Romer skrev antikkens Wikipedia

Hans værk “Naturalis historia” (Naturhistorie) var måske blevet betydelig større, hvis ikke nysgerrighed havde drevet Plinius i døden i år 79 e.Kr.

Fra officer til dermatolog

Plinius kom til verden i år 23 e.Kr. Han blev født ind i en norditaliensk familie, der tilhørte Romerrigets såkaldte ridderstand – niveauet lige under de magtfulde og endnu rigere nobilitas.

Familiens velstand betød, at Gajus Plinius Caecilius Secundus, som hans fulde navn lød, kunne slå sig ned i Rom og studere retorik samt militærkunst. Som 23-årig begyndte han sin militærkarriere og blev sendt til Germania som rytterofficer.

Allerede dengang kriblede det i hans fingre for at skrive, og han udgav sit første værk: En lille instruktionsbog om, hvordan man kaster med spyd fra hesteryg. Det var også under udstationeringen ved Rhinen, at Plinius blev venner med Roms fremtidige kejser Vespasian.

Magtfulde venner sikrede livet igennem Plinius adgang til sjældne bøger og antikkens største begavelser.

Efter felttoget i Germania vendte han hjem for at hellige sig litteraturen. Han forfattede lange afhandlinger om sine holdninger til kejserne – nuværende såvel som afdøde. Han skrev også om grammatik og om talemåder.

Og så kastede han sig over noget så praktisk som kvinders hudpleje:

Rynker anbefalede Plinius at glatte ud ved at smøre ansigtet ind i æselmælk. Akne kunne behandles med en blanding af smør og hvidt bly, der ligeledes skulle smøres på. Mod ansigtssår hjalp en varm moderkage fra en ko, sammenfattede Plinius datidens velmente råd.

Da hans gamle ven Vespasian tog magten i Rom i år 69, blev Plinius udnævnt til statholder i hhv. Spanien, det sydøstlige Frankrig og Belgien. Det var nu, at Plinius for alvor gav sig i kast med at indsamle viden til sit livsværk.

Plinius sov aldrig

Under den berømte og 200 år lange pax romana, Romerrigets fredeligste periode, begyndte Plinius på “Naturalis historia”. I hans øjne betød freden, at opdagelsernes tid var ovre. Verden stod stille, og videnskaben havde nået sine grænser. Derfor var det på tide at samle al viden og sikre, at den ikke gik tabt for eftertiden.

Allerede fra begyndelsen indså Plinius, at værket ville blive monumentalt – de næste 10 år skulle “Naturalis historia” komme til at kræve både dag og nat af ham.

Plinius var drevet af en intens nysgerrighed og en nærmest manisk arbejdsmoral. Mere end noget andet frygtede “døgnbrænderen” at spilde sin tid og mente således, at alle timer, der ikke blev brugt på at forske, var tabt.

Måske derfor kunne han ikke sove. Faktisk var hans motto “vita vigilia est” – at leve er at være vågen. Og ved at minimere sin søvn kunne Plinius passe sit arbejde i statens tjeneste om dagen og pukle med sit store værk om natten.

Selv transporttid kunne bruges til at arbejde, og når Plinius i sin bærestol blev fragtet gennem Roms gader af to stærke slaver, gik en tredje slave altid ved siden af ham og tog imod diktat fra den myreflittige forfatter.

Han så det som en guddommelig pligt at tjene Rom og menneskeheden, og det var også sådan, han ønskede, at eftertiden skulle huske ham.

Når natteravnen Plinius arbejdede i skæret fra kærter og fakler, sad han hensunket i sin lænestol, mens en af hans husslaver læste højt fra en bogrulle.

På forfatterens tegn skrev en anden slave udvalgte passager ned. På den måde fik Plinius på en og samme tid læst højt og noteret de bidder af viden, der skulle samles i “Naturalis historia”.

Plinius hævdede, at han således havde pløjet sig gennem ikke færre end 2.000 værker af over 100 forskellige forfattere – blandt dem Aristoteles, Homer og Mucianus. Og det, han læste, tog han for gode varer. Om elefanter skrev han:

“Det er forbavsende, at elefanter kan klatre op ad reb, men mest forbavsende er det, at de kan klatre ned igen – også når rebet hænger lodret ned. Mucianus, som var konsul tre gange, skriver, at en bestemt elefant lærte det græske alfabet og ofte skrev følgende på det sprog: ‘Jeg har selv skrevet dette, og jeg har ofret krigsbytte fra kelterne’”.

Uddraget om elefanterne demonstrerer en på daværende tidspunkt banebrydende og for fremtiden essentiel videnskabelig praksis: Plinius oplyste, hvor han havde sin viden fra. Han henviste til sine kilder.

Verdens ældste encyklopædi

Wikipedia og “Naturalis historia” har ikke så lidt tilfælles. Faktisk skrev Plinius, at han indsamlede viden af “omfattende kultur” – på græsk enkyklios paideia, heraf ordet encyklopædi.

I en encyklopædi er det ingen hemmelighed, at den viden, der optræder, stammer fra andre end forfatteren selv. Og netop dét er noget helt særligt ved Plinius’ værk: Mens alle hans forgængere i passive termer brugte formuleringer som “det er blevet sagt”, eller “det er læst”, skrev Plinius navnene på dem, han havde sin viden fra.

Ligesom Wikipedia forsøgte Plinius at dække nærmest alting – eller i hvert fald alt i romernes verden. Værkets titel “Naturhistorie” skal faktisk forstås som en beskrivelse af hele den naturgivne verden. Og med verden skal vi forstå Romerriget.

På den måde blev Plinius’ værk også patriotisk – og Roms rolle i verden kædet sammen med selveste naturen. Men ligesom med Wikipedia er der god grund til at læse “Naturalis historia” med et gran salt.

Nogle forskere mener ligefrem, at udtrykket “med et gran salt” (cum grano salis) kan spores tilbage til Plinius, der i en opskrift på en universel modgift skrev, at man skal tage den med et saltkorn.

Andre eksperter påpeger, at vi kan takke Plinius for udtrykket “det eneste, der er sikkert, er, at intet er sikkert”.

Sikkert er det, at vi kan takke Plinius for et omfattende indblik i alt fra romernes minedrift til krydderihandel og kunsthistorie.

Plinius den Ældre døde blot 55 år gammel i 79 e.Kr. At han kendes under sit lidt spøjse tilnavn, skyldes, at den ugifte og barnløse forfatter testamenterede sit livsværk til nevøen Gajus Cæcilius. Og nevøen blev derfor kendt som Plinius den Yngre.

I årene efter Plinius’ død lagde nevøen sidste hånd på det emne-inddelte værk. Derefter blev det hovedsageligt kopieret i små bidder, så videnshungrende romere kunne læse netop de dele af storværket, der interesserede dem.

I 200-tallet plukkede den romerske forfatter Quintus Gargilius Martialis eksempelvis det medicinske indhold i værket og videregav det under navnet Medicina Plinii – Plinius’ medicin.

Urtemedicin blev i de efterfølgende århundreder kraftigt påvirket af viden fra Plinius’ værk. Han havde fx beskrevet den såkaldte signaturlære, der gik ud på, at hvis en sygdoms synlige symptomer eller problemets årsag mindede om en plante – så kunne planten bidrage til helbredelsen.

Planter i ærteblomstfamilien blev fx flittigt anvendt til at behandle skorpionstik, fordi ærtebælgens kurvede form ligner formen på skorpionens hale.

Nogle bestemte typer orkidéer, der i romernes øjne lignede testikler, blev brugt til at behandle impotens – med tvivlsom virkning dog.

Fra antikken og frem til 1400-tallet blev “Naturalis historia” kopieret så mange gange, at over 200 udgaver har overlevet frem til i dag. Da trykpressen blev opfundet, var “Naturalis historia” et af de første værker fra antikken, der blev trykt – første gang i Venedig i 1469.

Skrøner overlevede i århundreder

I 1492 blev værket for første gang kritiseret for at indeholde for mange fejl, men først hen mod slutningen af 1600-tallet blev det for alvor afvist af førende videnskabsmænd. Indtil da havde “Naturalis historia” stået som det ypperste og mest brugte videnskabelige værk.

I dag benytter historikere mest “Naturalis historia” til at få indsigt i romernes hverdag og verdensopfattelse. For dem betyder Plinius’ skrøner mindre – fx når han hævdede, at i Illyrien (Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien) blev børn født gråhårede og så bedst om natten.

Eller når han hævdede, at bjørne ikke fødes som de dyr, vi kender, men som hvide, uformelige kødklumper på størrelse med mus uden hverken øjne eller hår, og at bjørnemoren herefter slikker ungerne, indtil de har den rette bjørneform.