Tiberius: Den gale kejser på Capri

I år 12 f.Kr. har Tiberius alt, hvad en ung romer kan ønske sig – en succesrig karriere, et lykkeligt ægteskab og en rask søn. Men alt det tager hans mor fra ham, for Tiberius skal være Romerrigets næste kejser.

I år 12 f.Kr. har Tiberius alt, hvad en ung romer kan ønske sig – en succesrig karriere, et lykkeligt ægteskab og en rask søn. Men alt det tager hans mor fra ham, for Tiberius skal være Romerrigets næste kejser.

Fine Art Images/Superstock

Den søde stank af rådnende lig spreder sig langsomt i Roms gader denne sommer, 33 e.Kr. På Tiberius’ befaling er snesevis af højtstående borgere og folkevalgte senatorer uden advarsel blevet hugget ned af kejserens personlige hær, den frygtede prætorianergarde.

Ligene får lov at ligge så længe, at blodet størkner på brostenene, og spyfluer mæsker sig i sårene.

Og soldater holder vagt ved ligene for at pågribe enhver, der drister sig til at sørge over de døde – en handling, der gør de sørgende til medskyldige i komplottet mod kejseren og straffes med døden.

Samtidig i et fængsel i byen trækker en bøddel to børn, en dreng og hans søster, ind i en celle.

Her voldtager bødlen pigen, for romersk lov forbyder henrettelse af jomfruer, og efterfølgende bliver børnene kvalt.

Deres forbrydelse består i, at de er søn og datter af prætorianergardens tidligere leder, Sejanus, der forsøgte at myrde sig til positionen som Roms mægtigste mand.

“Frygten havde lammet al menneskelig medfølelse”, skriver den romerske historiker Tacitus om den uhyggelige sommer, hvor døden rammer vilkårligt.

Ordren til alle blodsudgydelserne kommer fra middelhavsøen Capri, hvor kejser Tiberius residerer.

Efter mordet på Cæsar i 43 f.Kr. blev Augustus Roms første kejser.

© Bridgeman

Mens prætorianergarden rydder op i Rom, vælter den 73-årige kejser sig i alkohol og perverterede udskejelser.

Om dagen udstikker han dødsdomme over alle, der kan tænkes at stå i ledtog med forræderen Sejanus, og om natten afreagerer han under sexorgier med sine børneslaver.

Roms første kejser, Augustus, ville vende sig i sin grav, hvis han så, hvor afsporet og forhærdet hans efterfølger til kejsertitlen var blevet.

Som ung imponerede Tiberius ham med både politisk tæft og store militære sejre, men efter at han var kørt i stilling som kejser, begyndte venner og familie at udnytte ham for at få del i magten.

De overså blot én ting: Da Tiberius’ hævntørst blev vakt, var den uudslukkelig.

Både Tiberius og hans bror, Nero Drusus, deltog i slagene mod germanerne.

© BPK/Scala Archives

Tiberius var en berygtet kriger

Som romersk feltherre ledte Tiberius Romerrigets kampe mod fjenderne til perfektion. Han var en respekteret kriger og eroberede flere områder til Romerriget.

Allerede som teenager blev Tiberius uddannet i militæret. I 20 f.Kr. sendte Augustus' hærfører, Marcus Agrippa, den 22-årige Tiberius til Mellemøsten, hvor han kæmpede mod Patherriget.

Året efter blev han som general sendt afsted til Kongeriget Armenien for at lede en styrke af soldater, der skulle etablere området under romersk styre og forsvare grænsen mod Patherriget.

Den succesfulde Tiberius blev sammen med sin bror Drusus sendt vestpå til de voldsomme kampe mod germanerne.

Her ledte Tiberius slaget som feltherre i alperne, og hans enorme dygtighed belønnede ham med en titel som konsul, da han vendte hjem i 13 f.Kr.

I yderligere seks år ledte han slagene mod Germanien, og endnu dygtigere var han, da han i 6 e.Kr. og 9 e.Kr. erobrede provinserne Pannonia og Dalmatia.

Tiberius var en dreng med store evner

70 år tidligere ville ingen have spået, at den lille søn af admiral Tiberius Claudius Nero og hans hustru, Livia Drusilla, kunne ende som en vanvittig despot.

Da Tiberius fyldte tre år, blev hans forældre skilt, og moren, Livia, giftede sig med Octavian, der senere skulle blive Romerrigets første kejser under navnet Augustus.

Derfor fik den lille Tiberius og broren, Drusus, den finest tænkelige uddannelse i græsk, latin og filosofi.

Den intelligente og følsomme Tiberius blev hurtigt kendt i den romerske offentlighed, efter at han som niårig holdt en smuk tale til sin fars begravelse.

Tiberius sad til bords med rigets største mænd, og Octavian slog den sky drengs position fast ved at lade ham køre med i sejrstoget efter søslaget ved Actium ud for Grækenlands vestkyst, hvor Tiberius sad stolt og rank på en af hestene foran sejrherrens stridsvogn.

Octavian fik ingen sønner selv, så han valgte at indlemme Tiberius og Drusus i sin nøje udvalgte pulje af mulige efterfølgere.

Sammen besøgte de Romerrigets fæstningsværker langs Donau, hvor Tiberius senere fik sin militære uddannelse.

Soldaterne lærte ham at kende som en retfærdig ung mand, der talte langsomt og tydeligt, og inden længe skulle han høste sine første militære succeser i Germanien og Armenien.

Octavian var begejstret over de to brødre som mulige efterfølgere; fem år før romersk lov egentlig tillod det, indsatte han dem i offentlige embeder, så de kunne begynde at kravle op ad Roms karriererangstige, cursus honorum.

Det var derfor en ung og yderst respekteret Tiberius, der i år 19 f.Kr. kunne gifte sig med general Agrippas datter, den 17-årige skønhed Vipsania. Usædvanligt for Romerriget var det et kærligt og lykkeligt ægteskab.

De følgende år fik Tiberius flere militære sejre mod barbariske stammer på slagmarkerne langs Rhinen og i Alperne.

Sejrene var medvirkende til, at han som blot 29-årig kunne bestige det øverste trin på cursus honorum og få tildelt posten som konsul.

Da Vipsania få måneder senere fødte parret en søn, var lykken fuldendt – han kunne ikke ønske sig mere af livet. Men snart skulle Tiberius lære, at Rom aldrig lader en kejserkandidat være i fred.

Tiberius tvunget til skilsmisse

Året efter døde Augustus’ bedst egnede efterfølger, militærgeniet Agrippa, så den aldrende kejser fik travlt med at samle flere kandidater omkring sig.

Tiberius’ snedige mor, Livia, over­beviste Augustus om, at Tiberius skulle tvinges til at lade sig skille fra Vipsania. Livia ville gøre alt for at få sin søn gift ind i kejserfamilien.

Derfor skulle Tiberius have Augustus’ datter, Julia, for at knytte ham tættere til kejseren og dermed formelt være den næste i rækken til at overtage kejsertitlen, når Augustus døde.

Tiberius havde ikke noget andet valg end at gøre som befalet og dermed opgive sit gode ægteskab Vipsania.

Men det unge stjerneskud blev ulykkeligt i sit nye ægteskab med Julia. Hun betragtede ham som en prætentiøs andenrangsborger, imens hun hæmningsløst gik i seng med byens elite.

Tiberius’ humør blev ikke bedre, da parret fik en søn, som døde kort efter fødslen, og episoden fik parret til at flytte fra hinanden.

Ifølge den romerske historiker Sueton var Tiberius martret af hjertesorg og tænkte konstant på Vipsania: “Den eneste gang han tilfældigt så hende, fulgte han hende med et blik så trist og tårevædet, at Augustus ville sikre sig, at han aldrig kom til at se hende igen”, skriver han.

Da Drusus døde i 9 f.Kr., og Augustus tilmed adopterede to børnebørn ind i sin kejserpulje i 6 f.Kr., blev det for meget for Tiberius. Han ville væk Roms rådne magtspil, som allerede havde kostet ham et ægteskab, og gik i sultestrejke.

Efter fire lange dage gav Augustus sig og lod den nu 38-årige Tiberius rejse i eksil på Rhodos. Kort efter stævnede Tiberius ud i Det Græske Øhav med et følge af venner.

I løbet af få dage var han gået fra at være verdens næstmest magtfulde mand til at leve en betydningsløs, men fredelig tilværelse, hvor han diskuterede filosofi på Rhodos.

Tiberius bliver kejser mod sin vilje

Allerede to år efter var Tiberius atter at finde i Rom. Augustus havde mistet begge sine børnebørn under mystiske omstændigheder – nogle historikere mener, at Tiberius’ mor, Livia, atter havde hjulpet til.

Derfor var Tiberius kaldt tilbage til Rom for at lade sig adoptere af Augustus, der ville stille ham forrest i arverækken.

Det var dog under én betingelse: Tiberius ville have sin populære nevø, Germanicus udnævnt til sin egen efterfølger, og sådan blev det.

Tiberius cementerede sin nye position med nye militære sejre i Germanien, hvor den porøse grænse blev konsolideret i de efterfølgende år.

Den 19. august i år 14 var ventetiden forbi. Efter 40 år ved magten døde Augustus, og som den eneste overlevende kejserkandidat lod Tiberius sig atter overtale til at vende tilbage til Rom.

Men så fandt en række bizarre begivenheder sted. Højst upassende brød Tiberius fx grædende sammen under sin tale ved Augustus’ bisættelse, hvorefter han i senatet tøvede med at acceptere sin nye rolle som kejser.

Tiberius forsøgte at argumentere for, at ansvaret var alt for tungt for blot én mand, og at flere derfor burde dele magten.

I virkeligheden havde han allerede fået nok af det politiske cirkus i Rom og frygtede attentater mod sig. Derfor ville han være ydmyg over for senatorerne, men i stedet kom han til at overdrive og blev derfor opfattet som en arrogant kejser.

En borgerkrans for sine bedrifter ville han heller ikke tage imod.

Senatorerne brød derfor ud i bønner og overdrevne roser og en enkelt råbte: “Herre, hvor længe vil du tillade staten at være uden leder?”

Det lykkedes til sidst de desperate senatorer at få Tiberius til at acceptere den rolle, han ellers havde afvist: “Kun indtil tiden er kommet, hvor I mener, at det sømmer sig at give en gammel mand lidt hvile”, lød Tiberius’ modvillige svar til senatorerne.

Augustus havde talrige gange charmeret senatorerne med sine taler, men nu havde Tiberius allerede gjort sig direkte upopulær. Følelsen var gensidig: “Disse mænd er bedre egnede som slaver”, udtalte han senere om dem.

Tiberius lægges for had

Med Tiberius ved roret kom Romerriget dog ind i en stabil periode. Men ligesom under Augustus sørgede arvefølgespørgsmålet for konstante spændinger og intriger blandt Roms elite.

Tiberius’ nevø, den unge hærfører Germanicus, var allerede populær blandt romerne, da han i år 16 hævnede det forsmædelige nederlag i Teutoburgerskoven med en række knusende sejre over germanske stammer.

Da Germanicus ifølge rygter blev forgiftet ihjel i 19 e.Kr., mente mange romere, at Tiberius stod bag forbrydelsen, for med Germanicus ude af spillet kunne han bringe sin egen søn, Drusus, i stilling som arvtager til riget.

Mistanken fik senatet til at vende sig mod Tiberius, som de så som en snu og egoistisk kejser.

“Aldrig før havde der været så megen privat kritik og uudtalte mistanker mod kejseren som nu”, skriver Tacitus.

En skuffet og træt Tiberius følte sig i tiltagende grad uønsket i Rom, så derfor drog han på længere og længere ferier med sin søn, Drusus, i de følgende år.

Den daglige ledelse overlod han til den fremstormende leder for prætorianergarden, Sejanus, som præventivt havde koncentreret sine 9.000 soldater som en ring om Rom.

Tiberius’ søn, Drusus, kunne ikke udstå den sleske og magtsyge Sejanus, og under et skænderi i 23 e.Kr. slog han gardechefen i ansigtet.

“En fremmed er blevet inviteret ind i regeringen, mens kejserens søn stadig er i live!” råbte han, da hånden ramte.

Inden året var omme, døde Drusus efter kort tids uforklarlig sygdom.

Tiberius var ude af sig selv af sorg, paranoiaen var i fuldt flor, og han ønskede sig atter langt væk fra Rom – han var verdens mest magtfulde mand, men han havde fået nok af politik og intriger.

Den afsidesliggende Villa Jupiter på øen Capri var det perfekte tilflugtssted for en træt kejser, der bare ønskede at drikke sorgerne væk og svælge i perversiteter.

Tiberius var da også blevet 65 år og skammede sig tilmed over sit udseende: Han var blevet skaldet og krumrygget og havde betændte sår i ansigtet.

Sejanus fungerede herefter som hans stedfortræder i Rom, hvor Tiberius beordrede flere statuer af gardechefen sat op over hele byen og ophøjede Sejanus til “min stridsfælle”, så der ikke var nogen tvivl om opkomlingens autoritet i kejserens fravær.

Sejanus’ fødselsdag blev ovenikøbet en officiel helligdag.

Hvad Tiberius ikke vidste, var, at gardechefen havde sine helt egne udspekulerede planer.

Han kunne let holde styr på, hvad Tiberius foretog sig på Capri, for Tiberius’ kone, Julia, videregav alle informationer til hans svigerdatter, Livilla, som stod i ledtog med Sejanus.

Foran Senatet anholdte TIberius' præfekt Sejanus og fik ham kvalt.

© Bridgeman

I spidsen for Tiberius’ prætorianergarden

Den magtsyge Sejanus blev indsat som Tiberius' personlige beskytter. En opgave, der kostede kejseren dyrt.

Som en del af den romerske hær, oprettede kejser Augustus i 27 f.Kr. en garde, der skulle beskytte kejseren.

Prætorianergarden bestod af i alt ni elitegrupper med mellem 4.500-9.000 soldater.

Heri fik ridderen Strabo den fineste opgave som præfekt, men da Tiberius overtog kejserstolen, udnævnede han Strabos søn, Sejanus til gardens nye leder.

Med den magtfulde post og Tiberius bosat på Capri udnyttede Sejanus muligheden for at slå alle ihjel, der forhindrede ham i at blive Roms næste kejser.

Tiberius opdagede for sent, at hans kejserkandidater blev myrdet af sin betroede gardechef.

Dobbeltforræderi i Rom

Sejanus lå ikke på den lade side i årene mellem 23 og 30 e.Kr. Germanicus’ død havde fået mange af Tiberius’ kritikere til at beklage sig offentligt, og gardechefen gik straks i gang med at luge ud blandt forrædere og familier, der gik efter magten.

Under dække af at beskytte Tiberius mod konspiratorer satte han dem ud af spillet én efter én, indtil den eneste egnede efterfølger ville være Sejanus selv.

Men som Tacitus skriver: “Sejanus’ ambitioner blev besværliggjort af, at kejserfamilien havde så mange mulige tronfølgere”.

Blodet måtte derfor flyde i rigelige mængder. Metoden var relativt simpel: Betalte hjælpere skulle provokere højtstående borgere til at kritisere Tiberius, hvorefter de kunne hives for retten og landsforvises, mens andre straks blev idømt dødsdomme og kvalt.

Blot truslen om en anklage fik nogle til at begå selvmord. Store pengebeløb blev givet til stikkerne, så en nervøs stemning hurtigt bredte sig blandt Roms elite. Sejanus’ magt voksede og voksede, så Roms borgere efterhånden betragtede gardechefen som Tiberius’ ligemand.

Ifølge historiker Dio Cassius blev “guldstole til begge mænd stillet frem i teatrene”, og “til sidst blev ofringer foretaget foran afbildninger af både Tiberius og Sejanus”. Senatorer og stormænd forsøgte med smiger at gøre sig gode venner med den aggressive og ambitiøse Sejanus, men i virkeligheden forsøgte de at redde deres eget liv.

“Tiberius elskede Sejanus for meget, mens alle andre hadede ham”, konkluderede Tacitus om deres forhold.

Gardechefens mod voksede sig dog så stort, at han til sidst blev uforsigtig.

Han ville gifte sig ind i den julisk-claudiske slægt, så han selv kunne blive en fuldblodet kejseraspirant. Derfor bad han Tiberius om lov til at gifte sig med Livilla, enke til kejserens døde søn, men den bitre kejser afviste blankt:

“Du tager fejl, Sejanus, hvis du tror, at Livilla, der har været gift med Gaius Cæsar og derefter Drusus, vil være tilfreds med at ende sit liv som en ridders kone”, advarede Tiberius Sejanus.

Tiberius' Villa Jupiter lå på toppen af en klippe på øen Capri.

© M. Evans/Scanpix

Mord og voldtægt i Villa Jupiter

Tiberius største villa på Capri blev bygget i 27 e.Kr. Fjernt fra Rom kunne han lade sine seksuelle fantasier få frit løb på den 7000 kvm store og bjergrige grund.

Villa Jupiter var kejser Tiberius' faste bolig gennem de sidste regeringsår.

Villaen lå 334 meter over vandspejlet, og det udnyttede Tiberius til at kaste sine fjender ud over klippetoppen, Salto di Tiberio. Den bitre kejser tog ofte små børn med på svømmeture i Middelhavet.

“Hans kriminelle lyster var skamfulde”, skriver Tacitus. “Han var fascineret af skønhed og barnlig uskyldighed. Han opfandt nye navne for uhørte perversioner”.

I villaen havde Tiberius et helt korps af børn og unge som han udnyttede seksuelt. Overgrebene fandt sted i havet, i haven og i det særlige erotiske bibliotek, som han havde installeret.

Historikeren Sveton skriver, at Tiberius end ikke kunne styre sig under en ofring, hvor han hev en smuk messetjener og en fløjtespiller til side og voldtog dem.

Da de klagede over behandlingen, fik de brækket benene.

Nogle historikere mener, at Tiberius morede sig med at mishandle modstandere i et torturkammer i kælderen.

Nedenfor villaen var et grønt område, der blev kaldt “den gamle geds have”, hvor Tiberius' natlige orgier fandt sted.

Tiberius slår igen

Historikerne er uenige om, hvad der fik Tiberius til at indse, at Sejanus rent faktisk var i færd med at true og myrde sig til kejsertitlen, men sikkert er det, at et afgørende brev blev læst op i senatet den 18. august 31 e.Kr.

Sejanus var glædestrålende mødt frem i forventningen om at skulle forfremmes til konsul, men da brevets budskab stod klart, blegnede hans smil og vendtes til frygt.

Udenfor tog Tiberius’ nye gardechef, Macro, kontrol med prætorianergarden og befalede dem at føre Sejanus bort. Tiberius havde opdaget Sejanus’ korrupte planer og udstedte en øjeblikkelig dødsdom. Den dristige opkomling blev kvalt, og liget smidt ved De Gemoniske Trapper, hvor en menneskemængde rev lemmerne fra kroppen.

Trapperne blev brugt til at ydmyge de dræbte, og Sejanus’ tidligere venner blev da også ved og ved med at sparke til det sønderrevne lig for at bevise, at de i virkeligheden afskyede ham. Kort tid efter skulle Sejanus’ børn ende deres dage samme sted.

Men Tiberius’ dybe hævntørst var langtfra slukket. Sejanus havde haft mange støtter, og nu så kejseren forrædere overalt i Rom. Vreden blev blot endnu stærkere af rygtet om, at det var Livilla og Sejanus, der år forinden havde forgiftet Tiberius’ søn, Drusus.

“Et stort opgør fandt sted i byen, for man dræbte alle, der havde haft indflydelse under Sejanus eller begået uforskammede handlinger for at behage ham”, skriver historikeren Dio Cassius.

De, der blev fanget, blev hugget ned, kvalt eller kastet ud fra Den Tarpeiske Klippe, der lå på sydsiden af Capitol, en af Roms syv høje.

Andre begik selvmord ved eksempelvis at lade sig falde over deres sværd, skære pulsårerne over eller sulte sig ihjel. Et selvmord blev betragtet som ærefuldt, og Tiberius respekterede de dødes testamenter.

Kvinder kunne ikke anklages for højforræderi, men Tiberius fandt en måde at omgå loven på.

Det var ulovligt at sørge over et offer, så hvis en kvinde blev set græde ved liget af et familiemedlem, blev hun kastet i fængsel og henrettet. Derfor turde ingen begrave eller kremere de afdøde, der til sidst blev kastet i Tiberen, hvor de opsvulmede kadavere flød rundt til skræk og advarsel.

Imens plagede Tiberius de nervøse senatorer med kryptiske breve: “Hvem blandt jer skal udgøre min garde, og hvem skal ekskluderes? Skal det altid være de samme, eller skal der roteres?” skrev han blandt andet.

En enkelt hærfører, Gaetulicus, forsøgte på modig vis at forsvare sig med et rammende brev til Tiberius.

Måske ramte Gaetulicus plet, for han overlevede udrensningerne. Sådanne tilfælde var sjældne, for gennem de næste tre år fortsatte de blodige og efterhånden vilkårlige drab på Sejanus’ tilhængere og medsammensvorne i Rom.

“Det var en massakre. Uden hensyn til køn, alder eller status lå de spredt på må og få eller i bunker”, ifølge den romerske historiker Tacitus.

Mens blodet flød i Rom, blev Tiberius mere og mere afsindig i sin villa på Capri. Kejseren lod statens velsmurte embedsmandsmaskine drive imperiet, som blomstrede økonomisk, mens han vekslede mellem timelange grublerier over sit livs elendighed og utænkelige seksuelle udskejelser i Villa Jupiter.

“Hans kriminelle lyster var skamfulde”, skriver Tacitus. “Han var fascineret af skønhed og barnlig uskyldighed”.

I villaen havde Tiberius et korps af børn og unge, som han forgreb sig på. Overgrebene fandt sted overalt – i haven, under svømmeture og i et erotisk bibliotek, han havde installeret.

Først i år 36 e.Kr. ebbede hævnmassakren i Rom langsomt ud, og året efter udåndede Romerrigets bitre kejser.

Tiberius’ diskrete paradis

Fjernt fra Roms intriger kunne kejseren leve et beskyttet liv i den luksuriøse Villa Jupiter på øen Capri. Her havde han alle moderne bekvemmeligheder og en hær af sexslaver.

Villa Jupiter var fra 27 e.Kr. kejser Tiberius’ faste bopæl på øen Capri.

Placeret 334 meter over vandspejlet og på toppen af en klippe kunne Tiberius have sit privatliv i fred. En 3.000 m2 stor have og et skovområde omkransede villaen.

Tiberius befalede sine tjenere at være nøgne i villaen, når de skulle servere for ham.

© AKG-Images

Villaen var opført i flere etager og var på over 7.000 m2. Tiberius’private gemakker lå i nordfløjen, hvor også hans betroede rådgivere boede. Herfra havde de udsigt ud over hele Napolibugten.

Østfløjen var Tiberius’ officielle besøgs- og opholdsrum, og her var også køkkenet placeret.

Sydfløjen af villaen var indrettet med romerske bade i flere niveauer, hvorfra Tiberius kunne overskue hele Capri. På den øverste etage var der opvarmede baderum med forskellige temperaturer.

I vestfløjen var villaens toiletter, og i samme afdeling holdt også Tiberius’ tjenere til. Trapper og gange var adskilt i hele villaen, så Tiberius ikke behøvede at bruge de samme trapper og gange som sine tjenere.

Kejserboligen var bygget af kalksten fra klipperne og var udsmykket med marmor. Tiberius besad yderligere 11 luksuriøse villaer på den klipperige ø.

Caligula blev myrdet i 41 e.Kr. efter flere attentatforsøg.

© Shutterstock

Roms næste kejser gentog brutal lederstil

Efter flere år på Capri, hvor Tiberius væltede sig i orgier for at fortrænge sin kejsertitel i Rom, inviterede han i 32 e.Kr. sin brors barnebarn, Caligula til øen.

Tiberius adopterede med det samme Caligula og stillede ham forrest i køen til kejsertitlen.

Tiberius' bitre tilværelse på Capri smittede af på Caligula, der tog den brutale og perverse magtførsel med sig i kejserstolen.

Allerede efter et år henrettede han Tiberius' barnebarn, og i ifølge historikeren Sveton gjorde den kyniske kejser sin hest til konsul og brugte sit hjem som bordel.