I næsten 2.000 år har bygningsværker som Pantheon og Colosseum overlevet tidens tand på trods af et minimum af vedligeholdelse. Hemmeligheden er romersk beton.
Moderne betonbyggerier begynder som regel at forfalde efter ca. 20 år, men romerne blandede en særlig ingrediens i deres beton, som gav den en fænomenal holdbarhed: Vulkansk aske.
Romerne begyndte at fremstille beton fra 150 f.Kr. og benyttede især den såkaldte Pozzolane Rosse-aske fra Albanerbjergene ca. 20 km syd for Rom, fordi den viste sig at give et mere holdbart og robust materiale end asken fra andre vulkaner.
Nutidens forskere har fx undersøgt beton lavet med Pozzolane Rosse og konkluderer, at dens særegne mineralblanding gør betonen i stand til at modstå forfald.
1.900 år: Pantheon
I år 126 e.Kr. brugte kejser Hadrian beton til at bygge templet Pantheon, der hyldede alle romernes guder.
1.700 år: Maxentiusbasilikaen
Kirken, som stod færdig i 312 e.Kr., blev ødelagt under et jordskælv. Kun betonhvælvingerne holdt.
1.885 år: Ponte Sant’Angelo
Broen er blevet ombygget i nyere tid, men betonkernen fra år 134 e.Kr. holder stadig Ponte Sant’Angelo oppe.
Undersøgelserne viser, at romersk beton var særlig effektiv til byggerier i fx havne, da romerne skabte en særlig betonblanding, som går i forbindelse med havvand og i årenes løb naturligt forstærker sig selv.
Dette er komplet modsat af vore dages beton, hvor havvand langsomt ruster det jern, som bruges til at forstærke strukturen med.
Da Romerriget brød sammen i 476, blev opskriften på beton glemt.
Først i 1756 blev den moderne beton opfundet.
Forskerne ved stadig ikke, præcis hvordan romerne skabte deres byggemateriale – de eksperimenter fortsat med at efterligne de gamle metoder.