Ud for en af Mallorcas populæreste badestrande er arkæologer lige nu ved at udgrave resterne af et romersk skib, der gik til bunds for 1.700 år siden. I Ses Fontanelles – en af Palmabugtens turistmagneter – ligger vraget blot 50 m fra strandkanten.
I århundreder lå vraget beskyttet under et flere meter tykt lag sand, men for tre år siden blæste en voldsom storm sandet væk og blotlagde det 12 m lange og 5-6 m brede fragtskib.
Siden da har lokale myndigheder gjort alt, hvad der står i deres magt, for at holde nysgerrige på afstand. Arkæologerne frygter både, at det gamle skib tager skade, og at langfingrede dykkere stjæler antikke fund.
Skibet er meget sjældent
“Der er meget få oldtidsskibe, der er så godt bevaret som dette. Der findes ingen hele skibe fra romersk tid i Spanien”, forklarer dr. Darío Bernal-Casasola fra universitetet i Cádiz.
Skibet var lastet med amforaer fyldt med vin og olivenolie. Mange af dem er så velbevarede, at arkæologerne stadig kan læse de romerske inskriptioner, der beskriver indholdet og ejerens navn.
“Det er ualmindelig svært – næsten umuligt – at finde hele amforaer, der bærer inskriptioner og samtidig rummer deres indhold. Tilstanden her er simpelthen utrolig. Og alt det her på to meters dybde, hvor millioner af mennesker har svømmet”, måber dr. Bernal-Casasola.