Seks jomfruer vogtede over Rom i 1.100 år

Sex betød dødsdom

Vestalinderne var et oplagt mål for romernes vrede, for de havde – på et spirituelt plan – ansvaret for Roms sikkerhed.

I byens tempel for gudinden Vesta vogtede præstinderne over en hellig flamme, der skulle brænde evigt som et symbol på Roms storhed. Slukkedes flammerne, var riget dødsdømt, mente de dybt religiøse romere.

“Langt mere skræmmende for statens mænd end de udenlandske og interne trusler var, at ilden i Vestatemplet var gået ud”, skrev historikeren Livius oprørt, da en vestalindes sløseri slukkede ilden i 207 f.Kr. og skabte panik i Rom.

Rigets eksistens var imidlertid også bundet op på, at vestalinderne bevarede deres mødom. Ifølge romersk tradition kunne kun rene og ærbare kvinder holde liv i den hellige ild, og en vestalinde, der brød sit cølibat, handlede derfor forræderisk og satte rigets sikkerhed på spil, mente romerne.

Faktisk var forbrydelsen af særlig grov karakter, fordi den ifølge romersk definition var incestuøs. Vestalinderne blev betragtet som døtre af Rom, og seksuel omgang mellem en romersk borger og en af byens døtre var som sex inden for familien.

Straffen var derfor tilsvarende hård. Oftest blev manden, der havde forført vestalinden, offentligt pisket til døde af Roms ypperstepræst.

Vestalinden selv blev typisk begravet levende i et lille underjordisk rum.

Den dødsdømte fik mad til et par dage, og romerne ræsonnerede sig på den måde frem til, at guderne ikke kunne holde dem ansvarlige for vestalindens død, fordi hun var omkommet af sult.

Kalvefoster velsignede køerne

Ifølge de romerske historikere blev præsteskabet grundlagt ca. år 700 f.Kr. af Roms anden konge. Formålet var at ære Vesta, gudinde for bl.a. familien.

Ud over at passe den hellige ild fik Roms seks vestalinder til opgave at deltage i årets mange religiøse højtider, hvor præstinderne havde ansvaret for forskellige renselsesritualer.

Fx skulle ypperstepræstinden under festivalen for Roms hyrder brænde et kalvefoster, hvis aske blev blandet med hesteblod. Miksturen smurte hyrderne på deres kvæg i troen på, at køerne ville blive mere frugtbare og give rigeligt med mælk.

Andre gange bagte vestalinderne et specielt brød af hvedemel og salt, som blev brugt under de officielle ofringer.

Umiddelbart inden ofringen blev det nybagte brød smuldret ud over dyrets hoved, inden det blev slagtet. Vestalindernes brød blev anset for at være så helligt, at det også blev strøet ud over den hellige ild for at holde den i live.

Vestalindernes vigtigste opgave var imidlertid at bede dagligt til alle Roms guder for at pleje forholdet mellem guderne og Roms indbyggere.

Læs også: De 12 største romerske guder – og alle de små

Derudover havde vestalinderne også mere jordnære opgaver som at opbevare vigtige dokumenter for rigets ledende mænd. Præsteskabet havde så høj status, at dets tempel blev betragtet som et af de sikreste steder i riget.

Jomfruerne var mønsterbrydere

Rollen som Roms beskyttere gav vestalinderne en særstatus, og på mange områder brød de med datidens strikse kønsroller.

Mens andre kvinder i Romerriget fx tilhørte deres far eller ægtemand, kunne ingen mand gøre krav på de hellige præstinder.

De var døtre af selve Rom og kunne ikke ejes af almindelige dødelige. Den særlige position betød, at vestalinderne fik mange rettigheder, som ellers var forbeholdt mænd.

Fx havde de efter 30 års tro tjeneste – så længe de ikke giftede sig – ret til at eje bl.a. ejendom og slaver.

Ligeledes havde præstinderne lov til at forsvare sig for en dommer, hvis de deltog i en retssag.

Selvom kvinders vidneudsagn normalt blev fremlagt af en mand og blev betragtet som mindre pålidelige, kunne en vestalinde fremføre sit eget vidneudsagn. Og hendes ord vejede lige så tungt som en mands.

Vestalinderne reddede Cæsar

I flere århundreder udførte vestalinderne fromt og trofast deres religiøse pligter, men omkring år 100 f.Kr. begyndte de at få større politisk magt i Rom.

Den voksende indflydelse blev bl.a. demonstreret i år 83 f.Kr., hvor den romerske diktator Sulla ville udrydde sin største rivals støtter. Blandt dem var den 19-årige Julius Cæsar.

Af frygt for sit liv måtte Cæsar hver nat finde nye skjulesteder, indtil vestalinderne i samlet flok henvendte sig til diktatoren og bad ham om at skåne Cæsars liv.

“Alle er enige om, at Sulla – efter i en lang periode at have afvist de mest magtfulde mænds hårde kamp for Cæsar – til sidst ikke orkede at kæmpe imod længere. Sulla erklærede enten ved guddommelig inspiration eller ved et tilfælde: I har vundet og kan få ham i fred”, skriver historikeren Sueton.

I en tid endnu holdt vestalinderne sig stadig i baggrunden, men omkring Kristi fødsel gjorde præstinderne for alvor op med deres traditionelle rolle som Roms beskyttere.

I løbet af sin 45 år lange tid på magten knyttede kejser Augustus sig tættere til vestalinderne end nogen tidligere hersker.

Fx byggede Augustus et nyt Vestatempel i sit palads, hvor vestalinderne kunne bede for kejserfamilien og udførte ceremonier til ære for Augustus. De traditionelle ritualer blev skubbet stadig længere i baggrunden.

Til gengæld for gudernes velvilje gav kejseren dem en bodyguard hver og særligt gode sæder ved de populære gladiatorkampe.

Kyskheden blev ligegyldig

Augustus' efterfølgere fortsatte med at overøse vestalinderne med privilegier.

Fx fik præstinderne nu – som de første kvinder i Rom – lov til at se atletik, og under gladiatorkampene blev de placeret i samme loge som kejserfamiliens kvindelige medlemmer.

Til gengæld skulle vestalinderne bl.a. dyrke en ny kult til ære for kejserinden.

Den mest bemærkelsesværdige udvikling var dog, at de fromme præstinder begyndte at ignorere deres ellers så altafgørende dyd.

Historikerne mener, at vestalinderne langsomt blev en del af Roms sociale elite og med tiden kunne udføre deres religiøse ritualer, selvom de ikke længere var jomfruer.

Fx kunne vestalinden Rubria fortsætte sit virke som Vesta-præstinde, selvom hun blev voldtaget af kejser Nero og mistede sin mødom.

Kejseren slog tilbage

De gode tider sluttede for alvor i år 90 e.Kr., hvor kejser Domitian besluttede sig for at gøre op med vestalindernes sløsede moral.

Han anklagede fire af de seks præstinder for at have mistet deres mødom, og tre af dem blev straks dømt til døden, mens ypperstepræstinden i første omgang blev fundet uskyldig under en retssag.

Den dom var dog ikke efter Domitians hoved, så han beordrede en ny retssag i sin egen villa. Ypperstepræstinden var ikke inviteret, og et forsvar var hende heller ikke forundt. Kejseren dømte hende denne gang egenhændigt til levende begravelse.

I et brev beskrev historikeren Plinius den Yngre, hvordan ypperstepræstinden modtog dommen:

“Hun græd og råbte mange ting, men især: ‘Kejseren tror, at jeg er uren. Jeg, som har udført så mange ritualer, hvorefter han har erobret og triumferet!’ Hun råbte, indtil hun blev slæbt væk til sin straf”.

Domitian havde med henrettelserne understreget, at vestalinderne skulle leve i cølibat under deres 30 års tjeneste.

Præstinderne måtte nødtvungent opgive deres promiskuøse livsførelse og igen udføre ritualer for Roms vel, mens de værnede om deres dyd.

Men denne gang truede en ny og langt stærkere kraft vestalinderne. Kristendommen var i gang med at minimere de romerske guders indflydelse, og i løbet af 300-tallet blev den nye tro Roms dominerende religion.

Vestalinderne fik trangere og trangere kår, indtil kejser Gratian i 382 officielt afskaffede de romerske guder som statsreligion, fratog præsterne deres privilegier og stoppede den økonomiske støtte til samtlige præsteskaber. I 1.100 år havde vestalinderne beskyttet Rom – nu var det slut.

Romerne havde dog svært ved helt at slippe vestalinderne. Kirkefaderen Augustin af Hippo måtte omkring år 420 erkende: “Blandt romerne er intet mere helligt end Vestas tempel”.

Men den hellige ild var gået ud i templet, og som forudsagt begyndte Rom at falde fra hinanden.