede, at vokse sig til et stærkt handelscentrum på den nordafrikanske kyst.

Seks år senere blev kong Micipsa landets enehersker, da hans to brødre døde. Micipsa havde to sønner, som begge skulle efterfølge ham på tronen. Han havde imidlertid også en nevø, Jugurtha, som kongen lod uddanne i sit palads.

Jugurtha viste hurtigt store evner for krig og lederskab, og hans popularitet i hæren og befolkningen voksede så stærkt, at kong Micipsas stolthed over nevøen måtte vige for frygten for den unge mands ambitioner.

Og da den romerske hærfører Scipio Aemilianus i år 134 f.Kr. bad Micipsa om hjælp til Roms belejring af den spanske by Numantia, fik kongen en grum idé.

“Han gav Jugurtha kommandoen over numidierne, han sendte til Spanien, i det håb, at han let ville blive offer for sin hang til at vise sit mod eller for den brutale fjende”, skriver den romerske forfatter Sallust.

Fælden gav uventet bagslag. Jugurtha overlevede og imponerede den romerske hærfører så meget, at han blev en af generalens betroede mænd, så da den unge krigshelt vendte hjem, følte kong Micipsa sig tvunget til at adoptere Jugurtha.

Snart efter døde Micipsa, som i sit testamente tildelte sine to sønner og Jugurtha hver deres del af Numidien. Men arvingerne kunne ikke enes. Jugurtha planlagde derfor at myrde kongens to sønner, Hiempsal og Adherbal – også selvom mordene stensikkert ville gøre romerne vrede.

Under sit ophold i Spanien havde Jugurtha nemlig opdaget, at Roms elite først og fremmest lod sig styre af penge. “Han havde den faste overbevisning, at i Rom kunne alt købes”, skriver Sallust.

Natten før tronarvingerne skulle mødes, sendte han sine håndgangne mænd ud til det privathus, hvor Hiempsal residerede. De brød dørene ned og fandt den skrækslagne Hiempsal skjult i en tjenestepiges kammer.

“Numidierne gjorde som befalet og bragte hans hoved til Jugurtha”, beretter Sallust.

Guld vandt over retfærdighed

Mordet på Hiempsal fik broren Adherbal til at flygte til Rom for at søge hjælp. Som modsvar skibede Jugurtha diplomater med tasker fyldt med guld og sølv til Rom.

Den romerske republik blev på dette tidspunkt styret af to konsuler valgt af det romerske folk for et år ad gangen. Konsulerne ledede staten i samarbejde med senatet, der i princippet var en rådgivende forsamling.

Men modsat konsulerne skulle medlemmerne af senatet, der bestod af Roms rigeste og mest magtfulde mænd, ikke vælges. De sad for livstid. Forsamlingen var derfor blevet ekstremt magtfuld og kæmpede indædt for at holde alle andre ude af rigets ledelse.

Senatets medlemmer stammede derfor fra familier, som alle hævdede at kunne føre deres aner tilbage til byens grundlæggelse.

Jugurtha kendte senatets magt, og hans udsendinge gik derfor i gang med at smøre de romerske senatorer med store pengegaver.

Da senatet stemte om hjælpen til Adherbal, mente et flertal af medlemmerne – som før havde været imod Jugurtha – pludselig, at han intet galt havde gjort.

“På trods af alt vandt den del af senatet, som satte penge og tjenester højere end retfærdighed”, skriver Sallust vredt.

I stedet for at straffe mordet blev det vedtaget, at Numidien skulle deles mellem Jugurtha og Adherbal. Udfaldet viste Jugurtha, at Rom ikke var en reel trussel. Og snart efter, i 112 f.Kr., lod han sine tropper angribe Adherbal, hvis hær blev hugget ned uden for hovedstaden Cirta (det antikke navn på den algeriske by Constantine).

Adherbal flygtede med de overlevende ind i byen. Her befandt der sig et stort antal romerske handelsfolk, som forsvarede Cirta så ihærdigt, at Jugurtha måtte opgive at storme byen.

Senatet i Rom sendte repræsentanter til Nordafrika for at få Jugurtha til at opgive belejringen, men forhandlingerne kom ingen vegne.

Romerne i Cirta, der hørte om udsendingene, blev overbeviste om, at Jugurtha ikke turde skade dem, hvis de overgav sig. Men så snart byportene blev åbnet, lod Jugurtha Adherbal dræbe, hvorefter hans tropper myrdede løs blandt de voksne mænd i byen – også romerne.

Nyheden fik prompte det romerske senat til at erklære krig. Én ting var, at Jugurtha massakrerede sin adoptivbror og hans folk, noget andet var at myrde romerske borgere!

Rom ville have hævn og sendte en hær til Nordafrika.

Invasion løb ud i sandet

Roms felttog mod Numidien blev en dundrende fiasko. Invasionshæren blev ledet af konsulen Lucius Bestia, som efter et par småsejre uventet indgik en fredsaftale med Jugurtha, angiveligt fordi kongen havde brugt sit gamle trick.

“Så snart Jugurtha via udsendinge begyndte at friste med penge og demonstrere, hvor stærk modstand han kunne yde, blev Bestia et let offer for sin griskhed”, skriver Sallust.

Nyheden fik vreden til at koge i Rom, hvor Folkeforsamlingen, som bestod af de almindelige borgere, anklagede Bestia og andre senatorer for korruption. Sagen var så vigtig, at Jugurtha – mod løfte om frit lejde – blev kaldt til Rom for at afgive forklaring.

Snart efter stod den frække numidier, som kort før havde været Roms fjende, ganske ubekymret i Folkeforsamlingen – klar til at udpege alle, han havde bestukket. Trods tilhørernes had mod Jugurtha holdt de alle vejret, da kongen blev kaldt frem for at afsløre de korrupte.

Men i samme øjeblik, Jugurtha skulle tale, rejste en folketribun sig og nedlagde veto imod, at kongen vidnede. Roms folketribuner havde til opgave at beskytte den brede befolknings interesser og kunne derfor nedlægge veto.

Og det havde Jugurtha, som ikke var interesseret i at afsløre noget som helst, snedigt udnyttet – folketribunens veto var købt med afrikansk guld.

Det tog ikke lang tid for de fremmødte at indse kongens bedrag. Men vetoet kunne ikke omstødes.

“Folket måtte gå hjem fra mødet efter at være blevet holdt for nar af Jugurtha”, skriver Sallust.

Men kongen var slet ikke færdig. Jugurtha havde opsnuset, at hans fætter Massiva var romernes nye favorit til den numidiske trone – og at han befandt sig i Rom.

I ly af natten lod Jugurtha derfor sin mest pålidelige mand betale lokale romere for at snigmyrde rivalen. Det dristige mord midt i romernes hovedstad blev dog udført så klodset, at én af lejemorderne blev pågrebet.

Han erkendte mordet, og snart stod det klart, at Jugurtha var bagmanden. På det tidspunkt havde kongen dog for længst forladt byen. Ifølge Sallust vendte han sig på vejen væk for at betragte den magtfulde by og udbrød:

“En by til salg, dømt til at falde, hvis den finder en køber”.

Roms hær måtte overgive sig

Jugurthas snigmord fik endnu en gang Rom til at erklære krig. I spidsen for en ny hær stod generalen Aulus Postumius Albinus, som heller ikke kunne matche den snu Jugurtha. Albinus satsede dumdristigt på at belejre den numidiske by, hvor kongens skatkammer lå.

Men i vinteren 110-109 f.Kr. lykkedes det Jugurtha at bestikke flere utilfredse romerske delinger til at lade sig lokke i baghold. Skinangrebet endte med, at Albinus og hans hær på 40.000 mand måtte overgive sig betingelsesløst og love at forlade Numidien inden 10 dage.

I Rom troede folk ikke deres egne ører ved nyheden om katastrofen. Rom, som havde besejret ærkefjenden Hannibal og lagt supermagten Karthago i aske, var blevet så svag, at den ikke engang kunne besejre en simpel nomadehøvding. Og de ansvarlige hærledere, alle fra Roms mest magtfulde familier, vendte efter hvert nederlag hjem rigere, end da de tog afsted.

Ørkenkongen drev gæk med Roms hære i seks år

I år 111 f.Kr. sendte Rom den første hær til Numidien for at straffe kong Jugurtha. Men hærleder efter hærleder måtte opgive at besejre den snedige konge, som først blev fældet, da han blev forrådt af sin svigerfar.

Det romerske folk krævede en politisk hovedrengøring. Flere af Roms ledende mænd blev efterfølgende landsforvist for korruption eller slet og ret uduelighed.

Ledelsen af krigen mod Jugurtha blev overdraget til konsulen Quintus Metellus, som godt nok tilhørte den gamle, aristokratiske elite, men havde ry for at være ubestikkelig. Selvom Metellus medbragte friske tropper til Afrika og genoprettede disciplinen, formåede heller ikke han dog at bringe krigen til ophør.

Kampene bølgede frem og tilbage, men selv efter betydelige romerske sejre undslap Jugurtha, der modsat romerne kendte alle ørkenlandets gemmesteder. Og hver gang stablede han en ny hær på benene og fortsatte krigen.

Metellus’ manglende gennembrud blev kritiseret højlydt af hans næstkommanderende, Gajus Marius, der ligesom Jugurtha havde kæmpet som ung officer i Spanien under belejringen af Numantia 26 år forinden.

Den 49-årige Marius kom modsat Metellus ikke fra en af de gamle senatorfamilier, og trods fænomenale militære evner var han konstant blevet forbigået. Men nu så officeren sin store chance.

Eliten blev vraget

Modstræbende gav Quintus Metellus i år 108 f.Kr. Marius tilladelse til at stille op til konsulvalget i den overbevisning, at han umuligt kunne vinde. Men Marius udnyttede folkets mistillid til Roms magtklasse.

I flammende taler fremhævede Marius, at han var en “homo novus” – en ny mand – som ikke tilhørte den opblæste og nydelsessyge elite:

“De siger, jeg er vulgær og uden dannelse, fordi jeg ikke har forstand på at arrangere fine middagsselskaber. Lad dem tilbringe deres alderdom dér, hvor de har brugt deres ungdom, ved det veldækkede bord, som slaver af deres bug og begær”.

Marius’ krasse kritik af de gamle familier gik rent ind hos romerne, der med et stort flertal valgte ham til det ene af Roms to konsulembeder.

Desuden besluttede folkeforsamlingen, at Marius skulle erstatte Metellus og lede krigen i Numidien. Aristokraten Metellus græd af raseri, da han modtog nyheden. Han var blevet vraget til fordel for en underordnet, der end ikke kunne kende forskel på en stegt vagtel med vinblade og en fedtdryppende svinesteg!

Folkeforsamlingen havde med udnævnelsen ydmyget Metellus og ikke mindst senatet, som normalt afgjorde, hvem der skulle anføre Roms hære.

I 107 f.Kr. ankom Marius til Numidien med den største hær, der var set i krigen mod Jugurtha, og i slag efter slag fik kongen at mærke, at hans nye modstander var af en helt anden kaliber end de forrige. Men krigen sluttede ikke, før Jugurtha var fanget.

Og der var kun én måde at gøre det på: Bruge Jugurthas beskidte metoder mod ham selv.

Kongens svigerfar forrådte ham

Under krigen havde Jugurtha overtalt sin svigerfar, kong Bocchus af Mauretanien (nutidens Marokko), til at støtte ham. Til gengæld ville Mauretanien få en tredjedel af Numidiens territorium efter krigen. Men Bocchus, der tidligere havde været Roms allierede, fik snart kolde fødder.

I år 105 f.Kr. sendte kongen derfor i al hemmelighed diplomater til romerne med en anmodning om en venskabspagt og tilgivelse for sit forræderi. Marius beordrede derfor en af sine officerer, aristokraten Lucius Cornelius Sulla, ud for at møde Bocchus.

Sulla gav kongen besked om, at Roms tilgivelse afhang af, hvad han kunne tilbyde dem som tak, og tilføjede ifølge Sallust:

“Hvis han ville levere kongen (Jugurtha, red.) til romerne, ville de være ham dybt taknemmelige”.

Bocchus vaklede til det sidste: Først forhandlede han med Jugurtha om at kidnappe Sulla og bruge ham som gidsel i en fredsforhandling med Rom. Derefter forhandlede Bocchus med Sulla om at lokke Jugurtha i baghold.

Til sidst lod Bocchus, som om han gik ind for Jugurthas plan om at kidnappe Sulla under et møde. I tillid til sin svigerfars ord troppede Jugurtha op, men Bocchus’ mænd lå i baghold, og så klappede fælden. De huggede Jugurthas følge ned, lagde den numidiske konge i lænker og udleverede ham til Sulla.

Efter seks lange år var krigen mod Jugurtha omsider slut.

Jugurtha fik en isnende død

I januar 104 f.Kr. fejrede den hjemvendte Marius iført laurbærkrans og purpurfarvet toga sin sejr med et mægtigt triumftog. Foran hans sejrsvogn traskede Jugurtha – manden, som i næsten et årti havde holdt Middelhavets supermagt for nar.

Ved triumftogets afslutning fortsatte Marius og alle andre op til Capitolhøjens top for at ofre til Jupiter i gudens tempel. Herefter spredtes deltagere og tilskuere for at deltage i banketter og anden morskab betalt af den sejrende feltherre.

Alt dette oplevede Jugurtha ikke. Han blev ført til Roms ældgamle fængsel, Tullianum. Århundreder forinden var det blevet bygget som et cisterne-hus, og selve fangehullet lå i det kolde og konstant fugtige reservoir i bygnings kælder.

Jugurtha blev ifølge den græske forfatter Plutarch ført ind i fængslets stueetage, hvor vagterne flåede hans klæder og guldøreringe af med så stor voldsomhed, at kongens øreflip røg med i købet.

Herefter skubbede de den nøgne ørkenhersker ned i den gamle cisterne gennem et hul i gulvet. Herfra var ingen nogensinde undsluppet, for der fandtes hverken vinduer eller trapper i det tidligere reservoir, hvis gulv var dækket af vand.

Ifølge Plutarch var kongens sidste ord: “Det var dog et noget køligt romersk bad!”

Seks dage senere bukkede Jugurtha under for kulden og sulten.

Hans forudsigelse om Roms fald gik ikke i opfyldelse. Byen overlevede i over 500 år mere. Men den numidiske konge efterlod en arv, som kom til at martre den romerske republik.

Jugurthas skamløse bestikkelser havde udstillet den romerske elites grådighed og egoisme i en sådan grad, at romerne begyndte at nære massiv mistillid til senatet.

Den almindelige romer greb i de følgende årtier enhver mulighed for at støtte senatets mest indædte modstandere, blandt dem generalen Gajus Marius, der blev valgt til konsul hele syv gange.

Kampen mellem folket og senatet kulminerede, da Julius Cæsar 55 år efter Jugurthas død erklærede senatorerne krig og dermed indledte republikkens endelige fald.