Roms største gladiatorskole skal genopstå

En berømt gladiatorskole, der leverede krigere til Colosseum, skal nu genskabes. Kuwait har tilbudt at finansiere den tunnel, som forbinder skolen med Colosseum, så nu mangler Rom kun de sidste midler for at få gladiatorernes træningslejr genskabt.

Kuwait vil finansiere gladiatortunnel

Roms kommune ønsker at genskabe en del af Roms historie - en gladiatorskole og den tunnel, der løber fra en skolen og ind i Colosseum, hvor de blodige og brutale gladiatorkampe fandt sted. Lige nu arbejder de på at få midler nok til projektet.

"Vi taler i øjeblikket med Kuwait, ét af de mange lande, der har vist interesse i at investere i Roms kulturarv," siger talsmanden for Roms kommune til den engelske avis Telegraph.

Kuwaits regering vil gerne finansiere tunnelen, så Roms kommune mangler stadig at få økonomiske midler nok til at kunne opnå målet om også at restaurere den træningsskole, der ligger i forlængelse af tunnelen.

Gladiatorskole er i ringe stand

Træningsskolen blev kaldt Ludus Magnus og ligger i dag mellem Colosseum og to meget trafikerede veje. Eksperter fastslog for nyligt i en rapport over Roms kulturarv, at Ludus Magnus er i så dårlig stand, at det er helt ubegribeligt set i forhold til de tusinde mennesker, der besøger ruinerne hver eneste dag.

I dag kan resterne af Ludus Magnus kun ses fra oven.

"I mange år har området omkring gladiatorskolen nærmest været glemt - og umulig at besøge. Vi håber at kunne gøre nogle markante forbedringer og rekonstruere hele området", fortæller talsmanden for Roms kommune.

Ludus Magnus var gladiatorernes træningslejr

Skolen er Roms ubetinget største gladiatorskole og var i mange år gladiatorernes hjem og det træningssted, hvor de forberedte sig på de blodige kampe, de skulle opføre i arenaen. Skolen blev første gang bygget under kejser Domitians regeringstid i 81-96 e.Kr., men blev senere genopbygget af kejser Trajan mellem 98-117 e.Kr.

Det er langt fra første gang, at genopbyggelser af Italiens kulturarv bliver sponsoreret. I øjeblikket financierer Bulgari forbedringerne af Den Spanske Trappe, skofirmaet Tod's betaler for en del af restaurationen af Colosseum, og Fendi sponsorerer reparationerne af Trevi-fontænen.