Arkæologer har udgravet en romersk legionærs forbløffende velbevarede feltflaske i byen Seynod i Sydfrankrig.
“Det er et helt usædvanligt fund, når man tænker på dens stand”, siger arkæolog Carlo Di Clemente fra Frankrigs nationale institut for arkæologi, INRAP, til franske medier.
Begravet ved helligdom
Den ca. 1.700 år gamle metalbeholder blev fundet, da arkæologer i forbindelse med et nybyggeri udgravede resterne af en romersk helligdom.
Ifølge forskerne lå feltflasken begravet i et af 42 jordhuller, hvor romerne tilsyneladende lagde ofringer til guderne.
Flasken, som romerne kaldte en laguncula, var en del af de romerske soldaters standardudstyr.
Ifølge arkæologerne er den lavet af to runde jernplader, som er sat sammen i siderne vha. et kantbeslag af en kobberlegering. Beholderen har desuden et låg og et håndtag, som også er lavet af kobber.
Overraskende indhold
Da eksperter undersøgte indersiden af flasken, fandt de rester af hirsefrø, brombær, mælk og planteolie. Blandingen bar spor efter opvarmning, og forskerne mener derfor, at flasken med indhold var en madofring til guderne.
Muligvis kan det have været en romersk legionær, som ofrede beholderen og dens indhold til guderne i håbet om, at de ville hjælpe en syg kammerat eller nære familiemedlemmer i nød.