Slyngekaster fra Balearerne

Slyngen knuste fjenden med 160 km/t.

Et af Romerrigets mest frygtede våben var slyngen, hvis projektiler var usynlige, indtil de med uhyggelig kraft kvaste selv kroppens tykkeste knogler.

Et af Romerrigets mest frygtede våben var slyngen, hvis projektiler var usynlige, indtil de med uhyggelig kraft kvaste selv kroppens tykkeste knogler.

Johnny Shumate & British Museum/Marie-Lan Nguyen

Luften er fuld af støv. Vindstød hvirvler sandkorn i øjnene på de 80.000 romerske legionærer, der står opmarcheret nær den italienske by Cannae i 216 f.Kr. Det generende støv kan dog ikke ødelægge de romerske soldaters forventning om en sikker sejr.

Over for dem står Karthagos berømteste general, Hannibal, med 50.000 tropper fra et væld af forskellige regioner. Størstedelen af lejetropperne har han hentet i Nordafrika og Sydeuropa. Men med en overmagt på 30.000 er romerne overbeviste om, at de vil vinde. Officererne giver signal, og tropperne marcherer fremad.

Pludselig lyder der et smertensbrøl. En romersk legionær styrter til jorden med blodet strømmende fra hovedet. Straks efter knækker en anden legionær sammen med et grynt, og sekundet efter falder soldater på stribe.

Desperate forsøger de gennem støvskyen at få øje på den usynlige fjende: Hundredvis af tunge blyprojektiler, der med over 160 km/t. regner ned over romerne med uhyggelig præcision.

“En soldatertribun fik øje på konsulen, der sad på en sten og var dækket af blod”. Romeren Titus Livius om slaget ved Cannae i 216 f.Kr.

Bag den dødelige blyregn står over 1.000 slyngekastere, som Hannibal har taget med sig fra den spanske øgruppe Balearerne. Her lever oldtidens bedste og berømteste slyngekastere, der rammer plet hver gang.

Med slyngekasternes projektiler flyvende om ørerne tørner den romerske hær sammen med den karthagiske. I forvirringen opdager romerne alt for sent, at de er ved at blive omringet, og snart efter har Rom lidt det største nederlag nogensinde.

Over 40.000 legionærer ligger døde på slagmarken, deriblandt 80 senatorer og den ene af hærførerne. Den anden hærfører, konsulen Aemilius Paullus, er ligesom utallige andre blevet ramt af slyngekasterne, men er dog i live.

“Gnaeus Lentulus, en soldatertribun, fik fra sin hest øje på konsulen, der sad på en sten og var dækket af blod”, skriver den romerske forfatter Titus Livius.

Slyngekasterne kunne ikke tage hele æren for sejren, men de var en stærk komponent. Og romerne glemte dem aldrig, for slyngen var et højeffektivt våben, som ingen hær kunne undvære.

Slynge, blyprojektil

Slyngeprojektilerne vejede typisk under 100 g, men kunne nemt dræbe en mand.

© LOS ANGELES, COUNTY MUSEUM OF ART/AKG-IMAGES & Shutterstock

Slyngen er årtusinder gammel

Af alle menneskehedens våben er slyngen det næstældste. Kun kastespyddet er ældre. Ifølge forskerne er slyngen mindst 8.000 år gammel og er blevet anvendt i stort set alle dele af verden. Våbnet, der blev brugt til jagt og i krig, er let at lave og rammer ekstremt præcist i hænderne på en ekspert. Den maksimale rækkevidde er godt 400 m, og en dygtig slyngekaster kan ramme præcist på ca. 200 m.

Slyngen består af to snore bundet fast til en lille holder af læder, hvori projektilet lægges. Den ene snor ender i en løkke, som skytten stikker sin langefinger igennem. Den anden snor ender i en knude og holdes mellem tommel- og pegefinger.

Skytten roterer slyngen rundt i cirkler for at give projektilet fart og slipper herefter snoren med knuden, så det slynges afsted. Alene ved hjælp af centrifugalkraften blev de to snore, læderholderen og den lille sten med en vægt på ikke meget over 100 gram til et dræbende våben.

Slynge i hånd

Slyngen består af to snore forbundet af en lille holder, hvori projektilet lægges.

© Shutterstock

Ifølge oldtidens forfattere kunne en slyngekaster skyde længere end en bueskytte. Samtidig behøvede skytten kun at bruge én hånd til våbnet og kunne derfor have et skjold i den anden. Og projektiler i den rette størrelse kunne findes stort set på en hvilken som helst slagmark. Skytten behøvede bare at bøje sig ned og udvælge en sten af den rette størrelse og form.

Af samme årsag brugte både egypterne og assyrerne som nogle af de første slyngekastere i deres hære. En af de ældste bevarede slynger blev udgravet i Kahun i Egypten og stammer fra omkring 1800 f.Kr. Og også i barnekongen Tutankhamons grav fra ca. 1300 f.Kr. har arkæologer fundet en slynge.

Stenrelieffer fra 700-tallet f.Kr. viser, at assyrerne under kong Tiglat-Pileser 2. brugte slyngekastere som en integreret del af deres krigsmaskine. I de assyriske hære kæmpede slyngekasterne parvis og var placeret bag bueskytterne på slagmarken.

Det var imidlertid i oldtidens Europa, at slyngen for alvor vandt respekt.

David fælder Goliat.

Historiens berømteste slyngekast stod den jødiske hyrdedreng David for.

© Gino D’Achille/Bridgeman Images

Hyrdedreng knækkede filistrenes gigant

Hvor effektiv en slynge kunne være i kamp, kan læses i Det gamle testamente. Her står fortællingen om hyrdedrengen David og giganten Goliat.

Historien foregik formentlig omkring år 1000 f.Kr., da jøderne kæmpede mod folkeslaget filistrene, som var Palæstinas stærkeste magt.

Filistrene bekendtgjorde, at krigen kunne afgøres ved, at en af jøderne stillede op i tvekamp mod filistrenes bedste soldat, en gigantisk kriger ved navn Goliat. Ingen jøder turde, indtil David hørte filistrenes hånen.

Hyrdedrengen tog imod udfordringen, men i stedet for at kæmpe med sværd tog han blot sin slynge med. Og netop som Goliat gik til angreb, svingede David slyngen og ramte Goliat med en sten lige under hjelmkanten. Kæmpen faldt om, og David halshuggede ham.

Større slagkraft end en revolver

Oprindeligt var oldtidens grækere ikke specielt begejstrede for slyngen. Mange mente, at det var et våben, som primært anvendtes af mere primitive folkeslag. Men ifølge den oldgræske forfatter Thukydid var bl.a. lokalbefolkningen i Akarnanien i det centrale Grækenland meget dygtige slyngekastere.

“De var trænet i at skyde gennem ringe af moderat diameter på stor afstand og kunne derfor ikke blot ramme hovedet på deres fjender, men enhver del af ansigtet, som de sigtede på”, beretter den romerske forfatter Livius.

Endnu mere kendte var slyngekasterne fra den græske ø Rhodos. Her hentede Athen ifølge kilderne ikke færre end 700 slyngekastere, da bystaten i 415 f.Kr. sejlede en invasionsstyrke til Sicilien for at erobre Syrakus. Mens de fleste andre brugte sten som projektiler, havde slyngekasterne fra Rhodos fundet et langt bedre materiale.

Mellem 30 og 80 g vejede slyngekasternes blyprojektiler. Det er næsten 10 gange så meget som en moderne revolverkugle.

Rhodierne støbte projektilerne af bly, som blev formet ovalt. Blyets massefylde er langt større end stenenes, hvilket gav projektilet ekstra slagkraft. Desuden bevirkede den ovale form, at luftmodstanden var langt mindre, fordi kasteskytset undervejs gennem luften roterede om sin længdeakse som et moderne projektil.

Slyngekasternes blyprojektiler vejede typisk et sted mellem 30 og 80 g. Til sammenligning vejer en tennisbold ca. 60 g, mens en moderne revolverkugle vejer omkring 6-10 g. Slyngekasternes skyts vejede med andre ord op imod 10 gange mere, og det var årsagen til, at det var livsfarligt at blive ramt af.

Forskningen viser nemlig, at et tungt objekt i lav fart kan gøre større skade på menneskekroppen end et lille objekt i høj fart. En øvet slyngekaster kan snildt sende selv et relativt tungt projektil afsted med 160 km/t.

Ifølge beregninger kan en kraft på 70 såkaldte fodpund (ét fodpund er lig med den kraft, der skal til for at løfte et pund en fod i vejret) beskadige de fleste menneskeknogler. Og det kræver blot en kraft på omkring to fodpund at gennemtrænge det bløde væv i et menneskes krop.

Et slyngeprojektil på 60 g, der flyver gennem luften med 60 m pr. sekund, rammer med en kraft på hele 82 fodpund og kan derfor både gennemtrænge en ubeskyttet krop og knuse selv store knogler. Moderne eksperimenter viser, at et slyngeprojektil kan være endnu mere livsfarligt end selv en kugle affyret fra en moderne kaliber .44 Magnum-revolver.

Den romerske forfatter Vergil beskriver i sit storværk “Æneiden” malende, hvor voldsomme skader et projektil fra en slynge kunne forårsage, da krigerkongen Mezentius fik ram på en modstander:

“Mezentius lagde sin lanse og svang sin susende slynge tre gange over sit hoved, så remmene strak sig, og sendte blykuglen sydende mod sin unge modstanders pande, sprængte hans isse og sendte ham bagover ned i en støvsky”.

Projektiler fra Burnswark i Skotland

Arkæologerne fandt mange hundrede romerske blyprojektiler ved den skotske fæstning Burnswark.

© The Trimontium Trust

Blyet regnede ned over skotsk bakkefæstning

Arkæologiske undersøgelser af et kæmpestort skotsk fort har vist, at fæstningsværket blev belejret af romerske tropper, der byggede affyringsplatforme, hvorfra slyngekastere bombarderede skotterne med bly.

En af verdens største koncentrationer af romerske slyngeprojektiler er blevet fundet i og omkring en af Skotlands største bakkefæstninger kaldet Burnswark. Her fandt skotske arkæologer fra 2012 til 2016 hele 588 slyngeprojektiler af bly.

Ifølge en af de ledende arkæologer, John Reid fra The Trimontium Trust, stammer skytset sandsynligvis fra omkring år 140 e.Kr., da romerske tropper af kejser Antoninus Pius fik ordre til at underlægge sig området nord for Hadrians Mur.

Blot få kilometer nord for forsvarsmuren lå imidlertid det skotske fort Burnswark på en kæmpestor bakke med udsyn over hele nærområdet. Romerne anlagde derfor to legionslejre på hver side af den skotske fæstning – en i nord og en i syd.

Fra lejrene kunne de blokere ethvert forsøg på flugt fra den skotske fæstning. På ydersiden af den sydlige lejr anlagde romerne herefter tre platforme, hvorfra deres slyngekastere kunne beskyde fjenden.

Da arkæologerne undersøgte området med metaldetektorer, fik de næsten 3.000 signaler om bly, der lå gemt i jorden. 588 af dem viste sig at være slyngeprojektiler. Resten havde holdet ikke tid til at grave op, men en stor del af dem er sandsynligvis også slyngeskyts.

Ifølge John Reid blev størstedelen af skytset fundet langs fæstningens forsvarsvold. Han vurderer, at projektilerne blev affyret fra platformene som “dækningsild”, da de romerske tropper angreb og indtog fortet. Efter al sandsynlighed blev alle i fæstningen dræbt.

Kort over de mange fund af slyngeprojektiler nær Burnswark-fæstningen i Skotland.

  1. De fleste af de 588 blyprojektiler (sorte prikker) blev fundet langs fæstningens forsvarsvold, mens en mindre del var skudt helt ind i fæstningen.
  2. I romernes sydlejr fandt arkæologerne også en del blyprojektiler, som sandsynligvis er blevet efterladt, da romerne havde indtaget fæstningen.
© The Trimontium Trust & Shutterstock

Slynger sendte perserne på flugt

Rhodos’ slyngekasteres dødsensfarlige blyprojektiler reddede den athenske soldat Xenofon, da han omkring år 400 f.Kr. skulle lede 10.000 græske lejesoldater hjem til Grækenland. De var strandet i det daværende Persien.

Xenofon og hans mænd blev skarpt forfulgt af den persiske konges hærstyrker, som konstant angreb grækernes udsatte bagtrop med bueskytter og slyngekastere. Da grækernes bueskytter ikke kunne skyde lige så langt som hverken persernes bueskytter eller deres slyngekastere, fik Xenofon en idé.

Blandt hans tropper fandtes en gruppe mænd fra Rhodos, og Xenofon bad dem derfor om at bruge deres talenter som slyngekastere. Kort efter angreb perserne under ledelse af en general ved navn Tissaphernes endnu en gang grækerne – denne gang for at udrydde dem.

Xenofon leder sin hær.

Xenofon reddede sine 10.000 græske lejesoldater ved at bruge slyngekastere mod perserne.

© John Steeple Davis, Creative Commons

“Men da de rhodiske slyngekastere og bueskytterne – opstillet med strategisk interval her og der – sendte en missilbyge tilbage som modsvar, og ikke én mand missede sit mål, trak Tissaphernes og hans mænd sig skyndsomst tilbage, og de andre hærstyrker fulgte hans eksempel”, beretter Xenofon begejstret.

Ifølge den græske soldat skyldtes succesen, at rhodiernes små blyprojektiler kunne nå dobbelt så langt som de persiske slyngekasteres knytnævestore sten. Selv ikke persernes bueskytter kunne hamle op med rhodiernes træfsikre blyskyts. Perserne indstillede derfor straks deres stormangreb og holdt sig derefter klogeligt på lang afstand af de græske slyngeeksperter fra Rhodos.

Ifølge de antikke kilder fandtes der imidlertid endnu farligere slyngekastere i den modsatte ende af Middelhavet.

Balearernes skytter ramte altid plet

På De Baleariske Øer ud for Spaniens kyst levede der folk, som havde gjort slyngekastning til en livsstil. Ifølge den senromerske forfatter Publius Vegetius, der omkring år 450 skrev et stort værk om fortidens militære strategier, var øboerne uovertrufne med slyngen.

“Indbyggerne på De Baleariske Øer siges at være opfinderne af slyngen og anvender den med forbløffende fingerfærdighed pga. den måde, de opdrager deres børn. De små får ingen føde af deres mødre, før de selv har ramt maden med deres slynge”, skriver Vegetius.

Øboerne blev så berømte for deres færdigheder, at det gav navn til deres øer. Ballo på græsk betyder således “at kaste/at slynge”.

Slyngekaster fra Balearerne

Oldtidens bedste slyngekastere kom fra Balearerne, hvor selv børn mestrede våbnet.

© Johnny Shumate

Da Karthago i 241 f.Kr. tabte den såkaldte første puniske krig mod Rom, besluttede den afrikanske stormagt at kompensere for de tabte besiddelser på Sicilien ved i stedet at kolonisere store dele af Den Iberiske Halvø. Her havde Karthago i forvejen haft mindre kolonier, men nu blev halvøen en del af stormagtens planer om at få revanche.

Det var sandsynligvis ved denne lejlighed, at karthagerne kom i kontakt med ekspert-slyngerne fra Balearerne. Så da Karthagos største krigstalent, Hannibal, i år 218 f.Kr. overraskede romerne ved at marchere med en enorm hær fra nutidens Spanien over Alperne og videre ned i Italien, medbragte han ikke færre end 1.000 slyngekastere fra Balearerne.

Harnisk gav ingen beskyttelse

Hannibal vandt tre enorme sejre over romerne under sin hærgen i Italien, herunder slaget ved Cannae i 216 f.Kr., som kostede romerne 40.000 døde på få timer. Og under alle slag kæmpede hans slyngekastere bravt mod fjenden.

Ifølge de romerske kilder nøjedes de baleariske skytter ikke med at bruge en enkelt slynge. Hver skytte havde derimod tre slynger af forskellig længde, som de skiftede imellem, alt afhængigt af hvor langt væk fjenden befandt sig. Jo længere slynge, jo fjernere mål kunne skytten ramme.

Ud over at kunne skyde længere end en bue havde slyngen den fordel, at dens små projektiler var langt sværere at se, når de i høj fart fløj igennem luften. De udløste derfor både forvirring og frygt blandt de romerske soldater, der forgæves spejdede efter det hårdtslående skyts.

“Slyngeprojektiler dræber uden synligt at beskadige kroppen”. Publius Vegetius, romersk forfatter, ca. år 450.

De romerske kilder fortæller ikke i detaljer om de skader, det baleariske slyngeskyts forårsagede. Men den senromerske forfatter Vegetius fortæller, at selv soldater, der var iført beskyttende læderharnisk på overkroppen, ikke kunne vide sig sikre over for slyngeprojektiler:

“Soldater, uanset deres beskyttelse, bliver ofte mere plaget af de runde projektiler fra slyngen end af samtlige fjendens pile”.

Ifølge forfatteren var det voldsomme slag fra projektilet nok til at slå ihjel:

“Slyngeprojektiler dræber uden synligt at beskadige kroppen, og den indre blødning er dødelig uden tab af blod”.

Romerne slyngede løs mod fjenden

Militærgeniet Hannibal måtte opgive sit felttog i Italien i år 203 f.Kr., da romerne truede hans hjemby, Karthago. På det tidspunkt havde romerske hære også erobret store dele af Den Iberiske Halvø.

20 år senere kunne romerne stadig huske Hannibals baleariske slyngekastere, og da de i år 123 f.Kr. erobrede De Baleariske Øer, gik der ikke længe, før de havde hyret øernes slyngespecialister til deres felttog. Romerne anvendte selv slynger, men ikke nær så effektivt som balearerne, som også blev sat til at træne romerske tropper i at svinge slyngen mod fjendens styrker.

En af de feltherrer, som så et stort potentiale i slyngekastere, var Julius Cæsar, som bl.a. medbragte skytterne på sit yderst blodige felttog mod gallerne. Ligesom romerske kilder beretter om senere slag, indsatte Cæsar sandsynligvis slyngekastere i forreste række som optakt til større slag. De skulle mørne fjenden med en regn af projektiler.

Romerske slyngekastere på Trajansøjlen

Under kejser Trajans felttog mod Dakien i år 105 e.Kr. medbragte de romerske tropper slyngekastere fra De Baleariske Øer.

© ROM, MUSEO DELLA CIVILTÀ ROMANA/AKG-IMAGES

Når fjenden angreb, trak de letbevæbnede skytter sig om bag de forreste rækker af legionærer, hvorfra de kunne affyre deres skyts, når der var plads. Det viste sig dog hurtigt, at også gallerne brugte slynger, og at de havde fundet på en alternativ måde at bruge dem på på slagmarken.

I år 53 f.Kr. belejrede den belgiske nervi-stamme en romersk militærlejr ledet af Quintus Cicero, der var en af Cæsars officerer og bror til den berømte orator Marcus Cicero. Ifølge Cæsar opførte fjenden en høj vold omkring romernes befæstede lejr, hvorfra de beskød de romerske soldater.

“På angrebets syvendedag blæste det kraftigt op, og de begyndte med slynger at affyre rødglødende kugler af brændt ler samt spyd med ild mod hytterne, som efter gallisk skik var tækket med halm”, beretter Cæsar.

Gallernes geniale påfund fik ilden til at sprede sig til hele lejren, som kun blev reddet, fordi Cæsar senere undsatte den. Feltherren beskriver også, hvordan en af hans officerer, Lucius Cotta, under et slag blev ramt i munden af et galler-projektil, som uden tvivl må have kostet Cotta en håndfuld tænder.

Antikkens slyngekastere kunne vælge imellem flere teknikker, når de sendte deres dødsensfarlige blyprojektiler imod fjenden med en hastighed på langt over 100 km/t. Hvilken teknik de valgte, afhang sandsynligvis af, hvor langt væk og hvor i landskabet målet befandt sig.

Slyngekaster med overhåndskast
© Johnny Shumate

Kast over hovedet

En meget anvendt teknik var at affyre projektilet med slyngen roterende over hovedet.

Slynge over hovedet
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Første sving

Skytten sætter slyngen i bevægelse ved at give den et sving bagud tæt på jorden og straks efter svinge den op langs sin højre side.

Slynge over hovedet
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Andet sving

Slyngen svinges i en glidende bevægelse op over hovedet, hvor den roteres rundt én-to gange, så rotationen foregår horisontalt med jorden.

Slynge over hovedet
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Tredje sving

Under rotationen sigter skytten efter fjenden og slipper derefter den ene af slyngens to snore, hvorefter projektilet farer afsted mod målet.

Kast med underhånd
© Johnny Shumate

Kast med underhånd

En anden teknik var at slynge projektilet afsted i et underhåndskast.

Slynge med underhånd
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Første sving

Skytten har slyngeholderen med projektilet liggende på jorden foran sig. Han svinger den herefter bagud og straks efter fremad.

Slynge med underhånd
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Andet sving

Slyngen svinges herefter opad, så den roterer i en stor vertikal bue parallelt med skyttens krop.

Slynge med underhånd
© Per O. Jørgensen/Historie & Shutterstock

Tredje sving

Idet slyngeprojektilet atter nærmer sig jorden for igen at svinge opad, retter skytten sin arm helt ud og lader umiddelbart efter projektilet fare afsted.

Sarkasme sendt med luftpost

De romerske slyngekastere støbte ligesom grækerne deres projektiler af bly. Det gav dem en oplagt mulighed for at præge små beskeder til fjenden på kuglerne. Arkæologerne har fundet utallige beskeder på projektiler fundet fra forskellige romerske slag.

På mange af dem står blot navnet på den legion, der støbte skytset, eller navnet på den feltherre, som anførte tropperne. Andre er forsynet med sarkastiske bemærkninger og beskidte hilsner.

Under 2. verdenskrig morede soldaterne sig med at skrive beskeder på de bomber og granater, de lod regne ned over fjenden. Denne tradition har rødder mere end 2.000 år tilbage, hvor oldtidens romere og grækere udøvede psykologisk terror mod fjenden ved at skrive på deres slynge-projektiler.

Besked på projektil fra slynge
© British Museum/Marie-Lan Nguyen & Shutterstock

Hånen var støbt i bly

De græske og romerske slyngeprojektiler blev lavet af bly, og det gav mulighed for at skrive beskeder på dem.

Hånlig besked på slyngeprojektil
© Shutterstock

Fundet i Spanien

Fornærmelsen er fra et projektil fundet nær Granada i Spanien. Beskeden har utvivlsomt moret afsenderne meget.

Hånlig besked på slyngeprojektil
© Shutterstock

Fundet i Grækenland

Afsenderne var opfindsomme, da de skrev denne hån, der er fundet på et projektil i byen Argos.

Hånlig besked på slyngeprojektil
© Shutterstock

Fundet i Italien

Denne uslebne sviner blev sendt afsted fra Perugia, da Cæsars arving, Octavian, belejrede byen i år 41 f.Kr.

Hånlig besked på slyngeprojektil
© Shutterstock

Fundet i Grækenland

Den stærkt sarkastiske besked blev muligvis slynget afsted under romernes belejring af Athen i år 87 f.Kr.

Hånlig besked på slyngeprojektil
© Shutterstock

Fundet i Grækenland

Den tørt konstaterende inskription, fundet i en nordgræsk landsby, sad på et projektil fra 200-tallet f.Kr.

En række af den slags beskeder blev tilsyneladende udvekslet flittigt under borgerkrigen mellem Marcus Antonius og Cæsars arving, Octavian, der siden blev kendt som kejser Augustus. I år 41 f.Kr. belejrede Octavians styrker den italienske by Perugia, hvor Marcus Antonius’ bror Lucius befandt sig med en hær, som Antonius’ hustru, Fulvia, havde hjulpet med at rekruttere.

Arkæologerne har fundet tæt ved 100 slyngeprojektiler i byen, hvoraf flere bærer yderst grovkornede inskriptioner. På en af dem har Octavians soldater skrevet:

“Skaldede Lucius Antonius og Fulvia, spred jeres røvballer!”

Den noget upolerede besked blev fulgt op med en mere målrettet af slagsen:

“Jeg sigter efter Fulvias’ clitoris”.

De indespærrede var ikke sene til at besvare fornærmelsen. Et projektil med omridset af en penis på den ene side bar på den anden side teksten:

“Sid på den her, Octavian, din udborede kælling!”

Beskeden blev efterfulgt af endnu en beskyldning om Octavians kvindagtighed og homoseksuelle tendenser:

“Octavian, du sutter pik!”

Slyngesår krævede lægesnilde

Selvom det uden tvivl morede de romerske soldater at formulere grove beskeder til hinanden, var der ikke megen morskab for den, der var så uheldig at blive ramt af projektilerne.

Ifølge den romerske læge Aulus Celsus, der skrev et stort værk om lægekunst omkring Kristi fødsel, affødte slyngeprojektilerne ofte komplicerede kvæstelser. I detaljer beskrev han bl.a., hvordan lægerne fjernede blyprojektiler.

“Når kuglen sidder fast i en knogle, skal den lirkes frem og tilbage, indtil knoglen, som holder fast i spidsen, giver efter”. Den romerske læge Aulus Celsus om sår fra slyngeprojektiler.

Ifølge lægen skete det ofte, at skytset gennemborede huden og sad fast i kødet nedenunder. I de tilfælde blev såret skåret op og kuglen fjernet med en tang. Men det krævede mere snilde, hvis projektilet havde kilet sig ind i en knogle eller i et led.

“Når kuglen sidder fast i en knogle, skal den lirkes frem og tilbage, indtil knoglen, som holder fast i spidsen, giver efter. Herefter trækkes projektilet ud med hånden eller med en tang”, forklarer Celsus, som tilføjer, at det i øvrigt er samme metode, læger bruger til at trække tænder ud med.

“På denne måde kommer skytset næsten altid ud. Men hvis projektilet gør modstand, kan det løsnes ved at slå på det med et instrument”, skriver lægen.

Ifølge Celsus var sidste løsning at skære et V-formet hak i knoglen klos op ad det genstridige projektil, hvorefter det som regel blev nemt at løsne.

Aulus Celsus’ lægebog viser, at slyngeprojektilerne opførte sig stort set som moderne kugler fra skydevåben og altså kunne trænge dybt ind i knoglerne. Forskellen var bare, at slyngekuglerne – og dermed sårene – var langt større.

Slyngen overlevede Romerrigets fald

Både de antikke kilder og arkæologernes fund viser, at romerske hære brugte slyngekastere helt frem til imperiets allersidste dage. Fra stenrelieffer ved forskerne, at kejser Trajan under sine to store felttog mod Dakien i nutidens Rumænien medbragte slyngekastere.

Krigen rasede i årene 101-2 og igen i 104-5, og alt tyder på, at skytterne gjorde en stærk indsats. I Skotland har arkæologer desuden fundet næsten 600 romerske slyngeprojektiler af bly ved den skotske bakkefæstning Burnswark.

De blev ifølge eksperterne slynget imod fæstningens forsvarere, da romerne omkring år 140 e.Kr. forsøgte at erobre den barske region. Det er meget sandsynligt, at slyngekasterne ligesom tidligere var hyret på Balearerne.

Huller, slyngeprojektiler, synge

Omkring 20 pct. af de næsten 600 fundne projektiler havde små huller, der fik skytset til at hvine i luften.

© The Trimontium Trust

Huller fik projektiler til at skrige

Da arkæologen John Reid undersøgte den skotske bakkefæstning Burnswark, gjorde han en række mystiske fund. Blandt de mange hundrede ordinære blyprojektiler, som de romerske slyngekastere havde bombarderet fortets forsvarere med, fandt Reid nogle, som så markant anderledes ud.

Disse blyprojektiler var noget mindre end de konventionelle, og så havde de alle et lille hul på omkring 4 mm i diameter. Reid overvejede, om fordybningerne kunne have indeholdt gift, men hullerne var for små. Desuden var det usikkert, om de små projektiler overhovedet kunne slå hul på huden.

Reids bror, der er fisker, foreslog, at hullerne i stedet skulle give lyd. Blylodderne på hans fiskeline havde også huller, og de hvinede, når de blev kastet. John Reid afprøvede idéen, og ganske rigtigt: Projektilerne skreg!

Hans teori er, at romerne brugte de hvinende projektiler som et terrorvåben mod skotterne, som i forvejen frygtede de projektiler, som ingen lyd gav.

En af de sidste gange, hvor de romerske kilder nævner slyngekastere, er i forbindelse med de romerske hæres desperate kamp mod hunnerkongen Attilas horder af ridende krigere i 400-tallet e.Kr. Ifølge den byzantinske forfatter Prokopios kunne slyngekasterne nemlig skyde længere end selv hunnernes berømmede bueskytter.

Prokopios beskriver bl.a., hvordan en hunnerkriger blev fældet af en slyngeskytte:

“En af hunnerne, som kæmpede foran de andre, plagede romerne mere end alle de andre. Men så affyrede en bonde et godt skud og ramte ham på det højre knæ med en slynge, så han øjeblikkeligt faldt på hovedet ned fra hesten”.

I år 476 gik den vestlige del af Romerriget i opløsning, men det betød ikke, at slyngeskytternes tid var forbi. Langt op i middelalderen blev våbnet fortsat brugt; fx rådede kong Johan 1. af Castilien i 1300-tallet over ikke færre end 30.000 slyngekastere.

Ifølge krønikeskriveren Jean Froissart kunne dygtige skytter splitte en hjelm i to. Krudtvåbnenes opfindelse gjorde til sidst slyngen overflødig, men mesterskytterne på Balearerne slynger fortsat – dog mest for sjov.