Når en romersk mand havde udset sig sin kommende hustru, gav han gerne en ring som gave inden brylluppet.
Ringen viste, at kvinden nu havde bundet sig til en mand og blev båret på venstre hånds ringfinger. Ifølge romerne løb en nerve direkte fra denne finger til hjertet.
Typisk blev romerne gift, når de var 12-14 år gamle.
Når pigen nåede den alder, fandt faren en passende ægtemand til hende og indgik de nødvendige aftaler med gommens familie – bl.a. størrelsen på medgiften.
Kærlighed var ikke en del af overvejelserne, for ægteskab handlede i høj grad om at finde et godt parti.
Derfor var ægteskaber mellem forskellige sociale lag meget usædvanlige.
Romerske mænd gav deres koner ringe som bryllupsgaver.
Selve brylluppet indeholdt elementer, som er kendt fra vore dages bryllupper; fx bar bruden hvid kjole og blev akkompagneret af en brudepige.
Brudeparret spiste også bryllupskage og holdt fest for familien, efter at de var blevet viet i et tempel og havde ofret til guderne.
Datoen for brylluppet blev nøje valgt, for romerne var dybt overtroiske, så den store dag måtte ikke placeres for tæt på religiøse festivaler, så guderne blev sure.
Derfor var februar og maj forbudt, mens juni blev set som en god måned.