Da de glohede pimpsten fra vulkanen Vesuv begyndte at regne ned over romerbyen Pompeji om eftermiddagen i år 79 e.Kr., var det ikke alle, som tænkte på at flygte.
Blandt byens op imod 20.000 indbyggere var der nemlig en del professionelle tyve, som indså, at vulkanudbruddet gav dem en enestående chance for at berige sig.
I en korridor i en rigmandsvilla, som i dag kaldes “Menanders hus”, har arkæologer fundet skeletdelene af omkring 10 mennesker, som mistede livet, da en af udbruddets sidste store askebølger væltede ind over Pompeji.
Ved siden af ofrene lå medbragte hakker, skovle og en enkelt lampe. Meget tyder på, at de 10 personer var medlemmer af en bande, som ville udnytte panikken til at tømme villaen.
De nåede aldrig længere end til korridoren, før døden kom blæsende med over 100 km/t. i form af en rødglødende askelavine.
Teorien om Pompejis uheldigste tyvebande er langtfra usandsynlig, for Romerriget var gennemsyret af kriminalitet. Tyve og røvere hærgede overalt, og hverken rige eller fattige kunne vide sig sikre.
Intet var helligt for Roms ustoppelige tyvehær.
Tyve og røvere havde frit spil i oldtidens Rom. Kun de dristigste borgere vovede sig derfor ud på gaden om natten.
Indbrudstyve brød gennem væggen
Tyve og røvere havde kronede dage i oldtidens Rom. Byen talte omkring Kristi fødsel op imod én million indbyggere, men havde intet politi – og det blev groft udnyttet.
Ifølge de romerske kilder gik de kriminelle især efter privathuse og butikker.
“Når du har låst dit hus, når kæde og slå har sikret din forretning, og alt er stille, så bliver du bestjålet af en indbrudstyv”, skrev den romerske satiriker Juvenal i 100-tallet.
En åbenlys årsag var samfundets massive ulighed. Mens eliten levede i overflod i pragtvillaer, boede underklassen stuvet sammen i uhumske lejekaserner i de tætbebyggede fattigkvarterer.
I den romerske roman “Det gyldne æsel”, skrevet ca. år 160 af romeren Lucius Apulejus, forklarer en af banditterne, hvordan de er “mænd, som fattigdommens trældom har tvunget ind i professionen”.
I et forsøg på at dæmme op for kriminaliteten oprettede kejser Augustus et specialkorps på 7.000 mand, de såkaldte vigiles.
“Talløse afskyelige indbrud tvang dem til at stænge hele udsigten til med skodder”. Forfatteren Plinius den Ældre om boligejernes kamp mod tyve.
Vigiles-korpset skulle patruljere i gaderne om natten og slukke brande, men kunne også stoppe åbenlys kriminalitet. Intet tyder dog på, at det havde nogen effekt.
Derfor måtte romerne konstant opgradere sikkerheden i deres boliger. Forfatteren Plinius den Ældre beskriver fx, hvordan Roms borgere i sin tid placerede planter i vinduerne.
“Men det var, før talløse afskyelige indbrud tvang dem til at stænge hele udsigten til med skodder”, forklarer forfatteren.
I Pompeji har arkæologerne kunnet påvise, at husenes vinduer i sin tid var beskyttet af massive skodder. De virkede mod sol, regn og indbrudstyve.
De desperate boligejere investerede også massivt i låse, men selv de kunne ikke holde indbrudstyvene ude.
Ifølge romerske kilder gravede tyvene sig i stedet ind i huset via en tunnel eller slog hul i ydermuren.
Da de riges huse som regel var velbevogtede af husejerens slaver, kastede tyvene sig oftest over deres egne fattige naboer. Det skete fx i byen Tebtynis i den romerske provins Egypten, hvor en papyrus viser tyvenes opfindsomhed.
“De trak alle sømmene ud af dørene og forsvandt med alt, hvad jeg ejede”. Indbygger i byen Tebtynis i en klage til den romerske guvernør.
I en klage fra 100-tallet e.Kr. til den romerske guvernør raser en mand fx over, at tyve har gravet sig igennem hans husmur og stjålet et får.
En anden indbygger, Soterichos, skriver fortvivlet, at tyve har lænset hans hus for værdier:
“De trak alle sømmene ud af dørene og forsvandt med alt, hvad jeg ejede”.
Dorotheus af Sidon, der også boede i det romerske Egypten, omtaler et særlig frækt kup, hvor en tyv fik fat i en bekendts husnøgle og lavede en kopi af den.
“Og det på trods af at der er venskab mellem ham og beboerne i huset, og at de stoler på ham”, anfører Dorotheus indigneret.
Roms straffe for tyveri varierede alt efter karakteren. Røverne på billedet kunne være ret sikre på en hård straf.
Røvere gemte sig i mørket
Ude i det fri måtte romerne også tage deres forholdsregler – især ved aftenstide. I de mørke gader lurede røvere på lette ofre.
Satirikeren Juvenal påpegede, at menigmand ikke havde en chance, hvis han blev stoppet af en galning, der var større end ham selv:
“Om man siger noget til ham eller ej eller forsøger at snige sig afsted i stilhed, er ligegyldigt. Han vil banke dig under alle omstændigheder og så tage dine penge til gengæld for at lade dig slippe væk”.
Rom var plaget af organiserede bander, hvis medlemmer kendte alt til vold. Mange af dem var nemlig tidligere soldater. Ifølge den romerske forfatter Sueton fik overfaldene bl.a. kejser Augustus til at postere soldater i de værst ramte områder og lukke de klubber, som banderne brugte som skalkeskjul.
Også i provinserne kunne det gå hårdt for sig. I år 131 brød tyve ind hos borgeren Akous i byen Tebtynis . De bankede ham og stak af med byttet, som ifølge offerets klage bestod af bl.a. en toga, noget øl og lidt salt.
Og end ikke det bedre borgerskab holdt sig tilbage fra at stjæle, når chancen opstod.
I år 70 f.Kr. indsamlede advokaten Marcus Cicero vidneudsagn fra sicilianerne for at anklage statholderen Gajus Verres for provinsudplyndring.
De rige stjal mest – og slap billigst
Ikke alle stjal af nød. Også Roms overklasse forstod at rage rigdomme til sig, og i det spil var general Quintus Caepio i en klasse for sig selv.
U nderklassen var langtfra alene om at stjæle. Roms elite gjorde alt for at berige sig selv på fællesskabets bekostning.
På Sicilien tilranede statholderen Gajus Verres sig omkring 71 f.Kr. store summer ved at afpresse befolkningen. Verres’ rige venner holdt hånden over ham, indtil den ubestikkelige advokat Marcus Cicero fik Verres anklaget for provinsudsugning.
Mere held havde embedsmanden Julius Licinus i Gallien. Omkring Kristi fødsel tjente han en formue på gallernes månedlige skatter ved at bilde dem ind, at et romersk år havde 14 måneder.
Mest grisk var dog feltherren Quintus Caepio. Han blev i 106 f.Kr. sendt til Tolosa – nutidens Toulouse – for at nedkæmpe et lokalt oprør.
Caepio underlagde sig byen og fandt i byens tempel en vældig skat, som tilfaldt den romerske stat. Ifølge historikeren Strabon bestod skatten af 15.000 talenter guld og sølv – svarende til ca. 500 tons.
Rigdommene nåede aldrig Roms statskasse, for undervejs blev vogntoget angrebet og de romerske tropper dræbt. De ædle metaller forsvandt herefter sporløst, og mange mistænkte Caepio for at stå bag.
Under et middagsselskab hos kejser Claudius stjal den senere general Titus Vinius en drikkeskål af guld.
“En handling, som var en slave værdig”, kommenterer historieskriveren Tacitus.
I stedet for at retsforfølge tyven besluttede kejseren at ydmyge den tyvagtige gæst ved igen at invitere ham til middag:
“Den næste dag gav Claudius ordre til, at Titus som den eneste skulle spise af simpelt lertøj”, skriver Tacitus.
Rapserierne var så udbredte, at romerne ligefrem lavede vitser om det. I en samling af romerske vittigheder sender en mand bud efter lægen for at få behandling for sit dårlige syn.
Lægen smører salve i mandens øjne, så han intet kan se, og benytter lejligheden til at løbe med mandens lampe. Næste dag opsøger den tyvagtige læge manden for at høre, hvordan det går.
“Tjah, siden du smurte salve i mine øjne, har jeg ikke engang kunnet se min lampe”, svarer manden slukøret.
Rejsen var notorisk farlig
Folk på farten var særlig udsatte. Banker fandtes endnu ikke, så de rejsende måtte medbringe rede penge – og det vidste landevejsrøverne.
Den romerske politiker Marcus Cicero klager i et af sine breve over, at et andet brev aldrig nåede frem til ham. Årsagen var, at en ven, der transporterede brevet, undervejs var blevet overfaldet og berøvet.
Når romerne rejste mellem byerne, var de lette ofre for landevejsrøvere.
De rejsende forsøgte derfor på at deponere dele af formuen hos søfolk, kroejere eller staldbestyrere. Idéen var at sprede formuen, men metoden viste sig at være risikabel.
Ifølge en lovtekst levede de, som fik pengene, sjældent op til tilliden. Tværtimod benyttede de ofte lejligheden til at slå sig sammen med tyvene, så de kunne lænse rejsende med en særlig velspækket pengepung.
Mest almindeligt var det derfor at deponere formuen i de romerske templer, hvor præster og slaver holdt vagt døgnet rundt. Men selv det kunne gå galt.
Ifølge et eksempel gengivet i “Digesta”, et bevaret romersk lov- og sagskompendium, lod en ung mand fra en fremtrædende familie på et tidspunkt en stor kiste deponere i et tempel.
Da natten faldt på, kravlede han ud af kisten og stjal flere værdifulde genstande, som han tog med sig ned i kisten.
“På en enkelt nat gjorde denne brand mange rigmænd til tiggere”. Forfatteren Herodianos om en brand i et af Roms største templer.
Meningen var, at hans kumpaner derefter skulle afhente kisten igen, men det gik tilsyneladende galt, og manden blev som straf landsforvist.
En anden fare ved tempeldeponeringen var faren for brand. I år 238 brændte fx et af Roms største templer – samt alle værdierne i helligdommen.
“På en enkelt nat gjorde denne brand mange rigmænd til tiggere”, skriver den romerske embedsmand og forfatter Herodianos.
Tyve blev forbandet
De mange tyverier til trods blev kun et fåtal af de romerske tyve fanget – endsige dømt. Så længe samfundsordenen ikke var truet, bekymrede den enkeltes problemer ikke det romerske retsvæsen synderligt.
En række besvarelser fra oraklet i Astrampsychus – en vismand, som mod penge gav svar på bekymrede romeres spørgsmål – viser, hvor slemt det stod til. Blandt de hyppigste orakel-forespørgsler var: “Vil jeg få det tilbage, som jeg har mistet?”
Oraklets forudsigelser byggede på det sandsynligste udfald af det stillede spørgsmål, og til netop dette spørgsmål lød 70 pct. af svarene rungende: “Nej!”
Selv borgere, der fik deres klager over tyveri igennem til den lokale guvernør, kunne ikke være sikre på succes. En sag fra Egypten trak fx ud i hele 34 år, så alle sagens parter var forlængst døde, da den omsider blev afgjort.
“Tillad hverken søvn eller sundhed for den person – mand eller kvinde, slave eller fri – som har gjort mig uret”. Romersk forbandelse over en tyv, som havde stjålet en toga.
I desperation greb romerne til forbandelser – magiske formularer ridset i blyplader.
“Tillad hverken søvn eller sundhed for den person – mand eller kvinde, slave eller fri – som har gjort mig uret, medmindre han afslører sig selv og afleverer det stjålne i dit tempel”, skrev fx en mand, som havde fået stjålet både sin kjortel og toga i en af de romerske badeanstalter, hvor tyve konstant stjal fra omklædningsrummene.
I en anden forbandelse er offeret så rasende, at han giver afkald på de stjålne genstande, hvis guden får tyven til at lide:
“Skæbnegudinde, jeg giver dig denne kappe og disse sko. Må personen, som har taget dem, ikke sone for dem med andet end sit eget liv og blod”.
Omfanget af badtyverier var så stort, at de rige måtte medbringe en slave, hvis eneste opgave var at vogte over toga og sandaler. De mindre velbeslåede overlod opgaven til en offentlig vagt kaldet en capsarius.
I romerbyen Herculaneum lagde badeanstaltens besøgende deres ejendele på hylder i omklædningsrummet. Omfattende tyverier gjorde, at mange måtte gå nøgne hjem.
De offentlige vagter var imidlertid så utroværdige, at kejseren bestemte, at lederen af vigiles-korpset skulle holde øje med dem:
“Han overvåger også dem, som mod kompensation passer på tøjet i badene”.
Ingen af tiltagene havde dog den store effekt. Tyverierne fortsatte ufortrødent – på gaden, i hjemmene og i badene. Måske derfor tyede enkelte romere i desperation til udskamningens simple metode.
“Ampliatus Pedania er en tyv”, står der kort og godt på en væg i Pompeji.