Satellitterne blev brugt af det amerikanske militær til overvågning under den kolde krig som en del af deres første spionsatellit-program, det såkaldte Corona-projekt, der løb fra årene mellem 1960 til 1972.
En af de første af sin slags
Amerikanerne nåede at indfange en stor del af Jordens overflade i højt opløselige billeder fra rummet, og de nu offentliggjorte data viser sig at udfordre en teori, der opstod helt tilbage i 1934.
Dengang lavede den franske arkæolog og missionær Antoine Poidebard en af verdens første luftarkæologiske undersøgelser, hvor han opdagede 116 befæstninger fra Romerriget i det nuværende Syrien og Irak.
Baseret på sine undersøgelser, som blev lavet op igennem 1920'erne konkluderede den franske arkæolog, at bygningerne formentlig tjente som en skarp forsvarslinje mod trusler fra øst.
Men nu viser det sig, at de i alt 396 nyopdagede romerske bygningsværker i området ikke følger et tydeligt nord-syd-mønster og er i stedet spredt ud over hele området.
Det får forskerne fra Dartmouth College i USA til at konkludere, at bygningerne ikke blev opført som en uigennembrydelig forsvarslinje, men i stedet har tjent et andet hovedformål.
Baseret på den høje tæthed af bygningerne mener forskerne, at de formentlig er blevet bygget for at beskytte troppernes bevægelser igennem området, og især for at bekytte bevægelsen af handelsvarer, altså sikre handelsruter.
Det romerske imperium var et af de mest dominerende i historien med magt over både Middelhavsområdet, Mellemøsten, Sortehavsområdet, Sydeuropa, store dele af Vesteuropa og Nordafrika.
På sit højdepunkt mener forskere, at det romerske imperium omfavnede et territorium på hele fem mio. km², som i dag omfatter hele 48 moderne lande.
De nyopdagede bygninger menes at være blevet bygget mellem det andet og det sjette århundrede e. Kr.
Undersøgelsen bag opdagelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Antiquity.