Romere flygtede fra Pompeji med fiskesovs

Da vulkanen Vesuv i år 79 begravede den romerske by Pompeji i lava og aske, forsøgte fire teenagere at flygte. På byens gravplads indhentede katastrofen dem. Arkæologer har nu fundet guld og fiskesovs i deres grav.

Knogler ved Pompeji

Knoglerne af fire unge mennesker på flugt fra lava og aske blev fundet bagest i en af Pompejis værksteder.

© Pompeoo Archeological Site Press Office/AP

Hvad var vigtigst for romerne i begyndelsen af det første århundrede e.Kr.? Svaret har arkæologer måske fundet i en ny grav, som de er i gang med udgrave lidt uden for Pompejis nordlige byport.

Da kvælende aske begyndte at hagle ned over Pompeji – ved nutidens Napoli i Italien – flygtede fire teenagere ud gennem nordporten og gennem en forstad, som bestod af gravpladser og værksteder.

Ud for en bronzestøbers forretning blev lava-regnen så voldsom, at de måtte søge ly bag værkstedets mure. Her omkom de kort efter.

Fiskesovs var helt uundværligt

Arkæologer har inden for de seneste uger udgravet bronzestøberens værksted, og her fandt de knoglerne af de fire flygtende teenagere. Under flugten medbragte gruppen tre guldmønter, en guldhalskæde formet som en blomst, tre vinkander, to låg til kogekar og ikke mindst en kande med fiskesovs.

Romerne var vilde med garum – en stærk salt sovs fremstillet af fiskeindvolde – som de krydrede stort set al deres mad med.

LÆS MERE: Få hele fortællingen om det altødelæggende vulkanudbrud ved Pompeji

Gravrøvere kom på besøg

Desværre var arkæologerne ikke de første, der havde gravet sig ned til værkstedet. På et eller andet tidspunkt mellem år 79 og i dag har gravrøvere boret en tunnel i lavaen og gennemsøgt bronzestøberens værksted.

Mens andre lig i Pompeji ligger som de faldt i år 79, var de fire unge menneskers knogler slynget op ad en mur i enden af værkstedet – her lå de hulter til bulter. Hvad gravrøverne har taget, ved arkæologerne endnu ikke.