Når romerne var trængende, var hjælpen som oftest nær. Rundtom i rigets byer lå toiletter med offentlig adgang, og på bænke sad romere side om side og besørgede i hvert deres hul.
Bagefter skulle rumpen tørres. Som toiletpapir brugte romerne en pind påsat en klump uld eller en natursvamp, der var blevet opsamlet på havbunden af dykkere.
For at rense svampen efter brug blev den dyppet i en spand med eddike, der stod fremme til fri afbenyttelse. Om en svamp blev genbrugt af flere brugere, er forskerne uenige om.
Udgravede toiletter – fx i havnebyen Ostia ca. 35 km sydvest for Rom – afslører, at romerne også skyllede renseren i en rende med rindende vand. Renden løb i gulvet foran rækken af sæder og modtog, ligesom toiletterne, sit vand fra byens veludbyggede vandforsyning.
Etruskerne opfandt fællestoilettet
De første toiletbygninger i Rom, som arkæologerne kender til, blev anlagt i 500-tallet f.Kr. Idéen til de offentlige toiletter fik romerne fra etruskerne – et italiensk folkeslag, som i ca. 300 f.Kr. smeltede sammen med det romerske folk.
Indtil da havde romerne smidt indholdet af husets natpotte ud i rendestenen.
Romerne var ikke blufærdige, når det kom til toiletbesøget – det foregik for manges vedkommende i fuld offentlighed.
At bygge offentlige toiletter for at opsamle folks ekskrementer og lede dem ud via byens kloaksystem var derfor både praktisk og hygiejnisk.
Udviklingen af egentligt toiletpapir begyndte i Kina. Allerede i 500-tallet e.Kr. brugte kineserne toiletpapir, og i 1300-tallet var udviklingen nået så langt, at kejserens familie brugte velduftende, parfumeret papir til at tørre sig med bagi.
I den vestlige verden slog toiletpapir først rigtig igennem fra 1850’erne. Papiret var dog ofte groft og nogle gange med splinter – først i løbet af 1900-tallet fik vi det bløde toiletpapir, vi kender i dag.