Millioner af turister har set Roms enorme statuer af Konstantin den Store. I dag er kun hovedet og andre fragmenter bevaret af kejseren, der regerede Romerriget fra 306 til 337 e.Kr., men snart bliver statuen mere komplet: Pegefingeren er dukket op.
Fingeren har siden 1913 befundet sig på det parisiske museum Louvre, men da den er 38 cm lang, havde museets arkæologer ved en fejl katalogiseret den som en tå. En ung ph.d.-studerende ved navn Aurélia Azéma opdagede i 2018 fejlen.
Ud fra længden regnede hun sig frem til, at den måtte have siddet på en antik statue, der var ca. 12 meter høj. Og dem er der meget få af.
Louvres arkæologer lod fingeren 3-d-scanne og genskabte en tro kopi af den i glasfiber. Kopien blev sendt til Rom, hvor den viste sig at passe perfekt til Konstantins halve finger.