Romersk patruljeskib kæmper mod barbarer

Romernes sidste bastion lå i Serbien

Donaufloden udgjorde Romerrigets farligste grænse. Her kæmpede legionærerne og en flåde af krigsskibe i over 400 år imod en fjende, som blev stadig mere brutal.

Donaufloden udgjorde Romerrigets farligste grænse. Her kæmpede legionærerne og en flåde af krigsskibe i over 400 år imod en fjende, som blev stadig mere brutal.

Per O. Jørgensen/Historie

Arkæologerne troede knap deres egne øjne, da de i maj 2020 blev kaldt ud til en af Serbiens største kulminer nær byen Kostolac, 70 km øst for hovedstaden Beograd. Syv meter under jordoverfladen var Drnmo-kulminens enorme gravemaskiner stødt på vraget af et velbevaret træskib.

Det tog ikke lang tid at slå fast, at det gådefulde skib havde ligget gemt i jorden længe – meget længe. Ifølge eksperter stammer vraget fra oldtiden – dengang Serbien var en del af Romerrigets stærkt befæstede grænse mod barbarerne i nord.

“Det er helt ekstraordinært. Vi kan se spor efter mange reparationer, så skibet har været i brug længe”, forklarer arkæologen Nemanja Mrđić, der var med til at udgrave vraget, i telefon fra Serbien.

Ifølge Nemanja Mrđić er der sandsynligvis tale om et patruljeskib fra den romerske flodflåde. En tredjedel af skibet blev desværre knust af gravemaskinen, men i hel tilstand har det været 19 m langt og haft plads til ca. 25 mand.

Patruljeskib udgravet ved Viminacium

Det over 1.800 år gamle skibsvrag blev fundet i en af Serbiens største kulminer, som ligger tæt på ruinerne af romerfortet Viminacium.

© Arheološki institut, Beograd

Sidste gang fartøjet sejlede – for mere end 1.800 år siden – var det fyldt med soldater, der vagtsomt holdt øje med Donauflodens bredder på udkig efter fjender.

Ikke langt fra det romerske skib fandt arkæologerne resterne af to primitive kanoer, som fjendtlige stammer formentlig har brugt til at krydse floden med. De boede på den modsatte side af Donau, og det var dem, titusinder af romerske soldater af al magt forsøgte at holde ude af imperiet.

Kano udgravet ved Viminacium

Få meter fra det romerske skib lå resterne af to kanoer udhugget af træstammer. Kanoerne har muligvis tilhørt romernes fjender.

© Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge arkæologerne stammer det romerske skib fra 100-tallet e.Kr. og har været tilknyttet det nærliggende romerske fort Viminacium. Fæstningen husede en flådestyrke, der i samarbejde med legionsforter, vagttårne og store hærstyrker bevogtede Donaufloden mod angreb i omkring 400 år.

Den over 2.000 km lange grænse langs Donau, hvoraf de 580 km lå i Serbien, blev den mest udsatte i hele Det Romerske Imperium med utallige angreb fra krigeriske stammer, der væltede mod grænsen fra Nordeuropas uigennemtrængelige skove og de endeløse stepper i øst.

For de romerske kejsere og den almindelige romer blev det en brutal kamp for overlevelse, og helt i front stod grænsetropperne – til lands og til vands.

Romersk skib flyttes.

Vraget blev efter udgravningen løftet op af en kranvogn og sendt til konservering.

© Arheološki institut, Beograd

Floderne gav beskyttelse

Det var kejser Augustus, som 100 år forinden – omkring Kristi fødsel – besluttede, at nutidens Serbien og store dele af resten af regionen syd for Donau skulle indlemmes i Romerriget i et forsøg på at skabe ro mod nord.

Gennem flere årtier havde vilde stammer igen og igen angrebet ind over Donaufloden, hvor romerne havde skabt en forsvarsalliance med en række af de lokale folkeslag. Hver gang de allierede blev angrebet, måtte romerne sende tropper som støtte for deres allierede. Især de såkaldte dakere i nutidens Rumænien skabte store problemer.

Kejser Augustus-mønt

Kejser Augustus indså, at Europas store floder mod nord kunne beskytte romerne mod barbarerne i nord.

© Kunsthistorisches Museum Wien, CC BY-NC-SA 4.0

Dakerne var meget krigeriske og godt organiseret. De missede ifølge den romerske historiker Lucius Florus aldrig en chance for at røve og plyndre på den anden side af floden:

“Hver gang Donau frøs til is og blev til en bro, angreb de anført af deres konge, Kotiso, og skabte ravage i naboområderne”.

“De er så barbariske, at de slet ikke forstår begrebet fred!” Romeren Lucius Florus om sarmaterne.

Og dakerne var langtfra de eneste. Igen og igen måtte romerne også kæmpe mod sarmaterne – et krigerisk rytterfolk, der havde bredt sig fra stepperne i øst og erobret området omkring nutidens Moldova. Og de var umanerlig svære at forhandle med.

“De er så barbariske, at de slet ikke forstår begrebet fred”, skrev Florus forbløffet.

De mange problemer fik kejser Augustus til i årtiet efter Kristi fødsel at rykke grænsen frem til Donau, som nu skulle fungere som bolværk mod barbarerne. Det nye territorium syd for Donau blev herefter inddelt i to provinser.

Den ene fik navnet Pannonia og omfattede bl.a. nutidens Østrig, Ungarn, Kroatien og det nordlige Serbien, mens provinsen Moesia omfattede det centrale Serbien samt dele af Bulgarien og Rumænien.

Fordelen ved den nye grænse var, at den lettere kunne forsvares, men også at floden var perfekt til transport af varer og forsyninger. Det var derfor omkring dette tidspunkt, at romerne oprettede de første permanente flodflåder. Skibene skulle sørge for, at ingen krydsede floden uden tilladelse.

Togt i Germanien gav erfaring

Romerne havde før brugt Europas store floder til at bringe tropper og forsyninger frem til brændpunkter. Umiddelbart før Kristi fødsel havde kejser Augustus’ adoptivsøn, Tiberius, sendt en flåde op ad Elben i Germanien i et forsøg på at udvide riget nordpå. Og i år 15 e.Kr. fragtede feltherren Germanicus fire legioner på over 20.000 mand op ad floden Ems og ind i Germanien.

De romerske skibskonstruktører havde stor erfaring i at bygge krigsskibe til kamp på Middelhavet, men til flodsejlads krævedes en anden type fartøjer. Til Germanicus’ ekspedition byggede hæren på rekordtid ikke mindre end 1.000 skibe, som kunne klare både hav- og flodsejlads.

“Nogle var korte med lille stævn og bred mave, så de lettere kunne modstå store bølger. Andre havde flad bund, så de kunne sejle ind til land uden at blive skadet. Et endnu større antal blev udstyret med ror i hver ende, så de kunne sejle begge veje”, forklarer den romerske forfatter Tacitus.

Ifølge forfatteren fik mange af skibene desuden et fladt dæk, så de kunne transportere krigsmaskiner og heste.

“Hele armadaen, klar med det samme til fremdrift med sejl eller årer, var et fantastisk syn”, skriver Tacitus.

Erfaringerne fra Germaniens floder blev også taget i brug på Donau, hvor romerne hurtigt fik etableret en flåde, der skulle afpatruljere flodbredderne hele vejen fra Sortehavet og videre op ad den over 2.000 km lange flod.

Ifølge den serbiske arkæolog Nemanja Mrđić har de fleste af romernes flodskibe haft nogenlunde samme udformning, der også svarer til det nyfundne skibs opbygning – selvom det sandsynligvis er bygget mindst 100 år efter Germanicus’ togt på Ems.

“Skibene havde en dybgang på blot en halv meter eller deromkring, så de er gode til lave floder, og derudover har de ofte en flad bund, så de kan lægge til direkte på en flad flodbred”, forklarer han.

Den nyetablerede donauflåde blev grænsens primære vogter i årene efter Kristi fødsel, men det viste sig, at den langtfra var nok.

Floden blev befæstet

I år 69 var Romerriget i oprør. Den gale kejser Nero havde begået selvmord, og hele fire kejser-aspiranter kæmpede om magten. De blodige uroligheder blev straks udnyttet af dakerne, der øjnede chancen for krigsbytte, mens romerne sloges indbyrdes og derfor havde overladt forsvaret af provinsen Moesia til udenlandske lejesoldater kaldet hjælpetropper.

“Da de hørte, at krig havde sat Italien i flammer, og at hele imperiet var opdelt i fjendtlige lejre, stormede de vore hjælpetroppers vinterkvarter og indtog begge Donaus flodbredder”, skriver Tacitus.

En romersk legion nåede dog frem og fik sat en stopper for dakernes hærgen. Blot et år senere krydsede også de snu sarmatere Donau og dræbte Moesias romerske guvernør i det efterfølgende slag. Selvom også sarmaterne blev slået på flugt, havde Roms nye kejser, Vespasian, fået nok.

Han beordrede hæren til at sikre floden med et omfattende system af fæstningsværker. Fra nu af skulle legionerne ikke længere opretholde ro internt i provinserne langs Donau – de skulle derimod sikre provinserne imod fjender udefra.

Vagttårn ved Donau

Kejser Vespasian lod sine tropper opføre fæstninger og vagttårne langs Donau som beskyttelse mod fjenderne på den modsatte bred.

© Akg-Images/Ritzau Scanpix

Langs den romerske side af Donau skød kæmpestore fæstninger nu op, og mellem disse opførtes en skov af vagttårne, hvorfra romerne kunne holde øje med fjendens bevægelser. En af disse fæstninger var Viminacium, hvor det romerske skib blev fundet over 1.900 år senere. En anden var Singidunum, hvor Beograd ligger i dag.

Ifølge arkæologen Nemanja Mrđić blev Viminacium anlagt tæt ved floden Mlava, der løber ud i Donau. Dengang lå floden nogle hundrede meter væk, men siden da har flodens løb flyttet sig op imod tre kilometer, hvilket er grunden til, at det romerske patruljeskib blev fundet langt inde på land.

Romernes nye fæstninger viste sig dog ikke at afskrække dakerne, der fortsatte deres angreb. Imperiet var nødt til at gå endnu hårdere til værks.

Rom tog hævn

Efter en række dakiske angreb ind over Donau samlede Roms nye stærke mand, kejser Trajan, i år 105 en stor hær, der én gang for alle skulle stoppe dakernes krigstogter. Til det formål beordrede Trajan ingeniøren Apollodorus til at opføre en en kilometer lang bro – den længste i imperiets historie – over Donaufloden.

Med hjælp fra bl.a. sarmater-stammen jazygerne kæmpede romerne sig igennem Dakien og belejrede den velbefæstede hovedstad, der var opført på en bjergtop i 1.200 meters højde. Trods indædt modstand måtte dakerne til sidst give op, og dakerkongen Decebalus begik selvmord.

Romerske legionærer i kamp med dakerne

Romerne måtte kæmpe hårdt for at besejre dakerne, der var berygtede for deres falx-sværd. Våbnet kunne gennemtrænge selv romernes hjelme.

© Akg-Images/Ritzau Scanpix

Dakien, der var rig på guld, blev herefter indlemmet som romersk provins. Indlemmelsen betød, at den øvre del af Moesia, hvor Viminacium lå, omsider fik et pusterum fra de konstante angreb. Den uvante fred udnyttede romerne til at etablere en by klos op ad Viminacium, og snart strømmede handelsfolk fra hele imperiet til den nye by.

“Vi har mange inskriptioner, især gravinskriptioner, som nævner græske og syriske handelsmænd. De kom til Viminacium, og de døde samme sted”, fortæller Nemanja Mrđić.

Arkæologer har siden 1882 gravet i ruinerne af fæstningsbyen, der med sine ca. 40.000 indbyggere blev en af Balkans største. Indtil nu har arkæologerne afdækket 14.000 romerske grave på byens gravplads – det højeste antal fundet i hele Romerriget.

Udgravningerne viser, at Viminacium blev rig pga. de mange varer, som efter erobringen af Dakien kom til byen fra handelsskibe på Donau og de dakiske guldminer. Rigdommene blev omsat til brostensgader, lange kolonnader, et kloaksystem og et amfiteater.

Freden skulle dog ikke vare ved – tværtimod.

Allierede gik til angreb

Lige siden kejser Augustus’ tid havde en afgørende faktor i Romerrigets forsvar været alliancerne med de stammer, som boede tættest på grænserne. Særlige traktater forpligtede de to parter til at hjælpe hinanden i tilfælde af angreb udefra.

Men romerne blandede sig sjældent militært i eventuelle stridigheder på den anden side af grænsen og nøjedes med at betale deres allierede for at holde ro. I løbet af 100- og 200-tallet begyndte de første folkevandringer imidlertid, og Roms allierede kom derfor i en slem klemme.

“Krigen overgik alle andre krige i mands minde”. Værket “Historia Augusta”, forfatteren er ukendt.

I panik forsøgte ambassadører fra den germanske markomanner-stamme i år 167 at få romernes hjælp mod goter-stammen, der var trængt ind i deres områder: Enten skulle romerne give de allierede lov til at bosætte sig på Roms side af Donau, eller også måtte Rom indlemme deres land i imperiet, så de kunne få beskyttelse.

Da romerne nægtede, blev markomannerne desperate. Sammen med en stribe andre allierede stammer gik de til angreb på de romerske provinser langs Donau, og snart efter angreb også jazygerne samt en række andre allierede stammer.

“Krigen overgik alle andre krige i mands minde”, skrev en samtidig, anonym kilde.

Marcus Aurelius’ søjle viser markomanner-krig

Krigen mod markomannerne, der bl.a. skildres i den berømte åbningsscene i storfilmen Gladiator, blev ekstremt blodig. Efter sin sejr lod kejser Marcus Aurelius derfor en mindesøjle opstille i Rom, hvorpå kampscener fra krigen var afbildet.

© Västergötlands museum, Creative Commons

I 13 år rasede kampene i Donau-provinserne, indtil kejser Marcus Aurelius kort før sin død i år 180 omsider kunne erklære Rom for sejrherre. Hvor voldsom krigen havde været, kan bl.a. ses af, at jazygerne som led i fredsforhandlingerne frigav over 100.000 romerske fanger.

Af frygt for nye oprør og invasioner blev store styrker flyttet til Donau, hvis forsvar blev udbygget yderligere. Det var sandsynligvis i denne periode, at patruljeskibet fra Viminacium blev sat ind i forsvaret. Men uden for imperiets grænser var Europa i kaos – barbarerne var på vej.

Blodet flød langs Donau

I løbet af 200-tallet skyllede en veritabel flodbølge af vandrende folkeslag imod Romerrigets nordlige grænser. I år 251 invaderede den germanske goter-stamme Moesia, hvor de blev mødt af den romerske kejser Decius og hans søn i spidsen for en hær.

“Han og sønnen samt et stort antal romere sad fast i sumpen, og de blev alle dræbt”. Forfatteren Lucius Lactantius om kejser Decius’ død.

I første omgang lykkedes det at slå goterne på flugt, men da kejseren og hans søn sammen med tropperne satte efter goterne, blev de lokket ud i en sump og derefter overdænget med spyd og pile fra gotiske krigere, der lå på lur.

“Han og sønnen samt et stort antal romere sad fast i sumpen, og de blev alle dræbt. Deres lig blev aldrig fundet, for de forsvandt i mudderet”, skriver den byzantinske forfatter Lucius Lactantius.

Decius var den første romerske kejser, som stammede fra nutidens Serbien, men de stadig mere bitre kampe i grænseområdet betød, at tropperne i regionen igen og igen fik tvunget Rom til at udnævne deres kandidater til kejsertronen. Ikke færre end 17 af de sene romerske kejsere kom således fra nutidens Serbien.

Barbarerne væltede ind over Donau

Krigeriske stammer forsøgte igen og igen at bryde igennem Roms Donaugrænse. Værst gik det til i anden halvdel af 200-tallet, hvor angrebene blev så hyppige og blodige, at imperiet var tæt på at kollapse.

Gotere, vandaler, sarmatere og gepider – det er blot nogle af de vilde stammer, som i anden halvdel af 200-tallet bragede ind over Roms Donaugrænse. Trods mægtige fæstninger, hundreder af vagttårne og store flåder af krigsskibe var den romerske hær ude af stand til at holde barbarerne tilbage.

Den kaotiske situation fik de desperate tropper ved især den pressede Donaugrænse til gang på gang at udråbe kejsere fra deres egne rækker – de såkaldte soldaterkejsere. Fælles for dem var, at de havde vist sig modige og effektive på slagmarken.

På lidt under 50 år nåede grænsehærene at udråbe hen ved 30 soldaterkejsere, hvoraf flertallet blev dræbt i kampe – mod hinanden.

Overblik: Donaugrænsens udvikling

Efter 18 års stort set uafbrudt krig i Donau-provinserne fik romerne i år 268 en endnu værre forskrækkelse: Goterne og en række andre stammer erobrede omkring 500 skibe langs Sortehavet og blev dermed for første gang søfarere. De mange tusind krigere sejlede herefter ud på Middelhavet for at plyndre de græske kyster, før de gik i land og angreb Moesia sydfra. Her blev de dog omsider slået af en romersk hær.

Både Moesia og Pannonia led stærkt under de mange barbar-angreb, men allerværst så det ud i provinsen Dakien nord for Donau, hvor barbarerne angreb fra nord, øst og vest. I år 275 tog kejser Aurelian konsekvensen og trak alle tropper og civile romere ud af provinsen. Da den sidste romer var nået over Apollodorus’ prægtige bro over Donau, lod kejseren vidunderet rive ned ned, så fjenden ikke kunne bruge den.

Nu stod de romerske tropper i Viminacium atter i den yderste frontlinje, hvor fjenden konstant voksede i antal.

Viminacium – fort og by

Viminacium var til at begynde med blot et romersk fort (1), men med tiden voksede en hel by (2) med op imod 45.000 indbyggere op omkring fortet. I sin storhedstid fik Viminacium både badeanstalter og et amfiteater (3).

© Akg-Images/Ritzau Scanpix 

Viminacium er Serbiens Pompeji

Med ca. 45.000 indbyggere var Viminacium langt større end den berømte romerby Pompeji. Viminaciums ruiner rummer derfor en guldgrube af informationer om oldtiden – når de en dag bliver udgravet.

Selvom arkæologerne har gravet i Viminacium i over 100 år, gemmer den romerske fæstningsby fortsat størstedelen af sine arkæologiske skatte. Byen ligger i dag begravet under landbrugsmarker og er modsat de fleste andre romerske byer aldrig blevet bygget ovenpå.

Arkæologerne vurderer derfor, at ruinerne stort set ligger, som de lå, da byen blev forladt i 600-tallet efter at være blevet ødelagt af de fjender, som fæstningen skulle holde væk. Indtil videre har arkæologerne dog blot udgravet godt to procent af byen.

Blandt de nyeste fund er hærens hovedkvarter, som lå midt i fæstningen. Bygningen er på 3.500 m2 og havde hele 40 rum. Derudover har arkæologerne afdækket 14.000 grave på byens gravplads. Ifølge eksperterne vil det med det nuværende tempo tage ca. 300 år at udgrave Serbiens svar på Pompeji.

Attila lagde Viminacium øde

Goternes flådeangreb jog en skræk i romerne, der i de følgende år udvidede imperiets flåde markant. Alene til beskyttelsen af Donau og dens bifloder oprettede kejser Diokletian i begyndelsen af 300-tallet 15 flådeenheder, hvoraf den ene fik Viminacium som hjemsted.

I tæt samarbejde med de romerske landstyrker koordinerede flådeenhederne forsvaret af floden samt foretog angreb på de evigt lurende fjender. En beretning fra Rhinen i midten af 300-tallet omtaler, at kejser Julian lod skibe udføre overraskelsesangreb mod germanerne på den modsatte side af floden:

“Ved aftenstide satte kejseren 800 soldater i små, hurtige skibe, så de kunne sejle op ad Rhinen, gå fra borde og med ild og sværd lægge alt på deres vej øde”.

I en årrække så det næsten ud til, at de romerske styrker havde fået kontrol over Donaugrænsen, bl.a. ved at indgå en alliance med goterne og optage tusinder af deres krigere i hæren – hvilket dog forargede mange romere.

“Deres kroppe fremkaldte foragt hos alle, der så dem, for de var alt for store og tunge til, at deres fødder kunne bære dem”, skrev en samtidig forfatter.

Men snart meldte en ny og endnu stærkere fjende sin ankomst: Fra stepperne i øst slagtede hunnerne sig i slutningen af 300-tallet frem til Donau, og dem kunne hverken den romerske flåde på floden eller de hærdebrede gotiske krigere stå imod.

I løbet af 400-tallet kunne hunnerkongen Attila besætte den romerske provins Pannonien, og i 441 væltede hans krigere også ind i Moesia, hvor de bl.a. indtog fæstningsbyen Viminacium.

“Da hunnerne kom, udslettede de alt. Fra kilderne ved vi, at i forterne og byerne langs Donau tog Attila mindst 100.000 slaver”, forklarer arkæologen Nemanja Mrđić.

Hunnerne tog romerne som slaver.

Hunnerne slagtede løs i Donau-provinserne og tog under deres felttog over 100.000 slaver.

© Giancarlo Costa/Bridgeman Images

Købmand endte som hunnernes slave

Da hunnerne indtog Viminacium i år 441, tog de tusindvis af byens borgere med sig som slaver. Da en byzantinsk diplomat ved navn Priscus otte år efter besøgte hunnerkongen Attila ved dennes hof, fik han derfor noget af et chok.

Her mødte han nemlig en mand, der gik klædt som hunnerne, men som talte Priscus’ eget sprog. Forbløffet fandt Priscus ud af, at manden havde arbejdet som købmand i Viminacium og var endt som hunnernes slave, da de angreb.

Efter at have kæmpet sammen med hunnerne i et slag mod romerne havde han fået sin frihed, men valgte at blive boende frem for at tage hjem. Da Priscus spurgte hvorfor, svarede manden:

“Efter en krig lever hunnerne inaktivt, mens de nyder, hvad de har. Og de bliver næsten aldrig generet af nogen. Romerne på den anden side er altid i fare for at dø i krig, da de er nødt til at lægge deres sikkerhed i andres hænder”.

Udgravninger har afsløret brandlag fra hunnernes hærgen samt utallige skatte, som romerne i skyndingen inden deres flugt gravede ned i håb om en dag at kunne vende tilbage og grave dem op igen.

“Men ingen kom tilbage for at hente dem”, forklarer Nemanja Mrđić.

Ifølge kilderne lå knoglerne fra tusinder af dræbte romerske soldater i årevis på slagmarkerne, fordi der ingen var til at begrave dem.

Knogle med pilespids fundet i Viminacium

Hvor voldsomme kampene ved Viminacium var, kan ses på denne lårbensknogle fra en ung romersk soldat, der lå på byens gravplads. En pil er gået tværs igennem den tykke knogle, og det kostede ham livet.

© Arheološki institut, Beograd

Først næsten 100 år senere lykkedes det den byzantinske kejser Justinian at generobre Moesia, hvorefter han genopbyggede mange af de gamle fæstninger langs Donau, herunder Viminacium.

“Men han brugte alle pengene på fæstninger, så han havde ingen tilbage til også at fylde dem med tropper. Og fæstninger uden tropper er blot nytteløse sten”, påpeger Nemanja Mrđić.

Derfor var der heller ingen til at stå imod, da slaviske folkeslag i slutningen af 500-tallet indtog store dele af Balkan og ødelagde Viminacium én gang for alle. Tilbage stod de tomme ruiner af den engang så mægtige fæstningsby – Romerrigets sidste bastion.