Romerne dræbte uønskede spædbørn
Fædrene i oldtidens Rom havde ubegrænset magt over deres børns liv. Svagelige spædbørn – og raske piger – blev derfor ofte aflivet kort efter fødslen. Fund af børneknogler bekræfter den makabre praksis.
Arkæolog Simon Mays er overbevist om, at de arkæologiske fund af børneknogler beviser, at romerne slog spædbørn ihjel.
Spædbørn blev betragtet som ikkemennesker og aflivet med koldt blod i antikkens Rom. Sådan lød den brutale konklusion fra britiske arkæologer, som i 2010 undersøgte de jordiske rester af 97 romerske børn.
De små skeletter var udgravet i 1912 nær en romersk villa i Buckinghamshire i Sydengland, hvor de lemfældigt var gravet ned i husets baggård.
De arkæologer, som oprindelig fandt børneknoglerne, undersøgte dem ikke, men pakkede i stedet skeletterne ned i cigaræsker og arkiverede dem.
Da andre arkæologer ca. 100 år senere tilfældigt fandt æskerne, fik de et chok.
“Alle knoglerne havde samme størrelse. Et barns alder på tidspunktet for dets død kan anslås ved at måle knoglerne, og ved at undersøge knogler fra arme og ben kan vi fastslå et barns alder med to ugers usikkerhed”, siger arkæolog Simon Mays, som opdagede, at alle knogler var fra nyfødte børn, som var sunde og raske.
Forskernes konklusion er derfor, at villaen for ca. 1.800 år siden husede et romersk bordel. Og at de 97 skeletter tilhørte uønskede børn af prostituerede, som systematisk blev dræbt efter fødslen.
Fundet i Buckinghamshire bragte minder om en lignende makaber opdagelse, som arkæologer gjorde i den israelske by Ashkelon i 1988.
I kloakken under et romersk badehus fandt forskerne tusindvis af knogler fra 100 spædbørn, og også her viste undersøgelser, at børnene var nyfødte og sunde.
Flere arkæologiske fund tydede på, at badehuset havde været et bordel, og at de nyfødte var blevet kvalt og smidt i kloakken.
Børneknoglerne er beviser på et fænomen, som historikerne længe har kendt fra skriftlige kilder: Romerne dræbte deres spædbørn.
Selvom de arkæologiske fund stammer fra bordeller, viser flere antikke tekster nemlig, at børnedrab også var udbredt blandt almindelige romere.
Satirikeren Juvenal (ca. 65-135 e.Kr.) skriver, at børn “blev efterladt ved septiktanke“, mens filosoffen Seneca (4-65 e.Kr.) bekræfter, at “vi drukner nyfødte, som er svage eller anormale”.
I et andet eksempel skriver en udstationeret legionær til sin kone:
“Jeg tigger og beder dig om at tage dig godt af vores lille barn, og når jeg får løn, vil jeg sende den til dig. Hvis du i mellemtiden – med gudernes nåde – føder en dreng, så lad ham leve. Hvis det er en pige, så skil dig af med hende”.
Drab på spædbørn optræder i græsk mytologi, hvor kongedatteren Medea i desperation slår sine to små børn ihjel.
Faderen var herre over livet
Ifølge romersk lov havde en far ubegrænset magt over sit barns skæbne, inden det fyldte to år.
Indtil da blev et barn ikke anset for et fuldt udviklet menneske, og hvis et barn var sygt, handicappet, havde et uønsket køn, eller familien blot var for fattig, kunne faderen gøre en ende på sit barns liv.
Roms forfatning – kaldet “De 12 Tavler” – pålagde faktisk fædre, at “deforme børn skal dræbes”.
Samme lov tillod også fædre at aflive sunde pigebørn – en praksis, som mange romere benyttede sig af, fordi drenge blev anset for at være mere værdifulde.
Selv Roms fremmeste familier dræbte efter alt at dømme deres piger, for historikerne kan se, at de fik unaturligt få døtre.
Flere af Romerrigets fremtrædende personligheder var fortalere for aflivning af spædbørn, fordi denne praksis – ifølge dem – gjorde det romerske folk stærkere ved at skille sig af med de svageste individer.
Fx forsvarede juristen Cicero ivrigt børnedrab ved at henvise til “De 12 Tavler”, og historikeren Tacitus hånede jøderne, fordi de betragtede det som “en dødelig synd at dræbe et uønsket barn”.
Umiddelbart efter fødslen skulle barnets far beslutte, om den nyfødte skulle overleve eller smides på gaden.
Brutal praksis chokerede samtiden
Barnet blev oftest smidt i en flod eller efterladt ved en befærdet vej.
Logikken var, at barnets familie på denne måde var fritaget for ansvar, fordi barnet ville dø af naturlige årsager – sult eller kulde. Teknisk set kunne forbipasserende – eller guderne – også gribe ind og redde barnets liv.
Faktum var imidlertid, at børnene ofte blev fundet af sultne gadehunde.
“Alle de vilddyr, som æder menneskekød, besøger disse steder og mæsker sig uhindret i spædbørn”, skriver den græsk-jødiske filosof Filon af Alexandria (10 f.Kr.-40 e.Kr.) rystet om den brutale romerske praksis.
De børn, som blev samlet op, endte oftest som slaver eller prostituerede.
I perioder, hvor romerne manglede slaver – bl.a. når riget ikke havde taget krigsfanger i flere år – drog slavehandlere rundt i gaderne og samlede efterladte spædbørn op.
Børnene blev typisk anbragt hos ammer, som specialiserede sig i at opfostre uønskede børn, indtil de var gamle nok til at blive solgt.
Drab på spædbørn var ikke forbeholdt Rom alene, men spredte sig også til de nyerobrede provinser – som knoglefundene i England og Israel viser.
Flere steder var de lokale dybt rystede over romernes brutalitet.
Fx tog oldtidens egyptere ofte de uønskede spædbørn til sig, men gav dem typisk navne, der var afledt af ordet “mødding” for at mindes, hvor barnet var blevet fundet.
Først i år 374 e.Kr. – da kristendom havde fået fodfæste i Romerriget – blev det systematiske drab på spædbørn gjort ulovligt.