Romerrigets kvindelige gladiatorer forargede
Kvindelige gladiatorer, der svor, at de ville kæmpe til døden i arenaen, var almindelige i Romerriget. Nogle var slavinder, mens andre meldte sig frivilligt. De skulle pirre et underholdningsvant publikum, der krævede nyheder og sensationer. Men gladiatrixerne vakte også forargelse i den romerske mandskultur.
Kunstneren har givet gladiatrixerne for meget tøj på på dette kobberstik fra 1604. I virkeligheden kæmpede de kvindelige gladiatorer med nøgen overkrop og bare ben ligesom mændene.
De to kombattanter bevæger sig i en cirkel med front mod hinanden. Den ene er ung og uerfaren. Den anden er 32 år og har adskillige kampe bag sig.
De er blevet matchet til denne kamp, fordi den unge er hurtig, stærk og ivrig, mens den gamle er snu og forudseende.
En af dem er nødt til at gøre udfald snart, ellers begynder tilskuerne at buhe. De angriber næsten samtidig og udveksler en række spektakulære sværdslag, som larmende preller af mod skjoldene.
Det er delvist paradeslag, som skal give publikum noget for pengene, og delvist slag, hvor de to føler hinanden på tænderne. Men pludselig bliver det alvor. Den unge hugger til med alle sine kræfter.
Det tveæggede sværd skærer sig dybt ned i kanten på veteranens skjold og sætter sig fast.
Det er en begynderfejl, som den gamle straks udnytter ved at rykke sit skjold hurtigt til sig. Den unge holder desperat fast i sit sværd og trækkes dermed forover, kommer ud af balance og blotter sin nøgne overkrop.
Den gamle støder dybt og rammer sin modstander med spidsen af sværdet i brystet. Den unge gisper med et vantro udtryk i øjnene.
Først nu går alvoren op for hende. Hun synker i knæ med sværdhånden knuget mod såret. Så vælter hun forover i støvet og spjætter et par gange med benene. Hendes hjerte er punkteret.
Dommerne tilser hende. Men hun er død, inden bårebærerne når frem.
Vinderen tillader ikke sig selv at føle noget for taberen.
Den garvede gladiatrix har for længst lært sig, at medlidenhed er en luksus, som ingen har råd til i arenaen. Hun løfter sine arme i vejret og modtager publikums hyldest.
Kejser lod kvinder kæmpe
Kampen mellem de to kvindelige gladiatorer er opdigtet, fordi vi i dag kun ved meget lidt om dem.
For nogle år siden fandt britiske arkæologer fx knoglerester af en kvinde, som de mente var gladiator.
Arkæologerne fandt kvinden under en udgravning i London, hvor der lå en gammel romersk kirkegård.
Men kvinden var begravet uden for dens mure. Det tyder på, at hun var en udstødt, som ikke måtte begraves sammen med respektable borgere.
I hendes grav lå der dog en række krukker, olielamper og bidder af guldtråd fra et stykke tøj.
En krukke var til den samme type røgelse, der blev brugt i romerske amfiteatre, som der fandtes et af i London i romertiden.
Derfor mener de britiske arkæologer, at hun var en kvindelig gladiator. Gladiatorer var nemlig udstødte, som ikke måtte begraves på kirkegårde.
Men en gladiator kunne godt blive velhavende, og kvinden i graven var tydeligvis rig nok til at eje dyrt tøj og få en dyr begravlese.
Andre forskere mener, at der kan være mange andre grunde til, at hun var udstødt. Hun kunne fx være en slave, som var højt værdsat af sin herre.
Derfor er det tvivlsomt, om kvinden var en gladiator.
At kvinder kæmpede i Romerrigets arenaer, hersker der dog ingen tvivl om.
Men nogle historikere mener, at kvinderne blot var et bizart og komisk indslag under et gladiatorshow.
Andre mener, at deres kampe var ligeså brutale, populære og glorværdige som mændenes.
Den romerske skribent Statius skrev fx om en gladiatoropvisning, der blev arrangeret af kejser Domitian i 88, hvor kvinder kæmpede mod hinanden i arenaen.
Det skete om aftenen, hvor arenaen blev oplyst med store fakler. Ifølge den britiske historiker Amy Zoll tyder det på, at kvinderne ved denne lejlighed var en af hovedattraktionerne.
Det skyldes, at gladiatoropvisninger allerede begyndte om dagen, hvor antallet af tilskuere som regel var lavt.
Først om aftenen, når folk fik fri fra arbejde, blev tribunerne i amfiteateret fyldt helt op. Derfor foregik de mest omtalte og vigtige kampe om aftenen.
Desværre går de gamle romerske skribenter ikke i detaljer.
Derfor ved historikerne i dag kun lidt om de kvindelige gladiatorer, som kæmpede og døde for underholdningens skyld.
To gladiatrixer kæmper på dette 2000 år gamle relief fra romersk Lilleasien. Deres kunstnernavne er Amazon og Achillia.
Romerrigets slemme drenge
Mandlige gladiatorer var typisk slaver, krigsfanger og kriminelle og hørte derfor til samfundets absolutte bund.
De kæmpede med livet som indsats i arenaer, som fandtes i alle Romerrigets større byer fra London til Jerusalem.
En dygtig gladiator kunne opnå berømmelse og blive overøst med gaver, penge, god mad og kvinder.
Men han tilhørte en ejer af en gladiatortrup og var derfor en slave eller fange. I visse tilfælde kunne en gladiator blive frigivet, hvis han levede længe nok og kæmpede bravt.
Nogle få gladiatorer var frie mænd, som af egen vilje valgte at deltage i blodsporten. De mistede dermed deres ret til at stemme, søge arbejde i det offentlige og i visse tilfælde retten til at blive begravet på traditionel romersk vis.
En frivillig skrev en kontrakt med ejeren af en gladiatortrup for en bestemt periode. Kontrakten gjorde ham til en slave, der skulle indvilge i, at han måtte lænkes, straffes og dræbes med et skarpt våben.
Disse mænd kæmpede for berømmelsens skyld, eller fordi de var blevet fattige og derfor så gladiatortilværelsen som deres eneste udvej.
En gladiators liv var i det hele taget paradoksalt i Romerriget. På den ene side kunne han blive til en feteret sportshelt.
På den anden side blev han betragtet som det laveste af det lave. Det skyldtes, at hans krop ikke var hans egen.
Den kunne sælges og udnyttes for penge. Derfor regnede romerne gladiatorer for at være i klasse med prostituerede og slaver.
Gladiatorerne var på sin vis Romerrigets “slemme drenge”, og det image følte en del romerske kvinder sig tiltrukket af.
Den romerske skribent Juvenal beskrev fx en situation, hvor en gift adelskvinde stak af fra sin mand for at leve med sin elsker, der var gladiator.
Juvenal anså det for en skandale, og han var dybt forarget over, at en kvinde fra en fin familie besudlede sig selv med en gladiator.
Juvenal skrev bl.a. retorisk: “Hvad så hun dog i ham?” Andre gamle skribenter skrev også om velhavende romerske kvinder, der havde forhold til gladiatorer, som de betalte med penge eller gaver for seksuelle ydelser.
Kvindekampe vakte forargelse
De kvindelige gladiatorers liv ved historikerne mindre om. Men Juvenal skrev yderst nedladende om dem:
“Hvilken anstændighed findes der mon i en hjelmbærende kælling, en forræder mod sit eget køn, som trives med maskulin vold?”
Med det mente Juvenal ganske givet, at en kvindelig gladiator ingen anstændighed havde. Hun levede i vanære og var øjensynligt at betragte som endnu lavere end sine mandlige kolleger.
Juvenal var langtfra den eneste, der var imod kvindelige gladiatorer.
Den romerske historiker Tacitus mente, at kvinderne fornedrede og ydmygede sig selv ved at kæmpe som mænd i arenaen.
Senatet forbød unge piger at slås
Det romerske senat brød sig heller ikke om kvindelige gladiatorer.
I år 19 vedtog senatorerne et dekret, som forbød kvinder af høj rang at deltage i gladiatorkampe.
Tidligere havde senatet forbudt alle fribårne kvinder under 20 år at deltage i gladiatorkampe.
Det afslører, at mange kvindelige gladiatorer var født frie og rent faktisk meldte sig frivilligt til erhvervet.
Nogle historikere mener, at kvindelige gladiatorer var en sjældenhed, og at de stort set kun var et påhit for at lokke et forvænt publikum til.
Men ifølge Amy Zoll anså senatorerne kvindelige gladiatorer for et så stort problem, at de måtte regulere på området.
Derfor mener Amy Zoll, at kvindelige gladiatorer var almindelige.
Hvorfor mange kvinder tilsyneladende var villige til et liv i arenaen, vides ikke. De var muligvis udstødte, bortløbne eller på anden måde fortabte.
De har sluttet sig til en gladiatortrup som groupier og blev fristet af chancen for at tjene penge og blive berømt som gladiator.
Senatets love blev dog hurtigt brudt. Fx tillod den forlystelsessyge kejser Nero overklassekvinder at deltage i gladiatorkampe.
Nero fandt det tilsyneladende ekstra interessant, når kvinder af høj byrd kæmpede mod hinanden.
Stridsvogne blev brugt til holdkampe. En kvinde, der kæmpede fra en stridsvogn, hed en essedaria, mens en mand hed en essedarius.
Dronning kørte i stridsvogn
Kvinder og mænd udkæmpede ikke tvekampe. Det ville have været usportsligt og upassende. Men en type af kvindelige gladiatorer kom muligvis i kamp med mænd under holdkampe.
Den romerske skribent Petronius nævner en essedaria, der var en kvinde, som kæmpede fra en stridsvogn.
Petronius skrev, at hun skulle deltage i en gladiatordyst. Men Petronius går ikke i detaljer om dysten.
Nogle historikere mener, at dysten skal forstås som en holdkamp. Her har en eller flere stridsvogne deltaget for at gøre showet endnu mere spektakulært.
Essedariaens opgave har i så fald været at slynge spyd, skyde med bue og pil eller hugge modstandere ned med sværd fra stridsvognen.
Inspirationen til essedarier kom sandsynligvis fra romernes erobring af Britannien, hvor en britisk dronning med sin hær i år 60 førte krig mod romerske besættelsestropper.
Dronningen, som romerne sejrede over, kørte netop i en stridsvogn, og en essedaria har sandsynligvis spillet hendes rolle i arenaen.
Det var almindeligt, at holdkampe forestillede historiske begivenheder, hvor et hold spillede romerne, mens det andet fx spillede briter eller andre fjender, som de romerske legioner havde besejret.
Kvinder kæmpede mod dværge
Kvindelige gladiatorer blev også nogle gange sat til at kæmpe mod dværge. Dværge var givetvis et komisk indslag under en gladiatoropvisning.
De optrådte som pauseklovne, men de risikerede ligesom andre gladiatorer at miste livet.
Kampene mellem kvinder og dværge var også et bizart indslag i showet. Nogle historikere mener derfor, at kvindernes kampe i det hele taget hørte til den bizarre og komiske del af et gladiatorshow.
Men et cirka 1900 år gammelt stenrelief fra Halikarnassos, der lå i romersk Lilleasien, fortæller en anden historie.
Relieffet viser to kvindelige gladiatorer, som har opnået frigivelse. Publikum kunne forlange, at en gladiator blev frigivet, og det gjorde publikum kun, hvis en gladiator havde opnået stjernestatus.
Det betyder, at de to kvinder på relieffet har haft en succesfuld karriere bag sig. Amy Zoll mener derfor, at de blev beundret og værdsat af publikum på linje med de mandlige gladiatorer, som opnåede berømmelse og frigivelse.
Alene det, at de to kvinder blev afbilledet på et relief med deres kunstnernavne Amazon og Achillia, taler for, at de var lokale berømtheder.
Hvor mange kampe de to kvinder deltog i fortæller relieffet ikke. Men de fleste mænd i branchen havde de omkring 15 kampe bag sig, og de døde som regel før de fyldte 30 år.
Det var kun de absolut tapreste og allermest berømte gladiatorer, som fik tilbudt frihed. Amazon og Achillia hørte til denne lille gruppe.
Øverst på deres relief står der en inskription, som fortæller, at de er blevet løst af deres bånd – frigivet.
Nogle frigivne gladiatorer tjente tilsynelande så godt i løbet af deres karrierer, at de kunne trække sig tilbage og leve rimeligt komfortabelt. Andre fik evt. arbejde som trænere på en gladiatorskole.
Publikum bestemte over liv og død
Det var i høj grad publikum, som bestemte en gladiators skæbne. Under en kamp kunne en gladiator give op.
Det gjorde han ved at løfte en finger i vejret i retning af kejseren eller den højst rangerende embedsmand til stede.
Hvis tilskuerne var utilfredse med hans indsats, råbte de: “Skær hans hals over.” Det råd fulgte kejseren eller fx en guvernør som regel. Hvis der blev råbt: “Lad ham slippe,” fik gladiatoren lov til at leve.
Kejser forviste kvinderne fra areanen
Omkring år 200 stoppede kejseren Severus kvindelige gladiatorkampe. Han forbød alle kvinder uanset rang at kæmpe i arenaen. Efter cirka 200 år måtte kvinder ikke længere deltage i blodsporten.