Spartacus startede på gladiatorskole
I år 73 f.Kr. drev Lentulus Batiatus en gladiatorskole i Capua, der lå 150 kilometer syd for Rom. Han havde mindst 200 gladiatorer på skolen. De var slaver og krigsfanger, som blev tvunget til at kæmpe mod hinanden i Capuas amfiteater for at underholde byens indbyggere.
Når gladiatorerne ikke kæmpede i arenaen, trænede de på skolen, hvor de var spærret inde under fængselslignende forhold. I sommeren i år 73 f.Kr. flygtede snesevis af dem fra skolen og begyndte det største slaveoprør nogensinde.
Ifølge den græskromerske historiker Plutarch skete der følgende: “Det lykkedes kun 72 mand at kæmpe sig ud af skolen med våben såsom kødknive og spid, som de havde skaffet sig i skolens køkken. På flugt gennem byens gader havde de heldet med sig, idet de stødte på nogle kærrer fyldt med gladiatorvåben, som var undervejs til en anden by. Efter at have bevæbnet sig med disse våben havde gladiatorerne ingen problemer med at kæmpe sig ud af Capua.”
Hver tredje var slave
I år 73 f.Kr. strakte Romerriget sig fra Spanien til Tyrkiet og fra Alperne til Sahara. Den italienske halvø med hovedstaden Rom var rigets kerne. Ifølge nutidige historikere var en tredjedel af befolkningen i Italien slaver, som romerne skaffede under krige og erobringer.
De fleste slaver blev tvunget til at arbejde på store godser, hvor de dyrkede jorden eller arbejdede som kvæg- og fårehyrder. Andre slaver var fx tjenestefolk, gladiatorer eller minearbejdere.
Omkring 200 gladiatorer gjorde oprør ifølge den antikke historiker Plutarch. Men det lykkedes kun for 72 af dem at bryde ud af gladiatorskolen. De brugte bl.a. knive og spid, som de havde hugget i skolens køkken.
Spartacus var lejesoldat
Uden for Capua gjorde gladiatorerne holdt, hvor de valgte Spartacus som deres leder. Han var thraker, der var et folkslag, som levede i nuværende Bulgarien og Nordgrækenland.
Den græske historiker Appian skrev, at Spartacus var en fribåren thraker, som frivilligt havde gjort tjeneste i den romerske hærs hjælpetropper.
Det er sandsynligt, at Spartacus deserterede og levede af røveri, men blev fanget og solgt til slaveri som straf. Han blev i hvert fald ført til et slavemarked i Italien og endte på Batiatus’ gladiatorskole.
Spartacus og slaverne tog hævn
Efter valget af Spartacus som leder nedkæmpede gladiatorerne romerske soldater, som var blevet sendt efter dem fra Capua. Derpå flygtede oprørsbanden sydpå til vulkanbjerget Vesuvs skråninger, hvor de slog lejr.
Undervejs plyndrede de ganske givet godser og gårde, hvor de befriede slaver.
Udsigten til frihed, plyndringer og hævn over gårdejere eller slavepiskere fik øjensynligt mange slaver til at slutte sig til oprørsbanden.
Spartacus slog en milits
En romersk hær på 3000 mand blev sendt afsted for at nedkæmpe oprøret. Hæren bestod primært af civile romere, som formede en militshær. Ifølge de gamle kilder lå oprørernes lejr et vanskeligt tilgængeligt sted på Vesuv.
Det vil sige, at romerne kun kunne komme op til lejren via en snæver passage. I stedet for at angribe slog romerne lejr neden for passagen for at sulte gladiatorerne og slaverne ud.
Plutarch fortæller, at oprørerne i ly af natten besteg bjergets top og kravlede ned på den modsatte side vha. sammenflettede vinranker. Derpå gik de rundt om bjerget, angreb den romerske lejr bagfra og slog hæren.
Spartacus havde dermed overlistet og slået en romersk hær for første gang. Men det var kun en militshær. De fleste romerske legioner befandt sig i provinser som fx Spanien, Grækenland og Tyrkiet.
Senatet så ned på oprøret
Romerrigets ledere, som bestod af konsuler og senatorer, anså oprørerne for et usselt sammenrend af gladiatorer og slaver, som ikke var værdige modstandere.
I begyndelsen tog senatet derfor ikke oprøret alvorligt nok. Oprørerne drog uhindret rundt i det sydlige Italien, og titusindvis af befriede og bortløbne slaver sluttede sig til dem.
De røvede, voldtog og dræbte romere på deres vej. Først i efteråret 73 f.Kr. samlede og sendte senatet to legioner på omkring 10.000 mand under ledelse af Roms militærkommandant Publius Varinius efter oprørerne.
Militærgeniet Spartacus slog igen
Spartacus beviste nu, at han havde sans for militærtaktik. Han undgik at møde romerne på en åben slagmark. I stedet førte han en tilbagetrækningskamp.
Varinius spredte sin hær i enheder i et forsøg på at indhente slaverne. Hans fortrop på 2000 mand kom for langt væk fra hovedstyrken. Spartacus så fejlen, vendte om og slog den romerske fortrop.
Kort efter overraskede han en anden romersk hærenhed, mens dens kommandør Cossinius befandt sig på en bade-anstalt i en lille by.
Først nu angreb Spartacus den svækkede romerske hovedstyrke og udraderede den. Varinius nåede at flygte, og han bad senatet i Rom om forstærkninger.
Syditalien var nu i oprørernes hænder. De plyndrede en lang række byer og indtog havnebyen Thurii, hvor Spartacus i løbet af vinteren trænede slaverne til krig og fik våben fremstillet. Hæren var nu vokset til 70.000, hvoraf en del var kvinder, børn og gamle.
Blandt Spartacus' underordnede var en galler ved navn Krixos. Han havde ikke tålmodighed til militærtræning. I foråret 72 f.Kr. drog han på plyndringstogt med flere tusinde mand.
Samtidig samlede senatet en hær på 40.000 soldater, som blev sendt i felten mod slaverne. De fleste blev sendt mod Spartacus, mens resten jagede Krixos og slog ham på bjerget Garganus på halvøens østkyst. Krixos var blandt de dræbte.
Spartacus marcherede nordpå mod Alperne, hvor han slog to romerske hære. Han ville føre slaverne ud af Romerriget, så de kunne vende hjem til deres egne lande.
Mange af dem var gallere og germanere, som kom fra det nuværende Frankrig og Tyskland. Andre var fra Balkan eller Orienten.
I stedet for at krydse Alperne overtalte slaverne Spartacus til at fortsætte plyndringerne i Italien. De var givetvis berusede af deres sejre og var efterhånden blevet overmodige. Hæren vendte om mod syd.
I mellemtiden havde den romerske politiker og feltherre Lucinius Crassus samlet en hær på 50.000, som han forfulgte slavehæren med. Efter nogle sammenstød trak Spartacus sig tilbage til halvøen Rhegium – Italiens “tå”. Her ville han krydse strædet til Sicilien.
Spartacus ville skabe en fristat
Nogle historikere mener, at Spartacus ville skabe en fristat for bortløbne slaver på øen og fortsætte krigen mod Rom herfra. Andre mener, at slaverne anså det for nemmere at flygte ad søvejen.
Middelhavet var fyldt med pirater fra det sydlige Tyrkiet, som mod betaling ville sejle dem ud af Romerriget. Spartacus betalte pirater, for at de skulle sejle hans hær over strædet. Men piraterne snød Spartacus. De dukkede aldrig op med deres skibe.
Crassus spærrede halvøen af ved at bygge en 55 kilometer lang voldgrav med trætårne og palisader fra kyst til kyst. Crassus ville sulte slavehæren til døde. Slaverne stormede volden flere gange, men blev slået tilbage. De forsøgte også at krydse strædet til Sicilien på tømmerflåder, men strømmen var for stærk.
I vinteren under en snestorm lykkedes det slavehæren at trænge over volden og flygte mod Brundisium – Italiens hæl. Her håbede slaverne på at erobre skibe.
Men det var for sent. Romerske hærstyrker fra Grækenland var gået i land i byen. Samtidig var hjemkaldte legioner fra Spanien nået frem til det centrale Italien.
Crassus indhentede slavehæren ved Nares Lucaniae, hvor han slog deres hovedstyrke. Blandt de faldne var Spartacus, der døde kæmpende. Ifølge historikeren Plutarch lykkedes det 5000 slaver at flygte, men de løb ind i de spanske legioner, som nedslagtede dem.
Omkring 6000 andre fra slavehæren blev taget til fange. De blev alle korsfæstet langs vejen Via Appia mellem Rom og Capua.
Spartacus' lig fandt romerne aldrig. Måske bragte nogle af hans mænd ham til et hemmeligt sted og begravede ham.
Spartacus blev under det sidste slag såret i benet, men kæmpede videre, indtil han faldt. Hvad der skete med hans lig, er et mysterium. Måske bar nogle af hans mænd ham bort og begravede ham i hemmelighed.
Spartacus blev frihedshelt
Spartacus blev husket i Romerriget. På et senere tidspunkt forslog en senator, at slaver skulle gå i bestemt tøj, så man kunne se forskel på slaver og borgere. Men forslaget blev forkastet. Senatet frygtede, at slaverne i så fald ville opdage, hvor mange de var.
Efter Romerrigets fald blev Spartacus glemt helt frem til 1700-tallet, hvor franske filosoffer og revolutionære genopdagede hans historie. Herefter blev Spartacus et symbol på de undertrykte massers kamp mod magthaverne og overklassen.
Den franske filosof François Voltaire kaldte for eksempel hans slaveoprør for “den mest retfærdige krig i historien. Måske den eneste retfærdige krig i historien”. Om den historiske Spartacus var revolutionær, er dog usikkert.
Han var en slave på flugt, og han ville føre slaverne ud af Romerriget. Han var derfor ikke ude på at omstyrte det romerske samfund. Men det er muligt, at han ville oprette en fristat for slaver på Sicilien. Det var en revolutionær tanke i oldtidens slaveøkonomier.