Når en romersk mand havde udset sig sin kommende hustru, gav han gerne en ring som gave inden brylluppet.
Ringen viste, at kvinden nu havde bundet sig til en mand og blev båret på venstre hånds ringfinger. Ifølge romerne løb en nerve direkte fra denne finger til hjertet.
Typisk blev romerne gift, når de var 12-14 år gamle.
Når pigen nåede den alder, fandt faren en passende ægtemand til hende og indgik de nødvendige aftaler med gommens familie – bl.a. størrelsen på medgiften.
Kærlighed var ikke en del af overvejelserne, for ægteskab handlede i høj grad om at finde et godt parti.
Derfor var ægteskaber mellem forskellige sociale lag meget usædvanlige.