Rom tog blodig hævn: Jøderne tabte deres land i hellig krig

Fremmede regerer Judæa

Det var ikke første gang, at jøderne gjorde oprør mod romerne. Jødernes opstand i 132 e.Kr. var kulminationen på mange års undertrykkelse af det lille folkeslag.

Judæa var blevet erobret af romerne næsten 200 år tidligere i år 63 f.Kr. Romerne indsatte en vasalkonge, som sørgede for at drive skatter ind blandt jøderne på vegne af romerne.

År senere indsatte romerne en romersk guvernør i landet, som fik hovedkvarter i jødernes hellige by Jerusalem.

Romerne understøttede Judæas jødiske aristokrati samt de mange tusinde romerske og græske bosættere, der levede i landet.

På den måde sørgede romerne for, at indbyggerne forblev så splittede, at et forenet oprør mod den romerske besættelse var stort set utænkeligt.

Men i maj 66 e.Kr. – næsten 70 år før Simon Bar Kochbas oprør – brød et voldsomt oprør ud i byen Caesarea i den nordlige del af Judæa. Urolighederne spredte sig hurtigt til Jerusalem.

Jøderne dræber 6.000 romere

Oprørets voldsomhed kom som en overraskelse for romerne. I løbet af foråret og sommeren 66 e.Kr. indtog oprørerne store dele af Judæa. Men i efteråret begyndte Roms mægtige krigsmaskine at sætte sig i bevægelse.

Syriens romerske guvernør marcherede mod Judæa med 30.000 soldater for at slå oprøreret ned.

Den 27. oktober stod den romerske hær uden for Jerusalem, og i løbet af de næste dage gennembrød romerne forsvarsværkerne og trængte frem til jødernes helligdom i byens centrum, templet.

Men lige da sejren så ud til at være sikret, afbrød romerne angrebet og trak hæren tilbage mod byen Caesarea.

Så snart romerne forlod Jerusalem, viste de første jødiske guerillasoldater sig. I regulære slag havde de let bevæbnede oprørere ingen chance mod de veldisciplinerede og tungt pansrede romere.

Men blandt Judæas klipper og olivenlunde var de i deres es, og snart myldrede det med jødiske soldater.

Det, som skulle have været en organiseret romersk retræte, blev et fire dage langt mareridtsagtigt spidsrodsløb. Igen og igen angreb jøderne.

Da de romerske legionærer omsider kom i sikkerhed, havde de efterladt sig bunker af våben, rustninger og forsyninger. Og næsten 6.000 af deres kammerater lå døde i Judæas vildmarker.

Det var den største jødiske sejr i 200 år og et af Roms værste nederlag.

Sejr ender i borgerkrig

Oprøret i år 66 e.Kr. var brudt ud helt spontant. Derfor bestod den jødiske oprørshær af en række grupper med helt forskellig politik og mål.

Blandt oprørerne fandtes alt fra radikale zeloter og sicarianere, revolutionære bondeoprørere til konservative repræsentanter for adel og præsteskab.

Den militære succes i begyndelsen af oprøret havde til en vis grad dæmpet modsætningerne. Men det var bare et spørgsmål om tid, før de kom for dagen.

I byen Tiberias kom det snart til regulære gadekampe mellem radikale og moderate oprørere. I byen Sepphoris gik det endnu værre.

Her frygtede det jødiske borgerskab mere de radikale oprørere end Rom og bad derfor romerne om militær beskyttelse.

Resultatet blev, at romerne nu fik et brohoved midt i fjendeland.

Rom sender Vespasian

Manden, som fik til opgave at knuse oprøret, var den 57 år gamle general Vespasian. I foråret 67 e.Kr. rykkede han ind i jødernes land.

Katastrofen uden for Jerusalem var indtruffet, fordi jøderne havde fået lov at kæmpe på deres egne vilkår, men Vespasians invasion foregik på romernes betingelser.

Vespasian beordrede sine soldater til at afbrænde afgrøderne, ødelægge kornlagrene og dræbe alle husdyr i de områder, soldaterne marcherede igennem.

Den romerske hærstyrke slog til mod oprørernes byer og borge. Jøderne kunne ikke hamle op imod romernes overlegne teknologi, og en efter en faldt deres fæstninger.

Den sidste store oprørsbase var klippebyen Gamala. Her forsvarede befolkningen sig tappert mod overmagten og slog flere romerske angreb tilbage.

Da indbyggerne til sidst indså, at enden nærmede sig, søgte de tilflugt på et klippefremspring over en dyb dal. Her valgte mange at kaste sig i afgrunden frem for at falde i fjendens hænder.

Efterhånden som romerne tog kontrol over de jødiske distrikter, flygtede oprørerne til Jerusalem, hvor det endelige slag skulle stå. Her ventede 25.000 jødiske rebeller på den romerske hær, der nærmede sig.

Den jødiske oprørshær i Jerusalem var en broget blanding af konservative nationalister, religiøse fanatikere og revolutionære. En stor del af dem havde været med til at besejre romerne tidligere og var fulde af kampgejst.

For mange føltes det som det endelige slag mellem lysets og mørkets magter. Jøderne var overbevist om, at himlens hærskarer ville komme dem til hjælp, når romerne angreb den hellige by.

Og 23. april år 70 e.Kr. stod “mørkets hær” uden for Jerusalems mure – nu anført af Vespasians søn, Titus.

Angrebet på Jerusalem

Romerne begyndte at anlægge tre enorme ramper af jord uden for Jerusalems mure. Da ramperne var færdige, blev rambukke og belejringsmaskiner kørt frem for at knuse bymuren.

Historikeren Josefus fortæller, at “et dybt støn af fortvivlelse” steg op fra Jerusalem, da lyden af det første rambukstød drønede igennem byen. De vidste, at romerne fra nu af ikke ville vise jøderne den mindste nåde.

Efter en uges arbejde brød romernes største rambuk, “Victor”, gennem bymuren. I slutningen af maj nærmede romerne sig tempelområdet og stod nu foran Jerusalems inderste fæstning, “Antonia”.

Igen begyndte romerne at bygge ramper, og efter to uger var de enorme rambukke på plads neden for murene. På ny genlød byen af drønet fra belejringsmaskinerne.

Men pludselig gav jorden efter. Rambukke, ramper og mænd forsvandt i afgrunden. I al hemmelighed havde jøderne gravet tunneler under romerne og derefter sat ild på de bjælker, der afstivede tunnelerne, så de kollapsede.

På et øjeblik havde oprørerne ødelagt mere end to ugers romersk ingeniørarbejde. Men romerne havde mange andre metoder til at knække en by.

Jøderne må spise halm

General Titus trak soldaterne ud af byen og lod en otte kilometer lang mur med 13 forter opføre hele vejen rundt om Jerusalem. Derefter behøvede romerne bare vente på, at maden i Jerusalem slap op. Og det varede ikke længe.

De militære styrker i byen havde store madforråd, og det samme havde mange af de rige jøder i byen. Men de omkring 200. 000 almindelige borgere i Jerusalem havde ikke adgang til disse forsyninger.

I løbet af sommeren 70 e.Kr. blev situationen stadig mere desperat. Folk samlede ukrudt, kogte læderbælter, spiste halm fra staldgulvene og gennemrodede hestegødningen på jagt efter ufordøjede korn.

Oven i sulten kom sygdommene. Til slut var det ikke muligt at begrave alle de døde, og ligene blev smidt ud over bymurene.

Snart blev dalen uden for Jerusalem fyldt op af lig, der rådnede i sommervarmen, og en stinkende bæk af råddenskab løb ud fra de opløste kroppe.

Mange forsøgte at flygte, men kun få kom igennem den romerske blokade. Velstående jøder slap ofte let, hvis de blev fanget. De kunne betale, og mange havde været modstandere af oprøret.

Enkelte var dog så uheldige at løbe i armene på romernes syriske og arabiske hjælpetropper, som skar maven op på dem, fordi de troede, flygtningene havde slugt guld og ædelstene.

For almindelige jøder var der ingen nåde. Snart voksede en skov op omkring Jerusalem: tusindvis af kors, hvor døde eller døende jødiske fanger var naglet fast. På den måde forsøgte romerne at knække oprørernes kampvilje.

Kombinationen af angreb, sult, sygdom og terror fungerede, og i sensommeren år 70 e.Kr. stod den romerske hær foran selve templet – jødernes vigtigste helligdom.

Templet går op i flammer

Under de blodige og kaotiske gadekampe omkring templet tog en romersk soldat et brændende træstykke op fra jorden. Han klatrede op på en kammerats skuldre og kastede faklen ind gennem et vindue.

Rummet bag vinduet var tilfældigvis et af templets lagerrum og var fyldt med pergamentruller, papyrus og tøj. Det havde været knastørt i mange uger, og en eksplosionsagtig brand brød ud.

Snart var tempelområdet fyldt med fortvivlede jøder, som forsøgte at forsvare templet mod de angribende romere samtidig med, at de forsøgte at redde de hellige skrifter fra flammerne.

Tabet af templet blev dødsstødet for oprørerne, og mange af jøderne forstod hurtigt, at de nu var kommet til enden. Pludselig så de romerske soldater et fortvivlet syn.

På søjlegangenes tage rundt om det brændende tempel stod hundredvis af mænd, kvinder og børn. Omgivet af ild og røg stirrede de mod himlen. Til det allersidste ventede de på, at redningen skulle komme derfra.

Men hjælpen kom aldrig, og flammerne opslugte dem.

Romerne fejrer sejren

Hjemme i Rom blev sejren fejret med det mest storslåede triumftog i byens historie. De besejrede var ikke barbarer fra Gallien eller Germanien, men en gammel og højtstående kultur med paladser, templer og store byer.

I timevis bevægede optoget sig gennem gaderne, og tusindvis af romere stimlede sammen for at se processionerne.

De så tavler, som afbildede de største slag samt de byer, der var blevet erobret under den fire år lange krig i jødernes land. Tusinder af soldater marcherede forbi, mens de fremviste de mange skatte, den romerske hær havde plyndret.

700 jødiske fanger blev også trukket gennem gaderne. De var blevet udvalgt, fordi de var specielt store, kraftige og smukke.

Da den syvarmede lysestage og andre tempelskatte blev båret frem, blev jublen fra menneskemassen øredøvende.

I Judæa lå Jerusalem og jødernes tempel i ruiner. Der var heller ikke længere noget præsteskab i byen. Jerusalems befolkning var blevet reduceret til en tredjedel – og hundredtusinder af jøder var døde eller deporteret.

Tæt på Jerusalem oprettede Rom en koloni for romerske krigsveteraner, som blev tildelt jord som tak for deres tjeneste. Desuden blev der rundt om i Judæa grundlagt en række rent ikke-jødiske byer.

Den jødiske nation var i realiteten ophørt med at eksistere. Men selv nu var jødernes modstandsvilje ikke knækket. De ventede bare på en ny mulighed for at bryde det romerske åg.

Hadrian forbyder omskæring

I år 130 e.Kr. – 60 år efter afslutningen på jødernes første oprør – kom den romerske kejser Hadrian til Jerusalem, der stadig lå i ruiner.

Han ønskede nu at bygge en ny og moderne romersk by ved navn Aelia Capitolina på stedet. Og som erstatning for jødernes ødelagte tempel ville han bygge et nyt tempel til ære for den romerske gud Jupiter.

Den jødiske verden reagerede med chok og raseri. Hadrian så sig selv som en ven af det jødiske folk, men som så mange før ham forstod han ikke jøderne og deres religion.

Romernes religion var fleksibel og pragmatisk; de optog gerne nye guder i deres guderække og havde sågar en gudinde for kloakken i Rom. En sådan nation kunne aldrig forstå jødernes lidenskabelige forhold til deres gud.

Samtidig med sine tempelplaner i Jerusalem indførte Hadrian også et forbud mod omskæring.

For romere og grækere var enhver form for selv-lemlæstelse modbydelig, men jøderne tolkede forbuddet som en bevidst provokation. I løbet af to år rejste Judæa sig på ny til den sidste og mest ødelæggende krig mod Rom.

Det forrige store oprør havde været et kaos af modstridende grupper og personer. Men denne gang stod oprørerne samlet bag Simon Bar Kochba, der med sin status som den profeterede Messias ledte jøderne ind i den endelige kamp for frihed.

Oprøret i 66 e.Kr. havde haft religiøse undertoner. Men denne gang mente mange oprørere, at de var i gang med en hellig krig mod Rom.

Jødernes religiøse fanatisme gav oprørshæren næsten overjordisk styrke i kampen mod de ellers så uovervindelige romerske styrker.

Og hver uge strømmede titusinder af nye jødiske rekrutter ind i hæren, der til sidst talte flere hundredtusinder.

Jødernes sidste fæstning

Kejser Hadrian sendte bud efter en af Roms mest erfarne generaler, Julius Severus. Severus kom direkte fra Britannia og havde stor erfaring i guerillabekæmpelse.

På grund af oprørernes overlegne antal og religiøse fanatisme undgik Severus at møde dem i åben kamp. I stedet isolerede han mindre grupper af oprørere og afskar deres forsyningslinjer.

Han anlagde også et nyt vejnet i Judæa alene for at lette transporten af legionærerne. Langsomt klemte Severus livet ud af oprøret.

Oprørslederen Simon Bar Kochba var fortsat på fri fod. Sammen med sine mest fanatiske soldater forskansede han sig i klippefæstningen Bethar ikke langt fra Jerusalem.

Men det var bare et spørgsmål om tid, før romerne kom, og belejringen af Bethar-fæstningen blev den sidste store styrkeprøve under krigen.

Nedkæmpelsen af Bar Kochba og hans guerillaer var så vigtig, at kejser Hadrian selv var til stede under belejringen.

Oprørernes mod og fanatisme nyttede ikke længere mod romernes armeer. Jøderne overgav sig aldrig, men døde i klippefæstningen. En romersk kilde siger, at de døde af sult og tørst.

Men ifølge jødiske kilder huggede romerne alle beboerne ned, “indtil hestene vadede i blod op til næseborene, og blodet flød ned ad klipperne og videre ud i havet, hvor det blev farvet rødt”.

Krigen ryster selv romerne

Jerusalems fald i år 70 e.Kr. blev fejret med en af de mest storslåede sejrsceremonier, Rom nogensinde havde set. Efter Bar Kochba-oprøret – 60 år senere – afholdt romerne hverken triumftog eller rejste sejrsmonumenter.

Den voldsomme fanatisme og brutalitet, der havde præget oprøret, rystede selv de krigsvante romere, og det var ikke en krig, de var stolte af at vinde. Enkelte romere så det end ikke som en sejr.

I et brev fra forfatteren Cornelius Fronto til kejser Marcus Aurelius tredive år senere omtalte han Bar Kochba-oprøret som et af Roms nederlag.

Måske følte mange det samme som general Titus, da han efter Jerusalems fald i år 70 e.Kr. skal have sagt:

“Der er ingen ære i at besejre et folk, som er blevet forladt af deres guder”.

Krigen var intet mindre end en katastrofe for jøderne. Den romerske historiker Dio Cassius beskrev krigen med disse ord:

“50 af deres vigtigste fæstninger og 985 af deres mest kendte byer blev jævnet med jorden. 580.000 mennesker blev dræbt i træfninger og slag, og det er end ikke muligt at finde tal på alle dem, som døde af sult, sygdom og ild. På den måde blev næsten hele Judæa lagt øde”.

Med disse tre sætninger opsummerede den romerske historiker en hel nations undergang.

Hadrian renser Judæa for jøder

Judæa eksisterede ikke mere. I stedet oprettede kejser Hadrian en ny provins ved navn Syria Palestina, opkaldt efter jødernes urgamle fjender, filistrene.

Landet blev nærmest renset for jøder. I tillæg til alle de jøder, som var blevet dræbt i oprøret, blev tusinder solgt som slaver eller sendt ud i det romerske imperium for at ende deres dage i romernes saltminer.

De, der overlevede, flygtede. De heldige sluttede sig til de jødiske kolonier i Egypten og nutidens Irak. Men mange andre måtte rejse mod en usikker skæbne i Europa.

For at sikre, at en jødisk stat aldrig ville genopstå, forbød Hadrian jøderne at se Jerusalem. Straffen for overtrædelse var døden.

Umiddelbart efter oprørets afslutning satte en rabbiner ved navn Akiba ben Josef sit liv på spil for at se sit elskede Jerusalem en sidste gang.

Det lykkedes rabbineren at snige sig ind i byen, hvor han nåede at få et glimt af tempelruinen, før soldater opdagede ham og kastede ham i fængsel.

Mens romerne torturerede ham til døde, gentog Akiba jødernes urgamle bøn “Shema Yisrael” – Hør Israel, at Herren er din Gud, Herren alene.

Den gamle rabbiner kunne ikke vide, at Israel ikke ville eksistere i de næste 1.800 år. Jøderne var nu et folk på flugt, uden land og uden beskyttelse.