I løbet af 400-tallet blev Rom flere gange plyndret af barbarer. Mange af rigets borgere så det som et varsel om, at verden­ var ved at gå under.

© Claus Lunau & Bridgeman

Roms fald havde betydning for hele Europa

I 400-tallet kollapser Det Vestromerske Rige. Germanske stammer vælter ind over grænserne, byerne forlades, og hele samfund rives ud af civilisationen. I ruinerne af den glitrende, romerske fortid begynder Europa forfra efter Roms fald.

2. januar 2019 af Jan Ingar Thon & Niels-Peter Granzow Busch

Briterne må forsvare sig selv efter Roms fald

Beskeden fra den romerske kejser til de britiske undersåtter­ var klar: “Det er nu op til jer briter at forsvare jer selv”, lød det ildevarslende fra imperiets hersker.

I månedsvis havde briterne ellers bønfaldet Rom om at sende tropper til at forsvare den nordlige provins mod invaderende barbarer. Året var 410, og Britanniens befolkning havde i næsten 350 år levet under romersk herredømme og ikke mindst beskyttelse. 

Men nu var det slut. Ifølge kejser Honorius ville de sidste tropper blive trukket tilbage straks, ligesom de var blevet beordret hjem fra alle andre romerske provinser i vest. Og de ville ikke blive erstattet.

“Romerne opfordrede briterne til at tage våben i hånd, kæmpe modigt og redde deres land, ejendom, hustruer og børn”, fortæller munken Gildas, der i 500-tallet nedskrev Britanniens historie. Kort efter kunne briterne iagttage de sidste romerske galejer forsvinde i horisonten. De var overladt til sig selv.

Da romerne forlod Britannien, stod de store forter, som skulle have forsvaret dem mod barbarerne, tomme tilbage – fx dette fort i Porchester i Sydengland.

Plyndring indleder Roms fald

I begyndelsen af 400-tallet kæmpede Romerriget for sin overlevelse. I årtier havde de nordlige grænser været truet af germanske stammer. I 401 gik det galt, da en stor hær af germanske gotere drog mod Italien. I desperation trak romerne legionerne hjem fra provinserne for at imødegå truslen – forgæves. Den 24. august 410 erobrede goterne Rom og plyndrede byen i tre dage i træk.

Kejser Honorius befandt sig på samme tid i den norditalienske by Ravenna. Den ikke videre kløgtige kejser elskede duer og havde givet den ene navnet “Roma”. Ifølge legenden misforstod han derfor beskeden om, at Rom var faldet: “Jamen han har jo lige spist af min hånd!” udbrød kejseren forfærdet.

Honorius blev straks roligere, da han indså, at tjenerne talte om byen – ikke duen. Goterne forlod kort efter Rom, men nu væltede andre germanske stammer ind over imperiets ubeskyttede grænser mod nordøst. Mørket var på vej.

Borgerne flygtede ud af byerne

Britannien var imperiets fjerneste udpost. Her langt mod nord havde romerne skabt en kopi af Rom i miniature. I og omkring landets byer lå pragtvillaer, marmortempler og offentlige bade med varmt vand. Og på de brostensbelagte gader gik romere og britere klædt i tunika og kappe, selvom den strenge kulde tvang dem til at bære uldsokker i sandalerne. Ellers var alt som hjemme i Italien.

Da romerne forlod øen i 410, kollapsede det britisk-romerske samfund bogstaveligt talt. Med legionerne forsvandt nemlig også den romerske ad-ministration­, som havde sørget for at holde ro og orden. Og for at gøre ondt værre ophørte også handlen med kontinentet. Ingen havde derfor længere råd til at bo i villaerne, som langsomt faldt sammen.

Og i byerne stoppede både kloakkerne og de offentlige bades vandledninger til, fordi ingen anede, hvordan de store og teknisk avancerede anlæg skulle vedligeholdes.

Alt tyder desuden på, at enhver form for lov og orden forsvandt og blev erstattet af voldeligt anarki. Til sidst gav indbyggerne tilsyneladende op og flygtede ud i landdistrikterne. Omkring år 420 – blot ti år efter romerne havde forladt provinsen – var samtlige byer i Britannien, små og store, ophørt med at eksistere.

Udgravninger har vist, hvordan ruinerne af byen York i løbet af 400-tallet blev forvandlet til marsk. I de tilgroede gader og forfaldne bygninger levede fra da af kun vilde dyr.

Med Roms fald forsvandt kogekunstens redskaber

Samtidig med, at Britanniens byer blev forladt, forsvandt også en en stor del af de dagligvarer, som briterne havde været vant til. Pludselig var det umuligt at opdrive noget så simpelt som jernsøm til fx kister. I stedet måtte de lokale begrave de døde uden kister i grøfter eller i huller på den bare mark.

Heller ikke keramik, som ellers havde været en fast og rigelig bestanddel af livet under romerne, blev længere produceret. For med romerne gik også kunsten at bruge drejeskiver og keramikovne tabt. De eftertragtede romerske krukker blev i stedet erstattet af primitiv keramik, som brækkede i stykker så let som ingenting.

Men end ikke den havde alle mulighed for at få fat i. På en boplads i Cadbury har arkæologer fundet askeurner, som i sin tid er blevet gravet op fra en gammel romersk gravplads i nærheden. Urnerne var blevet tømt for aske og derefter genanvendt. Til madlavning. Og det af mennesker, som var vokset op med marmor, mosaikker­ og bad med varmt vand.

Det skulle tage mere end 700 år, før bygninger på størrelse med romernes basilikaer og legionsforter igen blev opført i landet. Britannien var derfor blot en skygge af sig selv, da germanske anglere og saksere fra Nordtyskland få årtier senere strømmede ind i landet.

Provinserne i øst blev angrebet af mange forskellige stammer – bl.a. de krigeriske bulgarere.

Veteraner nægtede at erkende Roms fald

Mens Britanniens befolkning stort set vendte tilbage til stenalderen, strømmede germanske stammer ind over Rhingrænserne og videre ned i Gallien i nutidens Frankrig. Bag sig trak de et spor af død og ødelæggelse: “Røgen stiger op over Gallien som fra et enormt ligbål”, skrev et samtidigt vidne.

Fra Gallien bevægede stammerne sig ned i nutidens Spanien. I løbet af få årtier blev store områder i de berørte lande selvstændige germanske riger. De nye herskere overtog mange af romernes institutioner og byggede deres riger på romersk lovgivning.

Bl.a. præsten Paulus Orosius priste ligefrem germanernes optræden­ i Spanien: “Barbarerne har lagt deres sværd og vendt sig imod ploven, og de betragter nu romerne som deres kammerater og venner”, skrev han i 417.

Helt rosenrødt var livet under de nye herskere imidlertid ikke­, som en lovtekst fra 500-tallets Frankrig viser: “Hvis nogen dræber en fri franker, lad ham bøde 200 solidus. Men hvis nogen dræber en romersk landejer, lad ham bøde 100 solidus”.

For flertallet af landenes lokale befolkninger var overgangen dog næppe dramatisk. Deres liv havde altid været præget af hårdt arbejde og få materielle goder. Men for overklassen, som havde været vant til luksus, var forandringen dramatisk.

Rigmanden Paulinius beskrev, hvordan han mistede sin vingård og måtte flytte til et lille hus i byen: “Til sidst knækkede tabet af landet og alderdommen mig. Jeg blev en omstrejfer – fattig og uden familie”.

Trods magtskiftet nægtede dele af lokalbefolkningen i bl.a. Gallien at erkende, at Romerriget var borte for altid. Ifølge den østromerske historiker Prokopius­ lod tidligere romerske grænsesoldater deres sønner og sønnesønner oplære i fortidens romerske krigskunst: “Selv i dag kan vi genkende, hvilke legioner de tilhørte i gamle tider. De bærer egne standarter, når de går i krig, og har bevaret den romerske klædning i mindste detalje, helt ned til skoene”.

Borgerne blev jaget vildt efter Roms fald

Tidligere havde den romerske statsmagt garanteret provinsborgernes sikkerhed. Men da de romerske soldater forsvandt, blev indbyggerne frit bytte for røverbander og fjendtlige stammer.

Ifølge en samtidig beretning om den hellige Skt. Severinus, der levede i provinsen Noricum i nutidens Østrig, advarede den hellige mand en vagtmester i den lokale klosterkirke mod at rejse væk på grund af de farefulde veje. Vagtmesteren og en præst valgte dog alligevel at tage af sted: “Straks blev han og præsten­ taget til fange af barbarerne og ført over Donau”.

Samfund efter samfund blev enten ødelagt eller forladt, og til sidst var størstedelen af provinsen Noricum fuldstændigt mennesketom. Også i vest herskede lovløsheden.

For selv om germanerne oprettede nye riger i de romerske provinser, var de germanske stater svage og havde ikke råd til – som romerne – at opretholde store, professionelle hære. Især landdistrikterne plagedes af røverbander.

I stedet blev det de lokale, magtfulde landejere, som styrede hvert deres område med små minihære. Med tiden blev det derfor landejerne, de nye konger i Europa måtte bede om soldater i krigstid.

De romerske kejseres fald

Mens provinserne faldt en efter en, forsøgte kejserne i Rom desperat at holde sammen på de sidste rester af imperiet. I selve Italien lå den virkelige magt imidlertid hos kejsernes germanske lejetropper og deres hærførere. Riget levede på lånt tid.

Dødsstødet kom i år 476, da den germanske general Odoaker afsatte den sidste romerske kejser, Romulus Augustus. De vestromerske kejseres tid var forbi. I 493 tog goteren Theoderik magten i Italien.

Han havde ligesom Odoaker været general i den romerske hær, og selv om han aldrig lærte at læse og skrive, var Theoderik ifølge østromeren Prokopius en værdig hersker: “Både gotere og italienere lærte at elske ham”.

Theoderik nægtede dog at kopiere de romerske kejseres tradition for at sende deres børn i skole: “Han sagde, at hvis først de lærte at frygte spanskrøret, så ville de aldrig have mod til at møde sværd og spyd”, fortæller Prokopius.

Under Theoderiks strenge, men effektive styre oplevede Italien en ny opblomstring. Han lod veje og akvædukter restaurere og arrangerede ligesom de romerske kejsere store forlystelser til glæde for det romerske folk. Og sådan kunne det have fortsat, hvis ikke nogen havde villet det anderledes – den østromerske kejser.

Roms fald: Den endelige undergang

Mens Theoderik forsøgte at puste liv i det døende Vestromerske Rige, nød Det Østromerske Rige med hovedstad i Konstantinopel i nutidens Tyrkiet en fredsperiode med romernes arvefjende i øst, det stærke Perserrige. Østromerne formåede derfor­ at slå de fleste invasioner fra nord og vest tilbage.

På rigets trone sad kejser Justinian, som havde en drøm om at samle hele det gamle Romerrige under østromersk ledelse. I 535 sendte han derfor sin bedste general, Belisarius, mod goternes Italien. Det skulle imidlertid tage næsten 20 år, før den sidste gotiske modstand var nedkæmpet, og de voldsomme kampe lagde store dele af Italien fuldstændig øde.

Værst gik det ud over Rom. Gentagne gange blev byen belejret, erobret og tilbageerobret. Akvædukterne, som havde været romernes stolthed, bragte ikke længere frisk vand til byen. De få tusinde indbyggere, som var tilbage, bosatte sig ved bredden af Tiber-floden, hvor de drak det skidne vand fra den mudrede flod.

Samtidig brød hungersnøden ud, så romerne ifølge Prokopius måtte spise brændenælder, som voksede i byens ruiner. Men føden var langtfra nok: “Det hændte ofte, at de faldt døde om, mens de vandrede rundt og tyggede på nælderne. Derefter begyndte de endda at spise deres egen afføring”, skriver Prokopius.­

Omkring år 550 var al gotisk modstand nedkæmpet. Men det var en hul sejr for østromerne, der overtog et ødelagt land. Store områder var affolket. Og selve verdens hovedstad, Rom, lå i ruiner. Den sidste­ rest af Det Vestromerske Rige­ var for altid udslettet. Østromerne havde gjort det, ingen barbarstammer havde formået.

Den mest succesfulde af de germanske­ konger var Clovis, som i 509 grundlagde Franker­riget – nutidens Frankrig.

Tag med os til Romerriget

Vi ved, at fortællingerne fra det gamle Rom altid er populært læsestof. Derfor skriver vi også om romerne i næsten alle udgaver af HISTORIE.

Tegn en abonnement her - så får du:

  • Nordens største historiemagasin leveret direkte til døren
  • Digital adgang til vores seneste 12 udgivelser
  • En valgfri gevinst

Vi foreslår den populære, tyverisikrede rygsæk, så du trygt kan have dine værdier liggende i tasken.

Læs mere

Adrian Goldsworthy: The Fall Of The West, Weidenfeld & Nicolson, 2009. Robin Fleming: Britain After Rome – The Fall and Rise 400 to 1070, Penguin Books, 2011. 

Måske er du interesseret i...

Læs også