Ildelugtende romerske arbejdere forsøgte for 2.000 år siden at slippe af med stanken af fiskesovs i en nyopdaget badstue fra antikken. Ruinerne af det romerske bad er netop blevet fundet i sandet ved Kap Trafalgar nær Cadiz i det sydlige Spanien.
Netop områdets hvide sand har sørget for, at det romerske bad er uhyre velbevaret. Da bygningen blev forladt i løbet af 300-tallet e.Kr., sørgede sandfygning for at indkapsle og beskytte en af antikkens perler mod vindens voldsomme hærgen og vandalisme.
Sågar malingen er bevaret
Mens de fleste romerske bygninger, som arkæologer udgraver i dag, blot er fundamenter og nogle få centimeter høje murrester, er det romerske bad ved Cadiz utrolig velbevaret: Murene er fire meter høje, mens vinduer og døråbninger er intakte. Hist og her har forskerne endda fundet rester af den røde, hvide og sorte maling, som romerne elskede at dekorere deres vægge med.
De spanske arkæologer mener, at badet blev besøgt af arbejdere fra Baelo Claudia. Den romerske by var for 2.000 år siden berømt for sin velsmagende garum – en ildelugtende fiskesovs, som romerne dyppede deres brød i og kom i gryden, når de kogte kød.
Efter dagens dont har arbejderne helt sikkert haft brug for et langt bad, for garum blev fremstillet af store mængder fiskeindvolde.