Roms klogeste kejser begik én utilgivelig fejl

Men Commodus nægtede så kategorisk, at Aurelius til sidst blot bad sønnen om i det mindste at vente nogle dage, før han rejste hjem til Rom.

Sønnen havde dog ikke i sinde at vente. Ifølge den samtidige forfatter Dio Cassius overtalte Commodus lægerne til at fremskynde sin fars død.

Angiveligt opdagede Aurelius komplottet, men nægtede at afsløre, at sønnen var ved at få ham myrdet. Tværtimod befalede Aurelius sine tropper at adlyde deres nye herre.

Herefter tildækkede den trætte kejser sit hoved og sov stille ind.

Således forlod Marcus Aurelius livet. Herskeren, der bl.a. er kendt fra storfilmen “Gladiator”, er af eftertiden blevet kaldt “Roms sidste gode kejser”.

Han er den eneste af rigets regenter, hvis inderste tanker vi kender – ovenikøbet nedskrevet af ham selv – for Aurelius var først og fremmest en filosof, optaget verden og at være et godt menneske. Han insisterede på at se det bedste i alle og afskyede krig.

Men skæbnen ville det anderledes. Roms klogeste og mest fredselskende kejser blev tvunget ud i en af oldtidens mest bestialske krige og endte med at udløse imperiets værste og længste krise – pga. sin evige tro på det bedste i alle mennesker.

Marcus Aurelius var en bognørd

Da Marcus Aurelius kom til verden 58 år tidligere, i år 121, var Romerriget midt i sin gyldne epoke. Tre usædvanlig stærke kejsere havde i rækkefølge skabt ro i Romerriget, hvis befolkning førhen havde måttet udholde katastrofe efter katastrofe.

Marcus Aurelius’ slægt kom fra nutidens Spanien og havde bosat sig i Rom, hvor de arbejdede sig op igennem det politiske system. Blot tre år gammel mistede Aurelius sin far, Marcus Annius Verus, og blev adopteret af sin farfar af samme navn.

Aurelius skrev senere, at han af sin far lærte “ydmyghed og mandighed”, af sin mor “fromhed og generøsitet” og af sin farfar “ædelhed og ligevægt i temperament”.

Ved bedstefarens mellemkomst blev den daværende kejser Hadrian opmærksom på den fremmelige dreng, som han lod undervise i en lang række fag. Og drengen sugede energisk viden til sig.

“Han brugte så mange kræfter og anstrengte sig sådan med studierne, at han svækkede sit legeme”, lyder det i de romerske kilder.

I et bevaret brev til en af sine lærere erkendte Aurelius det selv: “Jeg er så træt, at jeg knap nok kan trække vejret”.

Men kejser Hadrian var begejstret for drengens ildhu. Kort før sin død i 138 adopterede kejseren sin efterfølger, Antoninus Pius, på den betingelse, at han skulle adoptere Aurelius og dermed gøre ham til sin efterfølger på rigets højeste post.

Ved at indskrive Marcus Aurelius i arvefølgen til Roms kejsertrone fulgte Hadrian en skik, som var opstået under kejser Nerva 42 år tidligere.

Før Nerva gik kejserriget i arv fra far til søn eller nær familie, en skik, som gav riget en stribe af grusomme og inkompetente kejsere. Men Nerva havde ingen søn og adopterede derfor den bedste kandidat til tronen, Trajan. De kommende kejsere fulgte eksemplet – med stor succes.

I de følgende år nåede Romerriget sin største udstrækning, og Pax Romana – fred og fordragelighed under romersk overherredømme – hvilede over riget.

Men den fredelige linje, som både kejser Hadrian og Antoninus Pius stod for, fik Roms mange fjender til at fatte håb om, at imperiet var blevet svagt. Ved grænserne begyndte enorme fjendehære at samle sig for at teste teorien.

Stoicismen blev Aurelius’ kald

Under sine studier kastede Aurelius især sin kærlighed på stoicismen, en filosofisk retning, som foreskriver et enkelt liv præget af selvkontrol og fokus på eviggyldige værdier.

“Han efterlignede både filosoffens klædedragt og – efter et stykke tid – også hans udholdenhed. Han studerede iklædt en grov kappe i græsk stil og sov på den bare jord”, berettes det.

Kejser Hadrian var så stolt af Aurelius, at han gav den unge mand tilnavnet Verissimus, den sandeste. Efter Hadrians død blev Aurelius gift med kejser Antoninus Pius’ datter Faustina og fungerede herefter som kejserens nærmeste rådgiver.

I år 161 døde kejser Antoninus Pius imidlertid, og den nu 40-årige Aurelius blev udråbt til kejser. Romerriget skulle for første gang regeres af en filosof.

Aurelius nægtede dog at overtage posten alene. Han krævede, at senatet udnævnte hans adoptivbror, Lucius Verus, til medkejser. Senatet bøjede sig, og de to kejsere blev indsat.

Men så begyndte ulykkerne. I øst havde kongen af Partherriget, Roms magtfulde ærkefjende i nutidens Iran, hørt om magtskiftet – og de unge kejsere skulle testes.

Med en hær invaderede kongen det romerske Armenien og Syrien. Aurelius havde hænderne fulde med en oversvømmelse i Rom og sendte derfor sin medkejser mod øst.

Ifølge de romerske historikere var Lucius Verus imidlertid sin brors modsætning: Han elskede overdådige måltider, vin og kvinder, og i Østen fandtes det hele i overflod. Verus kastede sig over mulighederne.

“Efter at Verus var kommet til Syrien, levede han et udsvævende liv i Antiochia og Dafne”, fortælles det i det romerske værk Historia Augusta.

Krigsindsatsen overlod Verus til sine legater, mens den overbebyrdede Aurelius styrede krigens praktiske detaljer fra Rom. Trods skuffelsen havde Aurelius fortsat den største tillid til Verus, som han kaldte hjem i år 166, efter at krigen var vundet.

I Rom blev de begge hædret med titlen “Fædrelandets Fader”. Men forude ventede endnu større farer.

Aurelius måtte kæmpe alene

Mens krigen hærgede i øst, havde befolkningen fået Marcus Aurelius’ gavmilde sind at mærke. Kejseren sørgede for korn til hungersramte byer, renoverede rigets veje og dømte aldrig til sin egen fordel i pengesager. Selv gladiatorerne drog han omsorg for.

“Så meget bød blodsudgydelser ham imod, at han – når han så gladiatorkampe i Rom – sørgede for, at gladiatorerne ikke satte livet på spil, men kæmpede med sværd, der ikke var skarpe”, skriver den samtidige Dio Cassius.

Ifølge Historia Augusta bevirkede hans konsekvente handlemåde, at selv almindelige borgere forsøgte at forbedre sig: “Sådan gjorde han slette mennesker gode og gode mennesker storartede”.

Men knap var krigen mod partherne slut, før adskillige barbar-stammer overskred rigets nordlige grænser ved floden Donau. Værst var faren fra rytterfolket jazygerne og de germanske markomanner, som under ledelse af germanerkongen Ballomar trængte langt ned i nutidens Østrig.

Ved byen Aquileia i Norditalien truede de germanske kæmpekrigere med at gennembryde Alpegrænsen, Roms sidste forsvarslinje. I sidste øjeblik lykkedes det dog Aurelius og Verus at trænge germanerne tilbage.

Straks efter ramte en ny katastrofe: Pest. Sygdommen var sandsynligvis blevet taget med hjem af Verus’ tropper efter felttoget mod partherne og bredte sig snart over hele riget.

“Fra persernes grænser og helt til Rhinen og Gallien satte pesten sit frygtelige aftryk med smitte og død i sit følge”, skrev historikeren Ammianus Marcellinus, mens taleren Aelius Aristeides skrev, at folk, der forsøgte at flygte, blev fundet døde på deres dørtærskel.

I byerne blev de døde i tusindvis fragtet ud til overfyldte gravpladser. Moderne historikere anslår, at omkring 5 mio. mennesker omkom i de 15 år, sygdommen hærgede.

Blandt ofrene var sandsynligvis også kejser Verus. I hvert fald døde kejseren i det nordlige Italien i år 168 efter blot tre dages sygdom. Marcus Aurelius var nu enekejser.

Ulykkerne regnede ned over Aurelius

Aurelius tog efter Verus’ død tilbage til Rom for at begrave sin adoptivbror – blot for at blive ramt af endnu en tragedie. Kejserens syvårige søn, Annius Verus, udviklede en svulst under det ene øre. Trods en operation stod drengens liv ikke til at redde.

Kun én søn, Commodus, og fire døtre var nu tilbage af en børneflok, der havde talt 12. Stoikeren Aurelius viste ikke sine følelser og nægtede at erklære landesorg.

“Han var så rolig, at hans ansigtsudtryk aldrig ændredes af hverken sorg eller glæde”, lyder det i Historia Augusta.

Pligten kaldte, og kort efter måtte han igen drage i felten. Markomannerne truede stadig, og i år 170 marcherede Aurelius med mindst 100.000 mand op til Donau. Men de germanske stammer stod klar og tilføjede den romerske hær et sviende nederlag.

Stoikeren Aurelius lod sig dog ikke knække.

“Du skal ligne klippen i havet. Bølge på bølge slår imod den, men den står fast, og de skummende vande lægger sig ved dens fod”, skrev han til sig selv i en af de få ledige stunder ved fronten.

I de følgende to år krydsede de romerske hære Donau for at føre krigen på markomannernes eget territorium. I modsætning til fortidens store slag mellem jævnbyrdige hære endte krigen i Germaniens uendelige skove i mindre sammenstød med spredte grupper af stammefolk.

Romerne tilpassede sig guerillakrigen ved at afbrænde landsbyer, mens de drev fjenden tilbage, mark for mark, lysning for lysning. Krigen var brutal og må have forfærdet Aurelius. Men pligten over for Rom – hans livsopgave – vejede tungere.

“Øjeblikkets krav, dagens pligt – den skal du til enhver tid lægge din kraft i, som en mand, som en romer”, formanede han sig selv.

Efter to års blodig krig lykkedes det omsider den stædige kejser at tvinge markomannerne til overgivelse. Det betød dog ikke, at freden var sikret.

Aurelius solgte paladsets skatte

Året efter var Aurelius igen ved Donau-fronten. Denne gang gjaldt det rytterfolket jazygerne og germaner-stammen quaderne, der ligesom markomannerne igen og igen havde angrebet de romerske provinser langs floden.

Det lykkedes kejseren at indgå en fredsaftale med quadernes høvding, Ariogaesus, og derved afværge endnu et blodbad. Men da stammen året efter brød aftalen, mistede den besindige hersker tålmodigheden.

I vrede udlovede Aurelius 1.000 guldstykker til den, som fangede Ariogaesus i live, og 500 for at bringe kejseren hans hoved. Da høvdingen endelig blev fanget, var raseriet dog forduftet, og Aurelius nøjedes med at sende høvdingen i eksil.

Krigene i nord drænede rigets tropper og penge i en sådan grad, at Aurelius måtte indrullere både slaver og gladiatorer i hæren. “Selv røverne i Dalmatien og Dardanien gjorde han til soldater”, lyder det i Historia Augusta.

Til folkets taknemmelighed væltede han ikke regningen for krigene over på befolkningen, men solgte i stedet de kejserlige møbler, paladsets guld og endda kejserindens guldbroderede dragter.

Imens fortsatte de udmarvende krige i nord. For at holde sin åndelige ligevægt nedskrev kejseren sine tanker og råd til sig selv i de sene aftentimer, når dagens dont omsider var forbi.

“Skal berømmelse distrahere dig? Betragt dog, hvor hurtigt alt forgår, samt tidens endeløshed både før og efter os. Så forstår du, hvor hult menneskers bifald er”, lød det fra kejseren.

Kejserens klarsyn gjaldt dog ikke hans nærmeste – og det skulle blive fatalt for både Aurelius og Romerriget.

Familien undgik Aurelius’ gransken

Alle krigens trængsler til trods passede Marcus da også samvittighedsfuldt sine pligter som kejser. Ifølge kilderne tog kejseren ofte nætterne til hjælp for at ordne rigets sager.

“Han mente nemlig, at hvis han overså selv den mindste detalje, ville det resultere i kritik af alle hans andre handlinger”, skriver Dio Cassius.

Kejserens lange fravær fra hovedstaden betød, at han ikke havde ret meget føling med sin familie. Han forgudede sin hustru, Faustina, og nægtede at lytte til de stemmer, som påstod, at kejserinden havde flere affærer, og at hun i øvrigt var særlig glad for gladiatorer.

Om rygterne talte sandt, er umuligt at sige. Langt værre var det, at Aurelius overså sønnen, Commodus’, vanvittige sind. Ifølge de romerske kilder gav drengen allerede som 12-årig en prøve på sin grusomhed.

Da hans bad en dag føltes for koldt, krævede han bademesteren kastet i ovnen. Slaverne, der fik ordren, nøjedes dog i al hemmelighed med at brænde et fåreskind. Efter sigende indsnusede Commodus brandlugten med tilfredshed.

Selvom den historie måske aldrig nåede Aurelius, kan sønnens problematiske sind ikke have forbigået hans opmærksomhed. Ikke desto mindre gjorde kejseren sønnen til princeps iuventutis, leder af ridderstanden – et tegn på, at han var udvalgt som Aurelius’ efterfølger.

I år 175 slog de romerske hære omsider alle stammerne mod nord, da Aurelius fik bud om, at Syriens guvernør, Avidius Cassius, havde gjort oprør.

Ifølge kilderne troede guvernøren på et rygte om, at Aurelius var død af sygdom, og havde derfor grebet chancen. Aurelius måtte nu haste mod syd for at tage sig af Avidius Cassius, som han dog på forhånd tilgav.

“Jeg overlod gerne regeringen til Cassius, hvis ellers det var til statens vel”, proklamerede han i en tale til tropperne og bad dem om at fare med lempe over for forræderne.

Kort efter indløb nyheden om, at Cassius var blevet dræbt af sine egne soldater.

Aurelius begik sit livs dumhed

Da Marcus Aurelius i år 176 vendte hjem, lod han Commodus udnævne til konsul og kort efter til medkejser. Og da markomannerne året efter endnu en gang gjorde oprør, tog Aurelius ham med.

Commodus var derfor til stede, da den aldrende kejser i år 180 omsider kunne erklære markomannerne besejret. Planen var nu at gøre stammens område til en provins, så den aldrig igen kunne skabe problemer.

Sådan skulle det dog ikke gå. Marcus Aurelius døde den 17. marts år 180 – sandsynligvis godt hjulpet på vej af sin egen søn, der straks efter overtog tronen og trak tropperne hjem.

Den romerske forfatter Dio Cassius begræd tabet af den kloge kejser, som måtte så meget ondt igennem: “Men jeg, for min del, beundrede ham endnu mere af den samme grund, fordi han midt i disse ekstraordinære problemer overlevede sig selv og opretholdt imperiet”.

Det sidste holdt ikke helt stik. Udnævnelsen af Commodus til kejser blev begyndelsen på 100 års krise, der rystede Det Romerske Imperium i sin grundvold. Ansvaret lå hos Marcus Aurelius. I sit livs vigtigste beslutning havde han svigtet sin stoiske lære og ladet følelserne råde. Ikke fornuften.