Porno-parodi uden rygdækning
Den græske historiker Appian skrev, at Spartacus var en fribåren thraker, som frivilligt havde gjort tjeneste ved den romerske hærs hjælpetropper. Sådan begynder serien også: Da Spartacus – hans rigtige navn er ikke kendt – føler sig udnyttet og truet af sine romerske overordnede, myrder han en romersk soldat og deserterer fra tjenesten.
Han bliver dog snart fanget og solgt som slave til gladiator-træneren Batiatus i byen Capua (nord for Napoli). Alt dette stemmer overens med antikke forfattere som Plutarch. At Spartacus leder oprøret med 77 af de andre gladiatorer fra skolen, er også taget direkte fra kilderne, som mener, at Spartacus i begyndelsen havde 70-78 følgere.
Herefter drog Spartacus mod Rom og nåede at befri op mod 70.000 slaver, inden hans oprør imod den romerske overmagt blev nedkæmpet i 71 f.Kr. af den romerske politiker og feltherre Marcus Licinius Crassus og en hær på 50.000 mand.
Denne udvikling fra underkuet slave til hærfører skildrer serien ganske fint og i store træk korrekt, men der tages mange friheder undervejs.
I serien myrder Spartacus fx den sadistiske gladiator-træner Quintus Lentulus Batiatus, men dette er rent gætværk fra serieskabernes side. Ingen ved med sikkerhed, hvordan Batiatus kom af dage, men ifølge kilderne overlevede han oprøret.
Spartacus mister i serien sin kone og danner derefter par med slavekvinden Mira. Ifølge den romerske historiker Plutarch flygtede Spartacus’ thrakiske hustru sammen med ham og var hos ham til det sidste.
Det er dog især i skildringen af det romerske samfund, at “Spartacus” falder til jorden. Seriens forsøg på at skabe en tydelig skillelinje mellem de dekadente romere og de retfærdige slaveroprørere betyder, at “Spartacus” nærmest ender som en porno-parodi over livet i det gamle Rom.
Bare baller og bryster sendes over skærmen som på samlebånd. Selv da gladiatorerne kæmper i arenaen, ses topløse kvinder skrige euforisk fra lægterne. Og karaktererne optræder i sexscener på kryds af tværs af køn og logik – eller helt tilfældigt i baggrunden.
Selvom romerne var berygtede for deres promiskuitet, var de ganske konservative, når det gjaldt nøgenhed i det offentlige rum. Det var forventet, at indbyggerne – især de romerske kvinder – dækkede sig til.
“Borgere, som fremviser deres nøgne krop offentligt, vil blive ramt af vanære”, som digteren Ennius skrev omkring 100 år inden Spartacus’ oprør.
Mister grebet om historien
Endnu værre er seriens forhold til vold, som har mere tilfælles med en Rambo-film end noget, der er foregået i det gamle Rom.
Kaskader af blod sprøjter ud til alle sider, så serien ligner en splatterfilm, sværd hugger igennem lemmer, som var de lavet af smør, og arme og hoveder flyver til højre og venstre. Det er underholdende at se på, men i sin forhippelse på at bombardere publikum med splatter, bryster og svulmende six-packs mister “Spartacus” grebet om den historiske troværdighed.