Romersk genistreg ændrede historiens gang: Cæsars umulige sejr

Gallerne begyndte at tale latin og blev aldrig mere selvstændige.

Hver sommer de foregående seks år havde Cæsar gennemført en række felttog med cirka 40.000 soldater for at erobre områder i Gallien. Cæsar udnyttede gammelt fjendskab mellem de galliske stammer. Det vil sige, at han allierede sig med nogle stammer, mens han nedkæmpede andre ud fra princippet “del og hersk”.

I år 52 f.Kr. havde Cæsar i realiteten erobret Gallien, som strakte sig fra Atlanterhavskysten til Rhinen og fra Belgien til Pyrenæerne. Cæsar havde fx slået nervii-stammen i Belgien, veneterne ved Atlanterhavet og aquitanerne ved Pyrenæerne. Nervii-stammen havde kæmpet mod Cæsars hær på slagmarken med 75.000 mand og havde tabt.

Stort set alle mænd i stammen blev dræbt, mens kvinderne og børnene blev solgt som slaver. Nervii-stammen blev ganske enkelt tilintetgjort. Efterhånden gik det op for de galliske stammer, at den reelle magthaver i landet nu var Cæsar. Mange høvdinge holdt derfor hemmelige møder, hvor de planlagde fælles front mod romerne.

Det handlede om intet mindre end deres frihed og selvstændighed.

Blandt dem var høvdingen for avernierne, Vercingetorix. Han havde ry for at være særdeles intelligent og blev derfor udpeget til opstandens leder. Vercingetorix indså, at de romerske legioner var uovervindelige på en slagmark. Det skyldtes, at de romerske legionærer var professionelle soldater, som var veltrænede og disciplinerede.

Oprørsleder førte effektiv guerillakrig

Gallerne var i modsætning til de romerske legionærer stammekrigere, som kun gik i krig, når det var nødvendigt at forsvare sig. I fredstid havde de travlt med at passe marker og husdyr og havde derfor ingen stående hær, som løbende var i kamptræning.

Vercingetorix samlede en stor hær på cirka 50.000 til 80.000 mand, men i stedet for at møde Cæsar på en slagmark førte han en slags guerillakrig. Han brændte marker af, så romerne fik svært ved at skaffe sig forsyninger, og lagde baghold mod romerske forsyningstropper.

Cæsar forfulgte Vercingetorix gennem det centrale Gallien i håb om at tvinge ham til et afgørende slag. Undervejs indtog Cæsar en række galliske byer, som støttede oprøret.

Blandt andre fæstningsbyen Avaricum, hvor der befandt sig 40.000 oprørere og indbyggere. Ifølge Cæsars egen beretning om gallerkrigene lykkedes det kun 800 af dem at slippe bort i live, da romerne indtog byen.

Vercingetorix, som befandt sig uden for Avaricum, trak sig tilbage til sin hovedstad Gergovia. Cæsar fulgte efter og belejrede byen. Men her forsvarede oprørshæren byen så indædt, at Cæsar måtte opgive belejringen og trække sig tilbage.

Det var en sejr for Vercingetorix, og den fik endnu flere stammer til at gøre oprør – blandt andre de stammer, som hidtil havde været Cæsars allierede.

Romerne byggede 36 km mur

Vercingetorix havde nu 80.000 fodfolk i felten og 15.000 ryttere, mens Cæsar havde 11 legioner med samlet 55.000 fodfolk og 3000 ryttere. Vercingetorix fortsatte sin guerillakrig ved at gennemføre større og mindre baghold.

Men på et tidspunkt valgte han at samle hovedparten af sin hær på toppen af en 300 meter høj bakke i den galliske fæstningsby Alesia.

Efter sin succesfulde forsvarskamp af Gergovia regnede Vercingetorix givetvis med at kunne gentage succesen fra Gergovia og drive legionærerne på et ydmygende tilbagetog. Cæsar øjnede derimod muligheden for et slag, der én gang for alle ville afslutte gallerkrigene og fuldende erobringen af det store Gallien.

Han omringede derfor byen, hvor hans legionærer byggede skanser med palisader, forter, tårne og voldgrave, som strakte sig hele vejen rundt om bakken.

Under byggeriet gjorde gallerne flere gange udfald fra Alesia, men de blev hver gang drevet tilbage. Vercingetorix gav nogle af sine ryttere ordre til at bryde igennem for at samle en undsætningsstyrke blandt stammer fra hele Gallien. Imens byggede Cæsars legionærer belejringsskansen omkring bakken færdig. Den var 16 kilometer i omkreds. Cæsar indså, at gallerne ville hente undsætninger, og at han derfor ville blive angrebet både indefra og udefra.

Den romerske hærfører opførte derfor endnu en skanse, som vendte ud mod sletten omkring bakken. Den var 20 kilometer i omkreds. Det hele tog kun fem uger at bygge.

Det var langtfra usædvanligt for romerne at bygge forsvarsværker i den størrelsesorden, som de gjorde ved Alesia. Det havde de gjort adskillige gange før. Men det var alligevel en bizar situation – selv efter romersk målestok. På én og samme tid belejrede de en by og skulle forsvare sig mod angreb fra oplandet.

Ingen andre folkeslag i oldtiden ville have kommet på løsningen med at lukke både fjenden og sig selv inde bag et kraftigt forsvarsværk.

100.000 gallere angreb Cæsar

Det tog gallerne fem uger at samle en undsætningsstyrke og nå frem til Alesia. Ifølge Cæsar var styrken på 250.000 mand. Men nutidige historikere anser det for en bevidst overdrivelse fra Cæsars side. De mener, at undsætningsstyrken var på 100.000 mand, fordi det har været umuligt at brødføde et større felttog. Der ville ganske enkelt ikke have været korn og husdyr nok til flere end 100.000 mand i Alesias opland.

Størrelsen af Vercingetorix' styrke i Alesia har også været omstridt. Ifølge Cæsar var den på 80.000, men de fleste historikere regner i dag med 50.000.

I så fald havde gallerne samlet 150.000 mand, mens Cæsar havde 60.000.

Romerne lagde bjørnefælder ud

Den galliske undsætningsstyrke nåede frem i sidste øjeblik. Vercingetorix havde ventet på dem i fem uger, og han var næsten løbet tør for proviant.

Gallerne spildte derfor ikke mere tid. Undsætningsstyrken angreb romernes ydre skanse, samtidig med at styrken fra Alesia angreb den indre skanse. For at komme frem til skansen skulle undsætningsstyrken først igennem et “minefelt”, der bestod af små spidse stykker jern med modhager, som romerne havde stukket ned i græsset.

Efter jernspidserne havde romerne gravet bjørnefælder, der var huller dækket med græs og grene og tilspidsede grene i bunden.

Angriberne nåede derpå frem til voldgraven, som rent faktisk var to voldgrave, der delvist var fyldt med vand fra to floder på sletten. Gallerne smed bundter af grene og hø i voldgravene for at komme over dem, mens romerne beskød dem fra skansens palisader og tårne.

Først derefter kunne gallerne smække stiger op ad skansen. Men Cæsar lod sit rytteri ride ud af fæstningsanlægget, hvor det kom i kamp med galliske ryttere, der blev trængt tilbage. De galliske fodfolk ved skansen blev også angrebet af de romerske ryttere, og de flygtede i panik. Vercingetorix' angreb mod den indre skanse blev også slået tilbage.

Om natten angreb gallerne igen. Denne gang to forskellige steder udefra, og igen gjorde Vercingetorix udfald indefra.

I mørket faldt mange af angriberne i de romerske bjørnefælder, og ved skansen blev de mødt af en regn af kastespyd fra tårnene og sten fra slynger samt kæmpespyd, som romerne affyrede fra store armbrøstlignende våben.

Gallernes sidste krampetrækninger

Gallerne indså, at deres to første angreb var dårligt koordinerede. De sonderede terrænet og fandt et sted ved floden Ose, hvor skansen kun var delvist færdigbygget. Omkring 6.000 gallere stormede det svage punkt, mens andre angreb skanserne andre steder for at sprede romernes tropper langs hele forsvarsværket.

Vercingetorix opfattede kammeraternes plan fra Alesias mure og sendte i hast sine mænd ned ad bakken for at støtte angrebet ved det svage punkt.

Cæsar stod i et tårn, hvor han kunne overskue store dele af sine forsvarsværker. Herfra dirigerede han forstærkninger rundt til de hårdeste angrebne steder. Cæsar indså, at kampen var nået et afgørende øjeblik, som han senere skrev om i sin bog om gallerkrigene. Hvis gallerne brød igennem, ville han tabe.

Han måtte derfor gennemføre en afgørende manøvre. Den romerske hærfører sendte nogle rytterenheder ud af fæstningen, som ubemærket red i en stor cirkel bag om gallerne ved det svage punkt.

Samtidig tog han selv del i kampen. Da Cæsars mænd så ham midt i brændpunktet i en letgenkendelig rød kappe, kastede de sig endnu hårdere ind i striden. Samtidig angreb de udsendte rytterenheder gallerne bagfra.

Mange gallere troede, at rytterne var en ny romerhær, som netop var ankommet, og de flygtede. Panikken bredte sig til hele den galliske hær, som spredte sig i små enheder, der hver især trak sig tilbage for at drage til deres hjemstavne.

Hele den følgende nat jagtede Cæsars ryttere de flygtende og fastholdt derved panikken blandt gallerne.

Vercingetorix fik den ultimative straf

Gallerhøvdingen Vercingetorix var nu hjælpeløst spærret inde i Alesia uden forsyninger og håb om yderligere forstærkninger. Han sendte sin overgivelse til Cæsar.

Cæsar byggede et podie, hvor han satte sig i en stol på en tribune med sine officerer omkring sig.

Alle ledende gallere fra Alesia gik op til tribunen og nedlagde deres våben for fødderne af Cæsar – heriblandt Vercingetorix, som efterfølgende blev sendt til Rom i en fangetransport.

Seks år senere blev gallerhøvdingen henrettet under et storslået triumftog til ære for krigshelten og diktatoren Cæsar.

Året efter slaget ved Alesia blev mindre grupper af galliske oprørere nedkæmpet, og al modstand i Gallien blev knust. Romerske bosættere strømmede til det nyerobrede land, hvor de slog sig ned som handelsmænd og godsejere.

Mange ledende gallere fik topposter i den romerske administration, og Gallien blev til en romersk provins, hvor sproget efterhånden blev mere latinsk end det oprindelige keltiske sprog, som gallerne havde talt.

Erobringen førte til, at Romerrigets nordgrænse blev fastlagt ved Rhinen. Nord og øst for denne grænse boede de germanske folkeslag.

Julius Cæsar blev diktator

Cæsar blev populær blandt romerne pga. sin erobring af Gallien, og han så sin chance for at blive enehersker over Romerriget. Han krydsede derfor floden Rubicon med sine legioner og udkæmpede en borgerkrig mod Pompejus, som han hidtil havde regeret Romerriget sammen med. Han vandt krigen, og senatet vedtog at udnævne ham til diktator.

Cæsar havde nået sit mål.

Romerriget havde hidtil været en republik, som blev regeret af konsuler og senatorer, og mange højtstående romere var imod Cæsars enevælde.

En gruppe sammensvorne adelsfolk myrdede ham i år 44 f.Kr. Mordet førte til en ny kamp om magten i Romerriget, som endte med at blive et kejserdømme under Cæsars adoptivsøn Augustus.