Varusslaget i Teutoburgerskoven udslettede Roms legioner

Stemningen var ildevarslende. Hver og én af de 18.000 romerske soldater, der denne regnfulde septemberdag i år 9 stred sig igennem kilometervis af tæt skov og sump, havde bemærket den usædvanlige stilhed.

Den eneste lyd, som hørtes, var den silende regn og efterårsvindens susen i trætoppene.

Ingen romersk hær havde nogensinde været i denne del af Germanien, og selv de mest erfarne af soldaterne kastede fra tid til anden frygtsomme blikke ind imod skovens fugtige og dunkle mørke.

Den mudrede skovsti forhindrede tropperne i at gå i formation. I stedet bevægede hæren sig frem i en uorganiseret kolonne, der strakte sig over adskillige kilometer.

I spidsen red hærføreren Publius Varus med sine officerer omkring sig.

Fra sin hest kunne han iagttage, hvordan ingeniørtropperne længere fremme sled med at fjerne væltede træstammer fra stien.

Pludselig blev stilheden brudt af et højt skrig.

En soldat i den midterste del af kolonnen greb krampagtigt fat i et spyd, der havde gennemboret hans overkrop.

Sekundet efter regnede spyd i tusindvis ned over de forfærdede romerske tropper, der intet sted kunne finde dækning.

I mudderet på den tætpakkede sti gled soldaterne skrækslagne rundt mellem hinanden.

Da spydregnen stilnede af, væltede tusinder af germanske krigere ud af den tætte skov.

Bevæbnede med sværd, lanser og tunge køller kastede de sig med vilde skrig over den forhadte fjende.

De romerske legionærer, der var så godt som uovervindelige i åbent terræn, blev nådesløst hugget ned.

Omtrent sådan mener nutidens historikere, at massakren i Teutoburger begyndte.

Ifølge den græsk-romerske historiker Dio Cassius rasede kampen i tre dage, og da de germanske krigere forlod området, lå næsten samtlige 18.000 legionærer døde tilbage i den skov, som romerne kaldte “Teutoburger”.

Den romerske hærfører Publius Varus var en af de sidste til at dø.

Da han indså, at slaget var tabt, kastede han sig på sit sværds spids for ikke at falde i fjendens hænder.

Kort efter blev en germansk rytter sendt af sted med Varus’ afhuggede hoved. Det germanske oprør var begyndt.

Nederlaget rystede Rom

Da nyheden om tabet af tre hele legioner i Germanien nåede Rom, gik byen i chok.

Ingen forstod, hvordan de primitive germanere havde kunnet nedkæmpe 18.000 romerske elitetropper.

“Omringet af skov og marsk blev hæren udryddet næsten til sidste mand af den selvsamme fjende, som den (romerske hær, red.) førhen havde slagtet som kvæg”, skrev historikeren Velleius Paterculus, der tidligere havde kæmpet som officer i Germanien.

I løbet af de foregående 300 år havde den veltrænede, romerske krigsmaskine tromlet enhver modstand ned.

Rom herskede over størstedelen af den kendte verden, og imperiets hær var uovervindelig både i egne og i fjendernes øjne.

Men med nedslagtningen i Teutoburgerskoven havde de germanske stammer bevist, at med den rette taktik kunne selv verdens stærkeste hær besejres.

De fleste mente imidlertid, at katastrofen alene skyldtes lederen af de germanske styrker, den forhenværende romerske soldat Arminius, der havde forrådt sine kampfæller, lokket legionerne til at marchere gennem Teutoburger og stået i spidsen for nedslagtningen.

“Den forræder omringede vores soldater på et lige så forræderisk sted”, skrev den romerske digter Ovid efter nederlaget, der skulle vise sig at blive et af de mest skæbnesvangre i Roms historie.

Augustus ville erobre Germanien

Godt 60 år tidligere havde Julius Cæsar, erobret Gallien – nutidens Frankrig – og flyttet Romerrigets grænse til Rhinen. Det enorme, skovfyldte område øst for den brede flod kaldte romerne for Germanien.

I årene efter erobringen af Gallien kastede gallerne sig ud i flere oprør mod romerne – ofte med hjælp fra de germanske stammer.

Da en romersk legion på 5000 mand blev besejret af germanere i år 16 f.Kr., fik Cæsars efterfølger Augustus nok.

Nederlaget var så stor en ydmygelse, at Augustus umiddelbart efter tog til Gallien for personligt at reorganisere hæren.

Nu skulle de vilde germanske stammer nedkæmpes én gang for alle, og området øst for Rhinen gøres til en ny romersk provins.

To stedsønner ledte felttoget

Kejser Augustus udnævnte sine to stedsønner, Drusus og Tiberius, til at anføre felttoget mod germanerne.

Drusus lod vældige styrker samle langs den sydlige del af Rhinen, hvor legionærerne opførte 40 nye forter.

Og i år 12 f.Kr. blev den romerske krigsmaskine sluppet løs. Omkring 35.000 romerske legionærer udgjorde kernen i angrebet.

Soldaterne fik støtte fra den romerske flåde, som via Nordsøen var sejlet ind ad Rhinen.

Romernes plan var at kolonisere området mellem floderne Rhinen og Weser, og de viste ingen nåde.

Marker og landsbyer i oprørske områder blev brændt ned, alle mænd i den våbenføre alder dræbt, mens kvinder og børn blev solgt som slaver.

I år 9 f.Kr. nåede Drusus floden Weser og kæmpede sig videre frem til Elben.

Så langt mod nord havde ingen romer været før.

Han krydsede imidlertid ikke floden. Og få dage senere døde han efter et styrt med sin hest.

De germanske stammer forener sig

Efter Drusus' død overtog broderen Tiberius kommandoen over de romerske styrker.

Han lod hele stammer deportere fra den østlige side af Rhinen til den vestlige, hvor de skulle fungere som bolværk mod fjendtlige angreb.

I år 7 f.Kr. havde hærføreren erobret hele området mellem Rhinen og Elben og opført militærlejre i den kommende provins.

Det betød imidlertid ikke, at germanerne holdt sig i ro.

Omkring år 1 f.Kr. rejste områdets stammer sig i et oprør så voldsomt, at romerne måtte indsætte 80.000 soldater for at slå det ned.

Ifølge de romerske kilder udviklede kampene sig til en af de hårdeste og mest brutale krige i Roms historie, og det tog tre år, før situationen igen var under kontrol.

Kampene havde været så blodige, at romerne mente, at germanerne umuligt kunne rejse sig igen.

I år 7 e.Kr. udpegede kejser Augustus den første guvernør for Germanien, som romerne nu anså for fuldstændigt klar til at blive indlemmet i det romerske imperium.

Guvernørens navn var Publius Quinctillius Varus.

Varus bliver guvenør i Germanien

Den 53-årige Varus var en nær ven af kejseren og havde tidligere fungeret som guvernør i Syrien.

Ifølge den tidligere romerske officer Velleius Paterculus, der sandsynligvis kendte Varus personligt, var han først og fremmest embedsmand og ikke general:

“Han mente, at de, som ikke kunne underkues med sværdet, kunne formildes med lov”, skriver han.

Varus brugte derfor størstedelen af sin tid på at dømme i tvister mellem de germanske stammer.

Som et tydeligt tegn på, at Varus anså Germanien for erobret, begyndte han at opkræve skatter i den nye provins – noget, som romerne kun gjorde, når de var absolut sikre på, at den lokale befolkning var helt pacificeret.

Skatteopkrævningen ophidsede germanere endnu mere. På dette tidspunkt dukkede en ung mand ved navn Arminius pludselig op hos Varus' hof. Han var søn af en germansk fyrste og havde i flere år kæmpet for romerne.

Arminius' fortid i den romerske hær og status af romersk ridder fik Varus til at fatte sympati for den unge germaner, der imidlertid havde sine helt egne planer med venskabet.

“Den unge mand udnyttede guvernørens skødesløshed til forræderi. Han indså klogt, at den hyppigste årsag til en katastrofe er følelsen af sikkerhed”, fortæller Paterculus.

Tre legioner bliver udslettet

I år 9 slog Arminius til. Sammen med en række germanske stammer lagde han en plan, der skulle knuse romerne én gang for alle.

Som det første bad stammerne romerne om militærbeskyttelse mod fjendtlige stammer.

På den måde fik Arminius spredt en stor del af de romerske soldater i små grupper i øde egne. I september fik Varus så besked om, at voldsomt oprør var brudt ud tre dages march væk.

Guvernøren valgte straks at marchere mod området med sin hær.

“Det var med vilje arrangeret, så Varus skulle marchere gennem allierede områder. Det ville nemlig være lettere at overmande ham, når han drog igennem områder, som han mente var romerne venligt stemt, og han derfor ikke var på vagt”, fortæller Cassius Dio.

Varus drog af sted med 17., 18. og 19. legion. Det var meningen, at soldaterne efter operationen skulle marchere til deres vinterlejr.

Ud over de omkring 18.000 mand fulgte derfor også en mægtig forsyningskolonne samt et stort antal af soldaternes kvinder og børn.

Arminius og et større antal germanske soldater eskorterede i begyndelsen romerne, men bad kort efter om lov til at forlade kolonnen for at hente yderligere forstærkninger.

Kort efter mødtes han med sine germanske krigere.

“Så tog de kommandoen over deres mænd og overraskede Varus i den dybeste del af skovene”, skriver Dio Cassius.

Efter tre dages forbitret kamp i Teutoburgerskoven overgav de sidste romerske soldater sig. Men ligesom romerne aldrig havde vist germanerne nåde, skånede germanerne heller ingen.

Ifølge Velleius Paterculus, der må have talt med nogle af de få soldater, som nåede at gemme sig i skoven, ville en panisk tilfangetagen romer hellere begå selvmord frem for at møde en grum død blandt germanerne.

“Han greb en del af den kæde, han var lænket med, og slog den så hårdt ned i sit hoved, at han døde på stedet med både hjerne og blod sprøjtende fra såret”.

Samtidig blev de romerske soldater, der var kaldt til beskyttelse i landsbyerne, slået ihjel af de lokale. Arminius' triumf var total.

Den tidligere romerske ridder havde indledt sit oprør.

Nu var hans næste mål at samle de germanske stammer bag sig i et storstilet angreb mod det romerske rige.

“Arminius var uden tvivl hele Germaniens befrier og udfordrede det romerske folk, da imperiet var på sit allerhøjeste”.

Sådan skrev den romerske historiker Tacitus omkring 100 år efter slaget i Teutoburgerskoven.

For selv om romerne afskyede Arminius for massakren på de tre legioner, beundrede de også den germanske oprørsleders mod.

Romerne nåede imidlertid aldrig at forstå, hvordan det kunne lykkes Arminius og hans – i deres øjne – primitive og udisciplinerede krigere at slå den romerske hær.

Og de forstod heller ikke, hvorfor Arminius, der havde kæmpet i romersk tjeneste og var blevet belønnet med status af romersk ridder, pludselig vendte sig imod Rom.

De vidste kun, at den germanske oprørsleder skulle stoppes for enhver pris.

Arminius var gidsel i Rom

Arminius blev sandsynligvis født i år 17 f.Kr. Hans fars navn var Segimer, og familien tilhørte adelen i cherusker-stammen – en af Germaniens største, der talte op mod 200.000 mennesker.

Da Arminius var fem år gammel, invaderede romerske styrker Germanien.

På ordre fra kejser Augustus gennemførte de en række blodige felttog mod stammerne i området mellem Rhinen og Weserfloden.

Målet var at gøre området til romersk provins. Hver sommer kunne de germanske børn, heriblandt Arminius, iagttage endeløse kolonner af sværtbevæbnede, brynjeklædte legionærer, der i tætte formationer marcherede igennem landskabet.

Romernes brutale fremfærd virkede efter hensigten, og flere stammer indgik forbund med besættelsesmagten mod til gengæld at få ret til en slags selvstyre.

Også cheruskerne indgik en alliance med Rom, og sandsynligvis blev både Arminius og hans bror Flavus i en ung alder sendt til Rom som gidsler for at sikre stammens troskab.

Da de var i begyndelsen af 20'erne, fik Arminius og Flavus lov til at kæmpe i den romerske hær.

Det var ellers kun romerske borgere, som kunne gøre tjeneste i legionerne.

Men for at supplere krigsstyrken rekrutterede Rom også soldater fra provinserne og fra områder, der endnu ikke var erobret. Disse soldater blev placeret i såkaldte hjælpe-kompagnier.

Ifølge romerske kilder blev Arminius øverstbefalende for en enhed af germanske lejetropper.

For den unge cherusker var officerskommandoen en enestående mulighed for at studere romersk krigsstrategi på nærmeste hold.

Opmærksomt lærte han om hurtige udfald og belejring.

Og han iagttog fodfolkets taktik med først at overdænge fjenden med tunge spyd, som borede sig ind i deres skjolde og gjorde dem ubrugelige.

Derefter satte de det afgørende angreb ind med sværd.

Det vigtigste, Arminius lærte i hæren, var dog disciplin – nøglen til Roms militære succes.

“Hans øjne afslørede tankernes ild”

Sandsynligvis var det, mens Arminius kæmpede i den romerske hær, at den romerske officer Velleius Paterculus mødte ham og indså, at Arminius var noget helt usædvanligt:

“Han besad en intelligens, der langt overgik den almindelige barbars”, og “hans øjne afslørede tankernes ild”, skrev Paterculus om den unge germaner, der viste sig så dygtig i kamp, at han ganske usædvanligt blev belønnet med både romersk borgerskab og status af romersk ridder.

I år 7 e.Kr. tog Arminius sin afsked fra den romerske hær og rejste hjem til Germanien, hvor Varus nu var blevet indsat som guvernør.

I Arminius’ hoved var tanken blevet født om at kaste romerne tilbage syd for Rhinen og forene de germanske stammer.

Efter at have mødt den – i hans øjne – svage Varus, indså Arminius, at hans store chance var kommet.

Arminius’ tid i Rom havde lært ham, at ingen kunne slå den romerske hær på en traditionel slagmark, hvor romerne havde tid og plads til at stille hæren op i formationer.

Sammen med ledere fra flere af de andre germanske stammer planlagde han derfor at angribe romerne i de dybe skove, som germanerne kendte bedre end nogen anden.

Herefter udpegede Arminius den ufremkommelige og sumpede Teutoburgerskov som det sted, hvor angrebet skulle finde sted.

Og to år efter cheruskerens hjemkomst til Germanien ledte han angrebet i skoven, hvor Varus’ legioner blev udslettet.

Arminius vil forene germanerne

Efter slaget i Teutoburger beordrede Arminius sine krigere til at kappe hovedet af Varus. Herefter blev en germansk kriger sendt af sted til hest med hovedet med kurs mod nutidens Tjekkiet.

Her herskede den germanske fyrste Maroboduus, hvis hær talte næsten 70.000 krigere. Da den germanske rytter fik foretræde for fyrsten, lagde han Varus’ hoved for hans fødder.

Beskeden kunne ikke misforstås: Arminius ønskede en alliance. Havde Maroboduus sagt ja, ville Romerrigets værste mareridt være blevet virkelighed.

Et samlet Storgermanien med hundredtusinder af mænd under våben. Maroboduus takkede nej.

I stedet valgte han at alliere sig med romerne og sendte en rytter af sted med Varus’ hoved til Rom.

Arminius havde satset stort – og tabt. Uden en alliance med Maroboduus ville han ikke kunne skræmme romerne fra at invadere Germanien endnu en gang.

Nu gjaldt det i stedet om at forberede sig på Roms hævn.

Germanerne lærer at slås

Arminius gik straks i gang med at træne sine krigere. Han havde samlet mindst 11 stammer under sin ledelse.

I stedet for de hidtidige, planløse angreb, som var germanernes foretrukne taktik, lærte Arminius dem efter romersk forbillede at foretage koordinerede angreb, følge officerernes ordrer og ikke mindst at udnytte Germaniens enorme skove til partisankrig.

I mellemtiden havde kejser Augustus udpeget sin stedsøn Tiberius som øverstbefalende for de romerske hære.

Og to år efter massakren i Teutoburgerskoven væltede de romerske hærstyrker hævngerrigt ind over Germaniens grænser.

Ifølge Velleius Paterculus trængte Tiberius “ind i landets hjerte, åbnede hærvejene, ødelagde markerne, brændte husene og sendte dem, der kæmpede imod, på vild flugt”.

Det lykkedes imidlertid ikke Tiberius at fange Arminius, der sammen med sine krigere holdt sig til de uigennemtrængelige skove.

I år 14 døde kejser Augustus, og Tiberius blev kaldt tilbage til Rom, hvor han modtog kejsertitlen. I stedet blev Tiberius’ nevø Germanicus udset til at fuldføre Roms hævn.

I sommeren år 15 marcherede Germanicus ind i den oprørske region med 40.000 soldater. De romerske tropper dræbte alle, de mødte på deres vej.

Den romerske historiker Tacitus beretter bl.a. om et brutalt natligt angreb på den vestgermanske marser-stamme: “Ivrige legioner lagde landet øde med flammer og sværd i en omkreds af 55 mil (80 km). Hverken køn eller alder indgød medlidenhed”.

Romernes brutale fremfærd, som bedst kan betegnes som en udryddelseskrig, gav imidlertid bagslag.

I stedet for at skræmme germanerne sluttede flere stammer sig til Arminius, hvis styrker fra skjul i skovene konstant udførte små, effektive angreb på de romerske hære.

Henimod slutningen af år 15 vandt romerne endelig en lille, men betydningsfuld sejr over Arminius. Germanicus’ tropper tog den gravide Thusnelda – Arminius’ elskede hustru – til fange.

Thusnelda blev straks deporteret til Ravenna i Italien, hvor hun fødte Arminius’ søn. Arminius så hende aldrig igen.

Da han fik besked om, at romerne havde taget Thusnelda til fange, blev han rasende og hånede ifølge Tacitus Germanicus:

“En stor general! En tapper hær! Så mange hænder havde der været om at bortslæbe én eneste, stakkels kvinde!”

Han påpegede bittert, at han selv førte krig mod bevæbnede mænd, og at han havde knust tre legioner i regulær kamp, mens romernes speciale åbenbart var at føre krig mod gravide kvinder.

Herefter opfordrede han sine landsmænd til at slutte sig til oprørshæren for at smide de romerske tropper ud af Germanien.

Tiden var kommet for den endelige styrkeprøve med Rom.

Romerne krydser Weserfloden

Arminius’ store chance kom året efter, da Germanicus førte otte legioner og tusinder af hjælpetropper op langs floden Ems.

Normalt ville germanerne for enhver pris undgå store feltslag. Men oprørshæren var nu så veltrænet, at Arminius turde møde romerne i åben kamp.

Ifølge Tacitus rykkede romerne frem til Weserfloden fra vest, mens Arminius rykkede frem fra øst.

Blandt de romerske soldater var også Arminius’ bror Flavus, der var forblevet i romersk tjeneste, og stående på hver sin side af floden begyndte de to brødre at diskutere.

“Den ene talte om Romerrigets storhed, den anden om pligten over for fædrelandet og om deres moder, som i forening med ham selv bad broderen om ikke at svigte sit folk”, skriver Tacitus.

Diskussionen udviklede sig til et voldsomt skænderi, som til sidst fik Flavus til at råbe efter sin hest og sine våben, så han kunne krydse floden og afgøre sagen.

De romerske officerer fik ham dog overtalt til at vente til selve slaget.

Kort før daggry krydsede 50.000 romere Weserfloden. Kavaleriet kom først over på den modsatte bred, hvor de straks blev angrebet.

Kort efter flygtede de germanske krigere tilbage over sletten, som var omgivet af skov.

Optændt af muligheden for at knuse fjenden jagtede det romerske kavaleri de flygtende fjender, men på et signal fra de germanske officerer vendte krigerne sig i samlet front mod romerne, samtidig med at tusinder af skjulte kampfæller myldrede ud af skovbrynet.

Modangrebet kom fuldstændig bag på romernes kavaleri, der kun med nød og næppe fik reddet sig tilbage til floden, som det romerske fodfolk i mellemtiden havde krydset.

Gigantisk slag ender uafgjort

De to hære bragede nu sammen i det endelige opgør. Begge sider var optændt af had, og begge sider vidste, at dette slag kunne blive udslagsgivende for Germaniens fremtid.

“Fra den femte time til om natten fortsatte myrderierne, fjendens lig og våben lå spredt over 11 mil (16 km)”, fortæller Tacitus. Under kampene blev Arminius hårdt såret, men undslap i sidste øjeblik.

Trods store germanske tab endte slaget uafgjort.

Romerne havde forpasset deres chance for at knuse den germanske modstand i åben kamp, mens Arminius på sin side havde bevist, at han nu var stærk nok til at udfordre romerne på deres egne betingelser.

Alt i alt havde kampene i Germanien kostet 30.000 romerske soldater livet, og kejser Tiberius var nu så led og ked af den kostbare krig, at han beordrede Germanicus til at stoppe felttoget.

Rom havde erkendt sit nederlag.

Oprørslederen dør i kamp

Arminius spildte ikke tiden på at fejre sejren, men vendte sine styrker mod øst og angreb germanerfyrsten Maroboduus.

Trods sine næsten 80.000 soldater tabte Maroboduus kampen og måtte flygte i skjul i sin borg.

Arminius var nu Germaniens ubestridt stærkeste mand.

Hans særstilling fik imidlertid mange af hans tidligere tilhængere til at frygte, at han ønskede at være konge over alle stammerne.

Kejser Tiberius øjnede en chance for hævn og sendte spioner til Germanien for at puste til stammernes indre stridigheder.

I år 18 blev Maroboduus styrtet af en rival ved navn Catualda, der angiveligt havde modtaget penge fra Rom for sin gerning.

Og i år 21 kom så turen til Arminius.

Tacitus fortæller ikke andet end, at den 37-årige oprørsleder blev angrebet af sine fjender og faldt som offer for sine egne folks forræderi, men sandsynligvis har Rom spillet en rolle i mordet på lederen.

“Varus, giv mig mine legioner tilbage” råbte Augustus, da han fik nyheden om Publius Varus’ nederlag i Teutoburgerskoven.

Den nu 72-årige kejser indså med det samme de voldsomme konsekvenser af nederlaget: Imperiets nordlige grænse lå nu ubeskyttet, og de få tropper langs Rhinen ville ikke have en chance for at holde de vilde horder tilbage, hvis de besluttede sig for at gå mod Rom.

Kejseren afskedigede straks sin særlige germanske livvagt og lod dem deportere til afsides beliggende øer langt væk fra Rom.

Derefter gik han i gang med at hverve nye tropper som erstatning for de tabte legioner. Rom var i undtagelsestilstand.

Det var imidlertid ikke kun den overhængende risiko for en germansk invasion, der fik den gamle kejser til at anråbe den døde Varus.

Erobringen og en efterfølgende kolonisering af Germanien havde været Augustus’ personlige projekt, og den romerske statskasse havde investeret enorme summer i den ambitiøse plan.

Arkæologerne har hidtil ment, at romerne stadig var i den indledende fase af Augustus’ “projekt Germania”, da Varus og hans legioner blev udslettet, og den romerske hær flygtede ud af Germanien over hals og hoved.

Nye udgravninger viser imidlertid, at romerne var meget længere fremme med deres planer, end forskerne hidtil har troet.

Forter var første fase i koloniseringen

Da romerne i år 12 f.Kr. invaderede Germanien, opførte de som noget af det første en række fremskudte militærlejre på den germanske side af Rhinen.

Forterne var opført i træ med palisader, vagttårne og voldgrave og fungerede som baser for de kæmpende tropper.

Fæstningerne har længe været kendt af forskerne, men i 1990’erne fandt arkæologer imidlertid noget, de aldrig havde set før. I byen Waldgirmes i det vestlige Tyskland stødte de på et romersk anlæg fra Augustus’ tid.

Først antog de, at det var endnu en romersk militærlejr, men så stødte de på noget overraskende: et stenfundament.

Den slags var usædvanligt i romerske militærlejre. Snart efter stod det klart, at fundamentet var en del af et forum – den centrale plads i en romersk by.

Fundet af en by midt i det germanske fjendeland beviser, at romerne allerede omkring tiden for Teutoburgerslaget i år 9 e.Kr. var i fuld gang med at omdanne Germanien til en egentlig romersk provins.

De videre udgravninger i Waldgirmes viser, at romerne midt på torvet havde opstillet en stor rytterstatue i bronze af kejser Augustus – et symbol på den nye tid i Germanien.

Blandt fundene er også store mængder blyrør, der har skullet føre vand til byen.

Derudover har arkæologerne fundet krukker, der har indeholdt olivenolie fra Spanien, mens andre har rummet vin fra Grækenland.

Ifølge arkæologerne har den lille romerske bys indbyggere sandsynligvis været en blanding af romere, keltere og germanere.

Romerne jagtede råvarer

Waldgirmes er imidlertid ikke den eneste forbløffende opdagelse, arkæologerne har gjort.

Talrige fund af blybarrer, sirligt stemplet med indskriften “Plumbum Germanicum” – germansk bly – viser, at romerne kort efter invasionen begyndte en intensiv jagt på regionens rigdomme.

En del af blyet blev – under beskyttelse af den romerske hær – udvundet i miner over 100 km fra Rhingrænsen.

Ifølge Heidrun Derks, arkæolog og direktør for Museum und Park Kalkriese i Tyskland, er fundet af Waldgirmes og de romerske miner kommet fuldstændigt bag på forskerne.

“Germanien var endnu ikke en romersk provins, og ingen havde forventet at finde romerske byer og en industriel udvinding af råstoffer i området nord for Rhinen”, fortæller direktøren i et interview til HISTORIE.

Fundet af Waldgirmes og de romerske miner viser, at Rom tilsyneladende var overbevist om, at det blot var et spørgsmål om kort tid, før Germanien var omdannet til en romersk mønsterprovins.

Og den romerske hær, der var kernen i forsøget på at “romanisere” Germanien, arbejdede på højtryk.

I rasende tempo blev enorme skovarealer fældet, veje bygget, og hele byer anlagt.

For kejser Augustus var den nye provins imidlertid også vigtig af andre årsager.

Germanien skulle fungere som bolværk mod vilde folkeslag længere mod øst.

Samtidig havde kejseren hårdt brug for jord til sine soldater, der efter endt tjeneste skulle belønnes med jordlodder i provinserne.

Derfor havde kejseren brug for enorme landområder, da den regulære romerske hær talte omkring 150.000 soldater.

Militærlejre blev til spøgelsesbyer

Den romerske kejsers drømme blev imidlertid knust, da Arminius indledte det germanske oprør, som betød, at alle den romerske stats investeringer i provinsen gik tabt.

Umiddelbart efter slaget i Teutoburgerskoven fik de romerske tropper i Germanien besked på at trække sig tilbage til Rhinens vestlige side.

Alle romerske forter og legionslejre i selve Germanien blev rømmet.

Selv den enorme romerske base ved Haltern omkring 11 km inde på germansk territorium blev forladt, og udgravninger viser, at det skete i lyntempo. Alt af værdi, som tropperne ikke kunne nå at tage med, blev gravet ned.

Arkæologerne har derfor fundet store mængder våben, mønter og keramik. Også Waldgirmes blev forladt i al hast.

Udgravningerne viser, at romerne sandsynligvis brændte byen ned, idet de forlod den.

Den tonstunge bronzerytterstatue af Augustus, som stod på byens forum, blev skåret i småstykker og spredt over hele området – germanerne skulle ikke kunne vise den triumferende frem blandt stammerne.

Spredningen af de mange hundrede statue-stumper ud over området kan have været en form for symbolsk farvel til den by, alle havde troet skulle blive et af kraftcentrene i Germanien.

Romerne kom aldrig tilbage til Waldgirmes, og med tiden forsvandt mindet om den romerske by midt i de dybe skove.

Moderne historikere er enige om, at årsagen til romernes nederlag var, at de undervurderede germanerne.

Arkæologiske udgravninger viser, at Germanien våbenteknisk og organisatorisk var langt længere fremme, end romerne troede.

Da kejser Augustus døde i år 14, gav han i sit testamente sin efterfølger, Tiberius, ordre om ikke at forsøge at ekspandere riget yderligere.

I de følgende 400 år forblev den store flod grænsen mellem Det Romerske Imperium og de vilde germanere i øst.

Kejserne efter Augustus udbyggede kontinuerligt forsvarsværkerne for at sikre grænsen til Germanien.

Germanerne ødelagde Rom

For romerne blev tabet af Germanien på længere sigt medvirkende til imperiets fald.

Trods de massive bestræbelser på at holde de nordlige fjender ude lykkedes det i 410 den germanske stamme goterne under Alaric at bryde igennem romernes forsvarsværker og marchere videre mod Rom, som de plyndrede.

Episoden markerede begyndelsen til enden på romernes magt.

66 år senere forsvandt Det Vestromerske Rige for altid, da det blev invaderet af germanerhøvdingen Odoacer. Han tvang den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustus, til at abdicere.

Germanien havde vundet den 400 år lange styrkeprøve med Rom.