Eleverne lærte kun de vigtigste færdigheder; at regne, læse, skrive og citere klassiske værker. © Bridgeman

Roms sorte skole: Terperi og tørre tæsk var hverdagskost

Romernes skole var kun for dem, som havde råd. Men undervisningen var sparsom, lærerne ufaglærte, og klasselokaler fandtes ikke. Til gengæld fik børnene masser af tæsk.

4. september 2018 af Marianne Dalsgaard

”Én gang til. Helt forfra.” 

Læreren hæver stemmen, men ordene drukner i larmen fra gaderne, som omgiver den smalle søjlegang, hvor han sidder omgivet af sine elever. 

Forbipasserende snakker løs, en grøntsagssælger råber sine tilbud, og fra en nærliggende smedje klinger en hammer rytmisk mod ambolten.

Mens eleverne flytter sig uroligt på deres skamler, skæver læreren nervøst til en soldat, der skulende går forbi. Hvis soldaten jager dem væk, er under­­visningen slut for i dag.

Scenen er konstrueret, men bygger på beretninger om romerske børn og deres lærere omkring Kristi fødsel.

Romerriget havde intet offentligt skolesystem, ingen skolepligt og ingen lovgivning inden for hverken læreruddannelse eller undervisning. 

Skolebygninger fandtes ikke, og undervisningen fandt ofte sted på åben gade. Kvaliteten var derefter; monoton udenadslære, terperi og tørre tæsk prægede skole­gangen i verdens mægtigste rige.

Grækenland gav romerne dannelse

At der overhovedet fandtes skoleundervisning i Rom, hang sammen med rigets erobring af Grækenland i 100-tallet f.Kr.

Førhen blev børnene undervist hjemme, sædvanligvis af deres far. Fx havde senatoren og embedsmanden Cato den Ældre (234-149 f.Kr.) selv lært sin søn at læse, skrive og regne.

Desuden havde Cato lært drengen “legemsøvelser, spydkast, våbenkamp og ridning, nævekamp, at udholde varme og kulde og at svømme”, berettede histo­rikeren Plutarch i sin biografi om Cato.

Grækerne havde et udbygget skole­system med både offentlige og private skoler.

Det inspirerede romerne, der tog mange græske slaver og krigsfanger med hjem til Rom for at gøre dem til huslærere.

Også Cato gjorde brug af denne mulighed. Sideløbende med at senatoren selv underviste sin søn, havde han, ifølge Plutarch, også “en dannet slave, Chilon, som under­viste mange børn”.

Ca. en tredjedel af Roms indbyggere kunne læse og skrive. De fleste børn kom aldrig i skole. Piger og fattige var et særsyn i de romerske skoleklasser. De fleste børn i Romerriget blev nemlig sat til at arbejde fra helt små.

© AKG Images

Undervisningen foregik på gaden

Hvis en græsk slave blev givet fri, havde han mulighed for at oprette en skole og udbyde sin arbejdskraft som lærer.

Enhver, der havde råd, kunne lade sine børn indskrive i skolen, som oftest kun bestod af den ene lærer, nogle skamler og en cathedra, latin for lærerens stol.

Skolelokaler fandtes ikke. De undervisere, der havde råd, lejede sig ind i butikkers baglokaler eller hos private, men mange måtte nøjes med at finde et sted i det fri. Søjlegange var popu­lære, fordi de gav læ for regn og sol.

Lærernes højlydte messen af bøjninger og staveord var ofte til gene for naboerne, ligesom børnene optog plads for de gående.

Af den grund blev skoleklassen ofte jaget væk af soldater eller opsynsmænd, og terperiet afbrudt.

Forældre investerede i deres børn

Børnene begyndte i skole, når de var seks-syv år gamle, men elevernes alder på de enkelte klassetrin varierede meget, da de ikke blev rykket op efter alder, men færdigheder.

En aldersspredning på fire år var ikke derfor ikke ualmindelig. Børnene var mellem seks og 12 år gamle i grundskolen, ludus, 13 til 15 år på mellemtrinnet, grammaticus, og 15 til 20 år på det sidste trin, retorik. Kun de færreste nåede dog så langt.

Undervisningen var lige så primitiv som de fysiske forhold.

Det gjaldt ikke mindst i grundskolen ludus. Her lærte børnene de elementære færdig­heder; at læse, skrive og regne. Både drenge og piger kunne indskrives i grundskolen, men flest drenge fik lov at blive undervist.

Nogle af eleverne kom fra hjem, hvor faderen, der som oftest var håndværker eller forretningsdrivende, havde klaret sig godt og var kommet til penge.

Den nyvundne rigdom blev investeret i sønnens fremtid, da forældrene håbede at “sikre ham et arbejde som håndværker, frisør eller måske som auktionarius; noget, kun Underverdenen kan tage fra ham igen”, som en romersk far skrev.

De unge mønsterbrydere risikerede at blive drillet af de børn, som ikke havde råd til at gå i skole:

“Snart står det dig klart, at din fars skolepenge er løbet ud i sandet, også selvom du kommer til at lære retorik”, lod satirikeren Petronius en af sine karakterer sige til en anden i en komedie.

Stykket handler bl.a. om de lavere klassers skeptiske syn på skolegang.

Regnemaskine: Når børnene skulle lære at regne, brugte de en “abacus” – en form for regnemaskine, lavet i metal. Maskinen var en avanceret kugleramme, som gjorde det lettere at overskue store tal og komplicerede regnestykker.

© Bridgeman

I skole uden morgenmad

Retorik fik de færreste håndværkerbørn lært. Som det tredje og sidste skoletrin nåede kun den absolutte elite så langt. Heller ikke grammaticus – trinnet mellem grundskolen og retorik – var for de jævne folk, men til gengæld populært blandt de lag, som lå lige under eliten.

Undervisningen på mellemtrinnet gav ingen konkrete færdigheder udover dannelse i de klassiske værker og i det latinske og græske sprog. 

Til gengæld gav evnen til at citere klassiske værker prestige, som kunne hjælpe de håbe­fulde unge i deres videre karriere.

På alle trin levede børnene i deres skoletid en kummerlig tilværelse, og læreren gjorde alt, hvad han kunne, for at disciplinere dem. Fx skulle eleverne møde ualmindeligt tidligt.

“Før solopgang er jeg vågen. Jeg er stået op, har taget nattøjet af og iført mig min tunika”, belærer én af lærebøgerne på pædagoisk vis den unge studerende. 

Oplevelsen af at blive jaget op og i skole nærmest midt om natten har åbenbart gjort et stort indtryk på romerne, for adskillige forfattere omtaler fænomenet.

“Du snød drengene for deres søvn”, skriver digteren Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) anklagende henvendt til skolen.

En bager bemærkede, at børnene skulle så tidligt op, at de ikke spiste morgenmad hjemmefra, men stillede i hans butik for at købe brød, “allerede mens kragerne har travlt med at skrige mod det første dagslys”.

Ingen tid til sang og gymnastik

Selve undervisningen var monoton og kedelig. I modsætning til den græske model, som skolen var inspireret af, lærte børnene i den romerske skole intet om hverken sang eller musik, og de måtte også undvære legemsøvelser, der ellers var en fast del af det græske pensum. 

I Rom var undervisningen målrettet det, de unge skulle bruge i tilværelsen her og nu, og den, som ville opad på rangstigen, måtte kende klassikerne.

Børnene blev sat til at terpe lange passager af de klassiske værker, så de til enhver tid var klar til at flette et citat eller to ind i samtalen. Forstå litteraturen behøvede de ikke. 

Gennemgangen af stoffet foregik derfor ved, at læreren spurgte og eleven svarede, ofte med korte sætninger eller enkelte ord. En typisk overhøring i et vers gik på, hvor mange rim og forskellige bøjnings­former det indeholdt.

Få lærere forsøgte at motivere eleverne. En sjælden undtagelse var Marcus Verrius Flaccus (55 f.Kr.-20 e.Kr.), der vandt berømmelse for sine pædagogiske metoder som fx at lade dygtige elever konkurrere mod hinanden. Som præmie udlovede Verrius Flaccus en bog.

Belønninger var imidlertid en sjældenhed, mens straf hørte hverdagen til. Satirikeren Martial (40-103 e.Kr.) fortæller om, hvordan “den vanvittige skolemester” fra første hanegal “med vilde brøl og og slag dundrer løs”.

Døden var bedre end skolen

Kunne et barn ikke huske en verselinje, faldt pryglene prompte. Straffen kunne være forholdsvis milde irettesættelser som ryk i ørerne

eller lussinger, men eleverne risikerede også at få bank med en af lærerens sandaler. I de værste tilfælde blev eleven pryglet med en stok eller med en scutia – et frynset bælte af læder.

Digteren Ausonius (310-395 e.Kr.) prøvede at opmuntre skolebørnene:

“Fremstå, som var du frygtløs. Hverken skrigeriet, de klaskende slag eller den angst, du føler fra morgenstunden, skal få dig til at føle uro – alt dette har din far og mor også oplevet i deres tid”.

Men børnene var bange eller kedede sig og pjækkede gerne fra skole. Poeten Persius (34-62 e.Kr.) berettede som voksen om, hvordan han i skolen slørede sine øjne, så han ikke kunne læse:

“Ofte har jeg som dreng dryppet mine øjne med olie, når jeg ikke havde lyst til at lære de svulstige taler holdt af Cato, som vores forrykte lærer sådan anpriste”.

Teologen Augustin (354-430 e.Kr.) sagde ligeud det, mange må have tænkt:

“Stillet over for valget om at dø eller blive barn igen, hvem ville da ikke hellere vælge døden?”

Tørre tæsk var på skoleskemaet hver eneste dag i antikkens Rom. Fx blev børnene sat til at holde hinanden, mens læreren slog løs med et bælte eller en sandal.

© AKG Images

Lærerne var tidligere krigsfanger

Børnene var ikke alene om at slide i det. Også lærerne kæmpede en hård kamp for tilværelsen. Deres status i samfundet var at sammenligne med gade­sælgeres. 

At lærerne ofte var tid­ligere slaver eller krigsfanger, var en del af forklaringen. Derudover havde de svært ved at hævde deres autoritet over for elevernes forældre, da underviserne ikke havde en officiel uddannelse eller eksamen.

Lønnen var som oftest lav, især på det nederste klassetrin. Fx tjente en lærer i ludus i 200-tallet 50 denarer pr. elev. Det betød, at han for at få en indkomst som en håndværker skulle have 30 til 50 elever ad gangen. 

Så mange studerende var svært at få samlet, så læreren måtte ofte forlade sig på ekstraindtægter ved at udfærdige testamenter, breve og lignende. 

Generelt havde lærere på de to højere trin en bedre løn og nød større anseelse, men noget prestigefyldt hverv blev lærergerningen aldrig.

“Det var skamfuldt at lære fra sig i det, som det var ærefuldt at lære”, skrev forfatteren og retorikeren Seneca den ældre (54 f.Kr.-39 e.Kr.).

Mange familier tilbageholdt lønnen til læreren, hvis det kneb med pengene i hjemmet, men sønnerne blev alligevel gennet af sted til skole om morgenen.

Retorikken var det rene show

Det sidste trin i den romerske skole var retorik, hvor eleverne skulle lære at tale og argumentere på en imponerende og overbevisende måde.

Faget stammede fra Grækenland, og i begyndelsen foregik undervisningen på græsk, men efterhånden gik lærerne over til at undervise på latin – dog under protest fra konservative adelige.

Modstanderne mente, at lærdommen ville føre til kaos, fordi de unge lærte at debattere på deres modersmål og kunne argumentere både for og imod et synspunkt i stedet for bare at lire udenadslære af.

Frygten var dog ubegrundet, for i modsætning til Grækenland, hvor retorikstudiet lagde vægt på logiske argumenter og rationelle påstande, var romerne kun interesserede i at få talerne til at lyde kunstfærdige.

Cicero, der bliver anset for at være Roms største taler, kritiserede gentagne gange retorikken for at skabe fagidioter, der kun gik op i sproget.

Han mente, at skolen også skulle give eleverne en grundviden i historie, jura og filosofi. Selv ikke Ciceros talegaver rakte dog til at overtale Roms lærere; retorikken forblev mest af alt en teaterforestilling.

Læs mere

W. Martin Bloomer: The School of Rome, University of California Press, 2011. Christian Laes: Children in the Roman Empire, Cambridge University Press, 2006. Karl-Wilhelm Weeber: Lernen und leiden, Theiss, 2014. 

Måske er du interesseret i...

Læs også