Romernes huslige pligter var et møjsomt slid
Oldtidens romere havde næsten de samme pligter i hjemmet, som vi har i dag. Men for 2.000 år siden var alene tøjvasken et slid, der let kunne tage flere dage.
Forskerne mener, at dette romerske relief viser mandlige slaver, der vasker op.
Vandforsyning: Dagens sureste, men vigtigste pligt
De fleste romere måtte flere gange dagligt hente vand til at drikke, lave mad og gøre rent med. I store byer som fx Rom forsynede akvædukter offentlige fontæner, hvorfra indbyggerne let kunne hente vand. Men på landet og i rigets mindre byer måtte det hentes i fx floder, kilder eller brønde, som kunne ligge langt væk.
Vandet blev transporteret i lerkrukker og træspande, som i fyldt tilstand vejede mindst 10-12 kg. Over længere distancer sled den tyngende vægt, og havde husejeren slaver, fik de jobbet. Sliddet som vandbærer var hadet. I en komedie af romeren Plautus truer en slave fx en anden slave med at give ham vandtjansen: “Jeg vil sætte dig til at bære vand, indtil din ryg er så kroget, at man kan bruge dig som hestegjord”.
Ifølge romerne var der stor forskel på vand. Godt vand måtte hverken have smag eller lugt, skrev den romerske historiker Plinius den Ældre: “Hvis vand skal være virkelig sundt, bør det mest af alt minde om luft”.
Ifølge Plinius tog vand i floder og søer smag efter jorden ved bredden og de planter, som voksede i vandet. Også vand fra kildevæld kunne tage smag af kemikalier i de stenarter, hvorigennem kilden piblede. Plinius mente derfor, at det bedste vand kom fra brønde, der nåede ned til grundvandet: “Men det skal være brønde, hvor vandet konstant er i bevægelse på grund af hyppig brug”.
Romerske vægmalerier viser, at romerne brugte hejseværk til at trække vand fra brønden.
Opvask: Sand, vand og lud fik gryderne til at stråle
Når det gjaldt opvasken, stod Romerrigets mænd og kvinder lige. Mænd tog lige så tit opvasken som kvinderne – i hvert fald hvis de var slaver. Digteren Juvenal omtaler fx mandlige slaver i gang med at vaske tallerkener.
Mens vand i dag er en uundværlig del af opvasken, var det ikke altid sådan i oldtiden. Meget af køkkentøjet, fx bestik, blev blot tørret af med brød eller halm. Og gryder og pander, hvor maden var brændt fast, blev skuret med sand.
Vand blev også brugt i opvasken, men køkkenerne havde ingen vask, så mange har vasket op udenfor for ikke at svine inde i huset. Fedtet køkkengrej blev vasket i vand tilsat fedtopløsende lud, som romerne udvandt fra træaske.
Køkkengrej af uglaseret ler havde den ulempe, at leret sugede væske. Digteren Horats påpeger fx, at potterne ofte fastholdt smagen af det indhold, som første gang blev hældt i dem. Romerne smurte lerpotterne med bivoks for at undgå gennemsivning. Under opvask måtte de derfor passe på ikke at skrubbe voksen af.
Brænde: Gødning, olivensten og træ opvarmede boligen
Ingen romerske hjem kunne fungere uden brænde til opvarmning af mad og hus. Mens folk på landet kunne hente brænde i de lokale skove, måtte indbyggerne i storbyer købe brændsel fra professionelle sælgere.
Romerske huse havde ildsteder, men til opvarmning brugte de fleste kulbækkener, som kunne flyttes fra rum til rum. Metoden var praktisk, men også farlig. Trækul afgav mindre røg, men producerede til gengæld livsfarlig og lugtfri kulilte.
Mindst én romersk kejser vides med sikkerhed at være omkommet efter at have sovet med et kulbækken tændt i rum uden nok ventilation. Trækul var også dyre, så fattige romere brændte i stedet alt fra olivensten til tørret tang og husdyrgødning.
Kulbækkener af jern eller bronze var populære, fordi de kunne flyttes rundt.
Skadedyr: Romernes råd mod ubudne gæster
Hund mod mus. I kampen mod mus satsede romerne på deres hunde. Katte havde de ikke tiltro til. Hvis hunden ikke klarede opgaven, kunne en blanding af julerose og byg angiveligt dræbe gnaverne.
Fluer afskyede stærke lugte. Alle romerske hjem havde fluer. Ifølge Plinius den Ældre flygtede fluerne, hvis man smurte korianderfrø og olivenolie på væggene, da fluerne hadede lugten.
Agurkevand holdt lusene fra livet. Lus var et stort problem. Ifølge forfatteren Varro hjalp det at lægge en agurk i vand. Lusene flygtede fra alle steder, vandet blev sprøjtet. Sengen kunne sikres ved at smøre den ind i oksegalde og eddike.
Melproduktion: Manden malede mel og bagte brød
Romerne var storforbrugere af hvede, som hver dag skulle males til mel. Selvom arbejdet ofte blev tildelt husets slaver, kunne herren i huset sagtens finde på at tage tjansen.
I et romersk digt er det fx bonden selv, der står tidligt op og maler korn på en håndmølle, hvorefter han vækker husets slavinde og siden går i gang med at bage brød. I de store byer kunne indbyggerne dog slippe for at male mel og i stedet betale bageren for arbejdet.
I de store byer kunne indbyggerne betale bageren for at male kornet til mel.
Spinderi: Kvinderne spandt, så sveden sprang
Arbejdet med at spinde tråd til tøj var den eneste opgave, som alene ansås for at være kvindearbejde. Kvinderne formodes at have brugt hvert et ledigt øjeblik på at spinde. Kvaliteten af tråden afhang meget af, hvem tøjet var tiltænkt. Som romeren Fronto skrev: “Ingen kan være så elendig, at hun til herrens toga spinder en tung og knudret tråd, men til slavens tøj en fin og delikat”.
Romernes tøjmateriale:
● Uld fra får blev bl.a. brugt til at væve den berømte romerske toga.
● Linned lavet af hør blev vævet til tunikaer – romernes T-shirt.
● Hår fra geder blev spundet til fx kapper.
Tøjvask: Tøjet skulle vaskes så lidt som muligt
Oldtidens tøjvask sled hårdt på både tøjvaskeren og ikke mindst tøjet selv. Hårdføre materialer som fx ufarvet linned blev typisk banket med en stav for at løsne skidtet og derefter vasket i koldt vand i en balje eller i en sø eller en flod.
Sartere stoffer som fx uld fik en skånsommere behandling, men var de farvede, kunne tøjet ikke undgå at falme i vasken.
Tøj var i Romerriget så dyrt, at det ofte blev inkluderet i testamenter, og antallet af gange, tøjet var blevet vasket, havde afgørende betydning for værdien. I den romerske roman “Satyricon” udviser en slave fx stort set ingen bekymring over at have fået stjålet et sæt tøj, fordi: “Det var allerede blevet vasket én gang”.
Eftersom vask reducerede værdien, blev tøj sandsynligvis båret i adskillige uger, før det blev vasket. Klæder, som havde tæt kontakt til huden – fx sengetøj og undertøj – blev vasket relativt ofte. Dyrt og farvet tøj, som blev båret uden på andet tøj – eksempelvis kapper – blev modsat kun renset hvis højst nødvendigt.
Urin var populært og billigt til tøjvask. Ammoniakken i urinen blev ved kontakt med fedt til en sæbelignende substans. At tøjet efter vask lugtede af tis, generede ingen. Soda blev også anvendt som vaskepulver. Mineralet kunne udvindes ved at brænde havtang til aske. Soda er stærkt basisk og derfor effektivt til at opløse fedt under tøjvask.
Rengøring: Et beskidt hus var en skandale
Romerne – særligt de rige – gik højt op i, at huset så rent ud. Den romerske digter Juvenal giver et indblik i rengøringen af en rigmandsvilla: “Når en gæst er ventet, vil ingen i huset få en pause: ‘Fej marmorgulvet, puds de søjler, indtil de skinner, få den udtørrede edderkop ned sammen med spindet!’”
Romerne brugte koste af palmefibre og svinebørster til rengøring. Lange stænger blev brugt til at fjerne spindelvæv, mens savsmuld anvendtes til at suge fedtpletter op med. Ifølge digteren Horats var et beskidt hjem en stor skam: “Koste, klude og savsmuld, hvor lidt de koster! Men hvis de glemmes, hvor chokerende en skandale!”
Affald: Romerne genbrugte deres skrald
Romerske husholdninger producerede store mængder affald. Ofte fungerede latrinen, der lå lige ved siden af køkkenet, som affaldsspand. Størstedelen af affaldet blev imidlertid genbrugt af de ressourcebevidste romere.
Madrester endte som foder til hunde og grise, mens aske anvendtes som gødning til markerne. Gadesælgere indsamlede glas og metal og solgte det til omsmeltning.