Spartacus' oprør mod Rom endte i et blodbad

Slaven Spartacus flygtede fra gladiatorskolen og indledte et oprør. Han kæmpede for at undslippe sine lænker, men da han selv kunne øjne friheden, gjorde han omkring for at fortsætte kampen.

Slaven Spartacus flygtede fra gladiatorskolen og indledte et oprør. Han kæmpede for at undslippe sine lænker, men da han selv kunne øjne friheden, gjorde han omkring for at fortsætte kampen.

Shutterstock

Til sidst havde de romerske gladiatorer fået nok.

Vi ved ikke, hvad der fik bægeret til at flyde over denne dag i år 73 f.Kr., men noget drev dem til i desperation at forsøge at flygte fra Lentulus Batiatus’ gladiatorskole uden for den idylliske by Capua, der ligger nær vore dages Napoli.

De antikke kilder er sparsomme med oplysninger.

Historikeren Plutarch nøjes med at konstatere, at det var mere end 200 slaver, der forsøgte at gøre sig fri, men at deres plan blev afsløret.

De tiltvang sig så køkkenknive og grillspyd fra gladiatorskolens store køkken og kastede sig derpå over vagterne med køkkenredskaberne som deres eneste våben.

78 af slaverne slap levende fra skolen. De flygtendes leder var fra starten af en mand ved navn Spartacus.

“Slaver, desertører og udskud” Antik forfatters beskrivelse af Spartacus' mænd.

De undslupne kaprede snart et helt vognlæs våben på vej til gladiatorskolen – og med disse besejrede de uden problemer Capuas lille garnison.

Bagefter drog flygtningene rundt i nærområdet og befriede slaver fra de store landbrug i området.

Alle de nytilkomne slaver blev bevæbnet så godt, som det lod sig gøre, og derpå søgte de alle tilfugt på skråningerne af den sovende vulkan Vesuv.

Slaverne må have fejret deres nyvundne frihed med stor voldsomhed.

Rapporterne om deres hærgen nåede i hvert fald snart senatet i Rom.

I det enorme riges hovedstad tog man dog ikke nyheden så tungt.

Senatet nøjedes med at udsende en helt uerfaren officer i spidsen for en styrke på 3.000 mand fra Roms garnison.

Soldaterne var relativt uerfarne, men fuldt udrustede. Det måtte være rigeligt til at få styr på “slaver, desertører og udskud”, som en antik forfatter beskrev Spartacus’ mænd.

Hæren fra Rom slog lejr ved foden af den klippeafsats på Vesuv, hvor slaverne holdt til, og satte vagter ved alle de veje ned, de kunne finde.

Men i ly af mørket kravlede Spartacus og hans mænd ned ad den stejle klippeskrænt vha. reb og stiger, som de havde lavet af vinranker.

Efter at være kommet uhørt og uset ned overfaldt de undslupne gladiatorer og slaver de sovende romerske soldater, der følte sig så sikre, at de ikke havde befæstet deres lejr, sådan som romerne normalt gjorde.

Slavernes sejr var total, og nu kunne de forsyne sig med helt nye våben og udrustning.

Slaverne fra de romerske erob­ringskrige blev ofte solgt på slavemarkeder i Rom.

© Ritzau Scanpix

Slaverne levede under kummerlige forhold

Spartacus’ oprør i 73 f.Kr. vandt tilslutning blandt Romerrigets slaver, der var trætte af overklassens usle behandling af dem.

På Spartacus’ tid var den romerske økonomi baseret på en brutal udnyttelse af slaver.

Historikere anslår, at slaver udgjorde ca. en fjerdedel af befolkningen omkring år 70 f.Kr.

Mange slaver, særligt dem, der arbejdede i markerne på de store rigmandsgodser, i stenbrud og miner, levede under de usleste forhold.

Slaver kunne desuden dræbes af deres ejere uden nogen form for juridisk konsekvens.

Derfor fandt der en række store slaveoprør sted. Spartacus’ var blot det berømteste af dem.

Romernes syn på slaveriet ændrede sig gradvist, og over tid fik slaverne en vis form for lovmæssig beskyttelse.

På dette tidspunkt var deres betydning for den romerske økonomi dog også blevet mindre, fordi rigets erobringskrige så småt ebbede ud.

Oprørshæren svulmede op

Snart strømmede flere rekrutter til, og slavehæren voksede støt.

Forstærkningerne var hårdt tiltrængte, for inden længe udsendte Rom en straffeekspedition. Denne gang var den romerske styrke langt bedre forberedt – en regulær hær, veludrustet og veltrænet.

Men af en eller anden grund, måske fordi hærføreren, Publius Varinius, undervurderede modstanderen, valgte han at dele sin styrke op i to enheder.

Spartacus greb chancen. Uden et øjebliks tøven angreb han sin fjende og nedkæmpede de to styrker efter tur. Varinius selv undslap dog med nød og næppe katastrofen.

Mod alle odds havde slavernes desperate, uigennemtænkte oprør opnået en utrolig succes.

"Spartacus var ikke bare stærk af sjæl og af krop. Han var også intelligent og kultiveret, mere som en græker end en thraker". Historikeren Plutarch.

Under Spartacus’ dygtige lederskab havde en dårligt udrustet gruppe mænd stået imod det bedste, Rom havde at byde på.

I løbet af det efterår og den vinter, der fulgte, spredte rygtet sig vidt omkring, og en lind strøm af undvegne slaver ankom efterhånden til oprørernes lejr.

Om Spartacus selv ved vi kun meget lidt.

Kilderne fra antikken er enige om, at han var thraker af fødsel – det vil sige, at han kom fra et område i det sydøstlige Balkan, der i dag ligger i Serbien, Bulgarien og Grækenland.

Fra Thrakien kendes der til konger med navnet Sparadokos, så det er blevet foreslået, at slaveoprørets Spartacus måske kan have været af ædel byrd.

Slavernes hærfører tjente romerne

Mere sikkert er det, at Spartacus oprindeligt havde været soldat i romersk tjeneste – et medlem af den del af hæren, der blev kaldt auxilia, altså hjælpetropperne.

Af årsager, som historikerne ikke kender til, var han siden blevet gjort til slave og derefter solgt til gladiatorskolen.

Ingen ved i dag, hvordan Spartacus så ud. Han har formodentlig været i 30-årsalderen, da han stillede sig i spidsen for slaveoprøret, og han beskrives som en imponerende mand.

Spartacus “var ikke bare stærk af sjæl og af krop”, skrev Plutarch, “han var også intelligent og kultiveret, mere som en græker end en thraker”.

Hvis personen, der betalte for en gladiatorkamp, vendte tommelfingeren nedad, fik den besejrede lov at leve. Tommelen opad var lig med en dødsdom. I vor tids populærkultur fremstilles det fejlagtigt ofte omvendt.

© Ritzau Scanpix

Plutarch fortæller også, at Spartacus var gift med en kvinde fra sin egen stamme. Kvinden var angiveligt seer og præstinde for guden for vin og ekstase, den hedonistiske Dionysos.

Plutarch hævder, at da Spartacus for første gang kom til Rom for at blive solgt som slave, da snoede en slange sig om hans hoved, mens han sov.

Dette skal hans hustru have tolket som et tegn på, at Spartacus ville opnå en “stor og ærefrygtindgydende magt”, men at denne velsignelse ville ende ulykkeligt.

Ifølge Plutarch flygtede Spartacus’ thrakiske hustru sammen med ham og var ved hans side frem til den bitre ende.

Spartacus’ kone kendes imidlertid ikke fra nogen andre kilder, så hun kan være fri fantasi.

Gladiatorerne kæmpede med forskellige våben – fx skjold og sværd eller net og trefork.

© Bridgeman

Gladiatorkampe var blodig underholdning for folket

Romerrigets gladiatorkampe stammede fra rituelle gravlege. På Spartacus’ tid i århundredet f.Kr. havde kampene udviklet sig til at være ren underholdning.

I Romerrigets storhedstid var gladiatorkampe en uhyre populær form for underholdning.

Titusindvis af mennesker strømmede til arenaerne for at se kampene.

Den traditionelle gladiatorkamp var en tvekamp.

Gladiatorerne var delt op i kate­gorier, alt efter hvilken form for udrustning de havde på, og hvilken teknik de benyttede.

Nogle var udrustet med hjelm, skjold og sværd, andre med net og trefork, atter andre med dolk og lasso.

Dersom kampen ikke fik en dødelig udgang, var det op til den person, der betalte for legene, at bestemme, om den besejrede skulle leve eller dø, ved at vende tommelfingeren op eller ned – pollice verso.

En opadvendt finger betød døden, mens en nedadvendt betød, at gladiatoren kunne forlade arenaen i live.

Stik imod, hvad mange tror i dag, var tommelfingeren opad altså et skidt tegn.

En udgravning af gladiatorgrave i Tyrkiet har vist, at mange af dem var meget kraftige.

Et ekstra fedtlag fungerede som beskyttelse mod sår og slag. Kun et fåtal af gladiatorerne overlevede deres kampe og vandt deres frihed.

De fleste mistede livet i løbet af deres karriere.

Senatet rystede i bukserne

I foråret 72 f.Kr. stod Spartacus i spidsen for det, der var vokset til at blive en egentlig hær.

Præcis hvor mange soldater der var i slavestyrken, står uklart hen. Et kvalificeret gæt lyder på, at Spartacus havde ca. 60. 000 mand under sig.

Han fik brug for alle disse slavesoldater, for med forårets komme blussede kampene op igen.

Hele to romerske hære nærmede sig under kommando af republikkens højeste øvrighedspersoner, konsulerne.

Planen var at fange slavehæren i en knibtangsmanøvre og udslette den.

Operationen startede lovende for konsulerne, da romerne besejrede en mindre gruppe slaver under ledelse af en af Spartacus’ nærmeste mænd, Crixus.

Men da Spartacus mødte konsulerne i felten, måtte de romerske legionærer trække sig tilbage. En følelse af uovervindelighed bredte sig derefter i slavehæren.

På kun et halvt år havde Spartacus udviklet sig fra en slave og reelt set dødsdømt gladiator til at være leder for den mægtigste styrke på den italienske halvø.

Størstedelen af Roms hære var nemlig på dette tidspunkt optaget af krige andre steder.

Tidens mest berømmede general, Pompejus den Store, var i Spanien for at nedkæmpe en oprørsk romersk guvernør. Af de resterende romerske legioner var de fleste i øst, hvor de udkæmpede en langtrukken og opslidende grænsekrig.

Bekymringen var derfor stor i det romerske senat – især fordi Spartacus samlede nye rekrutter, hvor end han gik frem.

Roms økonomi hvilede helt og holdent på slavearbejde – og der var formodentlig omkring 2 mio. slaver på den italienske halvø.

Til sammenligning var den frie befolkning på ca. 6 mio. personer.

Spartacus var en hård nyser

Ifølge nogle antikke kilder var Spartacus’ ambition at erobre selve byen Rom og dermed styrte Det Romerske Rige i grus. Andre kilder hævder, at han bare ønskede frihed for sig selv og sine.

Netop ønsket om frihed skulle være grunden til, at han i første omgang bevægede sig nordpå mod Alperne.

Angiveligt ønskede Spartacus at starte et nyt liv på den anden side af bjergene, uden for Roms rækkevidde.

Senere fremstillinger af Spartacus har haft en tendens til at se ham som en idealist, der ønskede at sætte en stopper for selve slaveriet og forhindre den slags uret, han selv var blevet udsat for.

Denne version præger især den berømte film “Spartacus” af Stanley Kubrick med Kirk Douglas i titelrollen som en renskuret helt.

Glansbilledet synes dog at være ønsketænkning blandt senere tiders revolutionære og frihedskæmpere.

Spartacus, som han optræder i kilderne, var ingenlunde plaget af de store moralske skrupler.

Tværtimod kunne han til tider være meget grusom. Ved ét tilfælde tvang han 400 tilfangetagne soldater til at kæmpe til døden i gladiatorkampe.

I andre situationer lod han uden skånsel alle fanger henrette. Han skal også have tilladt sine mænd at plyndre og voldtage civile.

Ikke desto mindre ser det ud til, at Spartacus håndhævede en vis form for justits.

Alle, der sluttede sig til hans hær, blev set som jævnbyrdige uanset deres herkomst.

Alt krigsbytte blev fordelt ligeligt – og det samme med al mad og andet forråd.

Spartacus førte sin hær hele vejen til Alperne, men han valgte at vende om og drage sydpå igen – ifølge vis­se antikke kilder for at erobre Rom.

© Getty Images

Slaverne valgte striden over friheden

I sommeren 72 f.Kr. nåede Spartacus frem til De Italienske Alper.

Foran bjergene blev han mødt af to romerske legioner, som han besejrede efter en hård kamp.

Vejen mod nord var åben. Spartacus kunne uden det store besvær have ført sin hær over bjergene og ud af Romerriget mod friheden.

Men det skete ikke. I stedet vendte han om og drog mod syd igen. Hvorfor han ændrede kurs med friheden inden for rækkevidde, er et mysterium.

De antikke kilder siger, at Spartacus lod sig overtale af sine mænd. Måske var de overbeviste om deres egen uovervindelighed.

Måske ønskede de at fortsætte deres plyndringer og få hævn over deres romerske plageånder.

For slavehæren skulle det dog vise sig at være en skæbnesvanger beslutning at forblive på den italienske halvø.

På dette tidspunkt herskede der en akut krisestemning i Rom.

Republikken havde været truet mange gange og havde lidt en række store nederlag igennem tiden, men aldrig havde riget tabt en krig, og ingen ønskede, at det skulle ske.

Senatet udpegede derfor en ny hærfører, Marcus Licinius Crassus, en af Roms rigeste mænd og en erfaren feltherre.

Han gennemførte intensive forberedelser og rejste seks legioner til kampen.

Med disse indledte han nu en jagt på Spartacus.

Hver tiende soldat blev henrettet

Crassus indså hurtigt, at de romerske soldater efter den lange række af nederlag frygtede Spartacus og hans hær. Han satte sig derfor for at genoprette disciplinen med jernhånd og streng mandstugt.

Da en legion i en mindre træfning havde trukket sig tilbage, viste Crassus ingen nåde.

Han genoplivede en gammel romersk afstraffelsesmetode kaldet decimering. Proceduren gik i al sin enkelhed ud på, at hver tiende mand blev udvalgt ved lodtrækning.

Efterfølgende blev de udvalgte mænd så opstillet foran resten af legionen, hvorpå de blev dræbt af deres våbenbrødre.

Historikeren Appian skriver: “Crassus demonstrerede dermed over for sine mænd, at de havde mere grund til at være bange for ham end fjenden”.

Ordenen var genoprettet, og hjulene på den romerske krigsmaskine begyndte at dreje.

Igennem en serie af kampe blev Spartacus og hans folk presset længere og længere sydpå.

Snart måtte slavehærens leder se sig om efter en løsning. Selv hans mænd syntes at have indset, at i den aktuelle situation kunne de kun håbe på at overleve ved at flygte fra Italien.

“Spartacus fortvivlede helt og aldeles og vendte sin fortsat store styrke for at møde Crassus i et sidste stort slag” Den græske historiker Appian.

Spartacus’ plan var at hyre en piratflåde til at sejle sig og sin hær over til Sicilien.

Her håbede han at finde et fristed for senere at fortsætte til Nordafrika.

Piraterne tog imod betalingen og lovede at møde op med deres skibe, men på den aftalte dag var der ingen sejl at se på horisonten.

Slavehæren var strandet ved Messinastrædet.

Situationen var alvorlig: Det var nu vinteren 71 f.Kr., og slavehæren var i bekneb for forsyninger. Og i de barske omgivelser var det ikke til at opdrive mad og drikke.

Hæren rykkede mod nord for at finde forråd, men en slem overraskelse ventede.

Crassus havde ladet en mur bygge tværs over den halvø, der i dag er Calabrien. Romerne agtede at spærre slavehæren inde på halvøen og sulte den til overgivelse.

Slaverne forsøgte flere gange at bryde igennem muren, men blev gang på gang slået tilbage med store tab.

En hårdt trængt Spartacus besluttede til sidst at sætte alt på ét bræt. Først lod han en romersk soldat korsfæste foran sine mænd, for at vise dem, hvilken skæbne der ventede, hvis de blev taget til fange.

Spartacus’ oprindelige styrke på 78 slaver voksede til en hær, der truede Romerrigets eksistens.

© Brian Palmer/Cranston Fine Arts

Derpå ventede han til en vinterdag med elendigt vejr, før han indledte et stormløb på muren.

Efter en voldsom kamp lykkedes det da også slaverne at trænge igennem Crassus’ mur, men Spartacus havde kun en tredjedel af sin styrke tilbage, da han fortsatte nordpå.

Endnu en gang havde gladiatorernes hær vist sig at være umulig at besejre. Spar­ta­cus og hans folk var stadig frie.

Men glæden blev kortvarig. Hæren var på vej mod havnebyen Brundisium (nutidens Brindisi), da den fik de værst tænkelige nyheder.

En romersk hær fra øst var netop landet ved Brundisium og var på vej imod dem.

Samtidig fik de efterretninger om, at Pompejus var på vej fra nordvest i spidsen for en kæmpemæssig hær.

Appian skriver, at “Spartacus fortvivlede helt og aldeles og vendte sin fortsat store styrke for at møde Crassus i et sidste stort slag”.

Den mest prominente leder af revolutionen på Haiti var Toussaint l’Ouverture – kendt som “Den Sorte Spartacus”.

© getty images, international institute of social history

Spartacus blev et frihedssymbol

Siden slutningen af 1700-tallet har folkeslag verden over hyldet Spartacus for, at han kæmpede for samfundets undertrykte.

I antikken blev Spartacus normalt beskrevet som en gemen forbryder.

Længe efter hans død brugte ledende romere som Julius Cæsar ham som et skræmmebillede på, hvad der kunne ske, hvis ikke riget blev styret med fast hånd.

Men samtidig blev Spartacus en legende og et symbol for dem, der levede under romersk undertrykkelse.

Nutidens billede af Spartacus som en ædel frihedshelt opstod i Frankrig i midten af 1700-tallet.

Ikke længe efter blev eksslaven Toussaint l’Ouverture, der anførte et succesfuldt slaveoprør på Haiti fra 1791 til 1804, døbt “Den Sorte Spartacus”.

Også Karl Marx så Spartacus som en af sine store helte og beskrev ham som “den mest storartede person i hele den antikke historie”.

Blodbad afgjorde oprøret

Før det skæbnesvangre slag steg Spartacus af sin hest og holdt en opmuntrende tale til sine mænd.

Dernæst dræbte han hesten for at vise, at han ikke agtede at flygte. Efter den symbolske handling kastede de tidligere slaver sig ind i kampen.

Spartacus satsede alt på at kæmpe sig vej frem til Crassus, der ledede kampen fra en post umiddelbart bag frontlinjen.

Slaveanføreren håbede at kunne vende det tilstundende nederlag til en sejr ved at dræbe Crassus og dermed tage modet fra hans soldater.

Planen skulle dog vise sig at være håbløs.

Spartacus kæmpede sig langsomt vej gennem de romerske linjer og fældede undervejs ikke mindre end to centurioner – de dygtigste og mest erfarne af de romerske befalingsmænd.

Men lige lidt hjalp det.

“Til sidst, da hans egne mænd var flygtet, stod han selv, omgivet af fjender, og holdt stand og døde, idet han kæmpede til det sidste”, skrev Plutarch.

Appian giver en anden version.

Ifølge ham flygtede ingen af Spartacus’ mænd:

“Spartacus blev ramt af et spyd i låret, sank ned i knæ og holdt skjoldet frem for sig, mens han drev dem, der angreb ham, tilbage, indtil han og et stort antal af hans følgesvende blev omringet og dræbt”.

Spartacus formåede at besejre de romerske legioner i flere slag, men til sidst blev eks-gladiatorens styrker knust.

© Shutterstock

Flere romerske kommentatorer berømmede senere Spartacus’ mod.

Han var måske nok født som en barbar, sagde de, men han døde modigt og stolt som en ægte imperator, en feltherre.

Spartacus’ lig blev aldrig fundet, men mange af hans mænd, som overlevede blodbadet, blev taget til fange.

For at give Rom sin hævn og afskrække alle, der senere kunne føle sig inspireret af Spartacus’ oprør, besluttede Crassus at lade samtlige 6.000 overlevende korsfæste langs vejen Via Appia fra Capua til Rom.

Men Spartacus’ navn levede videre som en advarsel til romerne og et løfte om håb for alle de undertrykte mennesker, der levede under romernes overhøjhed.