Pompeji-museet, Getty Images

Romersk slaveværelse fundet i Pompeji

Arkæologer jubler over fundet, som giver et enestående indblik i slavernes liv.

Ved Pompeji i Italien har arkæologer gjort et spektakulært fund i en romersk villa: Et fuldkommen bevaret værelse, hvor nogle af husejerens slaver tilbragte natten.

Arkæologerne jubler over fundet.

“Dette er et vindue til den usikre virkelighed, der var dagligdag for de mennesker, der så sjældent omtales af historiske kilder”, forklarer direktør for Pompeji-museet Gabriel Zuchtriegel.

Det sparsomt møblerede rum har ingen vægdekorationer. På blot 16 m2 levede tre personer tæt sammen, viser udgravningerne af deres nattelejer.

Alle tre senge var fremstillet, ved at der var trukket snore mellem sengekanterne. Kun et lille, højtplaceret vindue oplyste rummet, som er så primitivt, at Pompeji-museets eksperter føler sig sikre på, at kun husslaver kan have brugt det.

VIDEO: Se slavernes rum i den romerske villa.

Video

Rummet var perfekt bevaret

I år 79 e.Kr. blev den romerske by Pompeji (nær nutidens Napoli) dækket af aske fra et voldsomt vulkanudbrud. Asken konserverede blandt andet den pragtvilla i bydelen Civita Giuliana, hvor slaveværelset nu er dukket op.

HISTORIE har tidligere omtalt fund fra villaen, som arkæologer overså i årtier. Paradoksalt nok ledte røvere Pompeji-museet på sporet af den, da illegale tunneller blev opdaget i området.

Plyndringsforsøget havde allerede beskadiget flere af rummene i villaen, men til alt held undgik slaverummet ødelæggelserne.